søndag den 24. marts 2024

Anmeldelse: HVOR GÅR GRÆNSEN... HEN? i Krudttønden

Foto: Søren Meisner.

 Jeg er vild med Teater Hunds forestillinger.

Teatrets nyeste forestilling, "Hvor går grænsen... hen?" i Krudttønden, er både kluntet og vidunderlig. Kluntet, eftersom den rent visuelt næsten spænder ben for sig selv i starten. Vidunderlig, fordi teatret som altid tager fat i noget af det sværeste, som end ikke voksne kan finde ud af, også tilmed tager sigter direkte på børnene, eftersom de naturligt har meget større mulighed for at efterleve det. Det er i hvert fald, hvad jeg synes  efter forestillingen.


Foto: Søren Meisner.


Forestillingen er skabt i samarbejde md Kunstkollektivet FAMILIEN og bliver instrueret af Lene Skytt fra FAMILIEN efter et manuskript af Rosa Sand.

Det ligger allerede i titlen: "Hvor går grænsen... hen?" Det lille påhæftede "hen" gør hele forskellen. Uden det ville det straks blive en krænkelsesparat forestilling, men ærindet er meget større og videre end det. Teatret sigter hver gang himmelhøjt og det er i sig selv unikt. Hvor kan man ellers opleve den slags børneteater?


Foto: Søren Meisner.


De tre skuespillere, Gry Guldager, Birgitte Prins og Joakim Jarl Sejergaard, spiller afvæbnende naturligt og uden manerer i Lene Skytts præcise instruktion. Der er en enkelhed over hele forestillingen, men det er også en enkelhed, der rent visuelt er på grænsen af, hvad der er til at holde ud. Scenografen,  Siggi Óli Pálmason, har valgt uklædelige løsninger, hvor der flyttes rundt på borde og stole hele tiden. Det ligner noget taget ud fra en forestilling fra 70´erne. Det er selvfølgelig også en del af en underliggende komik, men smukt er det ikke. Til gengæld er præmien, rent visuelt, at så snart vi begiver os med ud på den rejse, der er så central i historien, følger vi med de tre hovedpersoner på vejen ind i en forunderlig verden, hvor scenografien fortæller det hele. Ellen (Birgitte Prins) skal lære at sætte grænser og skal derfor også lære  sine egne grænser at kende, og derfor opsøger de tre grænselandet sammen.


Foto: Søren Meisner.


Der er også en enkelt Snegle-sang i forestillingen af Rasmus Månsson, der bliver sunget med bravur af Joakim Jarl Sejergaard. Sikke en stemme, der rammer rent ind i hjertet. Jeg sidder og får en klump i halsen. 

Børneteater kan noget særligt. Som voksen elsker jeg den enkelhed, der ofte bærer forestillinger for børn, for ellers fungerer det ikke. Derfor er det så inspirerende at se børneteaterforestillinger. Som voksen er det en skøn mulighed for at falde tilbage i en verden af i går. For barnet inde i os, er der stadigvæk - og det er dejligt at få det aktiveret. Det sker på fornem vis i Teater Hunds seneste forestilling.


Foto: Søren Meisner.


Teater Hunds forestillinger holder spejle op foran det omgivende børne- og voksenliv. Man gør og logrer af teatrets forestillinger - og ofte er man heldig at få et spil med hjem, hvor man kan lege videre og blive endnu klogere på, hvem man er og hvordan man finder ud af at sætte grænser og mærke, hvor egne og andres grænser går.


Foto: Søren Meisner.


HVOR GÅR GRÆNSEN...HEN?

af Teater Hund & co

i Krudttønden

20. marts - 14. april 2024.

MEDVIRKENDE: Gry Guldager, Birgitte Prins og Joakim Jarl Sejergaard
INSTRUKTION: Lene Skytt
MANUSKRIPT: Rosa Sand
SCENOGRAFI: Siggi Óli Pálmason
LYSDESIGN: Flora Brandt
LYDDESIGN & AFVIKLER: Rasmus Månsson
DRAMATURISK KONSULENT: Daniel Wedel
REKVISITØR: Rikke Bjørn Kehlert
INSTRUKTØRASSISTENT: Christian Rossil
BYGGER: Anders Benmouyal
PRODUTIONSLEDER: Astrid Sarauw
GRAFIKER: Robin Hart
PR, KOMMUNIKATION & SPIL: Rikke Petersen
BILLET: Laila Skjerning
PRODUCENT: Kenneth Gall
KUNSTNERISK LEDER: Methe Bendix

ALDERSGRUPPE: For de 5 -12 årige og deres voksne.

SPILLEPERIODE: 20. marts – 14. april 2024

SPILLETIDER :Tirsdag – fredag. kl. 9.30 & 11.00 // Lør. & søn. kl. 11.00 & 13.00

DAGENE OP TIL PÅSKE SPILLES:
Tirsdag 26. marts kl. 11.00 & 13.00
Onsdag 27. marts kl. 11.00 & 13.00

VARIGHED: 50 min.

Produceret med støtte fra:
Københavns Kommune, Københavns Scenekunstudvalg, Wilhelm Hansen Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Østerbro Lokaludvalg.

*

Hjemmeside & billetter

Øvrige anmeldte forestillinger med Teater Hund & co:

2023:

Tab & vind

Tro, håb & magi

2022:

Hvor svært kan det være?

2019:

Drømme om noget andet

2017:

Drømme om noget andet


*

Se  fortegnelsen over de  øvrige 281 teateranmeldelser.

*