Foto: Thomas Petri.
Der
er en rørende enkelhed over den ydre handling i Tennessee Williams´
gennembrudsstykke, ”Glasmenageriet”,
der foregår i sydstaterne under
depressionen i 30’erne, men folder sig ud som en tidsløs historie om mennesker
og deres drømme og længsler. Man kan se
konturer af alt det der i hans senere produktion skulle brede sit vingefang fuldt ud. Det
er ikke hans største skuespil, men måske hans mest rørende. Det er et
drømmespil om en mor og hendes to voksne børn – og den mand, Jim, der i 2. akt
inviteres hjem i et forsøg på at finde en mand til datteren, Laura, hvis
glashobby har givet navn til stykket. Hun er i Ena Spottags skikkelse stor og
genert, og har et benhandicap, der giver hende en sær skæv gangart. Som et såret dyr humper hun rundt derhjemme
forfulgt af morens ord og øjne. Karen-Lise Mynster er Amanda, moren - den
efterladte kvinde med de to børn, hvis mand bare forsvandt. Søskendeparret
kender til bevidstløshed alle morens storslåede historier fra en tid, hvor alting var så meget bedre end nu. De er alle
tre drømmere, der sidder uhjælpeligt fast i et klæbrigt drømmespind. Sønnen, Tom, har tilsidesat sin forfatterdrøm. Det er hans lagerløn,
der betaler og opretholder deres liv, selv om moren gør hvad hun kan for at
sælge abonnementer på tidens kvindeblade som telefonsælger.
Foto: Thomas Petri.
Tom, spillet så fint af Jens Frederik Sætter-Lassen, nærer
en særlig ømhed for sin søster, og priser hendes kærlighed og varme. Selv er hun mest interesseret i at lytte til gamle plader og pudse sine små glasdyr, mens Tom for længst har set og gennemskuet at det er morens ambitioner på deres vegne, der holder dem fast og spærret inde. Amanda
har fået den ulyksalige ide at datteren bare skal giftes bort, så skal det
nok gå. Men i andres øjne er hun ”sær” og en ”krøbling”. Hårdt
presset går Tom med til at invitere en kollega, Jim – spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, med hjem fra
lageret, men har ikke sagt noget om søsteren. Men de kender allerede hinanden. Fra deres skoletid var Laura vild med Jim. Men kan det virkelig være den samme
Jim? Han der havde en så lysende fremtid, er
det virkelig ham, der nu arbejder på samme lager som
Tom?
Amanda har allerede udset Jim til at være den, der skal redde det hele. Men sådan går det ikke. Sådan går det aldrig i Tennessee Williams´ stykker. Det er samme set-up i hans mest kendte stykke ”Omstigning til paradis”/”A streetcar named desire”, hvor Blanche Du Bois også har inviteret en mand hjem. Det går aldrig godt med disse inviterede mænd hos Tennessee Williams. Heller ikke i ”Glasmenageriet”.
Amanda har allerede udset Jim til at være den, der skal redde det hele. Men sådan går det ikke. Sådan går det aldrig i Tennessee Williams´ stykker. Det er samme set-up i hans mest kendte stykke ”Omstigning til paradis”/”A streetcar named desire”, hvor Blanche Du Bois også har inviteret en mand hjem. Det går aldrig godt med disse inviterede mænd hos Tennessee Williams. Heller ikke i ”Glasmenageriet”.
Foto: Thomas Petri.
I 1. akt er
det en fornøjelse at opleve Emmet Feigenbergs meget mundrette og ligefremme danske
oversættelse af de verbale træfninger mellem mor og søn. Tom kan ikke udstå
hjemmets indelukkethed, og går af sted hver aften og kommer først sent hjem. Han siger
at han går i biografen, men vi hører aldrig, hvad han egentlig laver. Det vigtigste er, at
han er væk fra den kvælende stilstand i hjemmet. Han affinder sig med
arbejdet på lageret, men det rider ham som en mare. Der går ikke en dag, ikke en time, uden at han længes væk. For hver dag der går,
svinder hans drømme. Det er ved at være sidste chance
inden han selv helt forsvinder. For også han har en drøm om noget andet og
bedre.
Foto: Thomas Petri.
2. akt
består overvejende af mødet mellem Laura og Jim. De er et
umage par, men de to spilles så inderligt rørende af Ena Spottag og Nikolaj Bjørn-Andersen, at deres scener sammen kommer til at afbalancere
stykkets stærke 1. akt mellem mor og søn, selv
om det er så stille og inderligt, og i så stor kontrast til 1. akts stærke verbale udladninger.
Iscenesætteren Kaspar Rostrup er så erfaren, at han straks har set at det gælder om at få disse to meget forskellige akter til at passe sammen, og det lykkes meget fint. Der er tale om to skuespillere, der
spiller helt tæt og fint op til hinanden, så det faktisk er det, der bagefter
bliver siddende hos mig, selv om stykker er stærkt og så glimrende besat med
både Jens Frederik Sætter-Lassen og ikke mindst Karen Lise Mynster, der i rollen som
Amanda kan fejre sit 40 års skuespillerjubilæum med endnu en fin scenepræstation.
Det er ikke første gang at Jens Frederik Sætter-Lassen og Karen-Lise Mynster spiller stærkt og insisterende overfor hinanden. I Jacob Weis´ meget velskrevne ”Diva min” (2012) på Teater V var de begge frygtindgydende, hver på deres måde, men denne gang er de endnu mere jævnbyrdige.
Det er ikke første gang at Jens Frederik Sætter-Lassen og Karen-Lise Mynster spiller stærkt og insisterende overfor hinanden. I Jacob Weis´ meget velskrevne ”Diva min” (2012) på Teater V var de begge frygtindgydende, hver på deres måde, men denne gang er de endnu mere jævnbyrdige.
Når man
holder et af de små glasdyr op mod lyset, så tindrer de og stråler. For en
stund bliver virkeligheden så magisk at forestillingens Laura foretrækker at leve
sit liv blandt glasdyrene fremfor menneskene - og vi forstår hende godt. Alt for godt. For virkeligheden er grum og barsk. "Glasmenageriet" er en forestilling fuld at splintrede drømme og glasskår. Pas på at du ikke skærer dig! Velkommen til "Glasmenageriet"...
GLASMENAGERIET
INSTRUKTION (og bearbejdelse): Kaspar Rostrup
SCENOGRAFI: Stine Martinsen
KOREOGRAFI: Jeanette Binderup-Schultz
KOMPONIST: Fuzzy
OVERSÆTTELSE: Emmet Feigenberg
LYSDESIGN: Baard Nilsson
LYDDESIGN: Steen Larsen
MEDVIRKENDE: Karen-Lise Mynster, Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag, Nikolaj Bjørn-Andersen
Spilleperiode på Hippodromen, Folketeatret: 11.11. - 6.12.2014 - derefter turné.
LÆS MERE:
