Gæstespil i Metronomen på Godthåbsvej på Frederiksberg den 12.6.2014.
I mellem to søjler var der opprojiceret et nærbillede
af en ung pige med en hat på. Vi ser hele ansigtet, de løftede hænder, der
griber om hatten eller kysen, som det snarere er. Pigens forventningsfulde
udtryk med blikket rettet mod et punkt vi ikke kan se. Udtrykket lyser af barnlig
glæde og forventning. Måske er der lidt forbløffelse i hendes øjne. Måske er
der nogen, der har kaldt på hende. Eller også synger hun, ligesom stemmen i
sangcyklussen der langsomt er ved at spinde os ind i et net af sange og toner. Så
blidt så blidt. Ganske langsomt lokker stemmen os nærmere. Det er den voksne
der synger og som forsøger at give den lille pige stemmen tilbage. Den stemme der
forsvandt og som hun mistede efter det hun oplevede den gang. Det er historien
om de voksne, der ikke evnede at se, hvad der skete. Om det var fordi de ikke
turde, kunne eller ville, ved vi ikke, men det var et svigt. Siden er tavsheden
blevet stadigt større, og det er først nu, hvor den voksne stemme synger det
hele ud at noget igen flytter sig. Stemmen tager form foran os. Den lokker og
lokker. Vi ved godt, hvad der venter, så det er nødvendigt med de lokkende
toner, for ingen ønsker at gå derhen selv. Det er det vi vægrer os imod. Imod
alt det vi ikke forstår. Alt det vi ønsker at holde ude og langt væk fra os. Alt
det uforståelige. Men vi bringes nærmere og nærmere skridt for skridt. Det er
et tabueret emne, og spørgsmålet er om det overhovedet kan gøres på andre måder
end sådan som det sker denne aften på Godthåbsvej. Det kan det nok ikke.
Forventningen om at livet ligger lige forude. Som om
livet bruste op omkring pigen på billedet. Om det er billedet af sangeren og
skuespilleren Lotte Arnsbjerg selv, ved vi selvsagt ikke. Det er det måske nok,
men det er ikke så vigtigt. Det er et billede på den historie som vi nu skal
overvære – og være vidne til. Det med at være vidne er ikke bare en talemåde.
Det er sådan det virker.
Forestillingen var lidt forsinket. Carmen More indledte
på engelsk ved at fortælle om det musikalske samarbejde der var gået forud for
det som vi nu var ved at skulle opleve. Det var baseret på improvisationer og
teksterne var kommet til i ét stykke og i den rækkefølge som den bliver brugt i
forestillingen. Det er en sangcyklus på 14 melodier. Carmen More ledsagede
samtlige melodier på keyboard og Lotte Arnsbjerg gav dem liv og mæle, mens der
imellem de to søjler under Metronomens glaskuppel blev vist videografik som
baggrund for sang og dans. De to kvindelige dansere Kiori Kawai og Sofie Heyman
gav forestillingen fysisk form på en blid og indtrængende måde. Den ene var af asiatisk
udseende og den anden meget nordisk. Den første fremstod næsten androgyn med
sin næsten drengede ynde, mens den anden var som taget lige ud af sangen om den
”danske sang er en ung blond pige, der går og nynner i Danmarks favn. Hun er et
barn af det havblå rige…”. Det var som to kontinenter, der mødtes, hvilket de
også gjorde i forestillingens afsluttende billede, hvor de gik frem mod
hinanden, mens bølgerne brydes på billederne bag dem. Men noget er galt.
Bølgerne er anderledes, og trækker sig selv baglæns, så vandet bliver ved med
at trække sig ud og ud. Som om vandet aldrig slår rigtig ind over stranden. Ligesom
den virkelighed som forestillingen handler om. Tavsheden ender med at ombølge
alt, som om det slet ikke har fundet sted, som om det aldrig er sket. Som det
bare er noget hovedpersonen har fundet på. Det er så forbudt, at det næsten
forsvinder. Men inde i hovedpersonen bliver det siddende som en sort
uafvaskelig plet. Den plet, der truer med at dække det hele, hvis det ikke siges
højt, sådan som det så utroligt smukt bliver sagt og sunget i forestillingen.
Alle sceniske udtryk er holdt i stramme tøjler.
Dansernes bevægelser er så små og yderst forsigtige. Så glidende, så glatte og
så selvudslettende, som om de aldrig havde været der. Det var så nænsomt
doceret, og smukt orkestreret, såvel klangligt som visuelt. Det var som en både
blid og enkel rejse igennem de emotioner, der omgav hændelsen. Et klangligt
univers som vi langsomt trængte dybere ind i.
Nogle af sangene blev sunget op imod de opprojicerede
billeder (skabt til forestillingen af den italienske, amerikansk bosatte, videokunstner
Catarina Bertolotto). Mens andre sange blev sunget off-stage og illustreret af
de to kvindelige dansere.
Vi trænger langsomt ind i pigens verden. Vi hører også
om overgrebet, men det sker meget indirekte, meget subtilt og underforstået. Vi
hører om et dørhåndtag ind til et badeværelse. Om et badekar og om vand. Vi
hører om en voksen, der kommer ind på badeværelset og nærmer sig pigen i
badekaret. Vi hører om pigen, der på det nærmeste forsøger at drukne for at
undslippe det der sker. Bagefter hører vi om skyld og skam, og hvad det
bevirkede for den lille pige, der i mellemtiden blev voksen. Det er nok
forestillingens mest skræmmende del. Lotte Arnsbjergs forvrængede vokal og
kropssprog sagde alt, og næsten også for meget.
Umiddelbart virkede 1½ time som et alt for langt
forløb. Bagefter var der samtale og det var tydeligt, at for dem, der havde
gennemlevet noget af det som forestillingen skildrede, var forløbet ikke ét
minut for langt. For dem havde det næsten været umuligt at bære. Ikke mindst
vreden som forestillingen også vakte. Samtalen bagefter, der var næsten lige så
lang som forestillingen, virkede også for lang. Men flere dage efter lå ordene,
musikken og forestillingen stadigvæk i kroppen på mig, som noget tavst og tyst,
der endelig havde fået navn og mæle.
Forestillingen blev første gang opført i New York. Har
været rundt i Danmark og har en længere turné-plan foran sig, der inkluderer Hawaii,
Los Angeles, Berlin og London.
Det er alt sammen lavet på privat initiativ, og uden
fonds og støttekroner.
Det er et modigt og nødvendigt initiativ, der har
fundet et stærk, men alligevel nænsomt scenisk udtryk.
Music · Carman Moore
Melody and lyrics · Lotte Arnsbjerg.
Video Artist · Caterina Bertolotto
Dance and Choreography · Kiori Kawai
Photos · Most photos taken by Pearl Perkins.
A dramatic song cycle of sexual healing
In honor of all the little children who are suffering sexual abuse
And all the grown ups who once suffered abuse, and still need to let go of it.
When it is spoken out, the healing can begin.
