Gæstespil
på Teater V fra den 13.-17. september 2017
”Jeg
hedder Iben og min far var digter”. Iben Nagel Rasmussen indleder
forestillingen ”Træet” med at referere til sin far, Halfdan Rasmussen. Hun kan
noget med sin stemme. Hun taler syngende og bruger sin stemme som var den et
instrument dyppet i fremmede toner og sange. I det hele taget er
Odin Teatret rundet af helt andre toner og sange. Stemmens melodier på alverdens
tungemål går som en rød tråd igennem forestillingen. Odin Teatret, ledet af Eugenio Barba, er som en hellig ko, der bevæger sig rundt i teaterverdenen
uden for tid og rum og er til stede alle steder og ingen steder. Det er 30 år
siden at jeg så Odin Teatrets forestilling ”Marriage with God” (1984-1990). Jeg har stadig programmet. Forestillingen handlede om den russiske danser Nijinski og om hans møde/ægteskab med vanviddet. Det var en
forestilling, der satte sig på tværs inde i mig – ligesom ”Træet” i går gjorde -
og ligeledes med Iben Nagel Rasmussen. For er det vanvid eller genialitet?
Eftersom det ikke lader sig adskille er det sikkert begge dele.
Forestillingen
”Træet” har mange handlingstråde. Rammehistorien er Iben Nagel Rasmussens møde
med sit yngre jeg, der ligesom hende selv læser om fugle og reciterer eventyr. Hendes
yngre jeg er iført flyverhjelm, og flyvetemaet går videre gennem forestillingen
og understreger vores ønske om, som fugle, at kunne flyve. Over for det
introduceres krigen og borgerkrigen, der hugger alt ned for fode. Det er på sin
vis en dysfunktionel verden, der tages udgangspunkt i, men Odin Teatret giver
os sangene og fortællingerne tilbage. Det bliver også en allegori om træet i
verdenen og ikke mindst om de fugle, der er forsvundne fra det, ligesom fortællingerne
og sangene synes at være. Det er udgangspunktet i ”Træet”. ”For hvad ved et folk,
der altid har levet i fred, om krig og borgerkrig?” Forestillingen er en
billedstorm, der raser.
Odin
Teatrets forestillinger er patetiske. Eller det vil sige at de er fulde af
patos, af passion, af billeder og tableauer, for de lever og ånder i deres eget
parallelunivers. De er ikke rigtigt forbundne med publikum, og ønsker heller
ikke at være det. På den ene side rækker skuespillerne/danserne/sangerne hele
tiden ud mod os, men det er på skrømt, for det er en henvendelsesform, mere end
det er et egentligt ønske om kontakt. På samme måde som de heller ikke
efterfølgende stiller op til applaus. Selvfølgelig virker det krukket, og det
hensætter publikum i spekulativ undren. Det illustreredes i aftes også
glimrende med den teatergæst, der netop havde købt to glas rødvin som han ikke
kunne få med ind til aftenens forestilling. For hvordan skulle det kunne lade
sig gøre, når det gælder en så ritualiseret teaterform, hvor både teaterrum og
tilskuerpladser er bygget sammen til en forunderlig enhed. Det ville være synd
at røbe mere her, for det er en så central del af oplevelsen, at det skal opleves
og føles på egen krop. Men der er ikke plads til langstilkede rødvinsglas og
heller ikke til de konventioner, der normalt omgærer andre og mere traditionelle
teaterforestillinger. Odin Teateret er helt sit eget, og er teater for alle,
men ikke for enhver. Men det med den udstrakte hånd er centralt, for jeg
oplever ikke at det er en hånd, der ønsker at gribe fat i mig, så på den måde
blev det en oplevelse, der lever og ånder i sit eget adskilte univers.
Selv om Odin Teateret tydeligvis ikke
er beslægtet med noget andet dansk teater, indgår det i en større
teaterfamilie, for der er alligevel ligheder med Théâtre du Soleil i Paris, hvor mange forskellige kunstnere fra hele verden - og de stilarter
de repræsenterer - hvirvles sammen på scenen og styres af Ariane
Mnouchkine (der i sin tid
også lavede den mageløse ”Molière”-film fra 1978). Senest har de haft premiere på ”Une Chambre en Inde”(”Et indisk værelse”) i
Cartoucherie, hvor sprog, sang, dans og alverdens diversitet smelter magisk
sammen, men her oplever jeg at hånden strækkes ud. Ikke bare som en gestus. Det
kommer fra hjertet, og det gør hele forskellen. Også her hvirvler de mange
forskellige tungemål og kulturer rundt hurtigere og hurtigere og danner sit
helt eget univers – ligesom i ”Træet”. Men
der inddrages publikum på ægte vis. Men at tale om ægte og ikke ægte er på sin
vis malplaceret, for det er STADIGVÆK et privilegie at blive inviteret med på så
eksklusive rejser som det sker i ”Træet”. Nogle teaterrejser er som døre ud af vores liv til omverdenen og andre
som døre ind til vores indre
liv. Odin Teatret er både en dør ind og
ud. Det skal de have tak for.
Fotograf: Rina Skeel
Gæstespil
på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby - fra den 13.-17. september 2017.
Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret
Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).
Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret
Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).
Premiere: 23. 9. 2016 i Holstebro
Læs mere om Odin Teatret .