Anmeldelse: TRÆET af Odin Teatret

Gæstespil på Teater V fra den 13.-17. september 2017

”Jeg hedder Iben og min far var digter”. Iben Nagel Rasmussen indleder forestillingen ”Træet” med at referere til sin far, Halfdan Rasmussen. Hun kan noget med sin stemme. Hun taler syngende og bruger sin stemme som var den et instrument dyppet i fremmede toner og sange. I det hele taget er Odin Teatret rundet af helt andre toner og sange. Stemmens melodier på alverdens tungemål går som en rød tråd igennem forestillingen. Odin Teatret, ledet af Eugenio Barba, er som en hellig ko, der bevæger sig rundt i teaterverdenen uden for tid og rum og er til stede alle steder og ingen steder. Det er 30 år siden at jeg så Odin Teatrets forestilling ”Marriage with God” (1984-1990). Jeg har stadig programmet. Forestillingen handlede om den russiske danser Nijinski og om hans møde/ægteskab med vanviddet. Det var en forestilling, der satte sig på tværs inde i mig – ligesom ”Træet” i går gjorde - og ligeledes med Iben Nagel Rasmussen. For er det vanvid eller genialitet? Eftersom det ikke lader sig adskille er det sikkert begge dele.

Forestillingen ”Træet” har mange handlingstråde. Rammehistorien er Iben Nagel Rasmussens møde med sit yngre jeg, der ligesom hende selv læser om fugle og reciterer eventyr. Hendes yngre jeg er iført flyverhjelm, og flyvetemaet går videre gennem forestillingen og understreger vores ønske om, som fugle, at kunne flyve. Over for det introduceres krigen og borgerkrigen, der hugger alt ned for fode. Det er på sin vis en dysfunktionel verden, der tages udgangspunkt i, men Odin Teatret giver os sangene og fortællingerne tilbage. Det bliver også en allegori om træet i verdenen og ikke mindst om de fugle, der er forsvundne fra det, ligesom fortællingerne og sangene synes at være. Det er udgangspunktet i ”Træet”. ”For hvad ved et folk, der altid har levet i fred, om krig og borgerkrig?” Forestillingen er en billedstorm, der raser.

 

Odin Teatrets forestillinger er patetiske. Eller det vil sige at de er fulde af patos, af passion, af billeder og tableauer, for de lever og ånder i deres eget parallelunivers. De er ikke rigtigt forbundne med publikum, og ønsker heller ikke at være det. På den ene side rækker skuespillerne/danserne/sangerne hele tiden ud mod os, men det er på skrømt, for det er en henvendelsesform, mere end det er et egentligt ønske om kontakt. På samme måde som de heller ikke efterfølgende stiller op til applaus. Selvfølgelig virker det krukket, og det hensætter publikum i spekulativ undren. Det illustreredes i aftes også glimrende med den teatergæst, der netop havde købt to glas rødvin som han ikke kunne få med ind til aftenens forestilling. For hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når det gælder en så ritualiseret teaterform, hvor både teaterrum og tilskuerpladser er bygget sammen til en forunderlig enhed. Det ville være synd at røbe mere her, for det er en så central del af oplevelsen, at det skal opleves og føles på egen krop. Men der er ikke plads til langstilkede rødvinsglas og heller ikke til de konventioner, der normalt omgærer andre og mere traditionelle teaterforestillinger. Odin Teateret er helt sit eget, og er teater for alle, men ikke for enhver. Men det med den udstrakte hånd er centralt, for jeg oplever ikke at det er en hånd, der ønsker at gribe fat i mig, så på den måde blev det en oplevelse, der lever og ånder i sit eget adskilte univers.

 

Selv om Odin Teateret tydeligvis ikke er beslægtet med noget andet dansk teater, indgår det i en større teaterfamilie, for der er alligevel ligheder med Théâtre du Soleil i Paris, hvor mange forskellige kunstnere fra hele verden - og de stilarter de repræsenterer - hvirvles sammen på scenen og styres af Ariane Mnouchkine (der i sin tid også lavede den mageløse ”Molière”-film fra 1978). Senest har de haft premiere på ”Une Chambre en Inde”(”Et indisk værelse”) i Cartoucherie, hvor sprog, sang, dans og alverdens diversitet smelter magisk sammen, men her oplever jeg at hånden strækkes ud. Ikke bare som en gestus. Det kommer fra hjertet, og det gør hele forskellen. Også her hvirvler de mange forskellige tungemål og kulturer rundt hurtigere og hurtigere og danner sit helt eget univers – ligesom i ”Træet”.  Men der inddrages publikum på ægte vis. Men at tale om ægte og ikke ægte er på sin vis malplaceret, for det er STADIGVÆK et privilegie at blive inviteret med på så eksklusive rejser som det sker i ”Træet”. Nogle teaterrejser er som døre ud af vores liv til omverdenen og andre som døre ind til vores indre liv.  Odin Teatret er både en dør ind og ud. Det skal de have tak for.

 

Fotograf: Rina Skeel

 

Gæstespil på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby -  fra den 13.-17. september 2017.

Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret 

Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).

Premiere: 23. 9. 2016 i Holstebro

Hjemmeside og billetter

Læs mere om Odin Teatret.

 

Andre anmeldte forestillinger på Teater V:

JÆGERNE
FANDENS OLDEMOR
VON TRIER, PERSONA NON GRATA
SPARTA
SKETCH SJOV