Det er blevet til en inspireret lystvandring i en forunderlig have.
Tak til Joan Schmidt, der har fulgt festivalen, og har skrevet om nogle af de øjeblikke, der især har indprentet sig hos hende. Det er blevet til disse 9 tekster, der i første omgang blev offentliggjort på Facebook, men her er de samlet for at give dem et længere efterliv. Det er spændende at følge Joans tanker og refleksioner, der snor sig ind og ud og rundt om festivalen. I de oprindelige tekster var der en smuk overensstemmelse mellem teksten og den ledsagende video, der illustrerer de fleste opslag. Her på bloggen er hver tekst illustreret med foto, men der er også link til den tilhørende video.
Alle fotos er af Joan Schmidt (også den grafiske bearbejdelse af dem).
𝐒𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥𝐞𝐧𝐬 𝐃𝐨𝐰𝐧 𝐌𝐞𝐦𝐨𝐫𝐲 𝐋𝐚𝐧𝐞
𝐦𝐞𝐝 𝐂𝐚𝐭𝐡𝐫𝐢𝐧𝐞 𝐍𝐨𝐫𝐝𝐬𝐞𝐭𝐡
Cathrine Nordseth sang os med vidunderlige jazzede fraseringer ind i associationer til Alice Babs og tilbage til 1935 med den amerikanske ballade I’m in the Mood for Love. En af de sange fra det transatlantiske, der sikkert har givet opdrift til genren chanson française, der netop tonede frem som kulturelt modstykke til amerikansk populærmusik i 50-erne og 60-erne.
På festivalen i år har vi glædet os over både den franske poète chansonnier og det jazzede amerikanske sofisteri for stemmen for slet ikke at tale om norsk sangtradition. For Cathrine Nordseth har både norske og danske rødder.
I 2022 lyttede Svennevig til Ulla Henningsens musikalske oplæsning af hans egen prolog, om ilden der i flammerne bliver til eksistens. I 2023 blev det Catherine Nordseth, der med ukrukket sødme og umådelig charme sluttede festivalen i et par ballader, der gjorde kærlighedens intense følelse næsten kollektivt håndgribelig. Vi skal leve i nuet, og holde os in the mood for love.
Det fik man virkelig lyst til… Vi gik derfra forelskede i livet.
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
𝐒𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥 𝐦𝐞𝐝 𝐟𝐫𝐚𝐧𝐬𝐤 𝐂𝐡𝐚𝐧𝐬𝐨𝐧
Jeg mener, det er første gang vi møder genren hos Svennevig? Det bliver forhåbentligt ikke sidste gang, vi oplever poète chansonnier Frederic Gonzalez-Knudsen i fortrinligt humør med guitaren og familien som backup.
Vi forbinder den musikalske tradition med navne som Maurice Chevaliers, Édith Piaf, Yves Montand, Serge Gainsbourg, Charles Aznavour og med stemninger af alt fra det skandaløse og bizarre til det smukke, ikke mindst det sprogligt finurlige.
Det er musik i gaderne, ved fontainen, cafeerne og klubberne. Det er nu også musik i teltet på Prøvestenen ved Københavns havn. Hvor heldig kan man være?
Og så fik vi et lille sangkursus i en pædagogisk chanson, hvor vi der taler dansk væsentligt bedre end fransk sagtens kunne være med
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
𝐑𝐢𝐦 𝐚𝐥𝐝𝐫𝐢𝐠 𝐡𝐣𝐞𝐫𝐭𝐞 𝐩å 𝐬𝐦𝐞𝐫𝐭𝐞
– 𝐬𝐞𝐥𝐯𝐨𝐦 𝐝𝐞𝐭 𝐞𝐫 𝐬𝐚𝐧𝐝𝐭
Efter Inger Christensen rimer Pia Raug aldrig igen hjerte på smerte. Så skynder man sig jo at finde ud af, om man selv har gjort det .
Men ifølge Inger Christensen må man gerne rime kardinaler på galer, stjerner på hjerner og inerti på strategi. Betryggende. Det fremgår af pladecoveret til ‘Det’, jeg for rigtig mange år siden dvs. i 1981 fik af min kære barndomsveninde, der mente, at jeg skulle lytte til Pia Raug. Det kom jeg til, og stor var min glæde, da jeg så, at vi skulle møde min ungdoms fine følsomme kunstner på Prøvestenen i lørdags. Hun blev akkompagneret af Søren Thuesen.
Vi kom til at opleve den unge Pia Raug, der lagde musik til den ældre Inger Christensen, som ifølge pålidelig kilde til gengæld herefter tog fast ophold på skulderen af Pia. Sådan en skulderkammerat siger man jo ikke nej til. Den ældre Pia Raug har senest givet skulderuglen udsyn til sin indlæsning af en digtsamling udgivet posthumt. Det fik vi en prøve på. Digtet om hvor hemmeligt Inger Christensen engang har boet.
Pia Raug er også kommet dertil i livet, at hun kunne fortælle den alvorlige anekdote om sygdommen, der lukker mennesker inde i bure. Demens er en helt anden måde at bo på i bevidstheden. Og om det er lykkeligt eller ej, så hænder det, at den demente selv kan se på buret udefra. Værd at tænke over.
Pia Raug rimede ikke ligefrem kardinaler på galer, men hun sang en sang skrevet om Dannebrog som fælleseje, der er skrevet med det faste forsæt ikke at kunne bruges til hverken nationalistisk eller ligefrem fascistisk formål. Det er en sang om flaget, der har blafret til så mange af vores glade familiestunder i haveindgangen, på fødselsdagsbordene, side om side med ungernes balloner, men også når vi siger et sidste farvel. En hymne til den klud, der kan pakkes om det, der for os hver især er blevet kære minder fra dér, hvor vi bor.
Pia Raugs signatursang med tekst af Ebba Munk, ’Jeg vil male byen blå’ fra 1979, der for mange måske er det første nummer, de har hørt af Pia, blev også det, der sluttede lørdagen af. Det er efter min opfattelse ren eksistentialisme.
Jeg tør godt sige, at i 2023 er det Pia Raug, der placerer sig på toppen af pladeomslaget. Hun rummer det hele.
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
Å𝐛𝐧𝐢𝐧𝐠𝐬𝐝𝐚𝐠 𝐩å 𝐬𝐨𝐦𝐦𝐞𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥𝐞𝐧 𝐬𝐥𝐮𝐭𝐭𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝 𝐦𝐮𝐬𝐢𝐤,
𝐝𝐞𝐫 𝐫𝐨𝐤𝐤𝐞𝐫 𝐭𝐢𝐥𝐡ø𝐫𝐞𝐫𝐧𝐞
Kan man bedømme kunstnere på noget bedre end deres tilskuere og tilhørere? Nej vel…
Henrik Camillo Duo med Søren Høirup på elguitar kom fra Fyn for at spille på Prøvestenen, og tak for det. Årets festival har været rig på musik i alle genrer.
Som det fremgår af det lille klip her, så får alle auto-dokumentarister konkurrence til stregen. Hvad gjorde vi egentlig med vores oplevelser, før vi fik smartphones til at dele dem på og med?
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
Foto: Tina Lindop
𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞 𝐝𝐞𝐟𝐢𝐧𝐞𝐫𝐞𝐫 𝐨𝐬 𝐢𝐤𝐤𝐞
– 𝐝𝐞𝐭 𝐠ø𝐫 𝐯𝐢 𝐬𝐞𝐥𝐯
Jeg har meldt mig ind i Brobyggerne, og mandag var jeg på Rysensteen gymnasium for at lytte til debatten med Flemming Rose, Ditlev Tamm og Naveed Baig monitoreret af Özlem Cekic. Der var betryggende enighed om, at danske muslimer og danske ikke-muslimer indtil nu under koranafbrændingskrisen har optrådt med demokratisk modenhed.
Optrinene med Rasmus Paludan og Danske Patrioter har udmærket sig ved nærmest ikke at have tilskuere. Det samme har vist været tilfældet i Sverige. Ingen dansk pøbel har truet muslimer, og ingen dansk muslimsk pøbel har truet ikke-muslimer. At Danmark og Sverige alligevel har måttet skærpe grænsekontrollen, skyldes ikke primært skandinaviske forhold men reaktioner andre steder i verden, hvor demokratisk ytringsfrihed ikke er en værdi men en skændsel. Det er så en helt anden historie.
I det liberale demokrati defineres vi ikke ved vores familier, men som de personer vi er, og det vi siger og gør. Det ændrer ikke ved, at vi kan føle os nødsaget til at forklare vores familierelationer. Inden Martin Paludan i går på Svennevigs sommerfestival kom frem til at læse op fra sin sjove bog, fik vi på plads, at han har en søster, der arbejder med poesi og skriver bøger, og at han har en bror, der brænder bøger. En god pointe for hvilken søskende skulle så i givet fald definere Martin, hvis nu det var sådan, at vi skulle acceptere at blive defineret ved vores familie?
Det skal vi heldigvis ikke i det liberale demokrati, hvor familier ikke har automatisk juridisk ansvar for hinanden, ligesom familie heller ikke kan pålægge sine medlemmer at dele en bestemt tro eller livsopfattelse. Vi har i det liberale demokrati ikke familiejurisdiktion, hvilket udelukker, at familie kan organisere sig som moralsk meningspoliti, der kan monitorere og sanktionere familiemedlemmer, som afviger fra en eller anden familiær opfattelse, der defineres som den eneste rigtige måske endda sande.
Martin Paludans udgivelse lige om lidt tager udgangspunkt i en familiehistorie, for en vis del inspireret af hans egen. Vi fik en smagsprøve, og Tina Lindop har fanget en lille sekvens. Martin Paludan taler igennem sin bog til sin forældreside med en opdragende ligefremhed, der rigeligt måler sig med den, vi så ofte ser forældre tage udgangspunkt i, når de prøver at få børn til at rette ind. Hvor får de børn det dog fra?
Teksten er sjov, rigtig sjov. Den flyder i en sproglig strøm af veltalenhed, og den blev leveret af en ualmindelig oplagt forfatter, der lyder til at have fået styr på familieproportionerne i sit eget liv.
Gudskelov, at Martin Paludan er barn af det liberale demokratis normer for personlig frihed til kritisk tænkning og kreativ meningsudvikling.
”Ø𝐣𝐞𝐛𝐥𝐢𝐤𝐤𝐞𝐭 𝐛𝐚𝐠 𝐝ø𝐫𝐞𝐧” – 𝐞𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐛𝐚𝐠 ø𝐣𝐞𝐭?
Der er mange øjne i mødet med familien Billesbølle Tworek. For aldrig har klicheen været mere sand, om at det er øjnene, der ser, det kommer an på. Også øjnene på den 𝘭𝘪𝘭𝘭𝘦 𝘶𝘧𝘰𝘳𝘶𝘥𝘴𝘦𝘵𝘦 𝘱å 𝘣𝘶𝘦𝘯 𝘧𝘰𝘳 𝘓𝘦𝘢𝘴 𝘷𝘦𝘳𝘥𝘦𝘯 – måske det ekstra gen?
‘Glasdøren’ er Nynne Billesbølle Tworeks digtsamling om sin søster Lea (33 år). ’Øjeblikke’ er Eva Billesbølle Tworeks malerier af og om datteren Lea.
Vandreudstillingen ’Øjeblikket bag glasdøren’ er mor og søsters fælles anstrengelse for at give os andre indblik i Leas verden, der ikke har et sprog i ord, men bestemt et rigt sprog af lyde og mimik. Kommunikation eller bare aflæsning af Lea afhænger for omgivelserne af, om vi kan lære Leas sprog - en tidskrævende opgave. Lea kan lære, men for at komme forbi den kapacitet hun selv har, er hun afhængig af omgivelser, der kan tilegne sig, hvordan det bedst sker for Lea. I livsløbet har familien afluret, hvad Lea mener, og for at kunne tale tilbage til Lea også opøvet Leas måde at kommunikere på.
Bortset fra at forstå betydningen af lyde og mimik, så er udfordringen for familiens tredje sprog selvfølgelig at bemestre aflæsning af følelser, men jo også at kunne tale til følelser. Eva indviede mig på sommerfestivalen i et lille eksempel, hvor det konkrete er indlysende for både Eva og Lea. Situationen er, at Lea har brug for at få klippet negle på sin hånd, men Lea accepterer kun at få klippet en ad gangen med meget lange pauser. En lille opgave kan jo så blive en langvarig affære, medmindre man kan få lukket følelsesmæssigt op, for det der blokerer for Leas vilje til at medvirke. Det er ikke sikkert, at hverken en fast hånd eller bestemt mimik er løsningen – tværtimod. Eva fandt så på at grine af det fjollede og få skabt en stemning af, at det hele er ingenting og bare sjov og ballade Eva og Lea er fælles om. Så kom hånden frem, og alle negle kunne klippes på én gang. For hvem vil ikke gerne være med, når der er grin i gaden?
Der ikke noget usædvanligt i at forstå, at sprog tales med både ord, mimik og følelser. Det særlige ved Leas tilfælde er måske, at ligningen for hendes sprog indeholder en forholdsmæssigt større andel følelser for hver ytring, end tilfældet vil være for Leas søster Nynne. At holde sig på omgangshøjde med denne emotionelle fordring kan utvivlsomt være en hverdagsudfordring i konkurrence med kravene til alt det, der jo altid skal gøres.
Eva Billesbølles billeder, fra de første af ønskebarnet med det ekstra kromosom fra for 33 år siden til billederne i dag af kvinden Lea, fastholder på lærredet momenter, hvor Eva er lykkedes med at se gennem glasdøren ind til Lea og så fastholde øjeblikkets indtryk, så vi andre kan se med. Mange af disse øjeblikke er resultatet af tillid og fantasi til at bringe sig på samme frekvens som Lea.
Nynne Billesbølle oversætter for os i tekst og digte, noget af det der kan ses og også siges igennem den transparente forhindring, der adskiller Lea fra den almindelige verden:
𝘒æ𝘳𝘦 𝘓𝘦𝘢
𝘋𝘶 𝘦𝘳 𝘷𝘰𝘬𝘴𝘦𝘵 𝘰𝘱 𝘮𝘦𝘥 𝘢𝘯𝘥𝘳𝘦 𝘧𝘰𝘳𝘶𝘥𝘴æ𝘵𝘯𝘪𝘯𝘨𝘦𝘳 𝘦𝘯𝘥 𝘫𝘦𝘨.
𝘈𝘭𝘭𝘪𝘨𝘦𝘷𝘦𝘭 𝘩𝘢𝘳 𝘷𝘪 𝘧𝘰𝘳𝘮å𝘦𝘵 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘧𝘰𝘳𝘣𝘶𝘯𝘥𝘦𝘵.
𝘋𝘶 𝘦𝘳 𝘦𝘵 𝘮𝘦𝘯𝘯𝘦𝘴𝘬𝘦, 𝘴𝘰𝘮 𝘫𝘦𝘨 𝘢𝘭𝘵𝘪𝘥 𝘷𝘪𝘭 𝘦𝘭𝘴𝘬𝘦, 𝘧𝘰𝘳𝘥𝘪 𝘥𝘶 𝘦𝘳 𝘮𝘪𝘯 𝘴ø𝘴𝘵𝘦𝘳.
𝘋𝘦𝘳𝘧𝘰𝘳 𝘩𝘢𝘳 𝘫𝘦𝘨 𝘴𝘬𝘳𝘦𝘷𝘦𝘵 𝘦𝘯 𝘣𝘰𝘨 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘣𝘢𝘳𝘯𝘥𝘰𝘮, 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 ø𝘫𝘦𝘣𝘭𝘪𝘬𝘬𝘦, 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘳𝘦𝘭𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯.
𝘔𝘦𝘥 𝘬æ𝘳𝘭𝘪𝘨𝘩𝘦𝘥 𝘥𝘪𝘯 𝘭𝘪𝘭𝘭𝘦𝘴ø𝘴𝘵𝘦𝘳.
𝐅𝐨𝐭𝐨: Familien Billesbølle Tworek og malerier af Eva Billesbølle Tworek.
𝐌𝐨𝐧𝐨𝐥𝐨𝐠𝐞𝐧 𝐬𝐨𝐦 𝐬𝐣æ𝐥𝐞𝐬𝐨𝐫𝐠𝐞𝐧𝐬
𝐌𝐨𝐝𝐮𝐬 𝐎𝐩𝐞𝐫𝐚𝐧𝐝𝐢
I Madame Garborgs livshistorie indgår forholdet til hendes mor. Der er meget mor og datter aldrig fik talt om. For pludseligt skal man ikke længere overveje, hvornår man næste gang skal ringe; man skal aftale de sidste detaljer med en bedemand. Så bliver for alvor tilværelsen alvorlig.
Som modus operandi i det, der kan forekomme uløseligt, har monologen, hvor datteren taler til sin mor in absentia, vist sig trods alt at kunne skabe en form for afklaring i Madame Garborgs tilfælde. For det er i et vist omfang muligt selv at sætte ord på, hvad den fraværende mor ville have sagt. Der er svar, der springer af sig selv, og det der bliver tilbage at forholde sig til skrumper trods alt ind. Det er sørgeligt at have et mellemværende med Løvens Kemiske Fabrik; men det ville vel være værre at have et med moderens personlighed?
Kan det være rigtigt, at det gælder for os alle, at der trods alt er visse livliner, modus operandi, vi er nødt til at takke ja til i mangel af bedre valg?
Er det for dristigt at sige, at det kunstneriske produkt som Michael Svennevig og Madame Garborg på sommerfestivalen tilsammen skaber er oliemaleriet af levet liv med indslag af forsøg på dokumentarisme, så godt som det kan lade sig gøre under de omstændigheder, der er blevet Garborgs livsvilkår?
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
Bogomslag: Shohreh Shahrzad
𝐇𝐯𝐞𝐫 𝐝𝐚𝐠 𝐡𝐚𝐫 𝐬𝐢𝐧 𝐞𝐠𝐞𝐧 𝐟𝐚𝐫𝐯𝐞,
𝐦𝐞𝐧 𝐝𝐞𝐧 𝐬𝐚𝐦𝐦𝐞 𝐢𝐤𝐤𝐞-𝐥𝐚𝐭𝐭𝐞𝐫𝐥𝐢𝐠𝐞 𝐥𝐢𝐯𝐬𝐟𝐨𝐫𝐦
De fleste af os har hørt om gadedigteren, ligesom vi kender til gadejuristen, gadepræsten og andre såkaldte gadetjenester. Det drejer sig om, at personer, der sætter pris på mennesker, går ud ad deres dør, for at møde andre dér, hvor de er med et digt, et juridisk råd, sjælesorg eller helbredsmæssig håndsrækning.
Man fristes til at sige, at gadetjenester netop bør være at finde i Søren Kierkegaards hjemland. I bogen ’Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed’, hvor han tænker over ’hemmeligheden i al Hjælpekunst’ skriver han: "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der." Det har Benthe Ploug gjort til en livsform for fortælleren i hendes nye bog.
På Sommerfestival blev vi indviet i, at Benthe Plougs fortæller rejser i tog, sidder på bænke, cafeer og på biblioteker, og hvor hun end befinder sig, så bliver hun inviteret med på rejser i andre menneskers livshistorier eller i hvert fald dele deraf. Selv er hun nem at få i tale, og det falder hende ligeså let at indlede en kontakt. Derfra er det så op til den nye ven for en stund at beslutte, hvor langt talevenskabet skal blive. Alt fra en hilsen til minutter eller måske lidt mere.
Benthe Plougs figur er ikke terapeut. Hun påberåber sig heller ikke at være ihændehaver af ’Quick-fix’ til mennesker med ondt i livet. Hun stiller sig simpelthen til rådighed for samtalen, der for nogen ikke kan føres med andre, men bør føres. For atter andre er det måske hjælp til at lukke damp ud fra den mentale trykkoger i god tid, før den kommer ud af sig selv med for stor kraft. Det kan også være hverdagens almindelige trakasserier, der kan få en helt ny farve, blot ved at blive fortalt til en med sans for farver, der vil lytte.
Søren Kierkegaard har i ’Enten, Eller’ også sagt, at ’Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt’. Benthe Plougs karakter har ikke travlt, men er rejsende i koloreret tid. Hun må jo kunne sin Kierkegaard…
I Dansk Forfatterforenings Seniorgruppes netop udgivne antologi ’Et vigtigt brev’ skriver Benthes fortæller til en 9.A på Margretheholmskolen om sit ikke-latterlige engagement i tid til en samtale. På årets kulturelle Sommerfestival fik vi en lille prøve på den opfindsomme tekst.
Der er ingen video til dette opslag,
men se alligevel et uddrag
på den 1. festivalsamling af
videoklip på YouTube (38:38)
𝐑𝐨𝐧𝐧𝐢 𝐀𝐛𝐞𝐫𝐠𝐞𝐥𝐬 𝐦𝐞𝐧𝐧𝐞𝐬𝐤𝐞𝐛𝐢𝐛𝐥𝐢𝐨𝐭𝐞𝐤
𝐩å 𝐍ø𝐫𝐫𝐞 𝐀𝐥𝐥é 𝟕
Vi er mange, der så småt er ved at være fortrolige med konceptet ’walk and talk’, måske ligefrem grænsende til det trivielle. Men hvor mange véd, at også ’read and talk’ er et muligt koncept. En del af os er opdragede med, at på biblioteker er man stille, og man fører ikke samtaler med sidemanden på læsesalen. Men det gør man i ’𝐓𝐡𝐞 𝐇𝐮𝐦𝐚𝐧 𝐋𝐢𝐛𝐫𝐚𝐫𝐲’/𝐦𝐞𝐧𝐧𝐞𝐬𝐤𝐞𝐛𝐢𝐛𝐥𝐢𝐨𝐭𝐞𝐤𝐞𝐭, for her går mødet med den levende bog netop ud på at lære at ’læse’ et andet menneske ved at se og høre på personen i stedet for at lade os fylde med allehånde stereotypier, om hvordan nogen helt sikkert er.
Ronni Abergel var gæst til en samtale på Svennevigs sommerfestival. Her er et link til menneskebiblioteket, hvor man kan se, hvad der særligt er på programmet, hvordan man låner en menneskebog til en samtale og køber en 'unjudge someone' mulepose: https://www.merch.menneskebiblioteket.dk/shop
𝐔𝐧𝐣𝐮𝐝𝐠𝐞 𝐬𝐨𝐦𝐞𝐨𝐧𝐞. Det er parolen. Princippet det er at gå til kilden. Det er den gamle velprøvede kritiske strategi.
Men hvordan kan det dog ske, at nogen kan være ihændehaver af domme, der skal ombedømmes, uden at have oplevet noget, de kan smagsdømme om? Det sker, hvis man overtager smagsdomme andre mennesker har afsagt, så at sige, i bedste fald fordi man har tillid til en person; men det kan jo også have sin forklaring derved, at man befinder sig i en social sammenhæng, der dikterer smagsdomme, som ikke kan fravælges, fx fordi de begrundes religiøst, politisk eller som gruppenorm. At forkaste en smagsdom kan have den konsekvens, at man forkaster den sociale gruppetryghed, man selv nyder godt af.
Fordomme eller stereotypier, der dyrkes som del af sociale dynamikker, har den uvægerlige konsekvens, at enkeltpersoner eller persongrupper stigmatiseres i smagsdommenes for det meste fordummende populisme.
Det interessante ved Ronni Abergels engagement er, at det er blevet internationalt, hvilket i sig selv er en markør for, hvorfor vi skal tage det alvorligt. På trods af lovgivning i mange lande, der i termer af racisme og injurier prøver at regulere stigmatiseringer knyttet til køn, race, etnicitet, alder, seksualitet, handicap, sygdom og sikkert også andet, så er fordommene en realitet, og de er svære at udrydde. Vi har ikke at gøre med et luksusproblem.
Skal vi kun slås med en personlig forudindtagethed, kommer vi jo nok hen på det bibliotek og får talt med en levende bog, vi ikke før har ’læst’. Men skal vi for alvor ryste fordommene, ville det måske være mere virkningsfuldt at invitere religiøse og politiske overhoveder og trendsættere til samtaler, der meget gerne må foregå i det offentlige rum, så vi alle kan smagsbedømme forløbet.
Vi kunne da i hvert fald prøve at gøre det ubehageligt for de sociale kræfter, der præserverer undertrykkende stigmatiseringer i vores samfund.
Se det oprindelige Facebook-opslag
med den tilhørende video.
*
Læs flere af Joans Schmidts tanker og refleksioner
som hun offentliggjorde i kølvandet på sidste års festival.
De kan læses samlet her:
Læs mere om festivalen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar