onsdag den 5. juli 2023

Anmeldelse: DE GYLDNE SANDALER af Inger Schiøtt & EEN LANG NAT af Dorte Limkilde

Foto: Mette Kierstein. Omslag: Dorte Limkilde.
 

Dorte Limkilde debuterede sidste år med værket ”Een lang nat" (Forlaget Virkelig). Det er et værk, der lægger sig tæt op ad Inger Schiøtts roman ”De Gyldne Sandaler” fra 1965, der også er genudgivet. Limkilde går i dialog med værket. Det er både en introduktion til værket, men også til Inger Schiøtt og hendes øvrige bøger. Samtidig er det en lyrisk fortælling om den spiritualitet og åndelighed, der ligger til grund for Inger Schiøtts forfatterskab – og i særdeleshed ”De Gyldne Sandaler”.

En af mine store læseroplevelser i min ungdom var finnen Mika Waltaris SINUHE – ÆGYPTEREN. ”De Gyldne Sandaler” af Inger Schiøtt er et besøg tilbage til samme emnekreds og den fascination, jeg følte under læsningen af Waltaris fantastiske beskrivelser. Det føltes som om jeg var med og selv var en del af det. Romanen tog mig med storm, og jeg genoplever meget af det samme under læsningen af ”De Gyldne Sandaler”. Det er selvfølgelig nogle andre lag, min læsning i dag hæfter sig ved. Det er måske ikke så meget de geografiske rejsemål, som det er de indre rejser, så på den måde passer det glimrende, for det er også det, der er Inger Schiøtts ærinde.

Romanen udkom første gang i 1965 og er nu genudgivet som et dobbelt værk sammen med den kommenterende bog af Dorte Limkilde: ”Een lang nat. Om Inger Schiøtt & De gyldne Sandaler”.

Jeg begyndte med ”Een lang nat” og jeg ved ikke, om det er en fordel eller en ulempe at læse den først, for det, der interesserer Limkilde og Schiøtt, er de spirituelle indsigter, der beskrives. Havde det ikke været for Limkilde, var jeg aldrig nået frem til Schiøtt, men til gengæld havde jeg rigtig mange forbehold over for den ventende tekst allerede inden læsningen. Det spirituelle ligger mig egentlig ikke så meget på sinde – på dén måde.

Dorte Limkildes bog er både en introduktion og et løbende kommentarspor til romanen, men også en selvbiografisk skildring af det, som romanen kom til at betyde for hende. Eller rettere for hendes far, der igen gav det videre til datteren. Faren var med i kredsen omkring Inger Schiøtt, der holdt seancer månedligt. Det er samtidig en introduktion til Inger Schiøtts forfatterskab. Hun skrev fem romaner, hvoraf ”De Gyldne Sandaler” er den mest udbredte. Men vigtigere er det en introduktion til hendes spirituelle virke. Det har ikke min store interesse, så er det sagt, men det betyder ikke, at jeg ikke var glad for læsningen af kommentarbogen, det endte med at blive et selvstændigt værk, selv om det støtter sig op ad de mange uddrag fra Schiøtts forfatterskab. Selvfølgelig væver det sig tæt sammen, forfatterskabet og det spirituelle. Limkildes bog er spændende sat op med forskellige typografier (fra de citerede værker) og med illustrationer og opsummeringer som henholdsvis ”Vågne drømme” og ”Ekfrase”. Det sidste læste jeg fejlagtigt som ”Ekstase”, men det fungerer også glimrende i sammenhængen. Det er alt sammen fortalt på en ligefrem og jordnær måde, der gjorde det til en god og meget lyrisk læseoplevelse. Selv med mine spirituelle forbehold.

Derfor var det en store overraskelse, at ”De Gyldne Sandaler” gav mig en ny Waltari-oplevelse, hvor netop det spirituelle løftede bogen op for mig, eftersom det var sat ind i en historisk og episk fortløbende og meget gribende beretning fra det gamle Egypten. Jeg har været der (selv om det var i nyere tid!), og kunne se det hele levende for mig. Endnu mere overrasket blev jeg over, at Schiøtt elegant førte mig ind i alle sine indsigter og forudanelser, som jeg slugte råt, eftersom det er så godt og levende fortalt.

Det endte med at blive en betagende læseoplevelse, der holdt mig fangen til sidste side. Ikke på trods af det spirituelle, men netop på grund af det. Det var en overraskelse. Romanen er skrevet med en særlig fin nænsomhed, der giver den et smukt poetisk vingefang. Den har en særlig lød og tone, der er rar at træde ind i. Det er en klog bog. En bog, som jeg har lært meget af. En bog, der stiller mange spørgsmål – og et værk som jeg vil nyde at have stående på reolen bagefter. Tak til Dorte Limkilde for at genintroducere Inger Schiøtts roman og forfatterskab, og til Forlaget Virkelig for udgivelsen af denne dobbelte udgivelse. Det er opbyggeligt, uden at virke belærende.


Foto: Mette Kierstein. 


DE GYLDNE SANDALER  af Inger Schiøtt 

Schiøtts Forlag, 1965

nyudgivet på Forlaget Virkelig, 2022

186 sider

Scan, formgivning og omslag: Dorte Limkilde

Redaktion: Andreas Vermehren Holm

EEN LANG NAT af Dorte Limkilde

Om Inger Schiøtt & De gyldne sandaler

Forlaget Virkelig, 2022

164 sider

Sats, omslag og illustrationer: Dorte Limkilde

Redaktion: Andreas Vermehren Holm


Omslag: Dorte Limkilde.



Mød Dorte Limkildefestivalens 2. dag,
tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21
i GLOBAL Art Gallery 
Skalbakken 8A
i Vanløse.

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*