Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*