KÆRLIGHED: Med Pierre Beskow og August Strindberg i Paris

Pierre Beskow sammen med portrætbusten af August Strindberg af Carl Eldh (1873-1964) opsat på Place August Strindberg i Paris.

Hvorfor Strindberg?

Vi mødtes i Paris. Den danske maler Pierre Beskow (født 1945) havde sat mig stævne ved indgangen til Luxembourg-haven. Vi fulgtes over til en lille berbisk cafe, hvor der er couscous om fredagen, og bagefter spadserede vi over til Closeri du Lilas, hvor bl.a. August Strindberg (1849-1912) og Edvard Munch (1863-1944) mødtes og drak absint i 1896. Siden dengang har man ændret ingredienserne i absinten, så man ikke længere bliver blind af den. Hvad de to nordiske kunstnere har talt om, ved vi ikke. Strindberg boede et par gader derfra, i 62, Rue D´Assas. Dengang hed stedet Pension Orfila, og Strindberg boede der i et ½ år, mens hans skrev ”Inferno”, samtidig med at han forsøgte at lave guld. Han var også alkymist og inspireret af esoterikeren og mystikeren Emanuel Swedenborg (1668-1722).

Pierre havde været der én gang tidligere (i 2011) sammen med nogle studerende. Da det er privat beboelse, er der ikke offentlig adgang, men det var alligevel lykkedes dem at snige sig indenfor. Vi håbede på det sammen og benyttede os af den åbne dør, da der i det samme kom én ud derfra.

Hvad der skete inde i huset, kan man høre på podcasten, der er en direkte optagelse derfra, men at det ikke er ufarligt at trænge sig ind på fortidens store ånder, vidner efterspillet om, for Pierre blev bagefter sygere end nogensinde før. Pierre mener, at det var fortidens forbandelser og hjemsøgelser, der var sprunget på ham, da vi besøgte stedet – og listede os op på 2. sal og stod foran døren til værelset, hvor Strindberg skrev ”Inferno”. Vi fik aldrig åbnet den sidste dør, men det var måske godt det samme, for Pierre måtte holde sengen længe efter, og han er ikke i tvivl om, at Strindbergs ånd havde en finger med i spillet.  

Pierre beretter:  ”Strindbergs “Inferno“ var et resultat af et mislykket ægteskab og endnu en skilsmisse. Lige inden Strindberg kom til Paris, havde han turet rundt i Berlin med Edvard Munch og Popoffsky (som han kaldes i ”Inferno”, i virkeligheden hed han: Stanislav Przybyszewski). Begge var besat af Dagny Juel og kæmpede om hende. Strindberg havde altid pengeproblemer og var i frivillig landflygtighed, han var skilt fra Siri Von Essen og lå i skilsmisse med Frida Uhl. Desuden havde han en retssag hængende over hovedet om en Blasfemi-paragraf. Godt nok frikendt, men alligevel. I 1896 går han lige ind i løvens hule i Pension Orfila.

Mindeplade opsat i husmuren til ejendommen, der dengang rummede Pension Ofila, 66, rue D´Assas.

 

Hvorfor denne Strindberg-betagelse?

Pierre beretter: ”Jeg glemte at fortælle dig, og det er meget vigtigt, at i den første Strindberg-fase var det hans malerkunst og hans Celestografier (= fotografier af stjernehimmelen uden et kamera!), der optog mig. Strindberg mente, at fotografen ikke skulle være den, der trykkede på udløseren og være herre over processen, og at det ikke skulle være kontrolleret af menneskehænder (ikke skabt af menneskehænder ligesom visse af de gamle Kristus-ikoner, som på en overnaturlig måde brændte sig fast i et klæde, som Jesus holdt foran sit ansigt - Veronikas svededug). Derfor lagde han lysfølsomme glasplader på jorden og lod stjernehimlens lys eksponere på pladerne gennem flere timer.  Han lod flere plader eksponere i en periode og noterede på bagsiden af billederne med blæk, hvilke stjerner det var - og markerede Mælkevejen. De er geniale, de foto-optagelser – og jo længe før Pollock.” 

Vi nåede ikke at besøge Orfilas gravmonument på Montparnasse-kirkegården. Men efter Strindberg havde set gravstedet for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853), gik han forbi Pension Orfila i Rue D´Assas. Dette måtte være et tegn, mente han, og flyttede derind fra hotellet på Rue Grand Chaumaire. Det skulle han måske aldrig have gjort! 

Gravsten for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853) på Montparnasse Kirkegården.

 

Hør podcast (YouTube).

Mindeskilt nedsat i bordpladen på Closerie du Lilas, hvor Strindberg og Munch mødtes og drak absint sammen. Dengang hed stedet Brasserie de Lilas.

 

Pension Ofila, 

66, rue D´Assas,

Paris. 

Mød Pierre Beskow på 2. festivaldag, 

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21 

i GLOBAL Art Gallery i Vanløse,

hvor han fortæller mere om August Strindberg

og læser op fra: 

August Strindberg: 

Inferno

Forlaget Batzar & Co.

Oversat af Gregers Steendahl

Efterord ved Uffe Hansen

Inferno blev skrevet på fransk i løbet af syv uger i 1897 – på grundlag af de dagbogsoptegnelser Strindberg havde ført gennem tre år – og er beretningen om nogle år “i helvede” hvor Strindberg gennemgår en dyb sjælelig krise og hvor hans liv er som et laboratorium.

Pierre som Strindberg på en bænk i Luxembourg-haven. Foto & montage af datteren

EFTERSPIL

Efter optagelsen af podcasten i Paris modtog jeg denne mail fra Pierre:.

 

Kære Michael 

Tak for mail og inferno vandring som jeg glæder mig til at høre, men jeg er lige nu sengeliggende Med en mærkelig aggressiv virus som roterer i min krop 

Og ikke forsvinder. Jeg fik mig med stor anstrengelse bragt hjem til København d 23 med 39.5 i feber. Gik i seng og der ligger jeg stadig i dag, fuldstændigt færdig og på penicillin. Sikkert er det en lungebetændelse kombination der har udviklet sig ovenpå besøget inde i pension Orfila. Der har sikkert overlevet virus bag tapeterne fra 1896. Jeg skal ALDRIG derind igen. Jeg har aldrig været så syg i hele mit liv som nu. Men Tak for at du ledsagede mig og fik mig ud igen!

Om nogle dage når jeg er kommet ud af febertågerne vil jeg høre din podcast. Det bliver spændende at høre hvad der er kommet ud min “ Mund” og fortidens stemmer i pension Orfila vi ikke kunne høre, men som sikkert er med på din optager. Uha! Du må ha et fredeligt, godt og smukt poetisk nytår 2023. 

Kh. Pierre 

 

*

  Næste uges podcast:

Ilse Whitehead fotograferet af Michael Svennevig. 

Maleren Ilse Whitehead maler blomsternes intime liv

KÆRLIGHED TIL NATUR OG BLOMSTER

Maleren Ilse Whitehead får mange kommentarer, når hun udstiller sine malerier. Det er malede nærbilleder af blomsternes inderste støvdragere og frøkapsler. Nærbillederne er så intense og overrumplende i deres formater og farveglød, at det signalerer en overvældende sensualitet, det gør det til intime malerier, hvor vi ser noget, vi ikke plejer at se. Alting er i forvandling Ligesom det er i naturen. Podcasten offentliggøres den 10. marts 2021.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

Anmeldelse: SHANGHAI - I LYST OG NØD af Arabella Neuhaus

Arabella Neuhaus: SHANGHAI – i lyst og nød (Historia, 2019). 286 sider

Det er spændende at vandre gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i romanen om hendes forældres ét årige ophold i byen i 1939. Eller rettere via moderens dagbogsoptegnelser, som datteren har bearbejdet til en fortælling om tiden, mens hendes forældre boede der, da faren var udstationeret som jurist for Store Nordiske Telegrafselskab, og de boede i byens internationale zone. Det var en tid, hvor japanerne holdt byen og ikke mindst kineserne i et jerngreb. 

Arabella Neuhaus skriver i romanens efterskrift: ”At de havde boet i Kina lå som en vigtig del af fortællingen i barndomshjemmet, hvorfor bogens forfatter undrede sig, da hun opdagede, at de rent faktisk kun havde boet der et år, men oplevelsen var så fremmedartet og eksotisk, at det for dem var som for så mange andre: Uanset opholdets længde efterlod Shanghai sig et uudsletteligt indtryk.” (side 268)

Forældrene, Kamma og Doron, har ikke let ved at finde sig til rette. Faren skulle nok aldrig have været jurist, for han finder arbejdet uendelig kedsommeligt, mens moren, Kamma, forgæves forsøger at blive et fuldbyrdet medlem af den danske gruppe af ledsagende hustruer, der er udstationeret sammen med deres ægtemænd. Men det er og bliver en ørkenvandring, for når de endelig kortvarigt lukkes ind i den ønskede kreds af danskere, skuffes de over sladderen og den smålighed de møder der.

Det er fortalt, så jeg som læser også keder mig, og det kan ikke være tilsigtet, men til gengæld er det fermt håndteret, hvordan denne kedsommelige tristesse forstyrres af den politisk spændte situation, der omslutter dem, og som herskede lige før krigen bryder ud i Europa. Det er en tid, der befinder sig på tærsklen til en ny og meget mere skræmmende og uoverskuelig tid. Det er lykkedes for forfatteren at kravle helt ind under stoffet og være i stand til at gengive det, så det føles selvoplevet. Så livagtigt bredes det ud for læseren.

Foto: Michael Svennevig

Der er mange interessante fortællinger om forskelle og ligheder mellem de forskellige folkeslag. Om japanere, kinesere og europæere. Men bogen ville have vundet ved en strammere disposition, for hvad er væsentligt, og hvad er mindre væsentligt? Det er som om det hele er blevet skrevet frem med én og samme energi. Det er både godt og skidt.

Alligevel er der passager eller snarere indsatte portrætter, der er det hele værd. Det er lykkedes at gøre dem fuldt dækkende og helstøbte. Det er fx dobbeltportrættet af en jødisk tysk violinist og hans kone, der er operasangerinde. Det er historien om, hvor langt et menneske kan gå, men også om den afgrund, som man falder ned i, når man presses FOR hårdt og får overbalance (side 141-144). Eller historien om Wu Chang, der funderer over, hvorfor nogle bliver forfulgt af ånder, mens andre ikke gør. Det optager ham især efter, at barndomsvennen har fortalt ham sin ulyksalige historie. (side 217-220) 

Så rejs med romanen tilbage i tiden, og nyd bogens fine beskrivelser af en verden af i går, også selv om romanen sagtens kunne have været kortere og strammere fortalt.

 Romanens bogtrailer

Lyt også til den 
20. festivalpodcast med Arabella Neuhaus

 Mød Arabella Neuhaus på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup: ”Ingen har ordet”

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til denne 18. podcast med Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup.

Forfatteren Birte Kont har en særlig evne til at beskrive det usagte mellem menneskene. 

Oplev det på denne 18. festivalpodcast og på den kommende festival, når skuespilleren Lise Kamp Dahlerup fremfører et uddrag fra Birte Konts nye monolog ”Ingen har ordet”, der handler om at blive pårørende til en syg.

Uddrag fra Birte Konts monolog ”Ingen har ordet”:

”Du skal til røntgen, siger du, da du kommer hjem fra vores læge. Lynlåsen i din frakke har sat sig fast, jeg får den vristet fri af foret, går du ikke med en lille tur? Vi går hånd i hånd med uvisheden i den tyste vinterhave, jeg prøver at sige det, jeg tror du har mest brug for at høre, men du har mest brug for ikke at snakke og er ked af at være så kedelig, det er fordi du ved for meget, jeg skal bare være her. Jeg er her, hold om mig, ja, sådan. En stjerne har revet sig løs fra en af granguirlanderne, der hænger tværs over vores gade, træerne ved cykelhandlen blomstrer med lys, foran stoplyset en kø af osende biler, cyklister og gående med fyldte indkøbsposer flimrer forbi butikkerne, som om ingenting er forandret, som om ingen verdensting.”

Lyt til denne 18. podcast med Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup

Foto: Michael Svennevig.

Mød Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup  

på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

*

Lyt også til de tre præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 18 festivalpodcasts. 

1. del , 2. del og 3. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Margrethe Tjalve: "Iseskrog"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Tanken blev født, da lektor Margrethe Tjalve skulle til Grønland på studietur med en gruppe studerende, som hun underviste på gymnasiet i Helsingør. Hun ville gerne fortælle om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knyttede Grønland og Danmark sammen.

Margrethe læste om Hans Egede, der kom til Grønland i 1721 sammen med hustruen Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at dykke dybere og dybere ned i stoffet. Måske kunne det ad åre blive til en PHD, men da der ingen primærkilder fandtes, altså skriftlige kilder fra Gertrud Rasks egen hånd, blev det alligevel ikke til nogen videnskabelig afhandling. Desuden var Margrethe Tjalve heller ikke historiker, men filolog. I stedet blev det til en rund fortælling, som hun kunne skrive og give stemme i en skønlitterær form som roman.

”Mit personlige emancipationsprojekt” kaldte Margrethe det i et indslag i Skønlitteratur på P1. Det kom til at handle om drømme, håb og længsler.

Uddrag fra anmeldelse:

”Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Musikken på podcasten: 

”Interstellar” fra cd´en ”Theory of Colours”(2019) er skrevet og komponeret af sønnen Esben Tjalve, der har indspillet det med bandet Red Kite.

*

Mød Margrethe Tjalve på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 
1. del og 2. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Mød Vibeke B. Arildsen

Foto: Michael Svennevig.

Om ideen der stak af.

Forfatteren Vibeke B. Arildsen fortæller om, når skrivelysten stikker af. Egentlig var det en  historisk roman Vibeke skulle have skrevet, men stoffet ville ikke. I stedet voksede der en anden ide frem. Ideen blev større og større og endte med helt at føre hende på afveje - eller også skete der netop det, der skulle ske. For i dag foreligger det som 1. del af en fortælling, der allerede har fået en 2´er, der nu venter på udgivelse.

Hør denne 9. festivalpodcast med Vibeke,
der er med på festivalen MØD VERDEN.

Uddrag fra boganmeldelsen:

"HEMMELIGHEDER er charmerende fortælling om at blive voksen. Om at stå dér på vippen, uden at vide om det bliver et hovespring eller en maveplasker. Om det bliver et flot, elegant spring eller om det bliver altings ende. Det er en sanselig skildring af det sitrende NU, hvor alting kan starte eller  ende lige så brat.

Det er beskrevet indfølt og levende. Sproget er let og smidigt. Kompositionen er let at gå til. Og så er der en masse hemmeligheder. Hemmeligheder om at være ung og forsøge at sparke sig vej ind i voksenlivet. Om forsigtigt at forsøge at lirke den forjættede port op til voksenlivet. Om hvordan det føles, når porten smækker i, mens man stadig står der midt i døråbningen...Det er en roman om at blive kvæstet af voksenlivet. Men først og fremmest er det en hyldest til det spirende liv, der altid er der – i begyndelsen. De begyndelser som vi skal lære at sætte pris på."

Læs hele festivalanmeldelsen. 

Mød Vibeke B. Arildsen

på festivalen MØD VERDENs 3. dag
i Global Art Gallery i Vanløse,

tirsdag den 13. august 2019.

Foto: Michael Svennevig.