Sammenføringsgilde i december 2017 hos Paul (i forgrunden) & Ditte på Amager
Uddrag fra en samtale med Paul Birkholm om sit engagement i
Venligboerne
om mødet med det fremmede,
om kickboksning og vestlig og østlig filosofi,
om aldrig at have oplevet sig som adskilt fra omverdenen
og om at filosofere over livets store spørgsmål og skrive
digte som 11-12årig.
Om at ramme det større og forsøge at få fat i det fælles,
om individet og det individuelle blik og præstation, der er
underordnet et ”vi”.
”Kombinationen af det gode, det fællesmenneskelige og så at
noget skal udføres, er typisk for mig”, fortæller Paul Birkholm i denne samtale
med forfattere og dramatiker Michael Svennevig forud for festivalen BILLEDER AF
LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
*
”Far og yngsten Kreta 2015”
Michael Svennevig (MS): Vi har mødtes tre gange. Første gang
var før vi kendte hinanden, hvor vi dagen efter fulgtes i bussen fra
Venligbohus og ud til ”Litteraturen samler ind” i filmbyen Zentropa. Anden gang var til Sammenføringsgildet som du
arrangerede på Amager. Tredje gang var til meditation, som du stod for, i
Venligbohus.
Paul Birkholm (PB): Tre meget forskellige møder.
MS: Ja, og det som har slået mig, når jeg har talt med dig
er, at det for dig har været en naturlig impuls at gribe ud. At du har fanget
et eller andet, og så har du holdt ved, og udvidet det for hver gang.
PB: Jo.
MS: Noget af det, jeg gerne vil tale med dig om, er din vej
til mødet med det fremmede. Hvad er det der gør, at du har mod på den
udveksling, og hvad er det der gør, at det virker inspirerende på dig, for det
kan jeg mærke, at det gør. For der er
forskel på, om man gerne vil være godgørende, eller om det er noget man brænder
for, der samtidig udvirker noget godt.
PB: Begge dele er vigtigt, synes jeg. Det er måske meget
kendetegnende for mit engagement i tilværelsen – i det hele taget. Uden at det
skal blive alt for højspændt. For jeg har altid oplevet, at de to ting smeltede
sammen, fordi jeg psyko-socialt, men også almindelig livsfilosofisk, har haft
den oplevelse og den tanke, at individet og det individuelle blik og præstation
er underordnet et ”vi” - et fællesskab. Jeg ved ikke, hvornår det startede, men
så længe jeg kan huske, har jeg aldrig oplevet mig som adskilt fra omverdenen.
MS: Er det en barndomsfornemmelse?
PB: Ja, det tror jeg. Jeg ser på mange måder mit liv kørende
som en film, hvor der er ét spor, hvor jeg har mit almindelige liv med arbejde
og familie, og så en parallelverden, hvor jeg udlever noget af det her. At møde
det fremmede – og gribe det, gå ind i det og støtte op om det. Men jeg har
altid haft det sådan, at min egen personlige oplevelse og væren til stede har syntes
mindre interessant end det at prøve at gribe og favne det menneskelige eller
det mellemmenneskelige.
MS: Hvor har du det fra?
PB: Det ved jeg ikke.
MS: Har du rejst meget - eller er det fra dine forældre?
PB: Jeg har tit tænkt over, hvordan det er med arv og miljø.
Jeg voksede op i Herning i et socialt boligområde primært beboet af mennesker
med en lav social status, korte uddannelser, dårlig skolegang, høj skilsmisserate
og alkoholmisbrug. Min far og mor blev skilt da jeg var 12, men havde i en del
år inden ikke haft noget trygt, roligt og intimt samliv. Jeg ved ikke, hvordan
det har påvirket mig, for det gør det selvfølgelig. Men når jeg kigger tilbage
og også ser frem på nogle af dem, jeg har gået i skole med og som jeg kender
fra min opvækst, laver de noget helt andet end jeg. En del er døde.
MS: Misbrugs-døde?
PB: Ja. (tænker) På et tidspunkt, i 10 års alderen, begyndte
jeg at lege med andre børn fra det bedre borgerskab. Jeg legede både med dem
fra min egen baggård og så de nye. Jeg begyndte at spille tennis og mødte der disse
overflodsmennesker – og deres børn. De boede i store huse. Herning-området er
nok det område i Danmark, hvor der bor flest millionærer pr. kvadratmeter. Det
opdagede jeg meget tidligt. Jeg levede i to verdener, men skiftede skole i 8.
klasse til et område, hvor mange af de her rigfamilier og deres børn boede. Måske
fordi jeg gennem et par år havde hængt mere ud med dem – og var gået den vej.
MS: Hvorfor det?
PB: Måske har jeg følt, at det var lettere at være til der
end i det lidt hårdere miljø, hvor jeg voksede op. Jeg er helt klart en blød
mand, indadtil, men kan sagtens tage et andet ansigt på, og gør det også til
hverdag, og bliver kaldt ”sergenten” i familien. Jeg har gået til kick-boksning
i flere år. Det er jo ikke ligefrem blødt, men jeg har aldrig været soldat.
Måske er det en fejl eller også er det meget godt. Men for at vende tilbage til
dit spørgsmål om, hvor det kommer fra... så læste jeg en del i mine teenage-år.
Østlig og vestlig filosofi – og fortsatte med det på universitetet. Det var
naturligt, fordi jeg havde denne intuitive tilgang til tilværelsen. Jeg har
undervist lidt før og været redaktør af et filosofisk funderet fagtidsskrift,
så jeg har været vant til at filosofere over livets store spørgsmål. Faktisk
helt siden jeg begyndte at skrive digte om det som 11-12årig, men det har været
i frivilligt arbejde og græsrodsarbejde, at jeg har arbejdet med disse
filosofiske tanker. Det har været naturligt at søge og udveksle med fremmede
kulturer, fordi jeg måske gerne ville have bekræftet min intuition om, at det
faktisk holdt stik: At vi var ens, på tværs af racer, kulturer og folkeslag. I
hvert fald er det meget indbygget i den vestlige verden med en analytisk
tilgang til tilværelsen. Vi får det ind i vuggestuen og i uddannelsessystemet,
og der tror jeg, at det for mig har givet mere mening at søge at opleve og
blive bekræftet i mødet med noget fremmed, at det var nogle ansigter, der var
fremmede, men ikke livet indeni – ikke kernen og det egentlige fællesskab.
MS: Det er interessant, for jeg har gjort det samme, men med
en anden tanke og motivation, for jeg har altid følt mig fremmed, så for mig
har mødet med det fremmede været mødet med noget, der var fremmed ligesom jeg
selv. Derved blev det jo velkendt. Konklusionen er den samme, men ...
PB: ... præmisserne er forskellige.
"Min kone på vores bryllupsrejse”
MS: Ja, jeg har nok altid længtes efter at ramme og være en
del af en større sammenhæng.
PB: Det er også et kernepunkt i min forståelse af verden og
hverdagen. At ramme dette større, og der har jeg haft, og har stadig, en
spirituel kerne i min søgen, men også i min spørgen.
MS: Men spiritualitet er jo andet end kristendom?
PB: Ja, det kan sagtens være andet end religion. Jeg har
været mere optaget af teksterne og ideerne end af dogmerne. Praksis har ikke
optaget mig. Mere alle de abstrakte lag, men det er lidt samme bevægelse, når
jeg kigger i tankerækker og skoler, for jeg vil ind og have fat i det fælles,
fordi jeg inderst inde er overbevist om at det er noget fælles.
MS: Du vil have dine egne formodninger bekræftet?
PB: Ja, men også gerne det modsatte. Det er bare ikke så
nemt, for som Anaïs Niin skrev: ”ser vi ikke verden som den er, men som vi er”.
”Mig og min demente mor der griner. Det er ret nyt”
MS: Det er meget fint sagt.
PB: Ja, for vi har et erkendelsesmæssigt filter, når vi kigger
ud og ind på verden, der afgør hvad vi ser. Det betyder ikke nødvendigvis, at
det vi ser ikke er rigtigt, men blot at sådan oplever vi det dér.
MS: Det er det, vi ser derfra, hvor vi er, sådan som vi er.
PB: Ja.
MS: Min oplevelse af dit engagement i Venligboerne og den
måde du engagerer dig på, giver mig en fornemmelse af, at du derigennem finder noget,
der resonerer med noget indeni, for du kommer meget hurtigt på banen i
forskellige sammenhænge. Da der manglede en julemand, stillede du straks op.
Det gør man typisk, fordi der er en meget stor glæde forbundet med at finde en
eller anden åre eller et engagement som vi måske alle higer efter. Selv fandt
jeg det, da jeg lavede forestillingen ”HEGN” på Teatret ved Sorte Hest og det
deraf følgende flygtningeengagement. Jeg fornemmede, at det måske for dig var dit
punkt, eller måske har der været mange af den slags punkter for dig?
PB: Det var ét punkt. Det er en naturlighed for mig, hvis
der er et behov, der skal opfyldes, og hvis det behov har en fællesmenneskelig
karakter, hvor der kun kan komme et godt og utilsløret resultat ud af det,
stiller jeg meget gerne op – og gør det hurtigt. Jeg er en actionman, og har
aldrig været bange for at påtage mig hvad som helst. Sikkert også for at opleve
noget ved det, for vi ved jo ikke altid, hvad der driver os og er vores motiv. Sådan
havde jeg det også juleaftensdag, hvor jeg efter at have lavet mad havde fri et
par timer, og da jeg så Venligbo-opslaget, tænkte jeg, at den snupper jeg. Det
gav mening både for mig, og for dem jeg var ude hos – og det var nemt. Der var
ikke andre, der havde tilbudt sig, og så kunne jeg jo lige... Det er det jeg
gør. (ler) Også tit når jeg er i venskabeligt lag, hvis der er et eller andet,
der skal ordnes eller fikses. Hvis ingen andre tilbyder det, så gør jeg. Fordi
det skal gøres. Der tænker jeg ikke, at det er noget jeg skal gøre, men at der
er noget, der skal gøres. Der er et job, der skal udføres. Så kombinationen af
det gode, det fællesmenneskelige og så at det skal udføres, er meget typisk for
mig.
MS: Men det må være noget du har gjort før?
PB: Ja, det har jeg. I mit frivillige arbejde har jeg
altid...
MS: Hvad er dit frivillige arbejde?
PB: Jeg har arbejdet i filosofiske cirkler, hvor jeg har
været redaktør af et fagtidsskrift, og hvor jeg også igennem mange år har
undervist både i meditation og i andre filosofiske forhold, og været med i en
spirituel gruppe, der har udbredt nogle bestemte tanker, som er funderet i en
slags eklektisk tilgang til de store tankegange og filosofier. Mødet mellem øst
og vest.
MS: Hvad betyder eklektisk?
PB: Udvælgende!
MS: I forlængelse af dit studie?
PB: Jah, det startede i 1990, men jeg begyndte først at
studere HF i 92, så det var imellem en ungdomsuddannelse og så de videre
studier, at jeg begyndte at læse kinesisk filosofi og pludselig fik jeg øje på I
Ching-bogen - hvis du kender den? (MS ryster på hovedet). Kinesisk visdom. Et
meget spændende spådomssystem, hvor man kaster med mønter. Ældgammelt, men stadig
med en vis litterær kvalitet, og så rummer værket en dyb, intuitiv
psyko-filosofisk visdom.
”Søster bror og mor”
MS: Men du må lige gøre det andet færdigt, for du begyndte
at spille tennis og kom derved ind i andre cirkler - og hvad skete der så?
PB: Jo, jeg blev involveret og indrulleret i det bedre
borgerskab og skiftede skole. Til en lidt bedre renommeret skole, hvor man
kunne lære lidt mere og ikke skulle kæmpe for at høre, hvad læreren sagde,
fordi der var drenge som råbte og skreg, og det gik jeg også selv med på, fordi
det var det nemmeste. Jeg var meget lille af min alder indtil jeg blev ca. 17
år, og var kun 1,47 m, da jeg blev konfirmeret. Der var én der var endnu mindre.
Han havde vist en sygdom, men det havde jeg ikke. Jeg kom ind i det miljø, og fortsatte
også på gymnasiet samme sted, men kun ét år, for jeg var ikke klar til det, og
gik ud igen. Der var noget i mig, der havde manglet det søde og gode liv. Men måske
især det mere rolige liv. Men jeg fandt jo ud af, at der var en anden slags uro
i det såkaldt bedre borgerskab, så det fravalgte jeg senere, og har ikke haft den
store berøring med det siden. Det var kun i tre-fire år. Ja, måske i virkeligheden
lidt mere, fra jeg var 13-18 år. Indtil jeg flyttede fra Herning til Århus.
”Kernefamilien før opløsningen”
MS: Hvorfor gjorde du det?
PB: Jo, jeg var gået ud efter 1. g., men havde allerede da gennem
et år arbejdet i en tøjforretning efter skole, og da de stod og manglede en elev,
bestemte jeg mig for at gå i lære som manufakturhandler. Men da butikken
lukkede og gik konkurs, skulle jeg finde et sted at fortsætte min læreplads, og
rejste rundt som en anden Mads Skjern med hat og en lille taske til byer i
Midtjylland og tilbød min arbejdskraft.
MS: Hvordan gik det?
PB: Mange steder var de positive. Den fjerde by jeg kom til
var Århus, og den første forretning jeg gik ind i var Kaufmann på Strøget. Det
var en gammel og meget borgerlig, en fornem forretning. Med små stive flipper i
montre. Efter at jeg havde holdt en elevatortale på 5 minutter, sagde
direktøren: ”Jamen, dig vil vi gerne antage! Hvornår kan du starte?” Det kunne
jeg om mandagen. Det var vel torsdag, så jeg skulle finde et værelse, og det
fandt jeg i Risskov, flyttede søndag aften og startede mandag morgen – den 1.
maj 1986.
MS: Er det et typisk forløb for dig?
PB: Ja, jeg har altid været en selvgjort type og har taget
skæbnen i egen hånd. Jeg har ikke siddet og ventet på, at andre skulle gøre det.
***
Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder
af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til
festivalåbningen.
- og mød Paul Birkholm til festivalåbningen på fredag i
Apostelkirken på Vesterbro.
Link til beretningen
fra sammenføringsgilde hos Paul & Ditte på Amager i december 2017.
