Viser opslag med etiketten Betina Birkjær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Betina Birkjær. Vis alle opslag

torsdag den 10. oktober 2024

Anmeldelse: SANDKIND i Skuespilhuset og HVEM BESTEMMER? i Krudttønden

 

Fotos: Jan Vesala ("Sandkind") og Jacob stage ("Hvem bestemmer?")

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

 

Foto:  Jacob stage.


HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


Hvad betyder det at lege?

Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?

Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?

Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?

Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?


Foto:  Jacob stage.

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.


Foto:  Jacob stage.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.


Foto:  Jacob stage.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.


Foto:  Jacob stage.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.


Foto:  Jacob stage.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.



HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


ALDERSGRUPPE: 3 – 8 år og deres voksne

VARIGHED: 40 min

På scenen: Jesper Bruun og Malik Grosos
Idé og manuskript: Methe Bendix
Instruktør: Sofie Christiansen
Opr. Scenografi: Julie Kyhl
Scenografisk kuglebanebygger Rasmus Tjelle Finsen
Komponist og lyddesigner: Thomas Dinesen
Opr. Lysdesigner og bygger: Jon Gelting
Lysdesign og tekniker: Nicolai Valet
Foto: Jacob Stage
Dramaturg: Laila Skjerning
Produktionsleder: Anna-Kathrine Madelung Fries
Kommunikation: Rikke Petersen
Producent: Kenneth Gall
Kunstnerisk leder: Methe Bendix


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

2024:

2023:

2022:

2021:

2019:

2027:






Foto: Jan Vesela.

 SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen, hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.

Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.


Foto: Jan Vesela.

Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at  danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to cirkler inde i hinanden.

Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.


Foto: Jan Vesela.


Hun stiller sig ved siden af sandbunken og bøjer sig fremover. Langsomt, såre langsomt, strækker hun sin krop og gør sig længere og længere, indtil hun når helt ned og rører gulvet med hænderne.

Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og  lader sig glide hen mod sandet. Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig omslutte af sand.

Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual, en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden – og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.

Foto: Jan Vesela.


Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en ubrydelig koncentration omkring os.

Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."

Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og tilbage. Hviskede  til sin ledsager, mens han kiggede på uret. Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.


Foto: Jan Vesela.

På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..


Foto: Jan Vesela.

Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med det. Det kræver et sådant ritual.

Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen med min ledsager,  havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation til et møde med sandet – og os selv.


Foto: Jan Vesela.

Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i KSelekt, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.

Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det i starten.


Foto: Jan Vesela.

Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst. 

 

Foto: Jan Vesela.


SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Anbefales fra 16 år.

Koncept, koreografi & performer: Tora Balslev

Musik: Tin Soheili

Dramaturgi: Betina Birkjær

Koreografisk konsulent: Antoinette Helbing

Lysdesigner: Martin Danielsen

Producent: prfrm - produktion og formidling af scenekunst

Hjemmeside & billetter


Tidligere anmeldte forestillinger under KSelect:

2024:

The Laughing Crowd

2021:

Cul de sac

2020:

Umwelt


*


Se oversigten over de 

308 andre anmeldelser


*

lørdag den 13. februar 2016

Glimt fra Festival om fortællinger & livshistorier - Dag 6, 7 & 8

              
6. Festivaldag
Søndag den 7. 2. 2016
 
 - Fotos: Jens Bitsch Larsen -
 

Helene Egelund læste op fra "SVANEVINGER" af Stine Bitsch-Larsen, der var i samtale med Michael Svennevig.



Bogens afrikanske afsnit blev musikalsk forstærket af de fire gæstemusikere fra Ghana:
Alfred Tamakloe (percussion), Sam Takyi (guitar), Emmanuel Bondzi Koomson (taletromme)og Francis Kweku Osei (guitar).


 
Emmanuel, i midten omgivet af Sam og Francis, spillede på Stines hjembragte "taletromme" som hun fik i gave af høvdingen som hendes doktorbror havde helbredt.

 
Alfred fortæller om afstanden mellem Ghana og Congo.


Sam spillede på guitar og afrikansk træxylofon.
 
                     
7. Festivaldag
Mandag den 8. 2. 2016
 
 - Alle øvrige fotos: David Blazek -
 

Louise Adrian og Exit Hans fra Fangekort spillede og sang - og fortalte om indespærrede drømme og om hvor svært det er at komme ud igen efter afsonet dom.


Lisbeth Holdt Jørgensen fortalte om at arbejde med stemmen
Sammen har de lavet forestillingen FRANZ PANDER.
 
Lisbeth havde en gæst med: Lars Andersen.


Sammen har de lavet forestillingen FRANZ PANDER, baseret på en novelle af samme navn af Herman Bang. Ja, faktisk er det hele teksten. Der er ikke ændret ét ord.

 
Efter spisningen opførte Monsieur Andersens Turné Teater FRANZ PANDER
 
----------------------------------
 
8. Festivaldag
Tirsdag den 9. 2. 2016
 
 
Betina Birkjær fremførte radiostykket PIANO og læste op fra sin debutbog "Roman i fire årstider".



Henrik Juul Jensen fortalte om romanen "Støj og stilhed. En bedemands rejse" og læste op fra romanen, der handler om en operasangerinde fra Sarajevo, der flygter til Danmark. Men fortiden flygter med.

 
Radmila Rajic er sangerinde fra Sarajevo, der har uddannet sig til operasangerinde ved konservatorierne i Ålborg og København. Radmila fortalte om hvordan hun via musikken har kunnet stå fast og også kunstnerisk overleve det hun har været igennem.



Birgitte Prins fremførte Tomas Lagermand Lundmes monolog om LIV. Det var 2. del ud af 3.
 

Irene Pedersen fortalte om romanen "Gale hunde", og om hvordan det hele startede en dag i svømmehalen på Østerbro, hvor hun overværede hvordan en mand forsøgte at drukne en kvinde.
Poul Parsberg læste op fra romanen.

 
Se flere billeder fra Dag 6, 7 & 8
 
Se også fotos fra:
 

fredag den 2. januar 2015

ANMELDELSE: 7 nye topskud fra den skønlitterære høst 2014

22 skønlitterære debutanter læste op i Dansk Forfatterforening til årets skønlitterære debutant-arrangement den 29. 11. 2014. 7 af teksterne fik mig til at spidse øren. Der var tale om 5 kvindelige og 2 mandlige forfattere:

”Roman i fire årstider” af Betina Birkjær (Forlaget Jensen & Dalgaard),
”Kvinder på kanten” af Susanne Højsting (Skriveforlaget),
”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta),
”Tæl på fingrene” af Jørgen Hedager Madsen, (Forlaget Fokal),
”Bedrag” af Eva Iversen, (Gladiator),
”Det eneste rigtige” af Malene Ravn, (Gyldendal)
og ”Gulvet er glat” af Rasmus Graakjær, (Byens Forlag).

Bøgerne kan groft inddeles tematisk i to kategorier, da tre af dem handler om fremmedhed, og 4 handler om bedrag. Men fælles for dem alle er, at de handler om at være menneske.


 
Det er en grum, grum historie, der ligger til grund for Jørgen Hedager Nielsens krimi, ”Tæl på fingrene”. Selv om jeg normalt ikke læser krimier, lod jeg mig lokke, fordi figurtegningen var så god - og jeg fortrød det ikke. Det er en fermt velskreven provinskrimi, om journalisten Svend Tved, der anonym modtager en pakke. Hvilke kropsdele, der er i pakken, og hvilken forbindelse det har til bogens forsideillustration og blodet på havesaksen siger allerede en del om bogens plot. Det er en veloplagt og frit strømmende beretning, yderst fortættet i sin form. Den er præcis og konkret. Det gør det let for læseren at finde ind i teksten - eller rettere at finde sig til rette i den. Netop figurerne er så gode og klare at jeg håber at hovedpersonen, moren og måske Lisbeth fortsætte deres liv sammen i en efterfølger. Der er stof til det - og i så fald vil jeg også der være blandt læserne.
Det er altid svært at konstruere de personlighedstræk, der tilsammen skaber en hovedperson, men bogens anti-helt af en journalist klarer sig meget fint. Netop fordi han bliver gjort så menneskelig med alle sine handicaps og begrænsninger, kommer vi til at holde af ham, forstå ham og kan identificere os med ham. At han ikke nævneværdigt lader sig ryste af at en sten smides gennem ruden ind i hans stue, og storsyngende bagefter udbedrer skaderne, skaber en vis rummelighed i figurtegningen. Sådanne menneskelige spændvidder gør romanen både udfordrende og vedkommende. Jørgen Hedager Nielsen har den fornødne menneskelige indsigt og empati.
Det sindrige og vidtforgrenede plot oprulles overbevisende. Det uhyggelige afbalanceres fint med humoren. Mest veloplagt og overraskende er det i scenen med skumgummi-brysterne. Det er en akavet situation som får visse overaskende træk frem i de to hovedpersoner. De så at sige overrasker sig selv og hinanden - og dermed os.
Romanen omhandler den fri aborts etiske dilemmaer, eller de dilemmaer som bogen postulerer at der er. Bogen er udgivet på forlaget Fokal, der er associeret med det kristne forlaget Lohse (og på nettet figurerer forfatteren som kristen ”fritidsforkynder”). Efter læsningen bliver jeg i tvivl om, hvad det egentlig er jeg har læst. For hvis det er et partsindlæg imod den fri abort, så stiller jeg mig tvivlende overfor bogens ærinde. Også selv om den fungerer glimrende som krimi. Velskrevet er den i hvert fald.
Læs et uddrag fra romanen.



Bedraget i Susanne Højstings lille fine udgivelse, "Kvinder på kanten", møder vi først hen imod slutningen, hvor læseren bliver klar over, at vi - ligesom bogens personer - er blevet taget ved næsen. Det er raffineret skrevet, men det en alt for tynd bog med sine 84 sider. Jeg savner mere volumen og fylde, så det ikke bare fremstår som fortællinger. Alligevel lykkes det at få historierne til fint at klinger sammen i en større fortælling, der kalder på at blive skrevet ud i fuld længde. Det er ellers fint orkestreret sådan som den lille bogs forskelige stemmer indordner sig den overordnede fortælling bundet sammen af det der sker omkring relationerne til den samme mand: Kafar, der er omdrejningspunktet for kvinderne i bogen. Det skildres hvordan den enes drøm er den andens fængsel. Der ligger, ligesom i ”Tæl på fingrene” en stor menneskeindsigt bag, og det mærkes, når de forskellige personers gøren og laden skal skildres, for det er nemt at se dem for sig - og forstå dem. Det er svært at være menneske, og det får overbevisende en stemme i "Kvinder på kanten".
Personernes drømme kontrasteres med uddrag fra deres liv, sådan som det aftegner sig, når der panoreres fra den ene til den anden. Det vellykkede, men alt for volumenmæssig tynde resultat kalder på at blive bredt ud. Forudsætningerne for det er tydeligvis til stede. Det er forenklingen, der er det sværeste, og den er der, for det mærkes at der ligger en masse materiale og venter. Susanne Højsting har fin sans for at skildre de længsler, der ligger og slumrer i os, og skildrer overbevisende, hvad det gør ved os, når de vækkes. Sådan som det sker for flere af bogens kvinder, der befinder sig ude på kanten.
Læs mere om bogen.




Rasmus Graakjær skriver godt. "Gulvet er glat" har mange fine situationer, stemninger og god figurtegning. Det er et godt anslag med besøget i Las Vegas. Det bygger godt op, så der bliver endnu længere ned til bunden, hvor hovedpersonen, Henrik, der er arkitekt, ryger ned som arbejdsløs. Der er en god beskrivelse af mødet med sagsbehandleren. Det er en fin og afklædende beskrivelse af hvor lidt der skal til før hovedpersonen brager igennem bundlinjen og korporligt bliver smidt ud. Gulvet er glat, og man glider let. Det beskrives overbevisende og vedkommende. Det er en central beskrivelse af en hjemløs på Gråbrødre Torv, der forstyrrer frokostgæsternes appetit. Den hjemløse giver stemme til noget af den protest som hovedpersonen føler, men aldrig selv får formuleret. Også den ramsaltede beskrivelse af den veltjenende kvindelige arkitekt på tegnestuen, der køber de billigste morgenmadsprodukter og præsenterer dem som noget ganske særligt, er yderst træffende. Sådanne modsætninger er der mange af og de er skildret med en god sans for detaljerne. Det er i det hele taget befriende med forfatterens insisteren på at skelne mellem kvantitet og kvalitet, for det går som en rød tråd igennem romanen. 
Der er gode beskrivelser af det hverdagsagtige, men det er også forbundet med min eneste anke, for det bliver en jordomrejse uden høj kurs. Jeg savner ambition, og at forfatteren med sin fortælling sigter højere. At det ikke kun kommer til at handle om at få barn og blive far eller få et nyt arbejde og et nyt konkurrenceprojekt. Men selvfølgelig, sådan er det, livet. Men det efterlader mig med spørgsmålet: er det så bare det?
Slutningen forekommer mig at være et antiklimaks af samme grund. Den virker gråmeleret. Hovedpersonen bliver ikke klogere. Det gør vi mennesker måske sjældent? For hovedpersonen er til fals for næste hurtigtgående vind og villig til at springe på den første den bedste flyver, der tager ham væk fx til Kina og til nye mammutbyggeprojekter. Jeg efterlyser at hovedpersonen skulle have lært noget af at have befundet sig nede på bunden, men det har han tydeligvis ikke. Er problemet at Henrik faktisk er overfladisk og egentlig ikke tager ved lære af det han går igennem?
Det er modsat med læseren. For mig er det et wake-up-call om at der er en form for hurtighed, omstillingsparathed og hvad det elles hedder, der slår det vigtige ihjel. Det vigtige er det der giver det hele mening. Den mening som vi hver især tilegner os. For hovedpersonen virker det mest af alt som et spørgsmål om at nå "hjem", at nå i sikkerhed, at komme i ly og nå tørskoet indenfor - og det er ikke det samme. Det provokerede mig i den grad at jeg var nødt til at få forfatteren til at uddybe det yderligere. Så det bad jeg ham om. Han svarede bl.a.: "… hovedpersonen, Henrik, tager livet på sig, men taber til gengæld tilværelsen som den store kunstner - eneren." 
Det forklarer noget af den splittelse og uforløste jeg fornemmede i romanens slutning. Det lyder godt, sådan som det forklares, men er det dét, der sker? Det er jeg i tvivl om, for det er ikke dét billede jeg sidder tilbage med. Jeg har svært ved at betragte hovedpersonen som den store ener - som kunstner. Jeg synes mere at han vil have succes, og oplever ikke at han stikker så dybt i sin kamp for at finde fodfæste i tilværelsen. Om han har de store visioner er jeg også i tvivl om. Han tragter mest af alt efter at sidde på en vinderhest. Ligegyldigt hvilken. Det er ikke så tit kunstnere gør det, altså sidder på vinderheste. Eller i så fald kun de kommercielle af dem. Men tingene er selvfølgelig ikke så entydige. Men ligegyldigt om det er det ene eller det andet - eller noget helt tredje, er romanen så godt fortalt, at den indfangede mig. Endda i en grad, at jeg måtte række ud over romanens egen virkelighed, da jeg bad forfatteren uddybe det jeg ikke forstod – eller ville affinde mig med.
Læs mere om bogen.

 
I Betina Birkjærs ”Roman i fire årstider” siges det hele allerede i titlen. Her er bedraget et ganske andet, men ligeså omfattende, mens stilen, tonen og genren er en ganske anden. Det er umådelig charmerende at følge med romanens personer rundt i og omkring byen. For en gangs skyld er anprisningen på bogens bagside fuldt berettiget, når forlæggerne (for der er to) skriver om romanen at den er som "...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 
Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end disse fire årstider.
Tonen og klangen, der klinger igennem fortællingen på smukkeste vis, er forfatterens helt egen. Som læser hviler jeg trygt og velbehageligt i bogens univers, og alligevel er der denne underliggende uro, for noget er på færde. Idyllen er et dække for hemmeligheder, og dem er der mange af. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og længslen mod havet. Længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let som ingenting kan blæse det hele omkuld. Der er havet, der sender en byge af fisk ind over byen, så fiskene bliver liggende i gaderne, gispende og døende, mens byens beboere gemmer sig i deres huse, indtil fiskene igen er væk. Tiden er ved at rinde ud. Måske er en ny tid uvægerligt på vej. Ulykkerne indtræffer. Træet brænder og den gamle verden går under, men selv om fuglener for længst er fløjet væk, er de der stadig - dér et sted ude i horisonten.
Det hele er på lånt tid, men selv om hemmelighederne ikke er brændt væk, giver nye begyndelser også nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingen i fire årstider. Det er en smuk poetisk glæde at læse den fine og meget sårbare roman.
Læs mere her, for det er en fortælling, der kræver sin helt egen anmeldelse.

Bedraget er ikke mindre i Eva Iversens ”Bedrag” og Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. De skriver begge meget kropsligt og tæt på deres personer. Der er en fin sproglig bevidsthed til stede hos dem begge. Blidt, men bestemt, fortryller og lokker de læserne tættere og tættere på, indtil det er umuligt at vriste sig løs. Genremæssigt kunne begge romaner også være skrevet som krimier, så spændende og langsomt afdækkende fortælles de. Brugen af de skiftende fortællerpositioner er både raffineret og meget spændingsopbyggende.
 
Bedrag” af Eva Iversen er en modig roman, der er stilistisk meget stærk. Sprogligt er den tæt og spændstig. Der er ikke ét ord for meget, og den er skrevet helt ud til kanten med fin sproglig musikalitet. Næsten som var den skrevet af en lyriker. Også sætningsopbygningen får det til at virke som lyrik, sådan som de korte sætninger sættes op mod hinanden. Sproget er almindeligt og enkelt, og alligevel hidses det op, sådan så selv ganske få, korte og nærmest farvesvage ord, alligevel giver saft og kraft til fortællingen om forlist kærlighed. Det er en voldsom fortælling, der bliver holdt på plads af gentagelser á la "Det er fiktion. Det findes ikke, hvis jeg ikke vil kendes ved det". Derved etableres et fortælleunivers, der kan bære den tunge fortælling, for konstruktionen er velkonsolideret. Det er en mørk fortælling om et mennesker, der fra morfarens tidlige seksuelle misbrug har været vant til at gemme sig inde i sig selv, og har overlevet ved at gøre det. Hovedpersonens usynlighed bliver så opfattende at hun, Astrid, langsomt udviskes, selv om der tegnes et spinkelt håb, da hun i bogens sidste linjer alligevel evner at står fast og ikke vil have "bedrageren" med hjem. Det giver en fornemmelse af morgenluft. Der er noget på vej, så måske er der alligevel et liv efter bedraget?
Uden at der bevidst arbejdes med humoren, er den der alligevel. I beskrivelsen af Astrids arbejde på telefonrådgivningscentret er det grotesk at hun skal rådgive andre, når hun selv er ved at gå i opløsning. Det kommer til at virke både grotesk og tragikomisk, sådan som telefonsamtalerne er gengivet. Det giver et åndehul i den stramme fortælling. Heldigvis, for ellers var det blevet for sort. Især barndomsfortællingerne står stærkt. Uden dem som rammefortælling ville det have været svært at følge hovedpersonen, mens hun bevæger sig nærmere og nærmere sin egen destruktion.
Det er fristende med en så emotionel og psykisk ustabil jeg-fortæller at lade det hele falde ud til hovedpersonens fordel, men der undgås klogt ved at skildre det fællesskab som parret også har haft sammen, før det gik galt, sådan så mandens version af historien kommer til at fremstå lige så stærkt, for der er ingen vindere i dét spil. De går begge til grunde. Eller også er det bare sådan med Astrid, at hun er gået til grunde så mange gange, at det er blevet hendes måde at være til på.
Romanen trænger ind under huden, og der er meget der sidder tilbage i mig bagefter. Selvfølgelig de seksuelle barneovergreb i starten, men det er kun anslaget, for der er meget mere. Romanen er en slags nedtælling til nul - til det endelige sammenbrud eller nedsmeltning. Men måske er den totale opløsning også en udfrielse? I hvert fald rummer romanen også en farligt dragende stræben efter den totale tilintetgørelse. Der er allerede sat en tæller på bomben, og den skal nok gå af. Vi ved bare ikke hvornår. I den forbindelse virker kærligheden bare som en forhaling af det uundgåelige. Den dyrekøbte kærlighed er bare til låns, for den tilintetgør sig selv.
Læs mere om bogen


Der er meget, der binder videre til Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. Det høres allerede på titlen, der klinger lidt sammen med ”Den eneste ene”. Og det er ikke tilfældigt, for der er mange tråde der binder videre. Det er begge fortællinger, der er funderet på klichéer. Forstået på den måde at der bides fast i de faste forestillinger – og så rystes der. Meget og vedvarende. Til sidst er det rystet fri af sin normale kontekst, eller rettere det forledes vi til at tro.
Mandens sidespring resulterer i en graviditet. Ægteparret opsøges af den ganske unge pige han forførte. Ingen ved, hvad hun vil. Hun trænger til en base og uvist af hvilken grund knytter den bedragne hustru sig til den unge pige og installerer hende i deres hjem, og skubber derved manden fra sig. Først er hun bare nysgerrig. Måske vil hun straffe manden for sidespringet... Hun er selv barnløs og ikke i stand til at få børn, og så vågner ideen om at overtage den unge piges barn og gøre det til sit eget, så hun alligevel kan få sin drøm om at blive mor opfyldt. Hvor bevidst er det? Det ved vi ikke. Ikke i begyndelsen, i hvert fald. Langsomt spindes de tre ind i et klæbrigt spind, hvor ingen ved, hvem der er edderkoppen - og hvem der er byttet. Det er ganske fermt gjort – og effektivt. Det kræver et særligt greb om de klichéer vi omgiver os med. De drejes en lille smule, så de stadig næsten lyder naturligt - og så får de lige et nøk mere. Jeg godtog prompte fortællingens præmisser, og når man har sagt A og B, hugger Malene Ravn til hele vejen gennem alfabetet. Og det virker. Det giver, om noget, en ordentlig karruseltur. Det er rystende, fordi teksten intet røber. Der er jo egentlig ikke noget galt. Ikke sådan rigtigt. I al fald ikke noget som de ikke kan tale på plads. Det er jo meget almindeligt, det de gør. De hjælper jo bare hinanden. Man kan næsten ikke være andet bekendt. Det er det eneste rigtige at gøre.  
Efter læsningen måtte jeg løbe en tur, for at få teksten til at falde til ro i kroppen.
Læs mere om bogen.



Og så har jeg endda gemt det bedste til sidst: ”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta).
Det kræver en anmeldelse helt for sig selv, og den kan læses her.

Tak til de 7 skønlitterære forfatterspirer. Det har været et inspirerende møde med de meget forskellige universer. Nogle af bøgerne har været rystende og uhyggelige, andre har været drømmende og eftertænksomme. Men fælles for alle har været at de har skildret det at være menneske på mangfoldigt mange måder. Det er noget af det fascinerende ved litteratur at vi sjældent ved, hvad vi søger, før vi får det. Men så virker det til gengæld som noget af det mest naturlige. Sådan har det været med læsningen af disse 7 litterære topskud. De være sig hermed anbefalet.

onsdag den 10. december 2014

Anmeldelse: ROMAN I FIRE ÅRSTIDER af Betina Birkjær


"Jeg har så længe, jeg kan huske været fascineret af ord. Ord kan alt. For mig er det at skrive tæt knyttet til mit arbejde som performer og installationskunstner. Det hele handler om at fortælle en historie. Åbne historier. Historier man kan fare vild i og finde sig selv i."
                                                              Betina Birkjær om at skrive.



"Roman i fire årstider" foregår nær havet. Det er ingen steder og alle steder. Om træet midt i byen som har en hemmelighed. Det er bare én blandt byens uendelig mange hemmeligheder. Det er en beroligende myldrehistorie. Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end bare disse fire årstider.
 
"Hr. Lieberkind har aldrig før trådt nogen over tæerne og rødmende af skam forsvinder han ind ad en hvid dør. Han ånder lettet op. Her er ingen træer, ingen sovende børn, ingen voksfigurer. Her er stille og helt hvidt, bortset fra en lille, sort dør i modsatte ende af rummet, som han føler sig fristet til at prøve. Han gør det, lukker døren bag sig og er omsluttet af et varmt og duftende mørke. Her er om muligt endnu mere stille. Som om stilheden er mere kompakt. Vokset sammen med mørket. Han smiler for sig selv. Hr. Lieberkind føler sig helt godt tilpas igen og bevæger sig langsomt ind i mørket, indtil han støder på en ny dør. Da han åbner den, bliver han mødt af et perlemorsagtigt lys. Han befinder sig i en kæmpekonkylie og kan høre havets brusen langt væk. Han bevæger sig ind i de snoede gange, og efter at have gået længe befinder han sig pludselig ude i det fri. Han kan se sit lille hus. Han smiler fredfyldt. Han har fået vished."
 
Teksten har en tone og en klang, der er helt sin egen. Som læser hviler man spændt i det trygge univers. Samtidig formår forfatteren at lægge en fornemmelse af at idyllen er funderet på noget som kun de færreste i byen er bekendt med, og at der er noget på færde - og på spil. Der er mange hemmeligheder. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og så er der længslen mod havet, længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let kan blæse alt og alle omkuld. Der er havet, der med blæsten sender en byge af fisk ind over byen, så de ligger i gaderne og gisper. Og der er byens beboere, der gemmer sig i deres huse indtil fiskene igen er fjernet. Og bagefter føles gaderne stadig klistrede og glatte. Fortællingerne er opbygget, så vi ved at tiden er ved at rinde ud. Måske er det en ny tid, der uvægerligt er på vej. Som læser er jeg lidt bange for, hvad det hele skal ende med, mens jeg spændt bladrer videre. Og ulykkerne indtræffer. Træet brænder og verden går for så vidt under, men den efterlader også en tro på alt det der fortsætter. Og selv om fuglener er fløjet og for længst forsvundne, så er de der stadig - et sted ude i horisonten.
 


Fortællingerne følger deres egen indre logik. Alt er på lånt tid, men samtidig bibringes læseren en tro og en oplevelse af at det nok skal blive godt igen eller ligefrem bedre. I hvert fald er der noget der fortsætter. Hemmelighederne er ikke brændt væk. Nye begyndelser giver nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingerne i fire årstider.
Det er en debutbog, men stemmen er ikke en debutants. Jo, første gang på tryk, men det er tydeligt at forfatteren er så meget hjemme i sit stof at det er forankret i et helt liv. Eller rettere et teaterliv. Det er sådan at teksten er født – med et teaterliv. Teksterne lever og ånder overbevisende. Som læser vandrer jeg ubesværet rundt mellem bogens mange universer. Det er skrevet så det både er magisk og samtidig kedsommeligt almindeligt, men sådan virker det ikke, for sproget er spændstigt og romanen slår sine triller som fuglene i træet. Indtil de ikke er der mere.
Sproget er så subtilt og præcist at det er en fornøjelse. For en gangs skyld er forlæggernes anprisning på bogens bagside dækkende og på sin plads, når der står at bogen er som " ...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

De der lader sig indfange af fortællingerne vil føle at bogen resonerer inde i én selv. Føle at de med ”de fire årstider” har været så heldige at de ikke bare har læst, men indoptaget fortællingerne i sig. For bagefter ruller fortællingerne videre med blodet rundt i kroppen. Det gjorde de i hvert fald på mig.
Et stort tillykke til den debuterende Betina Birkjær, der fortjener at hendes fascinerende og egenartede romandebut finder frem til mange læsere. Romanen er en lyrisk rejse, der bliver siddende i kroppen længe efter. Og hvor tit sker det?
 
 "Da jeg var barn, fandt jeg på hemmelige skriftsprog, byggede byer, besøgte fremmede planeter og øvede mig i at slå vejrmøller med én hånd. Undrede mig over, hvorfor mariehøns er røde, og hvorfor jeg var den eneste pige, der ville spille fodbold. Syntes søndage skulle springes over, for det var jo den sidste dag i ugen og derfor bare i vejen. Følte mig fri på min cykel. Ville være den første indianerhøvding, der levede udelukkende af makrelmadder og kakao. Derudover ville jeg være forfatter og rejse verden rundt med et fransk cirkus."
 
Betina Birkjær om sine drømme
Citat fra hendes hjemmeside: http://betinabirkjaer.dk/om/ 


Læs kapitlet "Digteren" fra romanen:
Aksel Loewe har aldrig fået udgivet en digtsamling, men da han er den eneste i byen, der skriver digte, føler han fuldt ud, at han fortjener sit tilnavn. I virkeligheden bliver han kaldt Digteren, fordi han digter andres liv om.
En dag kommer en ældre kvinde til Digteren og klager sin nød. Hun føler sig meget gammel - hun er lige blevet femoghalvfjerds, og hun har aldrig haft en familie eller kendt til kærlighed. Hun vil gerne snart dø, men inden da vil hun bede Digteren om at digte en kærlighedshistorie til sig. Han lover at hjælpe hende, men udbeder sig tid og siger, at han har brug for en del oplysninger. Hun lover at give ham alt, hvad han har brug for. Han siger også, at han desværre ikke selv har tid til at komme og hente de oplysninger, han skal bruge, så han vil sende sin fader, som er pensioneret postdirektør og enkemand. Han skal have lov til at komme en time hver dag og lytte hendes historie. Det fortalte skal han referer i store træk til Aksel, som derefter skal skabe den store kærlighedshistorie, der vil passe til hende.
I starten er kvinden bekymret for, hvor lang tid dette kan tage, men forbløffende hurtigt stopper hendes klage, og hun affinder sig med, at hendes død bliver udskudt på ubestemt tid. At skulle tale en time med en fremmed mand virker først som lang tid, men der går ikke længe før denne daglige rutine føles alt for kort. Så er der jo heldigvis ikke nogen, der har sagt, at den pensionerede postdirektør ikke kan blive en ti en time mere, hvis han skulle have lyst. Hun kan så passende give den megen kaffe skylden, når hun føler sig underlig opstemt ved sengetid.
En dag siger Digteren til sin fader, at nu kan han godt fortælle kvinden, at hendes historie er færdig, og hun kan komme og hente den, når det passer hende at dø. Næste dag har faderen en æblekage med til ham, og en seddel hvorpå der står: Tak fordi du har skrevet min historie færdig. Digteren føler sig uendelig tom. Han ville gerne have hørt det fra hende selv. Ordene på papiret efterlader en rungende tavshed.
Stilhed skræmmer ham, og den har det med at hjemsøge ham i tide og utide. Han flytter rundt på egetræsmøblerne på sit værelse på Strandhotellet.
 
"Roman i fire årstider" udkom i foråret 2014 på forlaget Jensen & Dalgaard - og er en oplagt julegaveide. 120 sider. 248,- kr.
Forlagets hjemmeside: http://www.jensenogdalgaard.dk/Books/efter-2014/roman.htm

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Roman i fire årstider" indgår.