Efter at have nydt Uppercut Danseteaters seneste forestillinger, "Limbo", "Kalinka" og "Benched", var jeg meget spændt, da jeg satte mig til rette i rundkredsen til soloforestillingen "Child" i aftes på Fabrikken for Kunst & Design på Sundholmsvej på Amager. Mark Philip og Stephanie Thomasen er danseteatrets kunstneriske ledere, og det var netop Mark Philip, der var på scenen på Fabrikken. Men helt alene var han ikke. Den dansede fortælling er en barndomsfortælling i en firkantet sandbunke, der udspandt sig mellem ham selv og den helt unge Clara Alina D’Abadia, der er elev ved Det Kongelige Teaters balletskole.
Det er en fortælling om barndommens sandslotte. Både om de store drømme de byggede sandslotte i strandkantensom repræsenterer - som dog snart efter hviskes bort af havet -og sandkassens slotte og borge.
Mark Philip har selv stået for ideen, konceptet og koreografien. Stephanie Thomasen har været koreografisk konsulent og sammen med Maria Schultz har de begge været dramaturgiske konsulenter på forestillingen.
Mark Philip slynger kroppen i afsindige kast imod sandet, der på én gang både virker blødt og hårdt. Det er en leg med sandets erindring, for sandet husker alt. Det forbinder os med de sandslotte og borge vi selv har opført og destrueret dengang i barndommen. Det er en inciterende fortælling om drøm og destruktion. Vi kender det. Det var dér, det startede - i sandkassen. Det var dér, vi voksede op. Det var dér, vi fandt vor egen rolle i livet. Det var dér, vi udkæmpede drabelige kampen om vor ret til at være med og være til. Leg og alvor er i en evig veksling. Det ene øjeblik er det legende og morsomt, for snart efter at blive en regulær overlevelseskamp. Sandet husker og repræsenterer det hele.
Sandets erindring ligger i kroppen og er en aktiv medspiller i den dansede fortælling mellem de to på scenen. Der er rørende øjeblikke af pludselig opstået intimitet, men det er også en kamp om at positionere sig i legens univers, hvor leg og alvor, som liv og død, umærkelig glider fra det ene til det andet. Det gør forestillingen også.
Kemien mellem de to på scenen er imponerende. Mark Philip er en gnistrende entusiastisk danser, der ekvilibristisk satser sig selv og sin krop i legen. Der er noget "Fluernes Herre" over "CHILD". I lange perioder sidder Clara Alina D’Abadia bare i det ene hjørne. Hun både er der og er der ikke, mens Mark Philip udkæmper drabelige kampe med sandet og sig selv. Men på afgørende tidspunkter træder hun ind i legen og bliver hans jævnbyrdige. Når han bærer rundt på hende, eller hun slynger sig rundt om ham, eller når de to står stirrende over for hinanden, kan hun både være hans samvittighed eller barnet i ham selv. Måske den legende del af ham, som han stadig udkæmper drabelige kampe med.
Mark Philip er selv et barn. Et dansende barn. Hans charmerende drengede charme gnistrer imod os. I intense øjeblikke er han stolt som et barn, når han sejrende indtager sandbunkerne. Han bygger større og større sandslotte i sit eget sandrige. Han bygger også på noget inde i os. Vi går helt tilsandede derfra efter dette møde med den sandede del af os selv. Det hele tårner sig op og lader os glide med tilbage til barndommen. Det er en betagende rejse, der ledsages af musik af Grace Davidson, Max Ricther og Nirvana, men mest bare akkompagneret af kast, fald og åndedrag, der suger os tilbage til barndommen, hvor livet udkæmpedes i sandkassen.
*
Tidligere anmeldte Uppercut Danseteater-forestillinger:
2022:
2023:
*
Læs også de øvrige 214 anmeldelser.
Se oversigten.
*
.jpg)
