Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag

onsdag den 24. september 2025

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 1. del

 

Sådan startede det i januar 2010 med den første Gammelfestival.
Artikel fra Vesterbro Bladet, december 2009.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er 1. del af min afrapportering fra Paris – for 11 år siden:

 

Gammelrapportering 

fra Paris, oktober 2014.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige, at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg, baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket af blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig, bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det, de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikke ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes, at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet, som det også er. Også når det skræmmer os. Som en oplægsholder sagde, det er ikke de gamle, der er syge, men tidsånden, der er syg - og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig, at meget var generelt og slet ikke så privat, som vi troede. Det var noget, som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive slutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv. Det samme skete med sang og musik på festivalen. Musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt det gemte og glemte. Noget af alt det, vi troede var forsvundet for altid.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv på spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.


Læs også 2. del af beretningen





Læs mere om den kommende Gammelfestival III:

 DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY 

fra den 24. -27. oktober 2015


Se også festivalen på Facebook


Lyt til podcast-serien i 3 dele:

"Portræt af Aftenhøjskolen"


Læs mere om mødet med Aftenhøjskolen:

"Dagbog fra Aftenhøjskolen"


*

torsdag den 2. marts 2023

KÆRLIGHED: Med Pierre Beskow og August Strindberg i Paris

Pierre Beskow sammen med portrætbusten af August Strindberg af Carl Eldh (1873-1964) opsat på Place August Strindberg i Paris.

Hvorfor Strindberg?

Vi mødtes i Paris. Den danske maler Pierre Beskow (født 1945) havde sat mig stævne ved indgangen til Luxembourg-haven. Vi fulgtes over til en lille berbisk cafe, hvor der er couscous om fredagen, og bagefter spadserede vi over til Closeri du Lilas, hvor bl.a. August Strindberg (1849-1912) og Edvard Munch (1863-1944) mødtes og drak absint i 1896. Siden dengang har man ændret ingredienserne i absinten, så man ikke længere bliver blind af den. Hvad de to nordiske kunstnere har talt om, ved vi ikke. Strindberg boede et par gader derfra, i 62, Rue D´Assas. Dengang hed stedet Pension Orfila, og Strindberg boede der i et ½ år, mens hans skrev ”Inferno”, samtidig med at han forsøgte at lave guld. Han var også alkymist og inspireret af esoterikeren og mystikeren Emanuel Swedenborg (1668-1722).

Pierre havde været der én gang tidligere (i 2011) sammen med nogle studerende. Da det er privat beboelse, er der ikke offentlig adgang, men det var alligevel lykkedes dem at snige sig indenfor. Vi håbede på det sammen og benyttede os af den åbne dør, da der i det samme kom én ud derfra.

Hvad der skete inde i huset, kan man høre på podcasten, der er en direkte optagelse derfra, men at det ikke er ufarligt at trænge sig ind på fortidens store ånder, vidner efterspillet om, for Pierre blev bagefter sygere end nogensinde før. Pierre mener, at det var fortidens forbandelser og hjemsøgelser, der var sprunget på ham, da vi besøgte stedet – og listede os op på 2. sal og stod foran døren til værelset, hvor Strindberg skrev ”Inferno”. Vi fik aldrig åbnet den sidste dør, men det var måske godt det samme, for Pierre måtte holde sengen længe efter, og han er ikke i tvivl om, at Strindbergs ånd havde en finger med i spillet.  

Pierre beretter:  ”Strindbergs “Inferno“ var et resultat af et mislykket ægteskab og endnu en skilsmisse. Lige inden Strindberg kom til Paris, havde han turet rundt i Berlin med Edvard Munch og Popoffsky (som han kaldes i ”Inferno”, i virkeligheden hed han: Stanislav Przybyszewski). Begge var besat af Dagny Juel og kæmpede om hende. Strindberg havde altid pengeproblemer og var i frivillig landflygtighed, han var skilt fra Siri Von Essen og lå i skilsmisse med Frida Uhl. Desuden havde han en retssag hængende over hovedet om en Blasfemi-paragraf. Godt nok frikendt, men alligevel. I 1896 går han lige ind i løvens hule i Pension Orfila.

Mindeplade opsat i husmuren til ejendommen, der dengang rummede Pension Ofila, 66, rue D´Assas.

 

Hvorfor denne Strindberg-betagelse?

Pierre beretter: ”Jeg glemte at fortælle dig, og det er meget vigtigt, at i den første Strindberg-fase var det hans malerkunst og hans Celestografier (= fotografier af stjernehimmelen uden et kamera!), der optog mig. Strindberg mente, at fotografen ikke skulle være den, der trykkede på udløseren og være herre over processen, og at det ikke skulle være kontrolleret af menneskehænder (ikke skabt af menneskehænder ligesom visse af de gamle Kristus-ikoner, som på en overnaturlig måde brændte sig fast i et klæde, som Jesus holdt foran sit ansigt - Veronikas svededug). Derfor lagde han lysfølsomme glasplader på jorden og lod stjernehimlens lys eksponere på pladerne gennem flere timer.  Han lod flere plader eksponere i en periode og noterede på bagsiden af billederne med blæk, hvilke stjerner det var - og markerede Mælkevejen. De er geniale, de foto-optagelser – og jo længe før Pollock.” 

Vi nåede ikke at besøge Orfilas gravmonument på Montparnasse-kirkegården. Men efter Strindberg havde set gravstedet for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853), gik han forbi Pension Orfila i Rue D´Assas. Dette måtte være et tegn, mente han, og flyttede derind fra hotellet på Rue Grand Chaumaire. Det skulle han måske aldrig have gjort! 


Gravsten for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853) på Montparnasse Kirkegården.

 

Hør podcast (YouTube).


Mindeskilt nedsat i bordpladen på Closerie du Lilas, hvor Strindberg og Munch mødtes og drak absint sammen. Dengang hed stedet Brasserie de Lilas.

 

Pension Ofila, 
66, rue D´Assas,
Paris. 




Mød Pierre Beskow på 2. festivaldag, 
tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21 
i GLOBAL Art Gallery i Vanløse,
hvor han fortæller mere om August Strindberg
og læser op fra: 


August Strindberg: 
Inferno
Forlaget Batzar & Co.
Oversat af Gregers Steendahl
Efterord ved Uffe Hansen

Inferno blev skrevet på fransk i løbet af syv uger i 1897 – på grundlag af de dagbogsoptegnelser Strindberg havde ført gennem tre år – og er beretningen om nogle år “i helvede” hvor Strindberg gennemgår en dyb sjælelig krise og hvor hans liv er som et laboratorium.


Pierre som Strindberg på en bænk i Luxembourg-haven. Foto & montage af datteren


EFTERSPIL

Efter optagelsen af podcasten i Paris modtog jeg denne mail fra Pierre:.

 

Kære Michael 

Tak for mail og inferno vandring som jeg glæder mig til at høre, men jeg er lige nu sengeliggende Med en mærkelig aggressiv virus som roterer i min krop 

Og ikke forsvinder. Jeg fik mig med stor anstrengelse bragt hjem til København d 23 med 39.5 i feber. Gik i seng og der ligger jeg stadig i dag, fuldstændigt færdig og på penicillin. Sikkert er det en lungebetændelse kombination der har udviklet sig ovenpå besøget inde i pension Orfila. Der har sikkert overlevet virus bag tapeterne fra 1896. Jeg skal ALDRIG derind igen. Jeg har aldrig været så syg i hele mit liv som nu. Men Tak for at du ledsagede mig og fik mig ud igen!

Om nogle dage når jeg er kommet ud af febertågerne vil jeg høre din podcast. Det bliver spændende at høre hvad der er kommet ud min “ Mund” og fortidens stemmer i pension Orfila vi ikke kunne høre, men som sikkert er med på din optager. Uha! Du må ha et fredeligt, godt og smukt poetisk nytår 2023. 

Kh. Pierre 

 

*

  Næste uges podcast:

Ilse Whitehead fotograferet af Michael Svennevig. 


Maleren Ilse Whitehead maler blomsternes intime liv
KÆRLIGHED TIL NATUR OG BLOMSTER

Maleren Ilse Whitehead får mange kommentarer, når hun udstiller sine malerier. Det er malede nærbilleder af blomsternes inderste støvdragere og frøkapsler. Nærbillederne er så intense og overrumplende i deres formater og farveglød, at det signalerer en overvældende sensualitet, det gør det til intime malerier, hvor vi ser noget, vi ikke plejer at se. Alting er i forvandling Ligesom det er i naturen. Podcasten offentliggøres den 10. marts 2021.

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

fredag den 25. februar 2022

Festival 2022: Lydbrev fra Paris

 

Foto: Michael Svennevig.

Frem til august offentliggøres en ugentlig festivalpodcast, hvor man kan møde en lang række af de medvirkende. Den første bliver lagt ud i næste weekend. Men først dette lydbrev fra Paris!

 Lyt med her - og tag med på rejsen!

Jeg rejste til Paris, og  det var ikke ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. 


Foto: Michael Svennevig.

Jeg længtes efter at synke til bunds i stemmernes klang på det lokale marked tirsdag og fredag formiddag. Jeg vidste, at de fremmedklingende stemmer ville trække mig ud af mig selv. Det er det, som jeg forsøgte at indfange på optagelserne fra Paris. 


Foto: Michael Svennevig.


Egentlig var det blot tiltænkt en af mine venner, der plejer at rejse med. I hvert fald i overført betydning, for jeg har ofte optaget lydene fra markedet og sendt til hende. Men når jeg alligevel var i gang, sneg der sig også nogle andre stemninger med. Blandt andet nogle gudsbenådede gademusikanter, der musicerede foran operaen. De fik os til at danse euforiske rundt til den gjaldende messingsuppe. 


Foto: Michael Svennevig.


Jeg sendte også lydbrevet til et par andre venner og opdagede, at lydene og forårsfornemmelserne forplantede sig videre rundt, og tænkte at lydbrevet også ville kunne bruges som festivalopvarmning. Eftersom det handler om at åbne vinduet eller døren – og træde verden i møde. Men se, om du kan mærke det selv?


Foto: Michael Svennevig.


Næste weekend er der uddrag fra de 5 første festivalpodcasts.

Læs mere.


Foto: Michael Svennevig.


Læs mere om tankerne forud for den 

kommende jubilæumsfestival 2022

og om nedtællingen til Festival 2022.


Foto: Michael Svennevig.


Foto: Michael Svennevig.


Foto: Michael Svennevig.



Foto: Michael Svennevig.




*
Lyt med på den 
med uddrag fra de 5 første podcasts,
når festivalens tema offentliggøres søndag den 6. marts 2022.
Læs mere. 
#forvandling


*


søndag den 2. august 2020

Anmeldelse: PARISISKE DIGTE af Reza Farmand




PARISISKE DIGTE  (Forlaget BoD, 2020)
er oversat af digteren selv fra persisk til dansk.

Under overskriften ”Nogle ord om de Pariske Digte” skriver Reza Farmand: ”Pariske Digte” er et poetisk aftryk af Paris, og et forsøg på at komme tæt på det der kendetegner byen og dens særlige ånd. Det er en hyldest til Byernes By, der altid har plads og rum til vildskab, anarki og stor poesi. Digtsamlingen er blevet til under inspirationsrejser til Paris i årene 2004-06.”

Allerede i det første digt, ”Poesiens rejse” bliver vi ledt blidt på vej, for vi står på tærsklen til en forunderlig rejse, når den dansk-iranske digter skriver: ”Vil jeg føre en biflod/ ind i min poesi”.

I digtet ”Pigalle” er ”dens sexede hud... for evigt frisk”. Mens der på Montmartres kirkegård ”Falder visne smil ned over min tavshed/ Imens jeg bladrer i Pigalles røde bog”.
Sideløbende med digtene er der er et faglitterært rejsebogsspor, hvor der er indføringer i byen med forklaringer for den nytilrejsende.

De to spor: digtene og det forklarende faglitterære spor falder forunderligt nok sammen, så det ene uddyber det andet. Det er en lidt underlig kombination, men det fungerer, og selv for en garvet pariserfarende er der inspiration at hente både fra digtene og fra det forklarende spor

I digtet om ”Rue Saint Denis” er det digterens persiske baggrund, der taler med, når han skriver: ”Alligevel,/ Dette at de føler sig trygge/ I deres nøgenhed er smukt/ Dette at ingen religion kan/ fra sine ørkener kaste med sten/ Mod disse kvinder er smukt.”
I digtet ”Montmartre” står der: ”Det føles som om min poesi og jeg/ er trådt ind i en kæmpe fest...”

I ”Belleville” er der tale om ”forglemte indvandrere”, men at anføre i en note: ”I Belleville-kvarteret bor mange med indvandrerbaggrund”, virker ganske overflødigt. Til gengæld er det dejligt belærende at kunne komme til at kende meget af baggrunden til meget af det, der normalt bliver taget for givet. Det betyder at det er et godt sted at begynde – og for dem, der har deres faste gang i Paris, gælder det bare om at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg har allerede bestemt mig for min næste rejse. Godt animeret af Reza Farmands fine og meget appetitlige franske digte.

Bogens titel kunne også have været” En perser i Paris”, for det er, hvad det er. Det er netop grunden til, at digtene giver et andet og måske mere åbent blik på byens sind og tone. Som Hemingway skrev: "Der er ingen ende på Paris”. Men måske er det alligevel at spænde buen for hårdt for en dansk læser, når der medtages en hyldest til Mahvash, der var en iransk sanger, danser og skuespillerinde, for det er svært at relatere til uden kendskab til hendes successer i hjemlandet.

At Paris også er andet end et fysisk sted, mærkes tydeligt i afslutningsdigtet, hvor byen snarere bliver til en poetisk tilstand:

Rejsens sidste nat
Jeg er ved Gambettas station/ De ledige borde omkring mig/På fortovscaféen er optaget af poesien/ Mit hjerte er tungt som tusinder af spørgsmål/ I denne rejsens sidste nat
O, rejse!/ Du, min fine, du min milde!/ Du, min fuglerigets veninde!/ Du, min berusende stille hastighed!/ Dig kysser jeg /Dig tilbeder jeg /Du har gjort mine gloser lykkelige

Måske kan det hele opsummeres i det første af de ”Korte pariske digte”, hvor der står:
I Paris drikker min poesi/ Hvad den vil, hvor den vil/Jeg siger den aldrig imod

I det tilbagevendende omkvæd i digtet ”Rue de Seine” står der: ”Vågnede Baudelaire op/Ville han tro at være trådt ind/I sin poesi, og forundret/Ville han sætte sig ned ved et bord”



Reza Farmand: PARISISKE DIGTE 

Læs også digterens tre andre nye digtudgivelser:
"Duas stening" , "Polardigte" og "Min mor blev ikke smuk"  
(alle tre på Forlaget BoD, 2020). 

Mød Reza Farmand på 4. festivaldag på Østerbro

Læs mere om festivalen