Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.
Absurd teater, hundeshow - og virkelighed
I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.
Foto: Lars Grundwald.
3 URNER I STUEN
Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.
I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med.
"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."
Foto: Lars Grundwald.
Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til.
Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.
Foto: Lars Grundwald.
Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.
De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.
Foto: Lars Grundwald.
Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.
Foto: Lars Grundwald.
3 URNER I STUEN
3.-10 marts 2022
Sydhavn Teaters P44-intimscene
75 min.
MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg
SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard
PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen
SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels
SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen
TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen
PRODUCENT: Marie Egetoft
Hjemmeside & billetter
*
Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:
Ditte Menneskebarn (2021)
Fjer//Majinski (2018)
Marienborg - Nej tak! (2018)
D´Arc (2016)
*
FETCH!
"I had a vivid dream one night...
I dreamt
I was a dog."
"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde.
Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.
Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.
Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.
Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.
Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.
Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker.
Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.
De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af Johan Kølkjær.
Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os.
Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.
Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt.
"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!
FETCH!
5.-20. marts 2022
Gæstespil af Livingstones Kabinet
på Teater V
Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone
Instruktør: Nina Kareis
Scenograf: Johan Kølkjær
Komponist: Pete Livingstone
Dramaturg: Jörn Burmester Wium
Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Lysdesigner: Sonja Lea
FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.
Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar