Viser opslag med etiketten Malik Grosos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Malik Grosos. Vis alle opslag

torsdag den 10. oktober 2024

Anmeldelse: SANDKIND i Skuespilhuset og HVEM BESTEMMER? i Krudttønden

 

Fotos: Jan Vesala ("Sandkind") og Jacob stage ("Hvem bestemmer?")

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

 

Foto:  Jacob stage.


HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


Hvad betyder det at lege?

Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?

Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?

Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?

Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?


Foto:  Jacob stage.

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.


Foto:  Jacob stage.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.


Foto:  Jacob stage.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.


Foto:  Jacob stage.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.


Foto:  Jacob stage.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.



HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


ALDERSGRUPPE: 3 – 8 år og deres voksne

VARIGHED: 40 min

På scenen: Jesper Bruun og Malik Grosos
Idé og manuskript: Methe Bendix
Instruktør: Sofie Christiansen
Opr. Scenografi: Julie Kyhl
Scenografisk kuglebanebygger Rasmus Tjelle Finsen
Komponist og lyddesigner: Thomas Dinesen
Opr. Lysdesigner og bygger: Jon Gelting
Lysdesign og tekniker: Nicolai Valet
Foto: Jacob Stage
Dramaturg: Laila Skjerning
Produktionsleder: Anna-Kathrine Madelung Fries
Kommunikation: Rikke Petersen
Producent: Kenneth Gall
Kunstnerisk leder: Methe Bendix


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

2024:

2023:

2022:

2021:

2019:

2027:






Foto: Jan Vesela.

 SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen, hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.

Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.


Foto: Jan Vesela.

Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at  danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to cirkler inde i hinanden.

Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.


Foto: Jan Vesela.


Hun stiller sig ved siden af sandbunken og bøjer sig fremover. Langsomt, såre langsomt, strækker hun sin krop og gør sig længere og længere, indtil hun når helt ned og rører gulvet med hænderne.

Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og  lader sig glide hen mod sandet. Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig omslutte af sand.

Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual, en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden – og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.

Foto: Jan Vesela.


Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en ubrydelig koncentration omkring os.

Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."

Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og tilbage. Hviskede  til sin ledsager, mens han kiggede på uret. Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.


Foto: Jan Vesela.

På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..


Foto: Jan Vesela.

Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med det. Det kræver et sådant ritual.

Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen med min ledsager,  havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation til et møde med sandet – og os selv.


Foto: Jan Vesela.

Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i KSelekt, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.

Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det i starten.


Foto: Jan Vesela.

Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst. 

 

Foto: Jan Vesela.


SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Anbefales fra 16 år.

Koncept, koreografi & performer: Tora Balslev

Musik: Tin Soheili

Dramaturgi: Betina Birkjær

Koreografisk konsulent: Antoinette Helbing

Lysdesigner: Martin Danielsen

Producent: prfrm - produktion og formidling af scenekunst

Hjemmeside & billetter


Tidligere anmeldte forestillinger under KSelect:

2024:

The Laughing Crowd

2021:

Cul de sac

2020:

Umwelt


*


Se oversigten over de 

308 andre anmeldelser


*

onsdag den 8. november 2023

Anmeldelse: MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret og TRO, HÅB & MAGI i Krudttønden



Hvad tror vi på - og hvordan lever vi vores liv? 
To forestillinger forsøger at stille skarpt på det. 
Dels voksenforestillingen "Min far kan flyve" på Bådteatret 
og dels børneforestillingen "Tro, håb & magi" i Krudttønden 
med henholdsvis Livingstones Kabinet og Teater Hund & Co.
Det er to stærke teaterbud på at finde mening i det uforståelige.




Foto: Henrik Ohrsten.'


MIN FAR KAN FLYVE
af Livingstone Kabinet
på Bådteatret
Premiere: 7. november 2023
 

"Min far var 25 da han fik mig
han kunne lide Bob Dylan og Cornelius Vreeswijk
og rugbrød med leverpostej og remoulade og is
han elskede is og han fik de vildeste ideer
og købte svenske biler og en sejlbåd og en flitsbue og en hund
og så planlagde han at blive violinbygger
men han var læge 
alment praktiserende læge med egen praksis
i en lille by i Jylland 
og så havde han bipolar lidelse 
eller maniodepressiv sygdom som det hed dengang."

Uddrag fra sceneteksten til MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret.

Der er ikke noget bedre end teater, der er skabt af nødvendighed. Sådan er det med Livingstones Kabinets nyeste forestilling på Bådteatret, der i forgårs havde premiere på "Min far kan flyve". Musikken er kreeret af Pete Livingstone, og det er dejligt at kunne læne sig tilbage i hans afslappende og smægtende toner og sang. Nina Kareis, der har instrueret de tre spillere og Pete på scenen, har også skrevet historien, der skildrer det tumultariske liv med en far, der både var fantastisk og bipolar (tidligere kendt som maniodepressiv). Det er en både kærlig og knusende scenisk skildring af deres liv sammen, indtil faren endte med at tage sit eget liv.


Foto: Henrik Ohrsten.


Det er et brændende portræt, der bagefter bliver stående i ens underbevidsthed. Det arbejder sig ned i én, eftersom fortællingen er meget større end forestillingen. Visuelt er det en stram omgang. Det er en forestilling skåret helt ind til benet. Egentlig er der kun det, der skal være, men alligevel er forestillingen  - rent visuelt - så spartansk orkestreret, at det næsten er for skrabet. I hvert fald er det nedprioriteret. Til gengæld er den meget visuelt instrueret. De tre spillere: Amia Miang,  Bo Carlsson og Troels Kortegaard Ullerup  gør det glimrende. Scenegangen er glidende og harmonisk, og lige så rytmisk som musikken er understøttende, men det er den bagvedliggende beretning som følger med hjem bagefter.


Foto: Henrik Ohrsten.


Det er ingen let sag at skabe et værk, der har afsæt så tæt på én selv. Hvordan får man den fornødne afstand? Dels har man en historie, der presser sig på for at blive fortalt, og dels er det vigtigt, at den bliver fortalt, så den både er sand, men også at man skal kunne leve videre med det billede, man skaber af sig selv og historien. Det vil aldrig kunne blive andet og mere end en versionering af det, der er sket. Det er set med barnets øjne, eftersom det var de øjne, der oplevede det.


Foto: Henrik Ohrsten.


Nina Kareis har taget et klogt valg ved at holde smerten ud i strakt arm, derved får vi mere en refereret  end en smertebåret historie. Smerten er der stadig, men i stedet for som den opståede følelse, der følger det berettede i tilskuerens bevidsthed. Selvfølgelig har det gjort ondt og været uforståeligt, men det gode trumfer det dårlige. Glæden bliver også holdt ud i strakt arm, men det sætter sig inde i os.  De overraskende historier kræver en forståelse, som kun tilskuerne kan bidrage med. Den findes ikke i virkeligheden. Eller gør den? Det er forestillingens store fortjeneste, at den  overlader spørgsmålene til tilskuerne. Det virker godt.


Foto: Henrik Ohrsten.


Forestillingen skildrer faren som en person, der kan styre hele sin verden i sine maniske, meget dynamisk perioder, men også hvordan han slipper alting i  de depressive perioder. Det er skildringen af den fantastiske far, der kan have holdt hele verden i sin hule hånd, og som datteren tydeligvis elsker og holder af, selv om det ikke er uproblematisk. Vi bringes med ind i historien ligeså undrende og uforberedte som datteren, men hvordan det egentlig har været, får vi ikke at vide. Det behøver vi heller ikke, for vi mærker det alligevel. Om det er overhovedet var til at holde ud, ved vi ikke. Men vi forstår, at det har haft sin pris.


Foto: Henrik Ohrsten.


I en dansescene, hvor de tre på scenen sammen med musikeren, fester rundt med masker på, forestillende Jack Nicholson fra "Gøgereden", er det nærmest en hyldest til oprøret og den skæve virkelighed, som filmen repræsenterer med sin skildring af de normale syge, der bliver holdt fast i en unormal verden på en lukket afdeling. Efter at have set filmen, spørger Nina Kareis sin far, om han også har fået elektrochok. Det er en sært rørende scene, hvor datterens afsmag for behandlingsformen (som man sidder tilbage med efter filmen) brat bliver slået ned af den overraskende ærlighed, som farens svar giver: "Ja, mange gange. Det er det eneste, der har virket for mig". Det er i en scene som denne, at forestillingen vitterlig rækker ud og omfavner sit publikum. Sådan er virkeligheden også. 

Det er en forestilling, der stiller mange spørgsmål. 

Hvad er et godt liv? 

Hvad er meningen? 

Svarene må vi selv finde.


Foto: Henrik Ohrsten.


MIN FAR KAN FLYVE

GÆSTESPIL AF LIVINGSTONES KABINET
på Bådteatret

Premiere: 7. november 2023 


/// INSTRUKTØR
NINA KAREIS

/// KOMPONIST
PETE LIVINGSTONE

/// SCENOGRAF
JOHAN KØLKJÆR

/// LYDDESIGN
JACOBE SUISSA

/// LYSDESIGN
MARTIN DANIELSEN

/// KOSTUMIER
CLARA BISGAARD

/// MEDVIRKENDE
AMIA MIANG, PETE LIVINGSTONE, BO CARLSSON, TROELS KORTEGAAARD ULLERUP




Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Fetch (2022)
Canada (Bådteatret, 2020)
Kejseren (Teaer V, 2019)
KLIK (Bådteatret, 2012)

*


Foto: Kontraframe





TRO, HÅB & MAGI
af Teater Hund & Co.
i Krudttønden
8. november - 3. december 2023


"Der er nogen, der tror på Noget.
Og der er nogen, der ikke tror på noget.
Der er nogen, der tror på sig selv.
Og nogen, der ikke tror på sig selv
Der er nogen, der bare tror.
Hvad tror du?"


Foto: Kontraframe


Hvis man har svar på alting, har man måske slet ikke forstået, hvad det hele handler om.
Teater Hund & Co. går ind i kampen om meningen med livet med spørgsmålet: 
Hvad tror du på?
Det er spørgsmålet, som Jesper forsøger at besvare i forestillingen, men han ved ikke, hvad han skal svare. Det kan han ikke håndtere. Sammen med vennerne Malik og Mathilde  er de vant til, at hvis der er noget, der er sikkert, er det, at Jesper kan svare på alt. Men pludselig er han tavs. Ordene slår ikke til. Hvordan skal man besvare det, hvis man kun må give ét svar, og hvis det skal være noget, alle kan enes om?



Foto: Kontraframe


Måske er det grunden til, at der er krig i verden? 
Vi har svært ved at finde et fælles svar på spørgsmålet.
Hvad skal man tro på?
På sig selv, på kærlighed, på Gud, på magi og fodbold?
Er det ene ligeså godt som det andet?
Vi er ikke gode til at lytte, men vil gerne tale. 
Vi vil gerne have at andre lytter, men formår vi selv at lytte? 



Foto: Kontraframe



I børneforestillingen "Tro, håb & Magi" stiller dramatikeren Methe Bendix spørgsmålet så åbent, som det overhovedet kan gøres. Adelaide Bentzon, der både har koreograferet og instrueret, har skabt en fabulerende og humoristisk forestilling, der tager store chancer og dermed kommer til at virke helt aldersløs. Det er flot og vovet, men hvo intet vover...
Det er en gevinst i sig selv at opleve forestillingen, der fungerer som en trampolin for de tre spillere: Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos. De er skønne - og de formår at lade spørgsmålene blive hængende i luften. Det sker både begavet og legende. 



Foto: Kontraframe


Kan tro flytte bjerge? Det siger man, men man er nødt til selv at se forestillingen for at få svar på det. Undervejs kommer vi ud at svømme med en guldfisk. Mathilde Eusebius synger Tøsedrengenes og Anne Dorte Michelsens-hit "Ud under åben himmel" med vind i håret og slående gejst. Der er også et gennemkoreograferet dansepotpourri fra musicalen "Sound of Music". Det er herligt.



Foto: Kontraframe


Det er en forestilling med en overvældende  detaljerigdom. Scenografien af Jacob Langaa-Sennek og kostumerne af Pille Behrendt spiller godt sammen med instruktionen. Det er svært at sidde stille, for det bliver afleveret med en glad, smittende frejdighed, der klæder forestillingen. Tilmed lykkes det at finde flere gode og dækkende svar på det meget enkle, men alligevel komplicerede indledende spørgsmål. Det gør  forestillingen både eftertænksom, alvorlig, munter og legende.  Som tilskuer er man i godt selskab, både som barn og voksen.



Foto: Kontraframe


TRO, HÅB & MAGI

af Teater Hund & Co. i Krudttønden
8. november - 3. december 2023


MEDVIRKENDE 
Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos

MANUSKRIPT 
Methe Bendix

INSTRUKTION & KOREOGRAFI 
Adelaide Bentzon

SCENOGRAFI 
Jacob Langaa-Sennek

LYDDESIGN 
Jonas Jørgensen og Brian Larsen

KOSTUMIER 
Pille Behrendt

PRODUKTIONSLEDER & AFVIKLER 
Brian Larsen

LYS & TEKNIK 
Mikkel Magnus Olsen

GRAFIKER 
Robin Hart og Rebecca Arthy

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER 
Rikke Petersen

BILLET 
Laila Skjerning

PRODUCENT 
Kenneth Gall

ALDERSGRUPPE 
For de 5 -12 årige og deres voksne.

SPILLEPERIODE 
8. november – 3. december 2023

SPILLETIDER 
Onsdag – fredag kl. 9.30 & 11.00 // 
Lørdag & søndag kl. 11.00 & 13.00

VARIGHED 
50 min.




Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

Tab & vind (2023)

torsdag den 16. februar 2023

Anmeldelse: TURBO på Forbrændingen & THANK YOU HAVE A NICE DAY i Dansekapellet


Fotos: Kasper Nybo Photography og Rumle Skafte.


 
Foto: Kasper Nybo Photography


THANK YOU HAVE A NICE DAY

i Dansekapellet
14.-25. februar 2023

Vi bliver budt indenfor i Center for Eskapisme. På scenen lyser et gult Smiley-ansigt op i mørket, mens der hypnotisk tælles ned til rejsens afgang og til Gunilla Lind Danseteaters opgør med livet, stående på randen af verdens undergang.

”Føler du også at virkeligheden bliver for meget?

Er dine skuldre vokset dig over hovedet?

Gemmer du dig i dine egne skørter?”

Det lyder umiddelbart voldsomt, men det groteske presser sig på – og danser med på scenen i form af to overdrevent smilende ”lykkevejledere”, men let er det ikke, når virkeligheden hele tiden presser sig på. Tryk avler modtryk, og den første kunde på klinikken er helt fastlåst i sine bevægelser, der er svære at få blødt op. Det bliver langsomt bedre, men helt godt bliver det aldrig. Scenografen Kirsten Victoria Lind har helt konkret lavet to dragter, hvor skuldrene er vokset ejeren over hovedet. Det er i samme kulørte storblomstrede stof som de øvrige tre danseres dragter. Det er festligt på en pralende, forløjet måde, der er med til at sætte forestillingens tone. Musikken er udtryksfuldt lagt i hænderne på Kristoffer Rosing-Schow. I starten virker musikken næsten anmassende, for senere at blive helt kælen. Der er indlagt grin, latter og klapsalver. Vi er helt ude på overdrevet i den visuelt overdådige forestilling i Dansekapellet. Bag det hvide snorgardin, der omkranser scenen, kan der anes store skikkelser, der bevæger sig forbi i røg og damp. Er det underbevidstheden, der trænger sig på? Det er i hvert fald betagende med disse forbiglidende skikkelser fra en anden verden, der trækker forbi på bagscenen delvist skjult  bag de agerende.


Foto: Kasper Nybo Photography



Det er med til at forstærke fornemmelsen af, at vi kigger på et postuleret rum, som var livet et stort Tv-show eller måske snarere et realityprogram. På et tidspunkt synker de fem på scenen sammen i et fælles passivt TV-kiggeri, alt imens de uden afbrydelse æder og propper sig. Det er slik og skuespil til folket.


Foto: Kasper Nybo Photography


Koreografen Gunilla Lind er ikke sådan at sætte i boks. Sidste jeg var i Dansekapellet til forestillingen, LOVEU2ND (2019),  blev jeg helt slået bagover. Bagefter anede jeg ikke, hvad jeg havde set – og det var først den efterfølgende morgen, at jeg begyndte at begribe, hvad jeg var blevet udsat for. For det var sært, overrumplende og meget mærkværdigt, men også fascinerende. THANK YOU HAVE A NICE DAY er langt fra så gådefuld og underlig, men stadig rundet af samme store lyst til med dansende billeder at bevæge sig tæt ind på livet af os. Gerne med overrumplende tableauer, overraskende drejninger, stor visuel poesi og massiv musik. Der bliver gået til stålet, selv om THANK YOU HAVE A NICE DAY er  blidere, og alligevel kunne dansernes overdrevne smil også dræbe. Det skal man ikke tage fejl af. Det er forunderligt, for netop den mandlige lykkedanser formåede faktisk at smile så afvæbnende, at det helt tilforladeligt ud, selv om vi vidste, at de var ude på en selvmordsmission. Eller rettere gjaldt det os, for vi var draget med ud på denne mission sammen med danserne Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen og Shuli Nordbek.


Foto: Kasper Nybo Photography


”Læn dig tilbage. Træk vejret dybt. Du er nu nået ind i venteværelset på Center for Eskapisme. Benægtelsernes højborg, hvor du lærer at leve godt, mens skibet går ned. Men måske virker behandlingen ikke helt som den burde?”


Foto: Kasper Nybo Photography


THANK YOU HAVE A NICE DAY


IDÉ OG KONCEPT: Gunilla Lind
KOREOGRAF: Gunilla Lind
DANSERE: Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen, Shuli Nordbek
SCENOGRAF: Kirsten Victoria Lind
KOMPONIST: Kristoffer Rosing-Schow
DRAMATURG: Josefine Elna Ibsen
PRODUCENT: Shuli Nordbek
GRAFISK DESIGN: Tilia Lind Hasselager

Danseforestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinusfonden, A. P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Beckett-Fonden og Københavns Kommune.



*


Foto: Rumle Skafte.

TURBO
på Forbrændingen

14. - 25. februar 2023
(spilles også på P44, Sydhavn Teater og i Høje Gladsaxe)


Scenen på Forbrændingen i Albertslund er meget velegnet til den debuterende dramatiker Frederik Timms stærke og meget mundrette tekst i forestillingen TURBO, der er et joint adventure mellem Mungo Park og Sydhavn Teater. Det er en stærk oplevelse om forbrændingen af et menneske og de drømme, der ikke længere er relevante, når livet pludselig snører sig ind og tager vejret fra én. Mungo Parks Søren Birch Plum og Alexander Mayah-Larsen mødes på scenegulvet med Sydhavns Teaters Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard. Det er Mille Maria Dalsgaard, Sydhavns Teaters afgående kunstneriske leder, der har instrueret, så det er en fryd at opleve de fire veloplagte spillere stramt styret og sluppet endnu friere løs i forestillingen, der har dampen oppe hele vejen igennem.


Foto: Rumle Skafte.


Med en produktionstid på bare tre uger er det knald eller fald, og resultatet er  opløftende. Selv om stykket og dets karaktertegning af de fire personer er en nedstigning i mørket. Det virker symbolsk, at man skal klatre ned ad mange trin for at komme til scenen og tilskuerpladserne, for også forestillingen er en nedstigning, men det sker så veloplagt og  humoristisk, at det er umuligt ikke at blive forført af spillernes stærke energi og dynamiske sammenspil.


Foto: Rumle Skafte.


Det er meget slapstick og klovneri i forestillingen, men det bliver styret med stram hånd og bliver derved et stærkt kunstnerisk greb. Især Søren Birch Plum og Malik Grosos har en fabelagtig god kemi og energi sammen, der slår gnister. De er totalt for meget, men det passer så godt til deres karakterer, der i forestillingen kaldes ”Svampen” og ”Pelikanen”.


Foto: Rumle Skafte.


Teatret kalder det en street-absurdistisk komedie om en ung machomand, der rammes af en altopædende sygdom. I programmet forklares, at ”hormondyr” betyder veltrænet person. At ”sorte skejs” betyder penge, der ikke er blevet betalt skat af. At ”wifey” betyder kæreste med potentiale til at blive kone, og at ”gribbe” betyder kvinder, som efter ens opfattelse kun er ude efter penge. Og dermed er scenen sat.


Foto: Rumle Skafte.


Hovedrollen som Turbo spilles af Alexander Mayah-Larsen, og han gør det skræmmende godt. Det er overraskende at opleve både ham og Søren Birch Plum (begge fra Mungo Park) spille så diamentalt modsatte roller af det, de senest har spillet i på Mungo Parks musikalske ”Ingenmandsland”, men i TURBO er der væsentlig mere drøn på turbinen, og de er meget stærkere her som Svampen og Turbo. Maria Carmen Lindegaard har en voldsom scene, hvor hun binder Turbo til en stol, mens hun skiftevist hudfletter ham med medfølelse og indædt had. Det er stærkt spillet.  


Foto: Rumle Skafte.



Forestillingen spilles på Forbrændingen i Albertslund, i Høje Gladsaxe og på Sydhavn Teater og kommer derved rundt og møder et andet publikum, end den ellers ville have fået. Den får de unge i tale og gør det så godt, at publikum kvitterer med tilråb og taktfast jubel. Det er skønt at opleve.


TURBO 

Medvirkende: 
Søren Birch Plum, Alexander Mayah-Larsen, Malik Grosos, Maria Carmen Lindegaard

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Brian Larsen

Dramatiker, forfatter: Frederik Timm

Producent: Mungo Park

Co-producent: Sydhavn Teater

Arrangør: Sydhavn Teater

*

FORBRÆNDNINGEN
PREMIERE 
Tirsdag 14. Februar kl. 20
Onsdag d. 15. Februar kl. 20
Torsdag d. 16. Februar kl. 20

P44
Fredag d. 17. Februar kl. 20
Lørdag d. 18. Februar kl. 17
Mandag d. 20. Februar kl. 20
Tirsdag d. 21. Februar kl. 20
Onsdag d. 22. Februar kl. 20
Torsdag d. 23. Februar kl. 20

GLADSAXE
Fredag d. 24. Februar kl. 20
Lørdag d. 25. Februar kl. 20


*

Se oversigten over de 

233 andre anmeldelser

*