torsdag den 7. februar 2019

Anmeldelse: DØDSDANSEN 3.00 af Teatergrad


                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Teater er forførelse. 
DØDSDANSEN 3.00 er forførelse af fineste skuffe.

Strindbergs tekst slår gnister. Det er på én gang dødeligt selvudleverende og frydefuldt rørende. ”Det er synd for menneskene” siger Strindberg i ”Et Drømmespil”. Temaet går igen i ”Dødsdansen”. Det starter med en sang, og ender med en dans. En dødsdans.


                                                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Skuespillet er et kammerspil for 3 personer. Stykkets øvrige tre bipersoner er fjernet i versionen 3.00. Edgar er kaptajn. Hans hustru, Alice, er færing, tidligere skuespillerinde og 10 år yngre end ham. I sin tid gjorde han stormende kur til hende og hun afbrød sin teaterkarriere og giftede sig med ham. Til gengæld lovede hende at de skulle ud at rejse sammen. Det er blevet til fem ture og et samliv, hvor de hader hinanden glødende - nu på 25. år. 


                                                                                           Fotograf: Per Morten Abrahamsen


Strindbergs ”Dødsdansen” kan koges ned til følgende: 
HUN: ”Jeg har altid hadet dig”. 
HAN: ”Jeg har hadet dig endnu mere!” 

Stykket er begsort. De taler ligefrem om ”kærlighedshadet”. Man kan ikke hade uden at elske. Dem man elsker tugter man, og i så fald elsker de hinanden glødende. Strindberg er evigaktuel, og problematikken i hans dramatik er eviggyldig, men sjældent er den opført med et så stort kunstnerisk overskud og glæde. Det er simpelthen sjovt og rørende, men også modbydeligt og ondt. Instruktøren og dramaturgen af denne ny-versionering (meget tro over for originalen) har arbejdet tæt sammen, og resultatet er bjergtagende. Iscenesættelsen er ypperlig og spillet er lige på og hårdt.


                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Festen er rammen omkring de scener fra et ægteskab, som vi bliver vidner til, og som foregår på gulvet imellem de fire langsider med spisende sølvbryllupsgæster. For som publikum bliver vi inviteret med til sølvbryllupsfesten for Alice & Edgar. Det er med fuld forplejning. Der skal synges, laves æresport, danses, skåles og råbes hurra. Undervejs skifter vi pladser flere gange. Sjældent har jeg hygget mig så meget. Jeg får talt med en ung kvindelig læge, der er i gang med at etablere sig som praktiserende læge uden for København og med moren til et multihandicappet barn, der er ved at forberede en udstilling om datteren. Det bliver endnu et lag, der lægger sig oven på forestillingens mange øvrige lag og beriger aftenen yderligere.


                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen


Edgar spilles af Ulver Skuli Abildgaard. Det er en stærk og gribende præstation, der kræver en spiller, der skiftevist skal være glad, jovial og altfavnende, for i næste øjeblik at være infam, dominerende og løgnagtig. Begge dele lykkedes til fulde, fordi Ulver Skuli Abildgaard er så dygtig. Det er en vidunderlig præstation, der i sig selv er det hele værd. Nem er rollen ikke, men den spilles med et så stort menneskeligt overskud og rig tilstedeværelse, at det skiftevist er både forfærdende og betagende at opleve. Over for ham spilles Alice af færingen Gunnvá Zachariasen, med lige så stor gnistrende smerte og sødme. De to er skønne sammen. Men hvad der er oprigtig smerte og livslede, og hvad der er fingeret skuespil i skuespillet er svært at hitte rede i. Sådan er det også for fætteren Kurt, der bliver spillet af svenskeren Matthias Hahne Thorbjörnsson. For det er svært at greje, hvad der er sandhed eller løgn. Det er betagende, fordi spillet er så stærkt og ægte. Der er ingen stilisering. Det spilles i øjenhøjde med publikum. Selv om vi flere gange undervejs jages til at danse og synge, hvad der under andre omstændigheder ville have virket irriterende og manieret, falder her naturligt på plads på denne festaften og bliver en naturlig del af den sølvbryllupsfest, som vi er inviteret med til. Det hele bliver fuldt til dørs af den skønneste vegetarmad, hvor den ene ret efter den anden pirrer smagsløgene som akkompagnement til det fremadskridende drama, som festen er bygget op omkring. 

Strindberg længe leve - og kærlighedshadet også - i hvert fald på teatret!


Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DØDSDANSEN 3.00

af Teater Insite (SV), Teater Tvazz (FO) 
& Teatergrad (DK)

Danske Studenters Roklub, 
Strandvænget 55, 2100 Kbh. Ø.

Originaltekst: August Strindberg
Ny-versionering/dramaturg: Sosha Teperowska (DK)
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann (DK)

Medvirkende:
Ulver Skuli Abildgaard (DK),
Gunnvá Zachariasen (FO)
og
Matthias Hahne Thorbjörnsson (SV)

Scenograf: Ilkka Häikiö (SV)
Kostumer: Isabel Skarby Hay (SV)
Menudesigner: Miia Suhonen (SV)
Kokke: Peter Öberg (SV) & Soniya Sjöberg (SV)

Producenter: 
Erika Lundvall (SV) og Christine Worre Kann (DK)


*

Tid & sted (DK):

5. & 6. februar: The Red Carpet i Vanløse
7., 8. & 9. februar: Danske Studenters Roklub, Khn. Ø.
11., 12. & 13. februar: Vartov, Kbh. K.

Forestillingen havde svensk premiere 
den 22. november 2018 og turnerede i Sverige i januar/februar 2019
- og tager til Færøerne i marts 2019.

Forestillingen spilles på dansk og fordansket svensk krydret med færøske strofer.

De tre teatre mødtes under Nordic Performing Art Days på Færøerne i 2016, hvor ideen til samarbejdet tog form.

*




Fotograf: Per Morten Abrahamsen

------------

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2018:




2016:




2015:





*