Vi befinder os i en underverden, hvor fire dæmoner holder et 5. væsen indespærret i en tilstand, hvor det handler om at besejre sig selv og hinanden, for at vokse op til at blive et fuldt menneske, der til sidst helt nøgen kan passere igennem de store røde fløjdøre bagest i rummet – måske ud til livet, friheden – eller bare til nye trængsler.
LIMBO er 2. del af trilogien PLEJER ER DØD kreeret af Stephanie Thomasen for Uppercut Danseteater, der vises under CPH STAGE i disse dage i FABRIKKEN for Kunst og Design, Sundholmsvej 46 på Amager.
Problemet
med at opstille et sådant handlingsreferat er mange, men IKKE at gøre det er
også ringe, når den ordløse fortælling bevæger sig igennem så mange talende
tableauer, som det er svært ikke at kæde sammen til et handlingsforløb, der
selvfølgelig afhænger af, hvad man selv kæder sammen af det, der udspiller sig.
Danseteatrets
egen forestillingsbeskrivelse lyder flot, men selv blev jeg ikke meget klogere:
”LIMBO er tvivlens afgrundsdybe slugt, uvishedens højborg, overgangens zenit”.
Flotte
ord, smuk beskrivelse, men hvad betyder det? Men det gør heller ikke noget, for
det vigtige er, hvor forestillingen bringer os hen. Og den rejse er umådelig
spændende og meget imponerende, den taler sit helt eget stærke kunstneriske sprog.
Fra det øjeblik vi bevæger os indenfor, bliver vi holdt fast af universet, der er skabt af Johan Kølkjær, der også har kreeret den heldragt, som hovedpersonen bærer. Den er er helt hvid og består af indsnørrede udposninger. Det er stadigvæk et menneske, selv om det mere minder om en gorilla. Understreget af en gangart på alle fire. I det hele taget flirtes der med det animalske. Det er som at stirre ind i vilddyrenes øjne i zoologisk have, for det er samme betagelse, der slår mig. Det er genkendelsen i den andens øjne. Dette animalske blik, der forekommer så skræmmende menneskeligt.
Hovedpartiet
danses, spilles, ageres af Mark Philip, der er noget fængslende ved ham. Han er
netop som den indespærrede gorilla, bevidst om vores tilstedeværelse. Kigger
ofte ud og forsøger at tage kontakt. Han ser sig rundt, lader blikket flanmme
hen over os, der er placeret på begge sider af det aflange scenerum. Der er
noget i hans blik, der låser os fast. Han bliver stående, han falder, han
vælter – men rejser sig igen. Alligevel kigger han sig rundt efter os. Er det et
såret blik, et prisgivet blik eller er det drillende og udfordrende? Alle disse
brydninger er også til stede i hans bevægelser.
Komponisten
Alexander Skjold har skabt et fascinerende lydspor til dansen, hvor strygerdelen er indspiller af Halvcirkel. Lydsporet brydes af reallyde og enkelte musikstykker,
der bliver fremført fra scenen som da der spilles på bliktrommer til sidst i
forestillingen i et slags glædes-crescendo, før det, der mest af alt minder om
en genfødsel. Før abemanden kan rejse sig og som menneske forlade os og
mørket for at gå det nye liv i møde på den anden side af fløjdørene bagest.
.jpg)
Stilistisk
er der en pågående råhed, der giver et ekko af ”Les Sacre du Printemps”, sådan
som den oprindelig blev koreograferet og danset af Nijiinski til Stravinskijs musik, men også sådan som Pina
Bausch har genskabt den, hvor den foregår i en jordgrav (sådan blev den i hvert
fald præsenteret på Pariseroperaen i sin tid). Det animalske går som en rød
tråd igennem alle tre opsætninger. Det, at transformeres, det, at blive til noget
andet – og mere. Måske at blive til menneske og blive sig selv bevidst. Det er
den rejse vi alle gennemgår. Men sjældent er det skildret så dristigt, frækt og
pågående som her.
Æstetisk
er det som at få en knytnæve i maven. Jeg tabte i hvert fald pusten. Selv om
jeg ikke har set 1. del, vil jeg glæde mig til efterfølgeren, der får premiere
den 22. september 2022.
Det er en stor fornøjelse at være i selskab med de 5 dansere: Giorgia Reitani, Jens Schyth Brøndum, Linn Fletcher, Alexander Skjold Henriksen og Mark Philip (inklusiv Alexander Skjold Henriksen, der også er slagtøjsspiller).
Der er koreografiske slagnumre, hvor det fortætter sig til næsten musikvideo-agtig lækkerhed. Alt i rummet ender med at være melbelagt, også den tilskuer, der på et tidspunkt får hovedpersonen på skødet. Det er glatte meldækkede flader at danse på. Endnu mere, da der mod slutningen danses i, hvad der lugter som sirup eller melasse. Det ligner et dødsensfarligt stunt at skulle danse gennem det klistrede stads, for hvis man falder forkert og beskadiges… men sådan ER en genfødsel. Det skal ikke være let og lige til, det er en renselse og en lutring - også for publikum. I LIMBO stampes og danses det hele til et bragende flot crescendo.
