Anmeldelse: BENCHED på Aveny-T

Foto: Raphael Solholm.

 

De fem mandlige dansere kommer løbende fra bagscenen og springer op på bænken, deraf navnet BENCHED. Der er en skøn diversitet over Uppercut Danseteaters dansere. De er alle forskellige og meget individuelle. Det ene øjeblik danser de fuldstændigt synkront, før de i næste øjeblik danser på hver deres måde. Understreget af deres legende og levende ansigtsudtryk. De reagerer hele tiden på hinanden, og deres bevægelser og ansigtsudtryk er i en evig foranderlighed. 

Foto: Raphael Solholm.

Stephanie Thomasen står for ide og koncept og har koreograferet i samarbejde med de fem dansere: Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana. De danser i ærmeløse t-shirts under korte jakker og er iført løse bukser. De ligner et boyband og charmerer publikum i et evigt med- og modspil med hinanden. 

Foto: Raphael Solholm.

Deres dans er besnærende, legende og fuld af humor og virtuositet. Det er svært ikke at blive revet med fra start til slut. Der er fuld fart på, og bænken, der er sammensat af tre mindre bænke, går tværs over scenen. Bænken bliver hurtigt symbol på livet. På at være med eller være udenfor. Om fællesskab og isolation. Det er slående så varm og kærlig deres relation er til hinanden. Det giver danseforestillingen en særlig glød og varme. De er som springende tigre, der leger med hinanden. Der er  en betagende blødhed over deres dans, og den hengivenhed de udviser for hinanden er smittende. Der er ingen parader og forstillelse. Vi er med i deres midte - vi er med i deres leg. En leg, der selv om den er halsbrækkende, aldrig bliver ekskluderende og farlig.

Foto: Raphael Solholm.

De spiller op til os, og forestillingen er smukt bygget op af indledende og afsluttende virtuos koreografi, danset som gjaldt det livet - og det gør det, sådan som de alle satser det hele. Midtvejs er der indslag af mere legende karakter, der flere steder bliver til slapstick, når de i en evig given og tagen danser helt ud på kanten af bænken og flere gange standser op yderst ude på scenekanten, så vi på de første rækker tror, at vi får en hvirvlende krop slynget lige imod os. For det er det de gør, de slynger sig selv og hinanden helt ud på kanten. Der er ingen, der holder noget tilbage i Uppercut Danseteater.

Foto: Raphael Solholm.

Rummet, de skaber med deres dans, er et varmt og kærligt rum. De tager hånd om hinanden. Jo, i deres dans er der momenter af isolation, når de skiftevist skubber hinanden ud fra bænken, som om der ikke er plads til alle. Men det er bare en danseteknisk gimmick, for der er rigelig plads til dem alle. Dansen er inkluderende og besættende. I det afsluttende dacapo-nummer giver de sig helt hen til publikum. Fra det indledende instrumentale guitarspil, hvor de glidende toner skaber en dampende sanselig, latinsk dansant stemning, slår det i slutningen over i buldrende trommer. Som de står der - fem vibrerende kroppe - ligner det koreografien til et boyband, der synger deres ekstranummer for os. Deres kroppe siger det hele - og de belønnes af en stående ovation fra salen, der har fulgt dem tæt gennem hele forestillingen. Andet kan man ikke. De flirter skamløst med os. Deres dans lægger op til det, og vi tager uforbeholdent imod tilnærmelserne. De er prægtige og fremstår med en raffineret nobelhed. Deres dans er værdig og meget sensuel. De er også et studie i mandighed. Det kvindelige, der kan mangle i en ren herrekvintet, har de selv indarbejdet i deres dans. De har ophævet grænsen mellem det mandlige og det kvindelige. De er det hele og har selv erobret hele spektret. Der er en flydende kønnethed over deres dans, der får dem til at fremstå som så meget mere end bare mandsdans. Deres akrobatiske ekvilibrisme bevæger sig langt ud over enhver kønnet grænse - og det er befriende. De bevæger sig i deres dans hinsides enhver kønsbegrænsning. Vi er med dem på rejsen, og bænken bliver symbol på en måde at begå sig på i livet. Hvordan placerer vi os på en bænk? Er vi bænkevarmere eller danser vi med i livets dans?

Foto: Raphael Solholm.

Forestillingen er tydeligvis deviset/improviseret frem. I hvert fald i de allermest legende koreografiske påfund, hvor dansen bølger frem og tilbage i en evig energistrøm mellem de fem på scenen. De hvirvler rundt, gribes og kastets fra side til side. De indgår i en betagende symbiose, hvor bænk og danser bliver ét. Som publikum går vi dansende derfra.

Foto: Raphael Solholm.

BENCHED

24. november - 1. december 2023

Aveny Teater

GÆSTESPIL af Uppercut Danseteater

VARIGHED 45 minutter

ANBEFALET ALDER 10+

IDÉ & KONCEPT Stephanie Thomasen

KOREOGRAFI Stephanie Thomasen - i samarbejde med dansere

DANSERE Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana

SCENOGRAFI/BÆNK Johan Kølkjær & Andrew Matthews

LYSDESIGN Peter Løkke

MUSIK René Aubry, Rodrigo Sánchez & Gabriela Quintero

STØTTET AF Statens Kunstfond & Augustinus Fonden

Hjemmeside & billetter.

Uppercut Danseteaters hjemmeside.

*

Foto: Raphael Solholm.

Tidligere anmeldte forestillinger med Uppercut Danseteater:

2022:

KALINKA

LIMBO

Se listen 

over de øvrige 

272 anmeldelser.

*

Anmeldelse: LIMBO af Uppercut Danseteater

 

Foto: Badi Berber.

Vi befinder os i en underverden, hvor fire dæmoner holder et 5. væsen indespærret i en tilstand, hvor det handler om at besejre sig selv og hinanden, for at vokse op til at blive et fuldt menneske, der til sidst helt nøgen kan passere igennem de store røde fløjdøre bagest i rummet – måske ud til livet, friheden – eller bare til nye trængsler. 

LIMBO er 2. del af trilogien PLEJER ER DØD kreeret af Stephanie Thomasen for Uppercut Danseteater, der vises under CPH STAGE i disse dage i FABRIKKEN for Kunst og Design, Sundholmsvej 46 på Amager.

Foto: Badi Berber

Problemet med at opstille et sådant handlingsreferat er mange, men IKKE at gøre det er også ringe, når den ordløse fortælling bevæger sig igennem så mange talende tableauer, som det er svært ikke at kæde sammen til et handlingsforløb, der selvfølgelig afhænger af, hvad man selv kæder sammen af det, der udspiller sig.

Danseteatrets egen forestillingsbeskrivelse lyder flot, men selv blev jeg ikke meget klogere: ”LIMBO er tvivlens afgrundsdybe slugt, uvishedens højborg, overgangens zenit”.

Flotte ord, smuk beskrivelse, men hvad betyder det? Men det gør heller ikke noget, for det vigtige er, hvor forestillingen bringer os hen. Og den rejse er umådelig spændende og meget imponerende, den taler sit helt eget stærke kunstneriske sprog.

Foto: Badi Berber

Fra det øjeblik vi bevæger os indenfor, bliver vi holdt fast af universet, der er skabt af Johan Kølkjær, der også har kreeret den heldragt, som hovedpersonen bærer. Den er er helt hvid og  består af indsnørrede udposninger. Det er stadigvæk et menneske, selv om det mere minder om en gorilla. Understreget af en gangart på alle fire. I det hele taget flirtes der med det animalske. Det er som at stirre ind i vilddyrenes øjne i zoologisk have, for det er samme betagelse, der slår mig. Det er genkendelsen i den andens øjne. Dette animalske blik, der forekommer så skræmmende menneskeligt.

Foto: Badi Berber

Hovedpartiet danses, spilles, ageres af Mark Philip, der er noget fængslende ved ham. Han er netop som den indespærrede gorilla, bevidst om vores tilstedeværelse. Kigger ofte ud og forsøger at tage kontakt. Han ser sig rundt, lader blikket flanmme hen over os, der er placeret på begge sider af det aflange scenerum. Der er noget i hans blik, der låser os fast. Han bliver stående, han falder, han vælter – men rejser sig igen. Alligevel kigger han sig rundt efter os. Er det et såret blik, et prisgivet blik eller er det drillende og udfordrende? Alle disse brydninger er også til stede i hans bevægelser.

Foto: Badi Berber

Komponisten Alexander Skjold har skabt et fascinerende lydspor til dansen, hvor strygerdelen er indspiller af Halvcirkel. Lydsporet brydes af reallyde og enkelte musikstykker, der bliver fremført fra scenen som da der spilles på bliktrommer til sidst i forestillingen i et slags glædes-crescendo, før det, der mest af alt minder om en genfødsel. Før abemanden kan rejse sig og som menneske forlade os og mørket for at gå det nye liv i møde på den anden side af fløjdørene bagest.

Foto: Badi Berber

Stilistisk er der en pågående råhed, der giver et ekko af ”Les Sacre du Printemps”, sådan som den oprindelig blev koreograferet og danset af Nijiinski  til Stravinskijs musik, men også sådan som Pina Bausch har genskabt den, hvor den foregår i en jordgrav (sådan blev den i hvert fald præsenteret på Pariseroperaen i sin tid). Det animalske går som en rød tråd igennem alle tre opsætninger. Det, at transformeres, det, at blive til noget andet – og mere. Måske at blive til menneske og blive sig selv bevidst. Det er den rejse vi alle gennemgår. Men sjældent er det skildret så dristigt, frækt og pågående som her.

Foto: Badi Berber

Æstetisk er det som at få en knytnæve i maven. Jeg tabte i hvert fald pusten. Selv om jeg ikke har set 1. del, vil jeg glæde mig til efterfølgeren, der får premiere den 22. september 2022.

Det er en stor fornøjelse at være i selskab med de 5 dansere:  Giorgia Reitani, Jens Schyth Brøndum, Linn Fletcher, Alexander Skjold Henriksen og Mark Philip (inklusiv Alexander Skjold Henriksen, der også er slagtøjsspiller). 

Der er koreografiske slagnumre, hvor det fortætter sig til næsten musikvideo-agtig lækkerhed. Alt i rummet ender med at være melbelagt, også den tilskuer, der på et tidspunkt får hovedpersonen på skødet. Det er glatte meldækkede flader at danse på. Endnu mere, da der mod slutningen danses i, hvad der lugter som sirup eller melasse. Det ligner et dødsensfarligt stunt at skulle danse gennem det klistrede stads, for hvis man falder forkert og beskadiges… men sådan ER en genfødsel. Det skal ikke være let og lige til, det er en renselse og en lutring - også for publikum. I LIMBO stampes og danses det hele til et bragende flot crescendo.  

Foto: Badi Berber

LIMBO

af Uppercut Danseteater

vises under CPH STAGE

på Fabrikken for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 S

DÉ, KONCEPT & KOREOGRAFI

Stephanie Thomasen

MUSIK/LIVE PERCUSSIONIST

Alexander Skjold Henriksen

DRAGT & SCENOGRAFI

Johan Kølkjær

DRAMATURGI

Betina Rex

LYSDESIGN

Andreas Buhl

DANSERE

Giorgia Reitani, Jens Schyth Brøndum, 

Linn Fletcher, Alexander Skjold Henriksen

og Mark Philip

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*