Fotos: Søren Meisner. (fra WOYZECK og JEG HEDDER JOOP)
Er det et møde med lyset eller mørket?
To nye forestillinger handler om krig, og hvad det gør ved mennesker. Den ene forestilling følger lyset og fortæller om de øjeblikke, der gjorde det muligt at overleve under umenneskelige vilkår, mens den anden forestilling dykker ned i mørket og undersøger noget af det, der gjorde at verden gik under.
Der er masser af lysglimt på Teater ZeBU i forestillingen JEG HEDDER JOOP af Det første bogstav. Den handler om et barns overlevelse i en tysk koncentrationslejr. Mens der kun er få lyssprækker i GLAD Teaters forestilling WOYZECK på Mungo Park. Det er to stærke forestillinger.
Foto: Søren Meisner.
JEG HEDDER JOOP
er baseret på Joop Vos´ 87-årige liv, som han har fortalt til dramatikeren og instruktøren Marc van der Velden. På scenen bliver den timelange monolog lagt i hænderne på skuespilleren Bo Stendell Larsen. Det er en voldsom historie om den 7-årige dreng, der med sine forældre kommanderes til at efterlade deres hollandske liv og pakke én kuffert til at tage med til kz-lejren. Det er en stor forgrenet familie, de er 200, men de eneste, der vender tilbage er Joop og hans forældre. Faren var født i England - og det gjorde hele forskellen, da de så efter krigen ville kunne bruges til fange-udveksling, og derved undgik den skæbne, der blev resten af familien til del.
Foto: Søren Meisner.
Der er en meget nøgen beretning. Alt er skåret ind til benet. Teksten er helt klar og præcis. Det er barnets vinkel på de omgivende uhyrligheder. Men det bliver berettet meget nænsomt. Tilskueren føres trygt ind i den utrygge historie og efterlades med udsagnet om, at børn stadig jages på flugt fra hus og hjem. Der er stadig krig i Europa. Det sker stadig i dag.
Foto: Søren Meisner.
Forestillingen er så enkel i sin opbygning, at den næsten fortæller sig selv. Det gælder også lys og lyd. Mik Manley Andersson står for lysdesign og teknik. Jacob Skovbøll Knudsen står for lyddesign. Maria Ipsen er kostumier og står for rekvisitterne. Men enkelhed er altid det sværeste, og det er svært at opnå denne selvfølgelighed.
Historien er ikke spor selvfølgelig. Det burde ikke være noget, der sker. Bliver vi aldrig klogere? Tilsyneladende ikke, og det retfærdiggør til fulde, at denne historie skal fortælles igen og igen, også selv om vi måske synes, at vi kender den. Men gør vi så også det? Måske føler vi, at vi gør. Men måske er det bare vor egen forsvarsmekanisme for ikke at nærme os den. Nærme os alt det uforklarlige. Alt det vi ikke kan rumme. Alt det vi allerhelst vil undgå og forsøge at slippe udenom.
Foto: Søren Meisner.
Det er netop grunden til, at vi skal beskæftige os med historien.
Vi er i helt trygge hænder sammen med skuespilleren Bo Stendell Larsen, der fører os med barnets åbenhed gennem årene fra 1943-45, hvor alt det uhyrlige sker, men det hele er berettet med den største tilstedeværelse. Når jeg skriver, at det, er "nænsomt fortalt", lyder det som om at det er med skåneærmer og sikkerhedsbælte. Sådan skal det ikke forstås, men det er berettet med barnets umiddelbare opfattelse af, hvad der sker. Det er umenneskeligt, ja, men det er samtidig en fortælling, der er fortalt i øjenhøjde. Det er til at holde ud - og først og fremmest er det nødvendigt.
Foto: Søren Meisner.
Vi hører uret, der tikker. Pludselig stopper det - og der står han. Han har en kuffert i hånden. Den eneste, de måtte tage med. Efter krigen kommer familien tilbage til Amsterdam, men der er ikke rigtig noget at komme tilbage til. Drengen bliver sendt på rekreativt ophold i Danmark. Igen står han der med den lille kuffert. Igen er han på vej, men denne gang mod noget meget bedre. Men én ting er at tage nogle kilo på, en anden ting er de drømme, der følger med. Eller rettere de mareridt, der stadig sidder i kroppen.
Foto: Søren Meisner.
Det er det eneste sted i fortællingen, hvor lyset skifter til grønt, og hvor der bruges et stærkt teatralsk virkemiddel, men der er bygget så godt op til det, at publikum kan rumme det.
Til premieren var det et blandet publikum af børn og voksne. Alle sad stille under forestillingen. Meget stille.
Det er ikke en fortælling, der kan fortælles af hvem som helst. Måske er Joop Vos en af de sidste overlevende til at fortælle sin historie. I hvert fald har han helliget sit liv til at tage rundt og berette om det bl.a. gennem Red Barnet. Selv oplevede han, hvad opholdet i Danmark kom til at betyde. Senere kom han på besøg i ferierne både alene og sammen med familien. Mange år senere slog han sig ned og stiftede familie her.
Foto: Søren Meisner.
Det er en fortælling fortalt af to hollændere: Joop Vos og Marc van der Velden. De er begge blevet så danske, at de faktisk aldrig har talt hollandsk sammen, men det er også en fortælling, der er meget større end Holland og Danmark. Det er historien om en verden, der går under. Om krig og fred - og om at komme tilbage til livet efter krigen.
Selv om det er barsk historie, er den fortalt med et stort overskud og så enkelt, at den kan nå og berøre alle. Det er meget ligetil fortalt, selv om det er meget komplekst, men det er det jo ikke nødvendigvis for et barn. Så glem alle de billeder vi allerede ser for os. Tøm hovedet for billeder og oplev historien på ny. Det er en vigtig fortælling, der er fortalt med stærk autenticitet af Bo Stendell Larsen. Når han står der foran os på scenen, ER han historien. Ikke mindst glæden og den umiddelbarhed, der strømmer os i møde. Selv i en grum historie som denne. Der er lys i mørket. Det er lyset, der fører os igennem. Det er troen og håbet på det bedste, der overlever, selv i en fortælling som denne. Det er en stor stærk oplevelse.
Foto: Søren Meisner.
JEG HEDDER JOOB
på Teater ZeBU
Gæstespil af Det første bogstav
21.-30. september 2023
fra 10 år
60 min
Instruktør og dramatiker: Marc van der Velden
Medvirkende: Bo Stendell Larsen
Kostumier og rekvisitør: Maria Ipsen
Lyddesigner: Jacob Skovbøll Knudsen
Lysdesign og teknik: Mik Manley Andersson | |
*
Foto: Søren Meisner.
WOYZECK
For tre år siden ønskede GLAD TEATER at lave andet end festlige forestillinger. Det resulterede i forestillingen WOYZECK, der havde premiere på Mungo Park i Allerød i fredags. Det er Georg Bûchners berømte stykke fra 1837. Bûchner døde af tyfus som bare 23-årig uden at nå at få skrevet slutningen. Handlingen var baseret på en virkelig person. Oprindelig en parykmager, der senere blev soldat. Han myrder sin kone i et anfald af jalousi. De har et barn sammen, der er født uden for ægteskab. Selv må han bøde med livet for sin udåd.
Foto: Søren Meisner.
I 1913 bliver stykket første gang opført i München af den store tyske teatermand Max Reinhardt. Alban Berg lavede den som opera i 1925. Senere er den bl.a. blevet filmatiseret af Werner Herzog med Klaus Kinski som Franz. Herhjemme var det Robert Wilson, der satte den op på Betty Nansen Teatret med musik af Tom Waits i 2000. Det var en meget stiliseret opsætning, hvor al spænding syntes taget ud af handlingen til fordel for en perfektioneret styring af lys og lyd. Mordet til sidst forsvandt næsten i al æstetikken. Det var flot, overvældende, men også helt tømt for følelser - og det berørte mig slet ikke. Alt blev afviklet med militærisk præcision. Nuvel, teknisk imponerende, men personligt kedede det mig. GLAD TEATERs opførelse af WOYZECK er mere efter mit hjerte. Den er vild, vanvittig, uforfærdet og (af)mægtig.
Foto: Søren Meisner.
De har ønsket sig at lave en forestilling om krig. Den allestedsværende krig. Da de påbegyndte arbejdet med forestillingen i 2020 var der krig i Syrien - og nu er det i Ukraine. Der er altid krig et eller andet sted. Der bliver sagt meget, men uden at der mæles et eneste ord i den timelange forestilling. Det er et syrebad af følelser. Det er ikke (vel)behageligt, men det er sandt, pågående og aldeles frygtløst - og meget kropsligt. Alle ord er er reduceret til en mørk farvesymfoni, der er dygtigt instrueret af Jesper Michelsen, fejende koreograferet af Kasper Ravnhøj. Johan Kølkjær har skabt den mørke garnisons-scenografi. Musik og lyddesign er af Rune Abel Aagaard. Det spiller tæt sammen med lysdesignet af John Ivar Venned. I en så visuel forestilling bliver lys og lys åndedrættet gennem historien. Det hele kropsliggøres stærkt af de fem skuespillere fra GLAD Teater: Andreas Flodin Pedersen (tamburmajor), Dan Roland Lund (øvrighedens håndlanger), Janick Pihl Nielsen (Franz), Julie Andersen (øvrigheden) og Michele Rasmussen (Marie).
Jeg sad ofte med tilbageholdt åndedræt og måtte trykke mig tilbage i sædet.
Foto: Søren Meisner.
Da forestillingen starter ligger fire af de fem medvirkende allerede på den mørkelagte scene. Eller rettere én sidder sammensunket i en kørestol, mens de øvrige ligger spredt rundt på scenegulvet. Vi befinder os i en slags kaserne, en militærforlægning, der kunne være hvor som helst - og til alle tider. Der er råt neonlys og den rå scenografi består bl.a. af en cementblander bagest, sække med sand eller jord og sorte spande med vand. I midten hænger et metallisk hejseværk som hovedperson afmægtigt bliver hejst op i med benene først. Det hele er et pløre af sand, jord, vand og mudder. Sådan er det også mellem personerne i stykket. Hovedpersonen Franz er i forestillingen en undertrykt arbejder, der bliver hårdt styret af øvrigheden. Han tirres og arbejder til han segner, men holdes hele tiden hårdt i tømme af skrigende skarpe stød fra en fløjte han straks lystrer. Hans kæreste, Marie, begæres af en tamburmajor, der sover med hende. De er smukke sammen de to, tamburmajoren og hende. Der opstår øjeblikke af inderlighed, midt i alt det snuskede. Hun er tilsyneladende mere tiltrukket af den flotte og meget høje tamburmajor, der forærer hende sit hundetegn, end af Franz. Da Franz ser tamburmajorens hundetegn om halsen på Marie, vælter det hele for ham og han bliver optændt af jalousi. Det fortærer ham, og han optændes af et vanvid, der til sidst får ham til at slå hende ihjel.
Foto: Søren Meisner.
Inden da skal Franz igennem mange ydmygelser. Man forstår ham godt. Jeg tænker, at det er den indignation, som Büchner skildrede i sit stykke, der gør at forestillingen vedbliver med at føles relevant. Man kan vælge at se forestillingen som en personlig tragedie, men det er i lige så høj grad fortællingen om, hvad systemet kan drive én til. Om hvad der sker, når man bliver manipuleret med og man lader sig bøje, til man ikke kan mere. Når kærligheden til sidst forsvinder, er der ikke længere er noget tilbage.
Foto: Søren Meisner.
Det kunne have været skrevet af Dostojevskij. Der er en tung russisk skygge over historien, der måske også passer meget godt i forhold til den nuværende krigstrussel, men spørgsmålet er, om det ikke i højere grad handler om den krigskultur vi alle lever i. Hvor blev freden af? Hvem taler længere om fred? Løsningen er aldrig krig. Krig er industri. Alle lande producerer krigsvåben eller komponenter til krigsførelse. Også Danmark Der er store økonomiske interesser i spil, men det er altid ødelagte mennesker og kulturer, der står tilbage, mens fabrikanterne kan notere sig gevaldige budgetoverskud. Det er måske den største katastrofe bag mordet på Marie i WOYZECK.
Instruktøren, Jesper Michelsen skriver i programmet: "Her er ord for længst holdt op med at give mening. I stedet må vi række ud med vore kroppe og sanser. Derfor har vi skabt en forestilling, hvor fysiske handlinger og koreografiske billeder sammen med et intenst lydbillede er de centrale fortælleelementer."
Foto: Søren Meisner.
WOYZECK
Gæstespil af GLAD Teater
på Mungo Park i Allerød
22.-30. september 2023
Medvirkende:
Andreas Flodin Pedersen, Dan Roland Lund, Janick Pihl Nielsen,
Julie Andersen, Michele Rasmussen
Instruktion:
Jesper Michelsen
Koreografi:
Kasper Ravnhøj
Scenografi:
Johan Kølkjær
Musik og lyddesign:
Rune Abel Aagaard
Lysdesign:
John Ivar Venned
Kostumer:
Fie von Veer
Filosofisk konsulent:
Jon Auring Grimm
Video: Unsaid Film / Søren Diness Vestergaard
"Glad teaters performere kan, med deres mod, anderledes udtryk og forståelse af verden omkring dem, skabe en ny og enestående oplevelse af den grusomme og absurde virkelighed, vi alle er en del af." (fra instruktøren, Jesper Michelsens programtekst).
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar