Viser opslag med etiketten Ole Bundgaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ole Bundgaard. Vis alle opslag

mandag den 19. januar 2026

Hanne Karin Garborg / Madame Garborg (1956-2026)


Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026). Foto: Michael Svennevig.
 

Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).

Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.


Forside-illustration: Hanne Svennevig. Lay-out: Shohreh Shahrzad


Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set. 


Madame Garborg & Ole Bundgaard: "Alt var kun en drøm"


Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.

Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.


Foto: Tina Lindop.


Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.

Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.



For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.

Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.




Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen. 

Hanne brændte i fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt.  Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til stor glæde for sig selv og andre.


Lay-out: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop. 


Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det. (Læs Hannes egen introduktion til bogen forud for Gammelfestivalen III). 




Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022): 


ÆG & HÅB: "SULT" af og med Madame Garborg. Guitar: Mika Filborne. Instruktion: Naja Månsson


Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.  




Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mere end 30 års virke som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise. 


Sammen med Søren.


Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.  

Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved. 


Sammen med Arabella Neuhaus og Regitze Ahrenfeldt Schrøder fra Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.

Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.

Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.

SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.



Hør podcasts med Hanne:

"Alt var kun en drøm" (2018)

"En bøn til havet" (2019) - YouTube

"Bare en skål, tak!" (2020)

Læs samtalen:

"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)

 

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026)

*





lørdag den 29. juli 2023

Lyriske festivalstemmer: KÆRLIGHED 2023




Præsentation af
festivalens lyriske festivalstemmer
- dag for dag -


fredag den 4. august
kl. 16-21.
i HF Prøvestenen
på Amager

Mød:


Reza Farmand: "Det er blodet der elsket"

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund og den trækker som en magnet de passende ord til sig. I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min seneste digtsamling ”Det er blodet der elsker”. Gnisten, der tændte bålet, var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter." ”Det er blodet der elsker” indgår i den digitale festivalserie ALVERDENS KÆRLIGHED. Digtsamlingen læser op i sin fulde længde i løbet af festivalen. Teksten er fordelt over festivalens 6 dage og læses af skuespillerne: Mette Frank (4. & 5.8.), Lise kamp Dahlerup (8. & 10. 8.), Rebecca Langley  (13.8.) og Laura Kamis Wrang (16.8.) Læs mere.​






​NIKLAS ILSTED SMITH


I indledningen til Niklas Ilsted Smiths debut-digtsamling "Cellekerner og menneskehjerter" (SPRING, 2022) skriver han: "Tak for det hele. Tak for den umulige kamp med at knække koderne. Tak for de søvnløse nætter. Tak vejrmøller i en detektor. Tak for nøgenbadningen i åen. Tak for samtalerne om at føle sig ensom. Tak for døgnet i zodiakallyset. Tak for arret fra en våd aften. Tak for tømmermændene. Tak for at prøve at bygge en sol på jorden. Tak for at insistere på vigtigheden af blødt toiletpapir. Tak for at vise mig skeletblomstens skønhed. Tak for tatoveringen. Tak for robotdysterne i stuen. Tak for jagten på gravitonerne. Tak for endeløse diskussioner om absolut ingenting..."


Foto: Tom Ingvardsen
JENS K

Efter fem dansksprogede album, senest "Skarpladte drømme" fra 2019, er digtsamlingen "polaroid" (byens forlag, 2022) Jens K´s debut-udgivelse. Det er en inderlig og varm vandring gennem en verden af i går, hvor stumper af barndom og opvækst popper op imellem gadens brosten og langer blødt, men bestemt ud efter læseren. Det er vemodig og lyrisk vandring gennem et svundent landskab. Det er første gang Jens K er med på festivalen. Uddrag fra digtsamlingen: "verden er her nu/blød regn over vesterbro/går med stille skridt", "en falmet frakke/en sjælden duft af mørke/du går alene", "der hvor jeg kommer fra/ på hjørnet af ingenting/instamaticskud".



Foto: Tina Lindop

KATHRINE SYBERG ORTEGA

Poetry-slammer, total-performer, sangerskriver og “rapper med mening“, kvinden Kathrine Syberg er tilbage igen. Sidste år gæstede hun festivalen med et par progressive rap-poetry-numre. Bedre kendt som ZenRapKat og way back i 90 erne som SexRapTrine er på banen igen og optræder med både sine gamle stadig relevante tekster samt en masse nyt spot-on levende givende energifyldt rap-poetry. Hun er nok Danmarks første og ældste kvindelige rapper og optræder både med og uden fede beats og har en lang baggrund med musik, performance, pædagogik og teateruddannelser og ikke mindst masser af undergrundssceneerfaring. Læs mere.




OLE BUNDGAARD

​Ole er alsidigheden selv i egen person. Han maler, han komponerer, han digter og han synger og spiller. Det er slet ikke det som Ole ikke gør, for han formår at favne over det hele. Måske fordi han er så god til at samarbejde, for det gør ham til en rigtig god sideman, hvis han da ikke selv er i fokus. Haiku-formen har lagt sig tæt om ham. Men saxofonen er heller aldrig langt væk - og penslen er det heller ikke, Ole var den første modtager af festivalens ALTRUISTISKE PRIS 2018.



STIG DALAGER

Romaner, digte, skuespil og kronikker. Det hele flyder i en inspireret strøm fra en af de mest oversatte nulevende danske forfattere. I samarbejde med Jens Rugsted er der vokset et nyt album frem med digte af Stig Dalager som han selv har indtalt til musikalsk akkompagnement af Jens Rugsted, der har komponeret musikken til. Albummet hedder "SOL" og udkom i foråret. Læs mere. Hør podcast (YouTube).

​​



MEN, OG KVINDER
 - Liveshow med
Kenneth Krabat, 
Morten E. Nørskov 
& Thore Bjørnvig

Digtsymfonien Men, og kvinder opføres af de tre hvide, midaldrende og cis-kønnede digtere. De skriver: "Men det er enkelt. Men det er sammensat. Men du har hørt det hele før. Men, men. Men du findes. Men der er altid et "men" og det er her verden skabes i en kakofoni af stemmer. Digtsymfonien består af tidligere udgivne og helt nye tekster skrevet af digterne. Morten har sidst udgivet PT Akut (forlaget Helle, 2018, lydbog), Kenneth meta-novellen ELEVATO v. 1.81 (nyenova.no, 2023) og Thore Pater familias (Attika, 2022). Men, og kvinder er en ny måde at arbejde sammen på, som udfordrer gængse rammer og grænser og tager lytterne med på en rytmisk rejse gennem tid og rum." Læs mere.



2. festivaldag
tirsdag den 8. august
kl. 15-21
i Global Art Gallery,
Skalbakken 8A
i Vanløse


Mød




EVA BILLESBØLLE TWOREK
& NYNNE TWOREK

Billedkunstneren Eva Billesbølle Tworek og lyrikeren Nynne Tworek er mor og datter, men også jævnbyrdige i udarbejdelsen af den vandreudstilling, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der de sidste tre år har vandret fra sted til sted. I ord, billeder, musik og foredrag har de skildret deres fælles knudepunkt Lea søster og datter, som er født med Downs syndrom og autisme. For 31 år siden, da Lea blev født, skabte Eva også en vandreudstilling, ” Et kromosom for meget”. Nu 30 år efter, er endnu udstillingen blevet til, hvor Nynne skrev en digtsamling ”Glasdøren” og Eva malede en serie malerier ”Øjeblikket”. De begge arbejdede uafhængigt af hinanden, og sammen valgte de at skildre deres fælles knudepunkt LEA med alt hvad det indebærer af kærlighed og frustrationer. Lea 33 år lever et rigt og kreativt liv på det bosted, hvor hun bor med særlige hensyn, og hver søndag er hun hjemme hos forældrene til lagkage og kylling. Resultatet er betagende, men hvad har det betydet for dem? For moren, datteren og for Lea – og for dem alle som familie? Hvordan har interessen været og hvordan har modtagelsen formet sig? Det fortæller de om på festivalen. Hør podcast med Eva (YouTube). Læs mere. Hør podcast med Nynne. Læs mere. Læs opslag (2023)




3. festivaldag,
torsdag den 10. august 2023
kl. 19-21
i Salonen,
Østerbrogade 222,
på Østerbro


Mød:



ORHAN DOGRU

Det poetiske værk ”Mem og Zin”, der er nedfældet på skrift af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani i 1692, er en kurdisk klassiker på 2656 kupletter, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag er et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner. Oversætteren Orhan Dogru introducerer sin oversættelse, der lige er udkommet. Indgår i serien ALVERDENS KÆRLIGHED. Lise Kamp Dahlerup læser uddrag. Læs mere.




kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN,
Dronningensgade 14
på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet i stedet afholdt i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra)

Mød:



Foto: Michael Svennevig & David Blazek

PETER VADIM 
& SALIM ABDALI

​Oplev digt og dans sammen, når den dansk/irakiske digter Salim Abdali læser op fra sin kommende digtsamling ”Det hun er”, der udkommer til efteråret på Det Poetiske Bureau, mens danseren Peter Vadim omdanner ordene til bevægelser og giver sin egen kropslige fortolkning af digtene. Oplev hvordan ord og bevægelser smelter sammen eller støder sammen i det kunstneriske møde mellem digt og dans til festivalafslutningen. Læs mere. Hør podcast (YouTube). Se danseren Peter Vadim tidligere optræden på festivalen i VerdensKulturCentret i forestillingen ”Med og uden fjer”, der indgik i festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016.


*

Se også oversigterne med:






*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*


torsdag den 18. august 2022

Joan Schmidt: 14 festivaløjeblikke

 


Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have. 

Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen tæt, og har skrevet flittigt om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 14 øjeblikke.

Alle fotos er af Joan Schmidt, hvis andet ikke er nævnt (også den grafiske bearbejdelse af dem).


Mens vi venter på forvandlingen...





Michael Svennevigs prolog i akkompagnement af sommeren på højtryk

Prologen begynder sådan og blev læst ypperligt af Ulla Henningsen:

"Jeg elsker ild. Jeg elsker, når ilden prøvende slikker hen over brændet og langsomt æder sig fast, før den flammer op. Det frisætter noget i mig, når jeg sidder og kigger ind i ilden. Måske forestiller jeg mig alt det, der brænder op i ildens luer. Alt det, der nødvendigvis må afbrændes, for at det nye kan komme til syne."

Jeg tvivler på, at Svennevig selv i går havde forestillet sig så magtfuld en naturens manifestation, som vi fik til prologen om ild, der bliver til eksistens, når den brænder og brænder ud. I dette magiske øjeblik bliver der plads til noget nyt – forvandling.
Vi lod os sætte fri af både sommerens og Svennevigs fortærende ild. Vi lutrede tankerne, og tænkte til sidst på at lige om lidt, så kommer det øjeblik, hvor vi ifølge Svennevig kan trække månen i en snor efter os i den kølige nat og ved selvsyn forvisse os om, at indsatsen vil forvandle nat til dag.

Kulturfestival 2022 i PENs gårdhave på Christianshavn.

*



Kontrabogen under træernes kroner
Meget symbolsk lytter vi på Michael Svennevigs festival til Orhan Dogru under de gamle trækroner i PENs gårdhave. Han er et voksent træ, der har slået rødder, dog ikke så gammelt som PEN-træerne. Men Dogru har rødder til fælles med generationerne før ham selv, så vi skal se højt op for at øje det øverste af træets livskraftige top.
Barndommens by er for Orhan Dogru, Kusca i Tyrkiet. Hans rødder blev plantet om til Danmark, hvorfra Orhan Dogru nu ser verden, der kom til at sammensætte sig af familiens kulturarv udsprunget i Anatolien og den danske kulturarv, som den løbende kommer til dem.
Dogru kender til at rejse mod håbet, men også til det at tage afsked med noget elsket i Anatolien og nu i Danmark, hvor familiens bedstefar takker af til livet.
Barnebarnet følger sin bedstefar på vej på den sidste rejse, og inden Zelma må vinke det allersidste farvel, har bedstefaderen overdraget hende sin ’Kontrabog’, der er slægtshistorie, som skal føres videre.
Et tema i bogen er tolerance, som ikke kan reduceres til et dansk-tyrkisk anliggende. Kontrabogen indeholder fx også fortællingen om dengang bedstefaderen mærkede intolerancen på egen krop i Anatolien, da hans nærmeste familie i et landdistrikt ikke ville tolerere hans nye kone, der kom fra en fremmed stor by. Det er langtfra altid kun nationale grænser, der lægger barrierer i vejen for menneskers gode liv. Der skal ikke så stor forskel til for at gøre fremmed.
Et gammelt godt middel imod uvidenhedens intolerance er derfor viden og kendskab. Når vi gør os fortrolige med det tilsyneladende fremmede, er vi på vej til at kunne tolerere det ukendte. Det er den rigtig gode grund til at læse en menneskelig fortælling, skrevet af en mand med et varmt bankende hjerte, om det både at kende sig selv og sin ’fremmede’.

*



Æterisk Ypperstepræstinde spiller på luft

Thulla Christina Wamberg Kronaie optrådte på Michael Svennevigs festival som fortolker af luften. Vi der allerede havde nydt Zigolas musiceren med blomsterne kunne jo ikke for alvor overraskes men nok medrives.
Den atmosfæriske kunstart fik Thulla sat fart i efter et eksotisk møde med en sovjetisk raritet - en theremin (ses også under navnet æterofon). Det vides ikke om rariteten også er på musikantikvariaters røde lister over udryddelsestruede instrumenter.
Grundig google førte Thulla til Frederiksberg, hvor en tidlig model, der angiveligt kun var lidt brugt, kunne købes.
Af luftens musikalske molekyler tryller Thulla insisterende vibrationer ved i besværgende bevægelser og et fast blik overfor instrumentets to antenner at justere henholdsvis volumen og tonehøjden.
Den russiske opfinder Leon Theremin flyttede i 1928 til USA og fik instrumentet patenteret. Og ja, vi kender den besværgende lyd fra Tv-serien ’Barnaby’.
Thulla sluttede sin både æstetiske og æteriske seance af med stykket 'Russisk dans'.

*


Kan man skabe på sorg, skal man?

Ole Bundgaard har rejst de to store eksistentielle spørgsmål.

Der er næppe to mennesker, der kommer igennem sorg på den samme måde. Det væsentlige for processen fra sorg til noget andet er selvsagt, at forandring begynder at indtræde.
Sorgen på følelsernes præmisser alene kan overvælde og nærmest sætte sit sejl over dagene uden udsyn til andet end tab og savn.
Får man derimod held til at transponere sorgens størrelse, som jo også er de minder, man holder af, op fra følelsernes domæne til den del af bevidstheden, der kan skabe ord og musikalske strofer, så sker forandringen. Man får pludselig udtryk for smerten, som man i små bidder kan give fra sig.
Det var, hvad der skete på Michael Svennevigs sidste festivaldag. Til de gamle og de nye venner, som så gerne vil tage imod og give tilbage, spillede og reciterede Ole bidder af sin sorg under overskriften 'Sjov lille melodicyklus til en række haiku'.
Den empatiske fortættethed var nærmest håndgribelig. Et af de øjeblikke hvor empati og sympati ikke kan skilles ad.
Paradokset er, at en festival, hvor livets diversitet eksploderer, også kan være dér, hvor sorg må reagere og lade sig forvandle.

*


Guitar, gedigent og godt

Michael Svennevig er god til at slutte sine festivaldage med lidt musik, der lander tilhørerne efter de mange indtryk, der godt kan udfordre den mentale elasticitet. Ørene skal jo helst vende den rigtige vej, når vi går hjem.
Mikkel Andersen stillede op, og af hjertet tak for det.
Villa Lobos og spansk fingerspil, der tryllede et stykke musik frem, som egentlig ikke rigtig er noget ifølge Mikkel Andersen selv. Det kunne man heldigvis ikke høre på fremførelsen.

*


Med livet i hænderne

Som forberedelse til torsdagens salon med Michael Svennevig, hvor Stig Dalager deltog sammen med Salim Abdali, fik jeg så endelig næsten læst Svennevigs samtalebog baseret på Karen Blixens tese, der tilsiger at ’et menneske bliver først virkeligt, når det fortælles’. Skuespiller Lise Kamp Dahlerup levendegjorde i oplæsning passager fra bogen. Det var i bogstaveligste forstand en oplevelse med livet i hænderne.
Dalager har den alternative teori, at Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed. Selv har jeg i årevis slået mig til tåls, med ’det man vidste fra Kierkegaard selv’, nemlig at filosoffen blev slidt op af Corsaren, skuffelsen over gadedrengene der begyndte at gøre nar og biskoppen med det gejstlige hof, der ikke overraskende var fortørnede over at blive afslørede som søndagsprædikanter.
Dalager har imidlertid valgt at lægge vægt på det nærmest psykologiske narkotikum for Kierkegaard, som møder med ungdommens Regine på spadsereture på Københavns volde, ser ud til at have været. Regine Olsen har trods møderne giftet sig med en mand, der skal være guvernør på De Vestindiske Øer, og nu rejser hun altså i hvert fald i nogle år. Slut er det med 14 års ordløse spadserende træfninger ad stier og stræder. Slut er det med den ’telegraferede mimiske’ kontakt, den dag Regine for første gang i halvanden dekade taler til sin Søren for at ønske ham et godt liv og lade ham vide, at om lidt er hun væk. Et halvt år efter 42 år gammel lader Kierkegaard sig indlægge på Frederiks Hospital for at dø. Dalagers bog, der er en roman og ikke en biografi, tager udgangspunkt i disse begivenheders drama for at udfolde historien om en af Kierkegaards længsler i livet – Regine. Den anden var Gud.
Dalager mener, at Kierkegaards liv væsentligt konstituerer sig gennem indtrykkene af to længsler – en religiøs og en sanselig. Det er plausibelt.
Men hvad ville Søren Kierkegaard nu have sagt til at få ændret litteraturens grundlæggende perspektiv for sit liv og forfatterskab? Han har udtalt sig om dette at vælge det rette ’motto’ til åbningen af et kapitel i en bog således:
’Der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. (Kilde: En endnu Levendes Papirer, 1838)’.
For Dalager er det altså ’Smagen’, ’en høi Grad af Inderlighed i Gjenstanden’ og ’Stemningens Temperatur’, der er på spil, når vi skal læse eller genlæse ’Øjeblikkets Evighed’. Det er det også, når Salim Abdali skal transponere den danske tekst til arabisk og introducere et arabisk publikum for tankegangen om den sanselige kærligheds betydning i den vanskeligt tilgængelige filosofs liv. Den filosof hvis eksistentialisme har udelukket en del læsere på grund af sin sværhedsgrad.
I Søren Kierkegaards ord, så har Dalager nu givet bolden op til at ’smage’ og ’holde øje med Temperaturen’ og tage stilling til ’Graden af Inderlighed i Gjenstanden’. Men også til at nogle læsere i Kierkegaards ord vil lede efter ’om nogle Smaastene knase under Tænderne’ om for eksempel biografisk genkendelighed. For hvor går grænsen imellem en historisk baseret roman, og kravene til det vi sædvanligvis forstår som en biografi. Det er det genremæssige dilemma Dalager lægger arm med.
De små citater fra bogen på først dansk og så arabisk, som vi i går fik læst højt i salonen, var på nutidsdansk ’teasere’, der lover godt for den samlede læsning af værket. Det er velskrevet.

For Søren Kierkegaard er det med livet i hænderne.

*

Foto: Tina Lindop

The man who sleeps under trees

Tom Sonntag leverede ikke kun sit fornemme udstyr til Michael Svennevigs festival, som blandt andet gjorde duet med Zigola og sang med blomsterne mulig. Han berigede os også med sit udprægede musikalske talent og den smukke vokal.
Tom har kæmpet med meget, men han har beriget endnu mere i kolossal mental styrke.
Jeg måtte se din video fra ’the land behind’ flere gange, skifte sprog, vente på et godt foto fra Tina Lindop (min telefon viste sig ikke helt at være opgaven voksen) og penne nogle helt nye linjer, for at sende dig en hilsen som tak for dit uundværlige bidrag på festivalen:

To the Man from the Land Behind

The man who sleeps under trees
and whispers with the bees.
In tunes of a string or two
he captures the forest hue.
Forest secrets rising from the mist
a flute lets tumble like dew of its gist.
The man who tangles with creation
seeks stages of cessation.
He mingles with powers of nature and mind
to bring forward the visible to the blind.
The man from the land behind who empties the bowl
does so in the calls of an owl.

© jsc august 2022

Foto: Michael Svennevig. 
Bagtæppet er malet af en lokal kunstner i HF Prøvestenen

Kære Michael

Det er med dig som med naturens gang og årstiderne. Du springer hvert år for nok en sommerfestival, hvor vi alle bliver bragt ud af trivialiteten og ind i refleksionen, ind til det skønne og foran provokationen under dit festivaltræs krone, der bliver større og større.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der bliver af alle de frø, fnug, fjer, fornemmelser og forsendelser imellem sanserne, som du formidler. Jo, det tør jeg godt. Der kommer sommer… Jeg sender dig derfor mit sommerdigt som tak med særlig hilsen til dit altid opmærksomme æsel.

Spring for en sommer og en festival

Ganske vist ved græssets grænse
uden list man vil det ænse.
Denne lille plet til solen
hilset selv fra Stormogulen.
Strække sig til himlens porte
skal fra stedets muld den sorte
et træ med naturlig krone,
der i sin skygge gør en trone.
I sagte hvislen fra vinden
puster hjerterne hér på kinden.
Raklerne vogter, at sangen klinger,
derved deres frø får vinger.
Varsle vil træet i skyer af kobber
at løvet, skønt vinteren sover,
i hi af de evige lommer,
vil springe for nok en sommer.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



’Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker…’

Kronman har i egen udlægning stor erfaring med at samle publikum stående på en tom vinkasse i traditionens magiske trekant ved Regensen, der har huset de kommende generationers store håb, Trinitatis Kirke der har serveret kirkens trøst og Christian den 4.s Runde Tårn, der gav astronomisk udsyn til sin tid.
For hvorfor skulle kulturarven med guldbogstaverne på ryggen ikke kunne rykkes fra salonernes reoler ud blandt de levende mennesker, som den oprindeligt er skrevet til?
Navnlig fordi på gaden kommer også de mennesker, som ikke er specielt litterært interesserede. Det er dem Kronman gerne vil nå.
Fra sin magiske trekant proklamerede Kronman så for alle dem ’under himlens blå, der var ude at gå’ – 'lørdagsoplagte' og 'lørdagsforsagte', 'brude med brudebuketter', 'familier med sognebørn', 'damefrisører', 'violinister', 'pensionister', 'gadens gardister', 'breakdancedansere', 'hr. og fru Hansen fra Holte' og alle de andre. Ganske som fordums skribenter før Kronman prøvede at få samtiden i tale. Det blev ikke helt forstået af de to kvindfolk, der ville have Kronman anbragt. Men i Kronmans ord, så ’tager lyset den tid, lyset behøver’.
Hele sin street-art-performance tog Kronman med sig til teltet, hvor som udgangspunkt Svennevigs litterære æsel tog imod sammen med et velmotiveret publikum blandt andet bestående af en del fruentimmere, der er fulgt så nogenlunde med lyset.
Michael Svennevigs Sommerfestivaler er et stort telt, hvor kunstnerisk diversitet inviteres indenfor også Christian Kronman med guldbogstaverne på ryggen og benene på vinkassen.

*

Foto: Tina Lindop

Kan man få format på spinat?

Spørg Lena Gemzøe, der serverer verdens bedste brownies, kaffe og iransk læskedrik. Og hun er i egne ord værtinde i kaffe-kagebaren under Michael Svennevigs festival. Hun kunne lige nå det efter at være vel ankommet fra Hyde Park i London, hvor de også står på ølkasser og beriger enhver Londoner, der bare giver sig tid. Værtinden følte sig noget i kontakt med sin ryg efter daglige gåture på 12 kilometer med barnebarnet i London-town, men ellers var hun frisk.
Lena er ikke til at tage fejl af med den vidunderlige hat, som passer til personen, der foruden kaffe kunne servere nogle bemærkelsesværdige gode råd om at lægge ting bag sig og komme videre.
Til daglig er Lena billedkunstner.

Jeg vil med et af mine digte, som jeg synes passer på den person, jeg kun lige har mødt, gerne sende en tak for indsatsen og mødet.

Kan man få format på spinat?

Kan man få format, på spinat?
Kan man vinde, ved vé?
Kan man minde, og dog le?
Kan man være ved de kære,
og dog blive set?
Kan man samle venner til huse,
og selv være muse?
Kan man være gammel nok som ung,
og ung nok som gammel?
Kan man lære ved at leve,
og også leve ved at lære?
Ballet kan nok blive bajer,
men kan bajer blive ballet?
At leve med de forvovne som med de forsagte.
Med de inderste som med de forlagte.
At yde hvad man kan magte,
er det at magte det i livet rakte?
Lad aldrig hjertet forpagte.
Når visdom er stille og uden jag,
så er man i livet med sikker smag.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*

Foto: Tina Lindop

Zigola Pioppo synger med blomsterne

Og Zigola synger smukt. Det gør blomsterne ifølge hende selv ikke altid. De kan også blive kontrære og tie helt stille. Når det ikke lige hjælper at lytte intenst, hvad ser man i den situation så efter? Tja…
Med Zigola selv, så ser man efter smilet. Personligt tror jeg, at det gør blomsterne nok også, i hvert fald Zigolas. Og så synger de jo.
Jeg vil derfor sende Zigola et lille digt, som tak for den charmerende og medrivende workshop på Michael Svennevigs festival:

Hymne til smilet og Zigola

Ved smilet ler vi.
Ved smilet ser vi.
Ved smilet led vi,
for ved smilet véd vi.
Ved smilet spør’ vi, om vi tør tro?
Men uden smilet, får vi da ro?
Ordene de sig bøje,
men ved smilet vi kan os nøje.
Når ordene ikke smiler,
ved smilet vi hviler.

(fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*

Foto: Bodil Thomassen

Kære Jytte Abildstrøm – gøgler af Guds nåde

Det var eftertænksom nydelse, at opleve dig på Michael Svennevigs festival. Jeg vil derfor gerne sende dig et lille forpustet digt, om det pjattede, der ikke desto mindre må finde sin plads i det velkendte, vi kan sætte ord på.
Det vigtigste, du i din karriere har givet os alle, er vel nok dette, at pjat og papir sagtens kan forenes med fornuftig og nødvendig aktivisme på den gode måde. Det gælder trods alt planetens overlevelse – normen for liv… Hvad sker der ved, at vi ler os i den rigtige retning?

I polka for pletter

I polka for pletter
vi futterne letter.
Vi triller for formen,
så holder vi normen.
En høne, en nød
og pletter der snød.
En skrøne, en blød
og tårer der flød.
Buer til is og af røg,
er og er ikke mest for spøg.

(Fra min digtsamling ’Drys fra himlen til mit jeg’)

*



Stikkelsbærbusk i akkompagnement af fløjte og saxofon

Jeg havde ikke lige set det komme, men det var altså stikkelsbærrene i busken, der slog takten an. Dog kom Zigola Pioppo og Ole Bundgaard helt godt efter det - da først elektroderne sad i mulden og på bladet.
Det botaniske oplæg til Michael Svennevigs festival 2022 er så helt afgjort overraskende fornyende...

En dejlig aften
i haveforeningen ved Prøvestenen et stenkast fra Amager Fælled.

*

Foto:Tina Lindop


Vegetativ

Jeg skrev for nogle år siden en lille fantasi om vegetativ tilstand, hvor bevidstheden gror ud af paradokset om først at tømme den.
Hermed tilegner jeg fantasien til de vidunderlige svingninger Bodil, Sheila og Christina på Michael Svennevigs festival lod forplante sig fra deres melodiske krukker til den mentale vegetative respondent i os alle:

En Vegetativ Fantasi

Ser man hér
ser man dér
pletter hviler hver især.
Ser man nær
mon faren værd?
Vægtløs glemsel i myldretid
I stille pause fri for slid.
Vegetativ en lille tid.

(fra min digtsamling 'Drys fra himlen til mit jeg')

*