Tre
forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets
Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være
lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre
meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at
være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.
WOYZECK på
Husets Teater
Georg Büchners ”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling. I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.
Det er stort
teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af
Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er
det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at
dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs
boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre
alle.
Mathias
Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som
Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og
besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives
med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.
Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt
som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder
kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien
én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.
Jeg var vild
med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med
Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det
altid er svært at sammenligne ulige størrelser.
Senest har Sargun
Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det
var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist,
hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde
sin helt egen indre skønhed og gru.
I Woyzeck er
der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause
midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver
dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe,
inden den falder til ro.
Det er historien
om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter
forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde
svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental
opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.
Prøv eventuelt
teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk
som natten. Ligesom forestillingen.
WOYZECK
17 jan. — 14 feb. 2026
Husets Teater
STEMMER
...vi ikke må glemme
Livingstones Kabinet & C:ntact
på Edison
Da vi kommer ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.
Et navn, med
udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de
tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek
(fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og
skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.
Vi hører
deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere:
Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing.
De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med
(på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers,
hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og
skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie
Rosendahl Chemnitz.
Sami, Ana og
Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men
det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier,
for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund,
og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker
med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de
fremstår flerdimensionelle. Forestillingen
er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men
selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er
anderledes flertydige fortællinger.
Sami er bare
en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af
militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at
det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt
med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to,
der bliver dræbt den første dag under opstanden.
Ana har en mor,
der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske
mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant
og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle.
Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.
Malek bliver taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste, der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.
Alle tre
kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange
asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.
Ana og Sami
får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik,
hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.
De fortæller selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem. Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH! (2022) og KEJSEREN (2019).
Det giver god mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER
Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver
mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.
De tre beretning
bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke
forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget
individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som
flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami
driver i dag flere forretninger på Sjælland.
Det er med
andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden
i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver
vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.
STEMMER
...vi ikke må glemme
Spiller på Edison, København
16. januar - 7. februar 2026
Iscenesættelse:
Nina Kareis Livingstone
Medvirkende:
Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte, Sigurd Dissing,
Komponist:
Pete Livingstone
Scenograf
& Design: Johan Kølkjær, Marie Rosendahl Chemnitz
Tidligere anmeldte forestillinger med Livingstones Kabinet:
CANADA (2020)
KEJSEREN (2019)
FETCH! (2022)
MIN FAR KAN FLYVE (2023)
KLIK (2012)
Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT:
EN SOM DIG (2021)
MÆRKET AF LIVET (2018)
EN LILLE BÅD DER GYNGER (2015)
IK` FOR BØRN (2015)
EN LILLE BÅD DER GYNGER (2015)
HOOYO! (2016)
ONDT BLOD (2012)
LILLE KOSMOS
på Krudttønden
Teater Hund & co. & Teaterhuset Filuren
5-10 årige og deres voksne
Lille Kosmos bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren, at de skal flytte ud på landet, hvor han får eget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de andre ikke skal med, der er kun ham og moren.
Han møder
tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af
det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han
var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det
bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.
Det er bare
den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler
lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til.
Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har
skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie
Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret
af Adelaide Bentzon.
Malik Grosos er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende. Han evner at lade de forskellige følelser glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige, hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er ham, der bestemmer. Han er hovedpersonen – det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre planeterne, der svæver rundt om ham.
Sammen med
Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet
og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi
alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme
tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan
man slide kærlighed op?
Det er
begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en
lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at
tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et
brætspil til alle.
Her er
eksempler på teksterne fra spillet:
”De voksne
siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´
2 stjerner fra bunken).”
”Solen er en
stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”
”I rummet er
der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”
LILLE KOSMOS
Aldersgruppe:
For de 5 - 10 årige og deres voksne
Spilleperiode:
28. 11 - 22.12. 2025 (Aarhus) & 14.1. - 8.2. 2026 (København)
Varighed: ca.
50 min.
Medvirkende: Malik Grosos, Jesper Bruun & Emilie
Rasmussen
Instruktør: Adelaide Bentzon
Dramatiker:
Josephine Eusebius
Komponist: Johannes
Eberl Smed
Scenograf: Astrid Lindgreen Hjermind
Lysdesigner: Jesper Munk Jepsson
Fotograf: Jacob Stage
HVEM BESTEMMER? (2024)
HVOR GÅR GRÆNSEN...HEN? (2024)
HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE? (2022)
TÆNK ENGANG! (2021)
DRØMME OM NOGET ANDET (2019)
DRØMME OM NOGET ANDET/ Den store jagt på lykke (2017)
*
Se oversigten over de
*
.jpg)
.jpeg)
