Viser opslag med etiketten Krudttønden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krudttønden. Vis alle opslag

fredag den 30. januar 2026

Anmeldelse: WOYZECK på Husets Teater, STEMMER på Edison og LILLE KOSMOS på Krudttønden

 

Foto: Jacob Stage (Lille Kosmos), Christian Friedländer (Woyzeck), Daniel Bødker Sørensen (Stemmer).


Tre forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.  


Foto: Christian Friedländer. 


WOYZECK på Husets Teater

Georg Büchners ”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling. I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.


Foto: Christian Friedländer. 


Det er stort teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre alle.  


Foto: Christian Friedländer. 


Mathias Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.  Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.


Foto: Christian Friedländer. 


Jeg var vild med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det altid er svært at sammenligne ulige størrelser.

Senest har Sargun Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist, hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde sin helt egen indre skønhed og gru.


Foto: Christian Friedländer. 


I Woyzeck er der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe, inden den falder til ro.

Det er historien om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.

Prøv eventuelt teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk som natten. Ligesom forestillingen.


Foto: Christian Friedländer. 

WOYZECK 

17 jan. — 14 feb. 2026

Husets Teater

2 timer incl. pause.

Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau
Voice over (bedstemor): Vigga Bro
Original tekst: Georg Büchner
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi & kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen
Lyddesign: Laurits Jongejan
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Sonja Ferdinand
Instruktørassistent: Liv Tietge
Scenografassistent & teatermaler: Alma Holmefjord

Hjemmeside & billetter




 STEMMER 

...vi ikke må glemme 

Livingstones Kabinet & C:ntact

på Edison

16. januar –7. februar 2026

Da vi kommer ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.

Et navn, med udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek (fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Vi hører deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing. De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med (på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers, hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz.

Sami, Ana og Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier, for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund, og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de fremstår flerdimensionelle.  Forestillingen er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er anderledes flertydige fortællinger.  


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Sami er bare en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to, der bliver dræbt den første dag under opstanden.

Ana har en mor, der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle. Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.

Malek bliver taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste, der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Alle tre kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.

Ana og Sami får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik, hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.

De fortæller selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem. Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH! (2022) og KEJSEREN (2019).



Foto: Daniel Bødker Sørensen.

Det giver god mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER

 

Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.

De tre beretning bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami driver i dag flere forretninger på Sjælland.

Det er med andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.

STEMMER

...vi ikke må glemme 

Spiller på Edison, København  

16. januar - 7. februar 2026  

Iscenesættelse: Nina Kareis Livingstone

Medvirkende: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte, Sigurd Dissing,

Komponist: Pete Livingstone

Scenograf & Design: Johan Kølkjær, Marie Rosendahl Chemnitz

Hjemmeside & BILLETTER

Tidligere anmeldte forestillinger med Livingstones Kabinet:

​CANADA (2020)

KEJSEREN (2019)

FETCH! (2022)

KLIK (2012)


Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT:

EN SOM DIG (2021)

MÆRKET AF LIVET  (2018)

EN LILLE BÅD DER GYNGER (2015)

HOOYO! (2016)

ONDT BLOD (2012)

Foto: Jacob Stage.
 

LILLE KOSMOS

 på Krudttønden

 Teater Hund & co. & Teaterhuset Filuren  

5-10 årige og deres voksne

Lille Kosmos bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren, at de skal flytte ud på landet, hvor han får eget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de andre ikke skal med, der er kun ham og moren.


Foto: Jacob Stage. 

Han møder tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.  


Foto: Jacob Stage. 


Det er bare den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til. Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret af Adelaide Bentzon.


Foto: Jacob Stage. 


Malik Grosos er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende.  Han evner at lade de forskellige følelser glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige, hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er ham, der bestemmer.  Han er hovedpersonen – det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre planeterne, der svæver rundt om ham.


Foto: Jacob Stage. 


Sammen med Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan man slide kærlighed op?


Foto: Jacob Stage. 


Det er begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et brætspil til alle.

Her er eksempler på teksterne fra spillet:

”De voksne siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´ 2 stjerner fra bunken).”

”Solen er en stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”

”I rummet er der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”

 

LILLE KOSMOS

Aldersgruppe: For de 5 - 10 årige og deres voksne

Spilleperiode: 28. 11 - 22.12. 2025 (Aarhus) & 14.1. - 8.2. 2026 (København)

Varighed: ca. 50 min.

Medvirkende: Malik Grosos, Jesper Bruun & Emilie Rasmussen

Instruktør: Adelaide Bentzon

Dramatiker: Josephine Eusebius

Komponist: Johannes Eberl Smed

Scenograf: Astrid Lindgreen Hjermind

Lysdesigner: Jesper Munk Jepsson

Fotograf: Jacob Stage

 Hjemmeside & billetter

Se trailer:


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

 HVEM BESTEMMER? (2024)

HVOR GÅR GRÆNSEN...HEN? (2024)

 TÆNK ENGANG! (2021)

DRØMME OM NOGET ANDET/ Den store jagt på lykke (2017)


*


Se oversigten over de 

349 andre anmeldelser


*


 

   

lørdag den 21. december 2024

Anmeldelse: EN VRED KVINDE i Krudttønden

Foto: Robin Skjoldborg.

Da vi kommer ind, er der frithængende bøjler med 8 forskellige beklædningsdele, der hænger i en halvcirkel rundt om et lille gulvtæppe midt på scenen. Det er en enkel, men meget smagfuld scenografi, belyst med varmt rødt lys, mens der lyder dæmpet sang. Det er et rart rum at træde ind i. Man føler sig godt tilpas, så vreden er i hvert fald ikke at spore i scenografien.

Lidt efter kommer Ilham Herisi ind. Hun er en ung dansk/afrikansk kvinde, i slutningen af 20´erne, iklædt en sort heldragt, der straks giver associationer til en påklædningsdukke, der skal iføre sig de forskellige ophængte beklædningsdele i løbet af forestillingen - eller monologen som det er. Det fungerer som en god dramaturgisk inddeling af teksten.


Foto: Robin Skjoldborg.

Overskriften er identitet, racisme og feminisme. Ilham Herisi har selv skrevet teksten, som hun fremfører. Det er både hendes debut som dramatiker og som skuespiller.

På Robin Skjoldborgs flotte plakatfoto til forestillingen er hendes ansigt holdt halvt i skygge, mens hun holder den ene hånd op langs ansigtet. Hun kigger direkte ud på os. Ansigtet er åbent, men sørgmodigt med et afventende og insisterende blik. Hun er ligesom i forestillingen iført sort. Det er rart at kigge på, men det er også sorgfuldt. Det gælder også forestillingen. Jo, hun er vred, men vrede er mange ting. Hun tager direkte øjenkontakt allerede fra starten. Men hun er ikke bare vred. Vreden er hendes benzin, men hun vil meget mere end den - heldigvis.


Foto: Robin Skjoldborg (udsnit).

Hendes stemme er ikke stor, men insisterende, og hun trækker os til sig, mens hun holder os fast med blikket. Hun slutter med en fremstrakt hånd, så vreden er måske nok det vi først og fremmest møder, men det stopper ikke ved den. Det er hendes måde at vise os på, at hun har fået nok. Hun vil ikke bare leve i det billede, vi allerede har skabt os af hende som en ung afrikansk kvinde. Hun efterlyser, at vi møder hende sådan, som hun er, at vi ikke bare kigger på hende med vores allerede fastholdte indtryk af hende. Hun er så meget andet end det. Hun vil så meget mere end det. Hun vil have lov til at være her i sin egen ret. Hun er et selvstændigt individ.

Det er befriende, at hun ikke forskanser sig oppe på bjerget og bare nøjes med at være forurettet, for hun er også spørgende, og hun bliver ved med at spørge om, hvorfor vi holder hende udenfor?


Foto: Robin Skjoldborg (udsnit).

Feminismen får sine egne spark. Det kan jeg som mand ikke rigtig forholde mig til, men hendes anklage er meget mere generel, og det rammer og berører mig. Men ikke på nogen ødelæggende måde. Det er tydeligt, at Ilham Herisi er optændt af sin mission, og det er en imponerende iscenesættelse af den, vi møder i EN VRED KVINDE.

Teksten kommer lige fra hjertet og skildrer billeder fra et liv, hvor hun hele tiden har følt sig holdt udenfor og adskilt fra dem med privilegierne - altså alle os, der ikke selv er klar over, at vi er de privilegerede. Det er nødvendigt med dramatiske tekster som denne. Det befriende ved den er den afsluttende udstrakte hånd.

Hele 'sagen' er meget sympatisk, og selvfølgelig er det frækt af mig at komme med den påstand, at det er den kamp, vi alle kæmper ikke bare for at finde en plads i livet, men især vores egen plads.  Kampen for at finde os til rette og få den betydning for andre, som vi har for os selv. Det er den kamp vi alle har, men selvfølgelig er det frustrerende at skulle kæmpe med, at vi og omverdenen allerede har billeder af, hvordan vi sikkert er. Især når det står i vejen for et egentligt møde, hvor det er nysgerrigheden og den ægte interesse, der fører an.


Foto: Robin Skjoldborg (udsnit).

Forestillingen spiller selv på det. Ilham Herisi lader kvinden på scenen være somalisk, have rødder i Kenya og være født i Danmark. Ligesom hun selv er: en dansker. Der er tydeligvis mange fællestræk mellem de to, når hun skildrer fornemmelsen af sin medfødte skønhed, selv om det er langt senere, hun bliver bevidst om den. I folkeskolen var det kun blondinerne og brunetterne, drengene havde øje for. Hver morgen glattede hun sit hår for at bliver af med de medfødte krøller. I gymnasiet fik hun pludselig den opmærksomhed fra fyrene, som hun ikke havde mærket tidligere, men hvordan gebærde sig, når selvbilledet er skadet og præget af at blive ignoreret indtil da? 

Nu får hun pludselig en seksuel opmærksomhed, der alene går på hendes udseende. Som om alt andet allerede er sagt.

"Jeg er færdig med at undskylde min vrede!", står der fremhævet som citat på flyeren til forestillingen, hvor der også står, at det "ikke kun er en personlig fortælling - den bygger også på research og andres oplevelser som minoritetskvinde i dagens samfund. Ideen udsprang, da jeg reflekterede over spørgsmålet: Hvorfor  må kvinder ikke være vrede? Og hvordan er det for en afrikansk kvinde? Er hendes vrede ikke også legitim?"

Ilham Hersiri får gjort vreden legitim i løbet af forestillingen, hvor hun går fra at være noget, der er intet, og til sluttelig at iføre sig sin afrikanske identitet, hvor der er plads til hende. Hun er færdig med at føle sig udenfor. Færdig med at ville tilpasse sig noget, der ikke er hende. Færdig med at stå i skyggen af sig selv og andre. Nu er hun klar til at træde ud i lyset. Hun er ikke skabt til at stå i skyggen. Hun er klar til at træde ind på scenen - og det gør hun tydeligvis i EN VRED KVINDE. Så det, der startede med en vrede, bliver til en fortælling om at finde sig selv, båret frem af en oprigtig nysgerrighed og interesse for at indgå i en dialog. Lad os tage imod den invitation!

Diêm Camille har været dramaturgisk konsulent på forestillingen (og har også lagt stemme til de afspillede sentenser og spørgsmål, som hovedpersonen besvarer i løbet af forestillingen). Mette Frank har været scenisk konsulent. Rebecca Langley Jensen har været instruktørassistent. Lyddesignet er af Jakob Folke Ivarsson og lysdesignet er af Julian Simpson.


Foto: Robin Skjoldborg.

EN VRED KVINDE

af og med ILHAM HEISI

i Krudttønden, Serridslevej 2, 2100 Kbh. Ø.

18. - 22. december 2024

60 minutter

Monolog


Manuskript: Ilham Herisi

Dramaturgisk konsulent: Diêm Camille

Scenisk konsulent: Mette Frank

Instruktørkonsulent: Rebecca Langley Jensen

Fotograf: Robin Skjoldborg

Lyddesign: Jakob Folk Ivarsson

Lysdesign: Julian Simpson


Hjemmeside & billetter.

FB-begivenhed

*


Se også fortegnelsen 
over de øvrige 233 teateranmeldelser.

*



torsdag den 10. oktober 2024

Anmeldelse: SANDKIND i Skuespilhuset og HVEM BESTEMMER? i Krudttønden

 

Fotos: Jan Vesala ("Sandkind") og Jacob stage ("Hvem bestemmer?")

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

 

Foto:  Jacob stage.


HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


Hvad betyder det at lege?

Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?

Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?

Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?

Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?


Foto:  Jacob stage.

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.


Foto:  Jacob stage.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.


Foto:  Jacob stage.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.


Foto:  Jacob stage.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.


Foto:  Jacob stage.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.



HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


ALDERSGRUPPE: 3 – 8 år og deres voksne

VARIGHED: 40 min

På scenen: Jesper Bruun og Malik Grosos
Idé og manuskript: Methe Bendix
Instruktør: Sofie Christiansen
Opr. Scenografi: Julie Kyhl
Scenografisk kuglebanebygger Rasmus Tjelle Finsen
Komponist og lyddesigner: Thomas Dinesen
Opr. Lysdesigner og bygger: Jon Gelting
Lysdesign og tekniker: Nicolai Valet
Foto: Jacob Stage
Dramaturg: Laila Skjerning
Produktionsleder: Anna-Kathrine Madelung Fries
Kommunikation: Rikke Petersen
Producent: Kenneth Gall
Kunstnerisk leder: Methe Bendix


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

2024:

2023:

2022:

2021:

2019:

2027:






Foto: Jan Vesela.

 SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen, hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.

Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.


Foto: Jan Vesela.

Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at  danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to cirkler inde i hinanden.

Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.


Foto: Jan Vesela.


Hun stiller sig ved siden af sandbunken og bøjer sig fremover. Langsomt, såre langsomt, strækker hun sin krop og gør sig længere og længere, indtil hun når helt ned og rører gulvet med hænderne.

Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og  lader sig glide hen mod sandet. Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig omslutte af sand.

Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual, en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden – og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.

Foto: Jan Vesela.


Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en ubrydelig koncentration omkring os.

Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."

Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og tilbage. Hviskede  til sin ledsager, mens han kiggede på uret. Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.


Foto: Jan Vesela.

På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..


Foto: Jan Vesela.

Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med det. Det kræver et sådant ritual.

Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen med min ledsager,  havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation til et møde med sandet – og os selv.


Foto: Jan Vesela.

Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i KSelekt, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.

Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det i starten.


Foto: Jan Vesela.

Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst. 

 

Foto: Jan Vesela.


SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Anbefales fra 16 år.

Koncept, koreografi & performer: Tora Balslev

Musik: Tin Soheili

Dramaturgi: Betina Birkjær

Koreografisk konsulent: Antoinette Helbing

Lysdesigner: Martin Danielsen

Producent: prfrm - produktion og formidling af scenekunst

Hjemmeside & billetter


Tidligere anmeldte forestillinger under KSelect:

2024:

The Laughing Crowd

2021:

Cul de sac

2020:

Umwelt


*


Se oversigten over de 

308 andre anmeldelser


*