onsdag den 22. november 2017

Anmeldelse: RODIN på Teaterøen



Fotograf: Ingrid Bugge

To dansere og en fotograf bevæger sig hen over scenegulvet. De er i gang med et photo-shoot. Fotografen, Ingrid Bugge, dirigerer rundt med danserne, Tilde Knudsen og Liv Michaela Sanz. De er som ler i hendes hænder, som modellerbare modeller til en skulptur, der langsomt vokser frem af deres positioner. Rodins skulpturer projiceres op på bagvæggen og ned på gulvet imellem dem. Tilde og Liv bevæger sig imellem tableauer. Knipsene fra fotografens kamera er som mekanisk bekræftende smil imellem dem. Som maskinel hengivenhed. Fotografen trænger stadig tættere ind på de to. Grænserne tegnes op, berøres og overskrides. Det er en naturlig del af processen. Som en del af afdækningen af det som fotografen forsøger at trænge ind i.  Tilde er umiddelbart den modigste af de to og den første, der bliver bedt om at tage tøjet af og blotte sig. Er det okay? Hun spørger ud i rummet inden hun affører sig det sidste tøj. Og da vi som publikum ikke protesterer, er vi stiltiende med. Vi inddrages og bliver dermed en del af forløbet. Vi bliver til fotografens kamera, der nådesløst klikker sig tættere ind på kroppene. Men kroppene er også mennesker, og hvad sker der, når følelserne tager over, og fotografen følger efter. Hvor leder det os hen og hvad gør det ved os? Der er et særligt forhold mellem betragteren og det betragtede – mellem fotografen og det fotograferede objekt. For hvor går grænsen? Er der overhovedet nogen? De cirkulerer rundt om hinanden, stadig tættere og tættere. Som i en dans, hvor jægeren til sidst nedlægger sit bytte. Da magtbalancen på et tidspunkt ser ud til at tippe, melder fotografen straks fra. Det bliver for forpligtende.
 
Fotograf: Ingrid Bugge

Klaus Risagers musik er eminent som akkompagnement til den undersøgelse, som forestillingen også er. For musikkens forrevne sjæl er i sig selv både undersøgende og udforskende. Den svøber sig omkring de dansende. Lægger sig ind over dem, trænger ind i dem. Det er svært ikke at lade sig berøre af den. Risagers vokal kryber raspende ind i alle sprækker og revner. Som et strejf af en hånd, som en glemt inderlighed, der pludselig bryder igennem tonerne. Som et tilbageholdt åndedræt.

Fotograf: Ingrid Bugge

Med ét er fotografen væk og vi, publikum, bliver til det kameraøje, der betragter de to dansere, der bryder ud i en pas de deux. De er ét kød, der for evigt er sammen og for altid adskilt. Det er den længsel og den higen musikken så udtryksfuldt skildrer.

Fotograf: Nikolaj Pejesi

Den franske skulptør Rodin (1840-1917), som forestillingen er en hyldest til, og hvis 100 års dødsdag fejredes i sidste uge med et arrangement på Glyptoteket, (hvor der også vistes uddrag fra forestillingen), samme dag som der i øvrigt var premiere på Jacques Doillons film ”Rodin” i Grand, brugte dansere som modeller og havde dem til at danse for sig, når han modellerede. Derfor er forestillingens undertitel ”En dans i sten” rammende. Brygger Jacobsen var personlig ven af Rodin og købte stort ind af franskmandens værker, sådan så vi i dag på Glyptoteket har den største samling af Rodins værker – uden for Frankrig.

Fotograf: Ingrid Bugge

Instruktøren Peter Kirk lader de tre medvirkende bevæge sig rundt mellem motiver af Rodins skulpturer og gengivelser af Ingrid Bugges motiver fra forestillingen, der opprojiceres på bagvæggen. Vi ser Rodins motiver genopstå i glimt, mens fotografen prøver at få danserne til at bevæge sig med stadig større dynamik, tættere og tættere på hinanden som for at hidse de lidenskaber op som en stadig farligere leg, der på et tidspunkt ender i et kys, og som fotografen afbryder med ordene: ”Nu har vi vist set nok af Rodins ”Kysset”!”
 
 

I slutningen smører danserne sig selv og hinanden ind i kridt. Det gør dem til dansende statuer, der for en stund er brudt løs og ud af deres sten. Da de bagefter overhældes af vand og kryber sammen hen over hver deres vandfad i et sluttableau med den sortklædte fotograf i midten, er det Rodins skulpturer af Danaiderne den opstår for vore øjne.
Der går en lige linje fra Tilde Knudsens to fine solo-forestillinger ”Mit Rum” og "Min Odysse" og videre til den raffinerede duo-forestilling ”Leonardo” med Peter Kirk, der nu kulminerer med trio-forestillingen ”Rodin”. Indimellem har der også været den mageløse Howard Barker-forestilling ”Europæerne”, hvor alle sejl blev sat til på Teaterøen - og inden da en lang række af forestillinger som Martin Ammundsen, Tilde og Peter har skabt sammen i Asterions Hus. Det har været en fornøjelse at følge perlerækken af forestillinger gennem årene. De er alle blevet til og skabt med ukuelig nysgerrighed og stor kunstnerisk integritet.
 
 
"RODIN"
Medvirkende:
Dansere: Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen
Fotograf: Ingrid Bugge
Musik: Klaus Risager
Koreografiske konsulenter: Lotte Sigh og Stefanos Bizas
Instruktør: Peter Kirk

Spiller på TEATERØEN 17. nov. - 2. dec. 2017