Viser opslag med etiketten Festival om kærlighed drømme og fællesskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Festival om kærlighed drømme og fællesskab. Vis alle opslag

torsdag den 31. august 2023

Joan Schmidt: 9 festival-øjeblikke


Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have.

 
Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen, og har skrevet om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 9 tekster, der i første omgang blev offentliggjort på Facebook, men her er de samlet for at give dem et længere efterliv. Det er spændende at følge Joans tanker og refleksioner, der snor sig ind og ud og rundt om festivalen. I de oprindelige tekster var der en smuk overensstemmelse mellem teksten og den ledsagende video, der illustrerer de fleste opslag. Her på bloggen er hver tekst illustreret med foto, men der er også link til den tilhørende video. 

Alle fotos er af Joan Schmidt (også den grafiske bearbejdelse af dem).



𝐒𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥𝐞𝐧𝐬 𝐃𝐨𝐰𝐧 𝐌𝐞𝐦𝐨𝐫𝐲 𝐋𝐚𝐧𝐞

𝐦𝐞𝐝 𝐂𝐚𝐭𝐡𝐫𝐢𝐧𝐞 𝐍𝐨𝐫𝐝𝐬𝐞𝐭𝐡⁣

Cathrine Nordseth sang os med vidunderlige jazzede fraseringer ind i associationer til Alice Babs og tilbage til 1935 med den amerikanske ballade I’m in the Mood for Love. En af de sange fra det transatlantiske, der sikkert har givet opdrift til genren chanson française, der netop tonede frem som kulturelt modstykke til amerikansk populærmusik i 50-erne og 60-erne.⁣
På festivalen i år har vi glædet os over både den franske poète chansonnier og det jazzede amerikanske sofisteri for stemmen for slet ikke at tale om norsk sangtradition. For Cathrine Nordseth har både norske og danske rødder.⁣
I 2022 lyttede Svennevig til Ulla Henningsens musikalske oplæsning af hans egen prolog, om ilden der i flammerne bliver til eksistens. I 2023 blev det Catherine Nordseth, der med ukrukket sødme og umådelig charme sluttede festivalen i et par ballader, der gjorde kærlighedens intense følelse næsten kollektivt håndgribelig. Vi skal leve i nuet, og holde os in the mood for love.⁣
Det fik man virkelig lyst til…⁣ Vi gik derfra forelskede i livet.


Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.




𝐒𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥 𝐦𝐞𝐝 𝐟𝐫𝐚𝐧𝐬𝐤 𝐂𝐡𝐚𝐧𝐬𝐨𝐧⁣

Jeg mener, det er første gang vi møder genren hos Svennevig? Det bliver forhåbentligt ikke sidste gang, vi oplever poète chansonnier Frederic Gonzalez-Knudsen i fortrinligt humør med guitaren og familien som backup.⁣
Vi forbinder den musikalske tradition med navne som Maurice Chevaliers, Édith Piaf, Yves Montand, Serge Gainsbourg, Charles Aznavour og med stemninger af alt fra det skandaløse og bizarre til det smukke, ikke mindst det sprogligt finurlige.⁣
Det er musik i gaderne, ved fontainen, cafeerne og klubberne. Det er nu også musik i teltet på Prøvestenen ved Københavns havn. Hvor heldig kan man være?
Og så fik vi et lille sangkursus i en pædagogisk chanson, hvor vi der taler dansk væsentligt bedre end fransk sagtens kunne være med

Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.




𝐑𝐢𝐦 𝐚𝐥𝐝𝐫𝐢𝐠 𝐡𝐣𝐞𝐫𝐭𝐞 𝐩å 𝐬𝐦𝐞𝐫𝐭𝐞
– 𝐬𝐞𝐥𝐯𝐨𝐦 𝐝𝐞𝐭 𝐞𝐫 𝐬𝐚𝐧𝐝𝐭⁣

Efter Inger Christensen rimer Pia Raug aldrig igen hjerte på smerte. Så skynder man sig jo at finde ud af, om man selv har gjort det .⁣
Men ifølge Inger Christensen må man gerne rime kardinaler på galer, stjerner på hjerner og inerti på strategi. Betryggende. Det fremgår af pladecoveret til ‘Det’, jeg for rigtig mange år siden dvs. i 1981 fik af min kære barndomsveninde, der mente, at jeg skulle lytte til Pia Raug. Det kom jeg til, og stor var min glæde, da jeg så, at vi skulle møde min ungdoms fine følsomme kunstner på Prøvestenen i lørdags.⁣ Hun blev akkompagneret af Søren Thuesen.
Vi kom til at opleve den unge Pia Raug, der lagde musik til den ældre Inger Christensen, som ifølge pålidelig kilde til gengæld herefter tog fast ophold på skulderen af Pia. Sådan en skulderkammerat siger man jo ikke nej til. Den ældre Pia Raug har senest givet skulderuglen udsyn til sin indlæsning af en digtsamling udgivet posthumt. Det fik vi en prøve på. Digtet om hvor hemmeligt Inger Christensen engang har boet.⁣
Pia Raug er også kommet dertil i livet, at hun kunne fortælle den alvorlige anekdote om sygdommen, der lukker mennesker inde i bure. Demens er en helt anden måde at bo på i bevidstheden. Og om det er lykkeligt eller ej, så hænder det, at den demente selv kan se på buret udefra. Værd at tænke over.⁣
Pia Raug rimede ikke ligefrem kardinaler på galer, men hun sang en sang skrevet om Dannebrog som fælleseje, der er skrevet med det faste forsæt ikke at kunne bruges til hverken nationalistisk eller ligefrem fascistisk formål. Det er en sang om flaget, der har blafret til så mange af vores glade familiestunder i haveindgangen, på fødselsdagsbordene, side om side med ungernes balloner, men også når vi siger et sidste farvel. En hymne til den klud, der kan pakkes om det, der for os hver især er blevet kære minder fra dér, hvor vi bor.⁣
Pia Raugs signatursang med tekst af Ebba Munk, ’Jeg vil male byen blå’ fra 1979, der for mange måske er det første nummer, de har hørt af Pia, blev også det, der sluttede lørdagen af. Det er efter min opfattelse ren eksistentialisme.⁣
Jeg tør godt sige, at i 2023 er det Pia Raug, der placerer sig på toppen af pladeomslaget. Hun rummer det hele.⁣

Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.




Å𝐛𝐧𝐢𝐧𝐠𝐬𝐝𝐚𝐠 𝐩å 𝐬𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥𝐞𝐧 𝐬𝐥𝐮𝐭𝐭𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝 𝐦𝐮𝐬𝐢𝐤,
𝐝𝐞𝐫 𝐫𝐨𝐤𝐤𝐞𝐫 𝐭𝐢𝐥𝐡ø𝐫𝐞𝐫𝐧𝐞⁣
Kan man bedømme kunstnere på noget bedre end deres tilskuere og tilhørere? Nej vel…⁣
Henrik Camillo Duo med Søren Høirup på elguitar kom fra Fyn for at spille på Prøvestenen, og tak for det. Årets festival har været rig på musik i alle genrer.⁣
Som det fremgår af det lille klip her, så får alle auto-dokumentarister konkurrence til stregen. Hvad gjorde vi egentlig med vores oplevelser, før vi fik smartphones til at dele dem på og med?⁣
Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.


Foto: Tina Lindop


𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞 𝐝𝐞𝐟𝐢𝐧𝐞𝐫𝐞𝐫 𝐨𝐬 𝐢𝐤𝐤𝐞
– 𝐝𝐞𝐭 𝐠ø𝐫 𝐯𝐢 𝐬𝐞𝐥𝐯⁣

Jeg har meldt mig ind i Brobyggerne, og mandag var jeg på Rysensteen gymnasium for at lytte til debatten med Flemming Rose, Ditlev Tamm og Naveed Baig monitoreret af Özlem Cekic. Der var betryggende enighed om, at danske muslimer og danske ikke-muslimer indtil nu under koranafbrændingskrisen har optrådt med demokratisk modenhed.⁣
Optrinene med Rasmus Paludan og Danske Patrioter har udmærket sig ved nærmest ikke at have tilskuere. Det samme har vist været tilfældet i Sverige. Ingen dansk pøbel har truet muslimer, og ingen dansk muslimsk pøbel har truet ikke-muslimer. At Danmark og Sverige alligevel har måttet skærpe grænsekontrollen, skyldes ikke primært skandinaviske forhold men reaktioner andre steder i verden, hvor demokratisk ytringsfrihed ikke er en værdi men en skændsel. Det er så en helt anden historie.⁣
I det liberale demokrati defineres vi ikke ved vores familier, men som de personer vi er, og det vi siger og gør. Det ændrer ikke ved, at vi kan føle os nødsaget til at forklare vores familierelationer. Inden Martin Paludan i går på Svennevigs sommerfestival kom frem til at læse op fra sin sjove bog, fik vi på plads, at han har en søster, der arbejder med poesi og skriver bøger, og at han har en bror, der brænder bøger. En god pointe for hvilken søskende skulle så i givet fald definere Martin, hvis nu det var sådan, at vi skulle acceptere at blive defineret ved vores familie?⁣
Det skal vi heldigvis ikke i det liberale demokrati, hvor familier ikke har automatisk juridisk ansvar for hinanden, ligesom familie heller ikke kan pålægge sine medlemmer at dele en bestemt tro eller livsopfattelse. Vi har i det liberale demokrati ikke familiejurisdiktion, hvilket udelukker, at familie kan organisere sig som moralsk meningspoliti, der kan monitorere og sanktionere familiemedlemmer, som afviger fra en eller anden familiær opfattelse, der defineres som den eneste rigtige måske endda sande.⁣
Martin Paludans udgivelse lige om lidt tager udgangspunkt i en familiehistorie, for en vis del inspireret af hans egen. Vi fik en smagsprøve, og Tina Lindop har fanget en lille sekvens. Martin Paludan taler igennem sin bog til sin forældreside med en opdragende ligefremhed, der rigeligt måler sig med den, vi så ofte ser forældre tage udgangspunkt i, når de prøver at få børn til at rette ind. Hvor får de børn det dog fra?⁣
Teksten er sjov, rigtig sjov. Den flyder i en sproglig strøm af veltalenhed, og den blev leveret af en ualmindelig oplagt forfatter, der lyder til at have fået styr på familieproportionerne i sit eget liv.⁣
Gudskelov, at Martin Paludan er barn af det liberale demokratis normer for personlig frihed til kritisk tænkning og kreativ meningsudvikling.

Her er et link til den ledsagende video.




”Ø𝐣𝐞𝐛𝐥𝐢𝐤𝐤𝐞𝐭 𝐛𝐚𝐠 𝐝ø𝐫𝐞𝐧” – 𝐞𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐛𝐚𝐠 ø𝐣𝐞𝐭?⁣
Der er mange øjne i mødet med familien Billesbølle Tworek. For aldrig har klicheen været mere sand, om at det er øjnene, der ser, det kommer an på. Også øjnene på den 𝘭𝘪𝘭𝘭𝘦 𝘶𝘧𝘰𝘳𝘶𝘥𝘴𝘦𝘵𝘦 𝘱å 𝘣𝘶𝘦𝘯 𝘧𝘰𝘳 𝘓𝘦𝘢𝘴 𝘷𝘦𝘳𝘥𝘦𝘯 – måske det ekstra gen?⁣
‘Glasdøren’ er Nynne Billesbølle Tworeks digtsamling om sin søster Lea (33 år). ’Øjeblikke’ er Eva Billesbølle Tworeks malerier af og om datteren Lea.⁣
Vandreudstillingen ’Øjeblikket bag glasdøren’ er mor og søsters fælles anstrengelse for at give os andre indblik i Leas verden, der ikke har et sprog i ord, men bestemt et rigt sprog af lyde og mimik. Kommunikation eller bare aflæsning af Lea afhænger for omgivelserne af, om vi kan lære Leas sprog - en tidskrævende opgave. Lea kan lære, men for at komme forbi den kapacitet hun selv har, er hun afhængig af omgivelser, der kan tilegne sig, hvordan det bedst sker for Lea. I livsløbet har familien afluret, hvad Lea mener, og for at kunne tale tilbage til Lea også opøvet Leas måde at kommunikere på.⁣
Bortset fra at forstå betydningen af lyde og mimik, så er udfordringen for familiens tredje sprog selvfølgelig at bemestre aflæsning af følelser, men jo også at kunne tale til følelser. Eva indviede mig på sommerfestivalen i et lille eksempel, hvor det konkrete er indlysende for både Eva og Lea. Situationen er, at Lea har brug for at få klippet negle på sin hånd, men Lea accepterer kun at få klippet en ad gangen med meget lange pauser. En lille opgave kan jo så blive en langvarig affære, medmindre man kan få lukket følelsesmæssigt op, for det der blokerer for Leas vilje til at medvirke. Det er ikke sikkert, at hverken en fast hånd eller bestemt mimik er løsningen – tværtimod. Eva fandt så på at grine af det fjollede og få skabt en stemning af, at det hele er ingenting og bare sjov og ballade Eva og Lea er fælles om. Så kom hånden frem, og alle negle kunne klippes på én gang. For hvem vil ikke gerne være med, når der er grin i gaden?⁣
Der ikke noget usædvanligt i at forstå, at sprog tales med både ord, mimik og følelser. Det særlige ved Leas tilfælde er måske, at ligningen for hendes sprog indeholder en forholdsmæssigt større andel følelser for hver ytring, end tilfældet vil være for Leas søster Nynne. At holde sig på omgangshøjde med denne emotionelle fordring kan utvivlsomt være en hverdagsudfordring i konkurrence med kravene til alt det, der jo altid skal gøres.⁣
Eva Billesbølles billeder, fra de første af ønskebarnet med det ekstra kromosom fra for 33 år siden til billederne i dag af kvinden Lea, fastholder på lærredet momenter, hvor Eva er lykkedes med at se gennem glasdøren ind til Lea og så fastholde øjeblikkets indtryk, så vi andre kan se med. Mange af disse øjeblikke er resultatet af tillid og fantasi til at bringe sig på samme frekvens som Lea.⁣
Nynne Billesbølle oversætter for os i tekst og digte, noget af det der kan ses og også siges igennem den transparente forhindring, der adskiller Lea fra den almindelige verden:⁣
𝘒æ𝘳𝘦 𝘓𝘦𝘢⁣
𝘋𝘶 𝘦𝘳 𝘷𝘰𝘬𝘴𝘦𝘵 𝘰𝘱 𝘮𝘦𝘥 𝘢𝘯𝘥𝘳𝘦 𝘧𝘰𝘳𝘶𝘥𝘴æ𝘵𝘯𝘪𝘯𝘨𝘦𝘳 𝘦𝘯𝘥 𝘫𝘦𝘨.⁣
𝘈𝘭𝘭𝘪𝘨𝘦𝘷𝘦𝘭 𝘩𝘢𝘳 𝘷𝘪 𝘧𝘰𝘳𝘮å𝘦𝘵 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘧𝘰𝘳𝘣𝘶𝘯𝘥𝘦𝘵.⁣
𝘋𝘶 𝘦𝘳 𝘦𝘵 𝘮𝘦𝘯𝘯𝘦𝘴𝘬𝘦, 𝘴𝘰𝘮 𝘫𝘦𝘨 𝘢𝘭𝘵𝘪𝘥 𝘷𝘪𝘭 𝘦𝘭𝘴𝘬𝘦, 𝘧𝘰𝘳𝘥𝘪 𝘥𝘶 𝘦𝘳 𝘮𝘪𝘯 𝘴ø𝘴𝘵𝘦𝘳.⁣
𝘋𝘦𝘳𝘧𝘰𝘳 𝘩𝘢𝘳 𝘫𝘦𝘨 𝘴𝘬𝘳𝘦𝘷𝘦𝘵 𝘦𝘯 𝘣𝘰𝘨 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘣𝘢𝘳𝘯𝘥𝘰𝘮, 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 ø𝘫𝘦𝘣𝘭𝘪𝘬𝘬𝘦, 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘳𝘦𝘭𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯.⁣
𝘔𝘦𝘥 𝘬æ𝘳𝘭𝘪𝘨𝘩𝘦𝘥 𝘥𝘪𝘯 𝘭𝘪𝘭𝘭𝘦𝘴ø𝘴𝘵𝘦𝘳.⁣

𝐅𝐨𝐭𝐨: Familien Billesbølle Tworek og malerier af Eva Billesbølle Tworek.




𝐌𝐨𝐧𝐨𝐥𝐨𝐠𝐞𝐧 𝐬𝐨𝐦 𝐬𝐣æ𝐥𝐞𝐬𝐨𝐫𝐠𝐞𝐧𝐬
𝐌𝐨𝐝𝐮𝐬 𝐎𝐩𝐞𝐫𝐚𝐧𝐝𝐢⁣

I Madame Garborgs livshistorie indgår forholdet til hendes mor. Der er meget mor og datter aldrig fik talt om. For pludseligt skal man ikke længere overveje, hvornår man næste gang skal ringe; man skal aftale de sidste detaljer med en bedemand. Så bliver for alvor tilværelsen alvorlig.⁣
Som modus operandi i det, der kan forekomme uløseligt, har monologen, hvor datteren taler til sin mor in absentia, vist sig trods alt at kunne skabe en form for afklaring i Madame Garborgs tilfælde. For det er i et vist omfang muligt selv at sætte ord på, hvad den fraværende mor ville have sagt. Der er svar, der springer af sig selv, og det der bliver tilbage at forholde sig til skrumper trods alt ind. Det er sørgeligt at have et mellemværende med Løvens Kemiske Fabrik; men det ville vel være værre at have et med moderens personlighed?⁣
Kan det være rigtigt, at det gælder for os alle, at der trods alt er visse livliner, modus operandi, vi er nødt til at takke ja til i mangel af bedre valg?⁣
Er det for dristigt at sige, at det kunstneriske produkt som Michael Svennevig og Madame Garborg på sommerfestivalen tilsammen skaber er oliemaleriet af levet liv med indslag af forsøg på dokumentarisme, så godt som det kan lade sig gøre under de omstændigheder, der er blevet Garborgs livsvilkår?⁣

Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.


Bogomslag: Shohreh Shahrzad


𝐇𝐯𝐞𝐫 𝐝𝐚𝐠 𝐡𝐚𝐫 𝐬𝐢𝐧 𝐞𝐠𝐞𝐧 𝐟𝐚𝐫𝐯𝐞,
𝐦𝐞𝐧 𝐝𝐞𝐧 𝐬𝐚𝐦𝐦𝐞 𝐢𝐤𝐤𝐞-𝐥𝐚𝐭𝐭𝐞𝐫𝐥𝐢𝐠𝐞 𝐥𝐢𝐯𝐬𝐟𝐨𝐫𝐦⁣
De fleste af os har hørt om gadedigteren, ligesom vi kender til gadejuristen, gadepræsten og andre såkaldte gadetjenester. Det drejer sig om, at personer, der sætter pris på mennesker, går ud ad deres dør, for at møde andre dér, hvor de er med et digt, et juridisk råd, sjælesorg eller helbredsmæssig håndsrækning.⁣
Man fristes til at sige, at gadetjenester netop bør være at finde i Søren Kierkegaards hjemland. I bogen ’Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed’, hvor han tænker over ’hemmeligheden i al Hjælpekunst’ skriver han: "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der." Det har Benthe Ploug gjort til en livsform for fortælleren i hendes nye bog.
På Sommerfestival blev vi indviet i, at Benthe Plougs fortæller rejser i tog, sidder på bænke, cafeer og på biblioteker, og hvor hun end befinder sig, så bliver hun inviteret med på rejser i andre menneskers livshistorier eller i hvert fald dele deraf. Selv er hun nem at få i tale, og det falder hende ligeså let at indlede en kontakt. Derfra er det så op til den nye ven for en stund at beslutte, hvor langt talevenskabet skal blive. Alt fra en hilsen til minutter eller måske lidt mere.⁣
Benthe Plougs figur er ikke terapeut. Hun påberåber sig heller ikke at være ihændehaver af ’Quick-fix’ til mennesker med ondt i livet. Hun stiller sig simpelthen til rådighed for samtalen, der for nogen ikke kan føres med andre, men bør føres. For atter andre er det måske hjælp til at lukke damp ud fra den mentale trykkoger i god tid, før den kommer ud af sig selv med for stor kraft. Det kan også være hverdagens almindelige trakasserier, der kan få en helt ny farve, blot ved at blive fortalt til en med sans for farver, der vil lytte.⁣
Søren Kierkegaard har i ’Enten, Eller’ også sagt, at ’Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt’. Benthe Plougs karakter har ikke travlt, men er rejsende i koloreret tid. Hun må jo kunne sin Kierkegaard…⁣
I Dansk Forfatterforenings Seniorgruppes netop udgivne antologi ’Et vigtigt brev’ skriver Benthes fortæller til en 9.A på Margretheholmskolen om sit ikke-latterlige engagement i tid til en samtale. På årets kulturelle Sommerfestival fik vi en lille prøve på den opfindsomme tekst.⁣

Der er ingen video til dette opslag,
men se alligevel et uddrag 
videoklip på YouTube (38:38)


𝐑𝐨𝐧𝐧𝐢 𝐀𝐛𝐞𝐫𝐠𝐞𝐥𝐬 𝐦𝐞𝐧𝐧𝐞𝐬𝐤𝐞𝐛𝐢𝐛𝐥𝐢𝐨𝐭𝐞𝐤 
𝐩å 𝐍ø𝐫𝐫𝐞 𝐀𝐥𝐥é 𝟕 ⁣


Vi er mange, der så småt er ved at være fortrolige med konceptet ’walk and talk’, måske ligefrem grænsende til det trivielle. Men hvor mange véd, at også ’read and talk’ er et muligt koncept. En del af os er opdragede med, at på biblioteker er man stille, og man fører ikke samtaler med sidemanden på læsesalen. Men det gør man i ’𝐓𝐡𝐞 𝐇𝐮𝐦𝐚𝐧 𝐋𝐢𝐛𝐫𝐚𝐫𝐲’/𝐦𝐞𝐧𝐧𝐞𝐬𝐤𝐞𝐛𝐢𝐛𝐥𝐢𝐨𝐭𝐞𝐤𝐞𝐭, for her går mødet med den levende bog netop ud på at lære at ’læse’ et andet menneske ved at se og høre på personen i stedet for at lade os fylde med allehånde stereotypier, om hvordan nogen helt sikkert er.⁣
Ronni Abergel var gæst til en samtale på Svennevigs sommerfestival. Her er et link til menneskebiblioteket, hvor man kan se, hvad der særligt er på programmet, hvordan man låner en menneskebog til en samtale og køber en 'unjudge someone' mulepose: https://www.merch.menneskebiblioteket.dk/shop
𝐔𝐧𝐣𝐮𝐝𝐠𝐞 𝐬𝐨𝐦𝐞𝐨𝐧𝐞. Det er parolen. Princippet det er at gå til kilden. Det er den gamle velprøvede kritiske strategi. ⁣
Men hvordan kan det dog ske, at nogen kan være ihændehaver af domme, der skal ombedømmes, uden at have oplevet noget, de kan smagsdømme om? Det sker, hvis man overtager smagsdomme andre mennesker har afsagt, så at sige, i bedste fald fordi man har tillid til en person; men det kan jo også have sin forklaring derved, at man befinder sig i en social sammenhæng, der dikterer smagsdomme, som ikke kan fravælges, fx fordi de begrundes religiøst, politisk eller som gruppenorm. At forkaste en smagsdom kan have den konsekvens, at man forkaster den sociale gruppetryghed, man selv nyder godt af.⁣
Fordomme eller stereotypier, der dyrkes som del af sociale dynamikker, har den uvægerlige konsekvens, at enkeltpersoner eller persongrupper stigmatiseres i smagsdommenes for det meste fordummende populisme.⁣
Det interessante ved Ronni Abergels engagement er, at det er blevet internationalt, hvilket i sig selv er en markør for, hvorfor vi skal tage det alvorligt. På trods af lovgivning i mange lande, der i termer af racisme og injurier prøver at regulere stigmatiseringer knyttet til køn, race, etnicitet, alder, seksualitet, handicap, sygdom og sikkert også andet, så er fordommene en realitet, og de er svære at udrydde.⁣ Vi har ikke at gøre med et luksusproblem.
Skal vi kun slås med en personlig forudindtagethed, kommer vi jo nok hen på det bibliotek og får talt med en levende bog, vi ikke før har ’læst’. Men skal vi for alvor ryste fordommene, ville det måske være mere virkningsfuldt at invitere religiøse og politiske overhoveder og trendsættere til samtaler, der meget gerne må foregå i det offentlige rum, så vi alle kan smagsbedømme forløbet.⁣
Vi kunne da i hvert fald prøve at gøre det ubehageligt for de sociale kræfter, der præserverer undertrykkende stigmatiseringer i vores samfund.⁣

Se det oprindelige Facebook-opslag
 med den tilhørende video.

*

Læs flere af Joans Schmidts tanker og refleksioner
som hun offentliggjorde i kølvandet på sidste års festival.
De kan læses samlet her:


Læs mere om festivalen.

torsdag den 3. august 2023

FESTLIG MAD OG DRIKKE PÅ FESTIVALEN 2023

  

Foto: Michael Svennevig.

På de 3 første festivaldage er der skøn grøn mad om aftenen. 


Til festivalopvarmningen og  festivalåbningen i HF Prøvestenen på Amager - samt på 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse står menuen på den spanske tomatsuppe GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen. Den serveres med hjemmebagte nøddeboller.  Det er undertegnede, der står for det.




Til festivalåbningen er det i øvrigt Lena Gemzøe, der sørger for de hjemmebagte kager og for kaffe og te.


Velkomstdrikken alle tre dage er den kølige iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.



3. festivaldag i SALONEN på Østerbro har man selv mulighed for at købe drikkevarer og andet. 


Til afslutningen på Christianshavn er der -traditionen tro- min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.


Så, velkommen på festivalen, der åbner i dag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.


Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Alice Maud Guldbrandsen har været med i mange år. Eva Billesbølle Tworek hjælper også med maden i Vanløse. Emmanul udlåner sin ladcykel, så jeg kan komme rundt med det hele (og hjælper også med at stille anlæg op!). 

Uden alle de mange ildsjæle kunne det slet ikke lade sig gøre at lægge op til så meget KÆRLIGHED, drømme og fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!


Foto: Michael Svennevig.

Læs også Madame Garborgs hyldest til mad og digtning:

*

Læs mere om festivalen 

FORVANDLING eller ej

Se festivalen på Facebook.


*

tirsdag den 1. august 2023

Bodil Thomassen: Klangmeditation og plantesang

 

Foto: Majka Bjørnager.

 

 Bodil Thomassen forklarer:

"Hver gang jeg skal begynde en klangmeditation, har jeg brug for et øjeblik, hvor jeg står midt mellem mine syngeskåle, har tændt for min lille plantedevicer og er helt klar til start. I det lille øjeblik forsvinder nervøsiteten og sindsro fylder mig. Jeg har jo den hjælp og støtte, jeg har brug for.

Hver gang jeg sætter en skål i svingninger, lever den sit eget liv. Lydene og vibrationerne er skålenes, ikke mine. Når jeg slår på en skål, har jeg sendt det afsted og noget andet overtager. Hvor lyden skal hen og hvordan den bliver modtaget, er lydens eget ansvar. 

Som planten der synger. Jeg tilslutter deviceren, finder et blad og giver det jordforbindelse, og maskinen bliver pludselig plantens stemmebånd.

Det skaber så stor en tryghed for mig at vide, at den lille plante, der ikke kan andet end at være plante, er der i rummet og tiden sammen med mig. Den hjælper mig og den er altid ærlig. Den er direkte fra naturen og altid i nuet.


Foto: Majka Bjørnager.


Da jeg første gang mødte syngeskålen og mærkede vibrationen og dens stemme, var det forelskelse. Brusende, stormende lykke og en dyb dyb indre ro, der fortalte mig, at alt var muligt. Jeg var en del at den store lykkelige evighed.

Da jeg første gang hørte plantesang, var det som den trofaste kærlighed, min allerbedste ven. En ven, der så længe der er planter på jorden, vil være der for mig. I dag kan jeg ikke forestille mig en klangmeditation uden at have en plante med. Hver gang en skåls tone er ved at forsvinde hen i stilhed, er planten der. Nogle gange højt og meget, andre gange lidt og stille. Men den er der og fortæller, at vi alle er en del af den store og ubegribelige natur. Den dybe ro og afslappethed som skålene skaber i krop og i tankerne, bliver forstærket at en enkelt lille plantes sang.

Skålene giver kroppen mulighed for at slippe mere og mere, blive mere og mere stille. Tankerne bliver langsomme, dovne og lettere at slippe. Planten er som et tæppe, der er hele vejen rundt om os, og fyldt med liv. Vi er en del af den store natur, der er alle steder. Hvert eneste lille blad, har en sang.

For mig skaber det en utrolig tryghed at vide, at der er så meget liv omkring mig, der aldrig kan fordømme mig. Men altid bare er, som det er. Altid er ægte og ærlig. Med den viden kan jeg møde mennesker, hvor de er. Uden for meget angst eller hovmod. Lidt mere i balance, bare der hvor vi nu er. Som mennesker, som individer, som gode og dårlige, perfekte og fyldt med fejl. Der er noget omkring os, der er så meget større."

 Til festivalens NACHSPIEL - et hemmeligt sted i Husum (og som offentliggøres dagen inden) - bliver Bodil assisteret af Christina Svennevig


Foto: Michael Svennevig.

Hør hende fortælle om sig vej til syngeskålene 

podcasten fra 2019 (YouTube). Læs mere.


Foto: Majka Bjørnager (udsnit).

 Mød 

Bodil Thomassen 

Christina Svennevig
til
festivalens 
onsdag den 16. august 2023 kl. 19.30-21
et hemmeligt sted i Husum, 
der offentliggøres dagen inden.

Tag selv noget med at sidde på, hvis du vil sidde blødt. Vi sørger for stole og bænke.
Der vil være læ for vejr og vind - og en ganske særlig akustik.
Tag også meget gerne en termokande te eller kaffe med.




*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

mandag den 31. juli 2023

Musikalske & malende festivalstemmer: KÆRLIGHED 2023

 Præsentation af

festivalens 
musikalske & malende 
festivalstemmer
- dag for dag -

fredag den 4. august
kl. 16-21.
i HF Prøvestenen
på Amager

Mød:


Foto: Michael Svennevig


TOM SONNTAG
 
”The man who sleeps under trees” er titlen på Tom Sonntags seneste album. Naturen spiller en stor rolle for Tom, der er opvokset på en gård i en lille sydfinsk landsby. Allerede som 9-årig fik han konstateret muskelsvind, så hans far sørgede for, at Tom i stedet fik musikalske muligheder og udfordringer. De spillede sammen til fester og baller, og da Tom mange år senere kom til København, blev han betaget af alle de muligheder, som den musikalske tilværelse i København kunne tilbyde ham. Tom maler, filmer, komponerer, spiller og synger. Selvfølgelig giver sygdommen begrænsninger, men Tom lever et meget aktivt liv - og bruger naturen som nok den største inspirationskilde til sin musik. Læs mere. (YouTube).



Foto: MØLLER

RITHVA LANDLER

​Rithva Landler (født 1969) er visuel kunstner og hverdagspoet med galleri og atelier i Basement Art Studio på Frederiksberg. Rithva arbejder med genbrugskunst og klassisk billedkunst. Alt visuelt uden begrænsning – og har gjort det gennem 30 år. ”Først brugte jeg mange år på at lære alt muligt, og bagefter brugte jeg lige så lang tid på at aflære det igen, for at finde hen til mit eget udtryk.” Rithvas farver er meget mættede, meget sanselige og farverige. Ja, nærmest sydlandske. Hendes værker griber ud efter beskueren. Man bliver ligefrem suget ind i hendes billeder. ”Kunst er et sprog uden ord. Mit sprog. Alle de valg - jeg tager – materialer, strøg, farver… er min melodi, min passion, min livsholdning, der kommer til udtryk.” Til festivalopvarmningen er hun sammen med Ole Bundgaard. Læs mere. Hør podcast (YouTube).


5. august 2023
kl. 12-20
i HF Prøvestenen
på Amager


Mød:

Foto: Michael Svennevig.

NETKA ELISABETH BACH

Kom og fold traner sammen med Netka på festivalen. Allerede som 25-årig begyndte Netka Elisabeth Bach at folde traner af papir. I gave havde hun fået en papirtrane, og da den gik i stykker, ville hun lære at folde en ny. På den japanske ambassade fik hun tips til, hvordan det skulle gribes an – og lige siden har hun foldet traner. Nogle gange af forgyldt tykt papir, og så mange, at hun også kunne lave uroer af dem. Netka har også lavet papirklip, plakater og illustrationer. Men som ung var Netka ude for en alvorlig trafikulykke. Det betød, at der var nogle ting hun aldrig kunne tilegne sig, så derfor er det altid andre, der har opfordret hende til de forskellige opgaver. Det har ikke været let, men det har alligevel resulteret i et meget virksomt liv med priser og opgaver. Læs mere. Hør podcast (YouTube).


Foto: Michael Svennevig

​SUSANNA HARTMANN

har illustreret "Ramlas Verden" af Vicky Devi Smidt.
"Jeg har levet af at illustrere (primært) bøger siden 1972. Har illustreret over 280 bøger til dato, heraf skrevet de 23 selv." Men hvordan finder man ud af, hvordan en tekst skal se ud, når den gives liv i tegning og streg? Susanna fortæller om arbejdet og samarbejdet med Vicky Devi Schmidt, der har skrevet serien "Ramlas Verden". Hør podcast (YouTube). Læs mere.



METTE SORAYA SVANE

”Det startede nok med min far, der var jazzmusiker og trompetist. Som 14-årig skrev jeg min første sang, der hed ”På vej”. Det er en glad sang, og jeg har altid hevet mig selv op ved at synge og danse. Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Det startede med karnevallet i København i 1980´erne. Bagefter rejste jeg rundt i mange mellemøstlige lande og lærte mange nye danse. Men jeg har også skrevet børnebogen ”Pigen med Fuglenæbbet”, illustreret af Maj Olika. Den rejser jeg også rundt med som fortælle-forestilling, hvor jeg med musik og dans kombinerer det hele.” Indgår i serien ET ANDET BLIK. Læs mere. Hør podcast. (YouTube).


Foto: Michael Svennevig

ILSE WHITEHEAD

​Maleren Ilse Whitehead får mange kommentarer, når hun udstiller sine malerier. Det er malede nærbilleder af blomsternes inderste støvdragere og frøkapsler. Nærbillederne er så intense og overrumplende i deres formater og farveglød, at det signalerer en overvældende sensualitet, det gør det til intime malerier, hvor vi ser noget, vi ikke plejer at se. Ilse tager os med ind i en hemmelig verden, hvor farver, flader og nuancer males tæt og glidende hen over hinanden. Men der er også landskabsmalerierne fra Sverige, Grækenland og Danmark. Det er ofte landskaber uden mennesker. Vi befinder os i en verden, hvor alting smyger sig om hinanden. Af og til kommer det tæt på det surrealistiske, så et af Dalis dryppende ure ville slet ikke falde ved siden af, for vi befinder os i et univers, hvor alting vender og vrider sig i nye former og farver. Alting er i forvandling Ligesom det er i naturen. Læs mere. Hør Podcast. (YouTube).



Foto: Tina Lindop

JYTTE ABILDSTRØM

Jytte Abildstrøm behøver ingen nærmere præsentation. Jytte er en kær gæst på festivalen i Prøvestenen, når hun i år for 6. gang medvirker med fællessang og fortællinger fra et langt liv (født 1934). Jytte er en miljøorkan og er brobygger mellem det alternative og det etablerede, men mest af alt er hun brobygger mellem mennesker. Ikke mindst når det gælder de forskellige generationer på festivalen, når hun med humor, fortællinger og sang fortæller om, hvorfor det er vigtigt at holde hjertet varmt, men også at massere lattermusklerne. For som Jytte siger: ”Så kan det kun gå fremad!” . Hør podcast i to dele: 1. & 2. del. Hør optagelsen fra sidste år​.


Foto: Michael Svennevig

Frederic Gonzalez-Knudsen

"Jeg er fransk, fra omegnen af Paris, og flyttede til Danmark i 1999 og fik en familie. Vi har boet i Frankrig, Danmark og Brasilien, hvor jeg har været en del af forskellige musikalske konstellationer. Senest er jeg med i bandet Straight On som forsanger. Vi holder til i udkanten af København. Jeg begyndte at skrive sange i 2021, fordi jeg havde behov for at udtrykke mig, men syntes ikke at jeg kunne gøre det med ord alene. Jeg skriver sange både på engelsk og fransk."
På festivalen vil Frederic mest synge på fransk. Han beskriver selv sine sange som spændende fra glade melodier til mørke ballader med stor kærlighed til rocken.​





CATHRINE NORDSETH


”Jeg er født i Norge og opvokset i Danmark. Jeg synger og skriver sange på både på norsk og dansk, og jeg har sunget og spillet for børn og voksne, blandt andet sammen med Marilyn Mazur i "Primiband" og "Trylleorkesteret", i "Venter på Far", "Jagten på det hemmelige orkester" med Katharina Baetz og "De små sover" med Finn Poulsen Jeg skriver mine sange på guitar, klaver eller ukulele, og spiller også på kæbeharpe. Jeg er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorie og ellers i livets skole!"



Foto: Michael Svennevig


TOM SONNTAG
 
”The man who sleeps under trees” er titlen på Tom Sonntags seneste album. Naturen spiller en stor rolle for Tom, der er opvokset på en gård i en lille sydfinsk landsby. Allerede som 9-årig fik han konstateret muskelsvind, så hans far sørgede for, at Tom i stedet fik musikalske muligheder og udfordringer. De spillede sammen til fester og baller, og da Tom mange år senere kom til København, blev han betaget af alle de muligheder, som den musikalske tilværelse i København kunne tilbyde ham. Tom maler, filmer, komponerer, spiller og synger. Selvfølgelig giver sygdommen begrænsninger, men Tom lever et meget aktivt liv - og bruger naturen som nok den største inspirationskilde til sin musik. Læs mere. (YouTube).





KATHRINE HEILESEN/VALKYRA

Sangeren og musikeren Kathrine Heilesen med kunstnernavnet Valkyra er en haveforeningens egne stærke musikalske multikunstnere. På albummet ”Valkyrie” synger hun inspireret af oldnordisk og keltisk folkemusik. Musikken virker tidløs, for den er er på én gang både ny og gammel, og har en gennemgående nordisk tone, der får hende til at lyde som en middelalderlig kvindelig skjald, og hendes evne til at spille på utallige fremmedklingende strengeinstrumenter forstærker kun det indtryk. Selv om den elektriske guitar, som hun også ynder, gør hendes udtryk meget mere moderne.​ Se YouTube-video.




Henrik Camillo Duo

Henrik Camillo og Simon Høirup fandt sammen for et par år siden og spiller som duo numre fra Henriks dansksprogede sangrepertoire. Sange, der hylder livet, håbet og kærligheden, men også iblandet samfundskritiske temaer. De har spillet til div. festivaler og events, men det er første gang de medvirker på festivalen. Læs mere
 
tirsdag den 8. august
kl. 15-21
i Global Art Gallery,
Skalbakken 8A
i Vanløse


Mød:
RUBENS BALLADE

er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Udover hans soloprojekt “Rubens Ballade” spiller han i to andre bands, og skriver sange om både stort og småt, men har gennem de sidste år skrevet sange, der er båret frem af hans engagement i kampen for en mere human flygtningepolitik, næret af kontakten med flygtninge og mødet med Bedsteforældre for Asyl. Hør nummret han har skrevet til festivalen i år, der var med på den indledende podcast med festivaltekster. Se filmklip fra festivalen i 2021.




EVA BILLESBØLLE TWOREK
& NYNNE TWOREK

Billedkunstneren Eva Billesbølle Tworek og lyrikeren Nynne Tworek er mor og datter, men også jævnbyrdige i udarbejdelsen af den vandreudstilling, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der de sidste tre år har vandret fra sted til sted. I ord, billeder, musik og foredrag har de skildret deres fælles knudepunkt Lea søster og datter, som er født med Downs syndrom og autisme. For 31 år siden, da Lea blev født, skabte Eva også en vandreudstilling, ” Et kromosom for meget”. Nu 30 år efter, er endnu udstillingen blevet til, hvor Nynne skrev en digtsamling ”Glasdøren” og Eva malede en serie malerier ”Øjeblikket”. De begge arbejdede uafhængigt af hinanden, og sammen valgte de at skildre deres fælles knudepunkt LEA med alt hvad det indebærer af kærlighed og frustrationer. Lea 33 år lever et rigt og kreativt liv på det bosted, hvor hun bor med særlige hensyn, og hver søndag er hun hjemme hos forældrene til lagkage og kylling. Resultatet er betagende, men hvad har det betydet for dem? For moren, datteren og for Lea – og for dem alle som familie? Hvordan har interessen været og hvordan har modtagelsen formet sig? Det fortæller de om på festivalen. Hør podcast med Eva (YouTube). Læs mere. Hør podcast med Nynne. Læs mere. Læs opslag (2023)



torsdag den 10. august 2023
kl. 19-21
i Salonen,
Østerbrogade 222,
på Østerbro


Mød:
RUBENS BALLADE

er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Udover hans soloprojekt “Rubens Ballade” spiller han i to andre bands, og skriver sange om både stort og småt, men har gennem de sidste år skrevet sange, der er båret frem af hans engagement i kampen for en mere human flygtningepolitik, næret af kontakten med flygtninge og mødet med Bedsteforældre for Asyl. Hør nummret han har skrevet til festivalen i år, der var med på den indledende podcast med festivaltekster. Se filmklip fra festivalen i 2021.

Søndag den 13. august 2023kl. 13-16 
i gårdhaven ved Dansk PEN,
Dronningensgade 14
på Christianshavn.
(i tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet i stedet afholdt i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra)

Mød:




Foto: Michael Svennevig

BENEDICTE RIIS

​/Tante Andante har en lang række bogudgivelser bag sig. Lige så mange rejser og mange flere sangkompositioner. Geografisk strækker det sig over hele kloden. Benedicte har rejst rundt med sine sange og historier gennem mere end 40 år. Først med etableringen af Tante Andante-huse rundt omkring i verden. Siden har hun sejlet havene tynde – og nu gælder det så H. C. Andersen og bagefter Karen Blixen. ”Der var engang…” Benedicte Riis/Tante Andante har altid en historie og en sang i ærmet… Modtager af festivalens Altruistiske Pris 2022. Læs mere. Hør podcast (YouTube).





Foto: Michael Svennevig.

ANNEMETTE ALBRECTSEN

​Annemette Albrectsen arbejdede først 25 år som kostumedesigner til teatrene, men lavede også haute couture og brudekjoler. Det var alt det, hun havde drømt op, men det var alligevel på tide at søge videre. To af pavillonerne ind til Kongens Have blev til galleri og teater. Det blev til 12 år der, og det hele blev samlet, da Annemette for 7 år siden overtog Salonen på Østerbrogade 222. Det blev til kombineret galleri og cafe – og stadig med plads til Verdens Mindste Teater. Men en dag var det igen tid at drage videre, og det er stående på tærsklen til denne nye rejse, at Annemette er med på festivalen. Læs mere. Hør podcast (YouTube).


*

Festivalens NACHSPIEL
onsdag den 16. august 2023
kl. 19.30-21
- et hemmeligt sted i Husum




Foto: Majka Bjørnager

BODIL THOMASSEN

Bodil Thomassen fortæller om klangmeditation og plantesang:” Hver gang jeg sætter en skål i svingninger, lever den sit eget liv. Lydene og vibrationerne er skålenes, ikke mine. Når jeg slår på en skål, har jeg sendt det afsted og noget andet overtager. Hvor lyden skal hen og hvordan den bliver modtaget, er lydens eget ansvar. Som planten der synger. Jeg tilslutter deviceren, finder et blad og maskinen bliver pludselig plantens stemmebånd. Da jeg første gang mødte syngeskålen og mærkede vibrationen og dens stemme, var det forelskelse. Brusende, stormende, lykke og en dyb dyb indre ro, der fortalte mig, at alt var muligt. Jeg var en del at den store lykkelige evighed. Da jeg første gang hørte plantesang, var det som den trofaste kærlighed, min allerbedste ven. En ven, der så længe der er planter på jorden, vil være der for mig. I dag kan jeg ikke forestille mig en klangmeditation, uden at have en plante med.”



Foto: Michael Svennevig

CHRISTINA  SVENNEVIG

”Jeg har altid været søgende, og min rejse har været meget lang. Der er noget andet end det vi bare kan se. Men jeg havde pakket det væk i mange år, for jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle bruge det til. Som barn var jeg én, der læste meget. Ja, jeg læste alt det jeg kunne komme i nærheden af. Umiddelbart lå det ikke i kortene at jeg skulle begynde at spille på nepalesiske klangskåle.” Christinas møde med de klangskåle, der siden kom til at betyde så meget for hende – kan opleves på festivalens nachspiel. Læs mere. Hør podcast (YouTube).



Foto: Ole Bundgaard

ROSENVINGE, CHRISTENSEN & SVENNEVIG

​Trioen har spillet sammen i ca. 20 år. To guitarer og percussion. Nogle gange én guitar og akkordion sammen med percussion. Hvad er det egentlig I spiller? Nogle siger at det er "tango-musik". Det er egentlig en god betegnelse som vi glade tager til os. For selv ved vi det ikke. Vi spiller bare af hjertens lyst, og følger efter musikken dér, hvor den bringer os hen. Det er på lange rejser gennem fjerne kontinenter. Musikken er ofte improviseret, men det er kapelmesteren, der lægger rammen med sin spanske akustiske guitar, mens solisten spiller ind over den, med den særlige nordafrikanske eller måske rettere mellemøstlige klang som den båndløse guitar har, der er indkøbt i Istanbul. Nogle gange er det også på melodica. Percussionisten spiller på en omvendt messingtromme af ukendt oprindelse. Skindet bruges næsten aldrig, men den let bulede messingoverflade giver en slags indisk inspireret tabla-klang. Især i de hurtigt løbende passager. Hør YouTube-lydvideo:

*


*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*