Fotograf: Jon Kort
REVOLUTION PÅ MUNGO PARK
Dramatikeren Nanna P. Tüchsen
har været på fransk research, og det er der kommet en fransk familieskildring
ud af. Bernard (Henrik Prip) er den 65-årige alenefar. Han er tidligere bokser,
men bor nu i garagen hos sin ældste søn, Philippe (Jonas Munck Hansen), der er
politibetjent. Den yngste søn, Marcel (Kasper Dalsgaard) arbejder på Burger
King, er fodboldfan ligesom storebroren og søsteren, Manon (Malin Rømer
Brolin-Tani), der indfanges af TV og, nærmest mod sin vilje, bliver en af de
første der giver De Gule Veste et menneskeligt ansigt. Hun er god til ord, og
det giver hende nogle muligheder, som hun aldrig har haft før, da TV
efterfølgende følger hende for at lave en TV-dagbog over hendes liv og hverdag.
Fotograf: Jon Kort
Men allerførst bydes vi indenfor
af Marie-Antoinette (1755-1793), der i 1770 blev gift med den franske kronprins,
der senere blev til Ludvig den 16. Hun forsøgte at få kongen til at modarbejde
de revolutionære, og det rejste et folkeligt had mod hende, der i sidste ende endte
med at både hun og kongen blev guillotineret i 1793. Den historiske optakt fungerer fint som ramme for den franske nutidshistorie.
Fotograf: Jon Kort
Familiemedlemmerne omtaler sig
selv i 3. person. Det virker overraskende godt, og giver samtidig en nødvendig humoristisk distance. Sproget er rapt og fyldt med overraskelser – ligesom forestillingen.
Scenografien af Frederikke Dalum fungerer dækkende både som historisk og nutidig
ramme, der med enkle greb kan forvandles fra fortid til nutid. De to bagvedstående
storskærme bringer os tæt på De Gule Vestes forstæder og de senere optrin i
Paris´ gader, hvor de to brødre kommer til at stå på hver sin side af
konflikten, men da de bygges op som personer, der er lette at identificere sig
med, kommer det ikke til at virke så skematisk som det lyder, for
forestillingen balancerer elegant mellem det fortællende og det revolutionerende, uden at det på noget tidspunkt krænger over.
Fotograf: Jon Kort
Efter en maveplasker med teatrets
seneste forestilling er Mungo Park tilbage i topform. DE HOVEDLØSE om
Frankrigs Gule Veste har både hoved og krop – og fuld førlighed. Det er svært
og vovet at skabe teater om noget, der foregår her og nu. Så meget desto større
respekt for Mungos vellykkede samtidsforestilling.
Fotograf: Jon Kort
Det er en flot
ensembleforestilling, der er godt og tæt instrueret af teatrets nye leder Anna
Malzer i samarbejde med Johan Sarauw. Virkeligheden banker på, og Mungo Park
lukker den ind. Vivaldis ”Fire Årstider” kæmper med virkeligheden på scenen. Hvem
der vinder, må man selv opleve i den aktuelle forestilling på Mungo Park eller efterfølgende
på Teater Republique i København.
*
Citat fra den flotte A3-teateravis, hvor teatrets leder, Anna Malzer, skriver i lederen:
"For et par måneder siden var jeg i radioen og tale om forestillingen, og før jeg havde sagt mere end en enkelt sætning, så ringede en lytter ind og sagde "Hvad rager det mig i Randers?"... det er teatrets og fiktionens fornemmeste opgave at engagere jer gennem historiefortælling. Så hvad rager det jer i Randers, Allerød eller Gladsaxe? Jamen I bebor, ligesom De Gule Veste, vores globale verden og det demokratiske Europa, som de nu stiller spørgsmålstegn ved om bør eksistere! Bryder Europa sammen, vedrører det sgu da os i Danmark. Stopper den fri handel, vedrører det os. For når franskmændene at vælte en præsident, fordi de smadrer shoppingcentrene og stormer regeringsbygningerne, kommer det samme til at ske i Danmark 10 år senere. Sådan har det altid været. De store lande inspirerer de små. Racespørgsmålene og bilafbrændingerne, der hærgede de franske provinser i 90´erne, er overalt i Malmø nu. Lad os komme ind i den globale kamp, for helvede da!"
Fotograf: Jon Kort
DE HOVEDLØSE
Mungo Park, Fritz Hansens Vej
23, 3450 Allerød
og Teater Republique, Øster
Fælled Torv 34 og 37, 2100 København Ø
Spilleperiode: Mungo Park 22. 1.-
4. 2. 2020 og Teater Republique 7. 2.-18. 2. 2020. (indgår derefter i Mungo
Parks faste repertoire i Allerød).
Varighed: 90 minutter
Dramatiker: Nanna Tüchsen
Instruktør/co-instruktør: Johan
Sarauw & Anna Malzer.
Instruktørassistent: Tamara Mathiesen
Medvirkende:
Malin Rømer
Brolin-Tani, Kasper Dalsgaard, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip
Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum
Syerske: Amanda Mallung
Draperi: Lone Friis &
Mathilde Scharz
Rekvisitør: Therese Jensen
Bygger: Theis Witzel
Lyddesign: Nanna Schleimann
Videodesign: Mikkel Givskov
& Frederikke Dalum
Lysdesign: Mikkel Givskov
*
*
Fotograf: Jon Kort
Ingen kommentarer:
Send en kommentar