Hvorfor
Strindberg?
Vi
mødtes i Paris. Den danske maler Pierre Beskow (født 1945) havde sat mig stævne
ved indgangen til Luxembourg-haven. Vi fulgtes over til en lille berbisk cafe,
hvor der er couscous om fredagen, og bagefter spadserede vi over til Closeri du
Lilas, hvor bl.a. August Strindberg (1849-1912) og Edvard Munch (1863-1944) mødtes
og drak absint i 1896. Siden dengang har man ændret ingredienserne i absinten,
så man ikke længere bliver blind af den. Hvad de to nordiske kunstnere har talt
om, ved vi ikke. Strindberg boede et par gader derfra, i 62, Rue D´Assas.
Dengang hed stedet Pension Orfila, og Strindberg boede der i et ½ år, mens hans
skrev ”Inferno”, samtidig med at han forsøgte at lave guld. Han var også alkymist
og inspireret af esoterikeren og mystikeren Emanuel Swedenborg (1668-1722).
Pierre
havde været der én gang tidligere (i 2011) sammen med nogle studerende. Da det
er privat beboelse, er der ikke offentlig adgang, men det var alligevel lykkedes
dem at snige sig indenfor. Vi håbede på det sammen og benyttede os af den åbne
dør, da der i det samme kom én ud derfra.
Hvad
der skete inde i huset, kan man høre på podcasten, der er en direkte optagelse
derfra, men at det ikke er ufarligt at trænge sig ind på fortidens store ånder,
vidner efterspillet om, for Pierre blev bagefter sygere end nogensinde før. Pierre mener, at det var fortidens
forbandelser og hjemsøgelser, der var sprunget på ham, da vi besøgte stedet –
og listede os op på 2. sal og stod foran døren til værelset, hvor Strindberg
skrev ”Inferno”. Vi fik aldrig åbnet den sidste dør, men det var måske godt det
samme, for Pierre måtte holde sengen længe efter, og han er ikke i tvivl om, at
Strindbergs ånd havde en finger med i spillet.
Pierre beretter: ”Strindbergs “Inferno“ var et resultat af et
mislykket ægteskab og endnu en skilsmisse. Lige inden Strindberg kom til Paris,
havde han turet rundt i Berlin med Edvard Munch og Popoffsky (som han kaldes i
”Inferno”, i virkeligheden hed han: Stanislav Przybyszewski). Begge var besat
af Dagny Juel og kæmpede om hende. Strindberg havde altid pengeproblemer og var
i frivillig landflygtighed, han var skilt fra Siri Von Essen og lå i skilsmisse
med Frida Uhl. Desuden havde han en retssag hængende over hovedet om en
Blasfemi-paragraf. Godt nok frikendt, men alligevel. I 1896 går han lige ind i
løvens hule i Pension Orfila.
Mindeplade opsat i husmuren til ejendommen, der
dengang rummede Pension Ofila, 66, rue D´Assas.
Hvorfor denne
Strindberg-betagelse?
Pierre beretter: ”Jeg glemte at fortælle dig, og
det er meget vigtigt, at i den første Strindberg-fase var det hans malerkunst
og hans Celestografier (= fotografier af stjernehimmelen uden et kamera!), der
optog mig. Strindberg mente, at fotografen ikke skulle være den, der trykkede
på udløseren og være herre over processen, og at det ikke skulle være
kontrolleret af menneskehænder (ikke skabt af menneskehænder ligesom visse
af de gamle Kristus-ikoner, som på en overnaturlig måde brændte sig fast i et
klæde, som Jesus holdt foran sit ansigt - Veronikas svededug). Derfor lagde han
lysfølsomme glasplader på jorden og lod stjernehimlens lys eksponere på
pladerne gennem flere timer. Han lod flere plader eksponere i en periode
og noterede på bagsiden af billederne med blæk, hvilke stjerner det
var - og markerede Mælkevejen. De er geniale, de foto-optagelser – og jo
længe før Pollock.”
Vi nåede ikke at besøge Orfilas gravmonument på Montparnasse-kirkegården. Men efter Strindberg havde set gravstedet for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853), gik han forbi Pension Orfila i Rue D´Assas. Dette måtte være et tegn, mente han, og flyttede derind fra hotellet på Rue Grand Chaumaire. Det skulle han måske aldrig have gjort!
Gravsten for
Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853) på Montparnasse Kirkegården.
Mindeskilt nedsat i bordpladen på Closerie du Lilas, hvor Strindberg og Munch mødtes og drak absint sammen. Dengang hed stedet Brasserie de Lilas.
EFTERSPIL
Efter optagelsen af podcasten i Paris modtog jeg denne mail fra Pierre:.
Kære Michael
Tak for mail og inferno vandring som jeg glæder mig til
at høre, men jeg er lige nu sengeliggende Med en mærkelig aggressiv virus som
roterer i min krop
Og ikke forsvinder. Jeg fik mig med stor anstrengelse
bragt hjem til København d 23 med 39.5 i feber. Gik i seng og der ligger jeg
stadig i dag, fuldstændigt færdig og på penicillin. Sikkert er det en lungebetændelse
kombination der har udviklet sig ovenpå besøget inde i pension Orfila. Der har
sikkert overlevet virus bag tapeterne fra 1896. Jeg skal ALDRIG derind igen.
Jeg har aldrig været så syg i hele mit liv som nu. Men Tak for at du ledsagede
mig og fik mig ud igen!
Om nogle dage når jeg er kommet ud af febertågerne vil
jeg høre din podcast. Det bliver spændende at høre hvad der er kommet ud min “
Mund” og fortidens stemmer i pension Orfila vi ikke kunne høre, men som sikkert
er med på din optager. Uha! Du må ha et fredeligt, godt og smukt poetisk nytår 2023.
Kh. Pierre
*
