Viser opslag med etiketten Adam Tocuyo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Adam Tocuyo. Vis alle opslag

onsdag den 29. november 2023

Anmeldelse: BENCHED på Aveny-T

Foto: Raphael Solholm.

 

De fem mandlige dansere kommer løbende fra bagscenen og springer op på bænken, deraf navnet BENCHED. Der er en skøn diversitet over Uppercut Danseteaters dansere. De er alle forskellige og meget individuelle. Det ene øjeblik danser de fuldstændigt synkront, før de i næste øjeblik danser på hver deres måde. Understreget af deres legende og levende ansigtsudtryk. De reagerer hele tiden på hinanden, og deres bevægelser og ansigtsudtryk er i en evig foranderlighed. 


Foto: Raphael Solholm.


Stephanie Thomasen står for ide og koncept og har koreograferet i samarbejde med de fem dansere: Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana. De danser i ærmeløse t-shirts under korte jakker og er iført løse bukser. De ligner et boyband og charmerer publikum i et evigt med- og modspil med hinanden. 

Foto: Raphael Solholm.


Deres dans er besnærende, legende og fuld af humor og virtuositet. Det er svært ikke at blive revet med fra start til slut. Der er fuld fart på, og bænken, der er sammensat af tre mindre bænke, går tværs over scenen. Bænken bliver hurtigt symbol på livet. På at være med eller være udenfor. Om fællesskab og isolation. Det er slående så varm og kærlig deres relation er til hinanden. Det giver danseforestillingen en særlig glød og varme. De er som springende tigre, der leger med hinanden. Der er  en betagende blødhed over deres dans, og den hengivenhed de udviser for hinanden er smittende. Der er ingen parader og forstillelse. Vi er med i deres midte - vi er med i deres leg. En leg, der selv om den er halsbrækkende, aldrig bliver ekskluderende og farlig.


Foto: Raphael Solholm.



De spiller op til os, og forestillingen er smukt bygget op af indledende og afsluttende virtuos koreografi, danset som gjaldt det livet - og det gør det, sådan som de alle satser det hele. Midtvejs er der indslag af mere legende karakter, der flere steder bliver til slapstick, når de i en evig given og tagen danser helt ud på kanten af bænken og flere gange standser op yderst ude på scenekanten, så vi på de første rækker tror, at vi får en hvirvlende krop slynget lige imod os. For det er det de gør, de slynger sig selv og hinanden helt ud på kanten. Der er ingen, der holder noget tilbage i Uppercut Danseteater.


Foto: Raphael Solholm.


Rummet, de skaber med deres dans, er et varmt og kærligt rum. De tager hånd om hinanden. Jo, i deres dans er der momenter af isolation, når de skiftevist skubber hinanden ud fra bænken, som om der ikke er plads til alle. Men det er bare en danseteknisk gimmick, for der er rigelig plads til dem alle. Dansen er inkluderende og besættende. I det afsluttende dacapo-nummer giver de sig helt hen til publikum. Fra det indledende instrumentale guitarspil, hvor de glidende toner skaber en dampende sanselig, latinsk dansant stemning, slår det i slutningen over i buldrende trommer. Som de står der - fem vibrerende kroppe - ligner det koreografien til et boyband, der synger deres ekstranummer for os. Deres kroppe siger det hele - og de belønnes af en stående ovation fra salen, der har fulgt dem tæt gennem hele forestillingen. Andet kan man ikke. De flirter skamløst med os. Deres dans lægger op til det, og vi tager uforbeholdent imod tilnærmelserne. De er prægtige og fremstår med en raffineret nobelhed. Deres dans er værdig og meget sensuel. De er også et studie i mandighed. Det kvindelige, der kan mangle i en ren herrekvintet, har de selv indarbejdet i deres dans. De har ophævet grænsen mellem det mandlige og det kvindelige. De er det hele og har selv erobret hele spektret. Der er en flydende kønnethed over deres dans, der får dem til at fremstå som så meget mere end bare mandsdans. Deres akrobatiske ekvilibrisme bevæger sig langt ud over enhver kønnet grænse - og det er befriende. De bevæger sig i deres dans hinsides enhver kønsbegrænsning. Vi er med dem på rejsen, og bænken bliver symbol på en måde at begå sig på i livet. Hvordan placerer vi os på en bænk? Er vi bænkevarmere eller danser vi med i livets dans?



Foto: Raphael Solholm.


Forestillingen er tydeligvis deviset/improviseret frem. I hvert fald i de allermest legende koreografiske påfund, hvor dansen bølger frem og tilbage i en evig energistrøm mellem de fem på scenen. De hvirvler rundt, gribes og kastets fra side til side. De indgår i en betagende symbiose, hvor bænk og danser bliver ét. Som publikum går vi dansende derfra.


Foto: Raphael Solholm.


BENCHED

24. november - 1. december 2023

Aveny Teater

GÆSTESPIL af Uppercut Danseteater

VARIGHED 45 minutter
ANBEFALET ALDER 10+

IDÉ & KONCEPT Stephanie Thomasen

KOREOGRAFI Stephanie Thomasen - i samarbejde med dansere

DANSERE Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana

SCENOGRAFI/BÆNK Johan Kølkjær & Andrew Matthews

LYSDESIGN Peter Løkke

MUSIK René Aubry, Rodrigo Sánchez & Gabriela Quintero

STØTTET AF Statens Kunstfond & Augustinus Fonden

Hjemmeside & billetter.

Uppercut Danseteaters hjemmeside.

*

Foto: Raphael Solholm.


Tidligere anmeldte forestillinger med Uppercut Danseteater:

2022:

KALINKA

LIMBO


Se listen 

over de øvrige 

272 anmeldelser.

*

tirsdag den 27. september 2022

Anmeldelse: KALINKA i Dansekapellet

 

Foto: Kenneth Nguyen.


Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.

Deres nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.


Foto: Kenneth Nguyen,

De fem dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo er mageløse.

De formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende lethed og elegance. Det er forførende.


Foto: Kenneth Nguyen,

Musikken, der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser, svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex har stået for dramaturgien.

Men hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?

Først og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi. Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.

Allerede inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren, LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på ”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler trang til at græde.


Foto: Kenneth Nguyen,

Dette er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.

Slip din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt og umådelig frydefuldt.

 

Foto: Kenneth Nguyen,

 KALINKA

af Uppercut Danseteater

i Dansekapellet

fra den 22. september til 2. oktober 2022

*

Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen 

Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne 

Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold & Adam Tocuyo 

Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen 

Scenografi & hale:  Johan Kølkjær 

Dramaturgi: Betina Rex 

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke 

Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen 

Grafik: Phillip Bjørvig 

Foto: Kenneth Nguyen 

Produktion: Uppercut Danseteater

*


FAKTA OM FORESTILLINGEN:

DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.
 
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.

STED: DANSEKAPELLET. Bispebjerg Torv 1, 2400 København

VARIGHED: ca. 1 time uden pause

ALDER: Fra 14 år


Foto: Monty Freddie

Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & Billetter


Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.


*