Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).
Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.
Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set.
Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.
Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.
Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.
Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.
For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.
Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.
Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen.
Hanne brændte i
fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit
hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige
podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe
til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi
sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt. Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun
slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til
stor glæde for sig selv og andre.
Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det.
Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022):
Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.
Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mange år som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise.
Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.
Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved.
Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.
Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.
SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.
Hør podcasts med Hanne:
"Alt var kun en drøm" (2018)
"En bøn til havet" (2019) - YouTube
"Bare en skål, tak!" (2020)
Læs samtalen:
"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)
*
