Foto: Raphael Solholm.
De fem mandlige dansere kommer løbende fra bagscenen og springer op på bænken, deraf navnet BENCHED. Der er en skøn diversitet over Uppercut Danseteaters dansere. De er alle forskellige og meget individuelle. Det ene øjeblik danser de fuldstændigt synkront, før de i næste øjeblik danser på hver deres måde. Understreget af deres legende og levende ansigtsudtryk. De reagerer hele tiden på hinanden, og deres bevægelser og ansigtsudtryk er i en evig foranderlighed.
Foto: Raphael Solholm.
Stephanie Thomasen står for ide og koncept og har koreograferet i samarbejde med de fem dansere: Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana. De danser i ærmeløse t-shirts under korte jakker og er iført løse bukser. De ligner et boyband og charmerer publikum i et evigt med- og modspil med hinanden.
Foto: Raphael Solholm.
Deres dans er besnærende, legende og fuld af humor og virtuositet. Det er svært ikke at blive revet med fra start til slut. Der er fuld fart på, og bænken, der er sammensat af tre mindre bænke, går tværs over scenen. Bænken bliver hurtigt symbol på livet. På at være med eller være udenfor. Om fællesskab og isolation. Det er slående så varm og kærlig deres relation er til hinanden. Det giver danseforestillingen en særlig glød og varme. De er som springende tigre, der leger med hinanden. Der er en betagende blødhed over deres dans, og den hengivenhed de udviser for hinanden er smittende. Der er ingen parader og forstillelse. Vi er med i deres midte - vi er med i deres leg. En leg, der selv om den er halsbrækkende, aldrig bliver ekskluderende og farlig.
Foto: Raphael Solholm.
De spiller op til os, og forestillingen er smukt bygget op af indledende og afsluttende virtuos koreografi, danset som gjaldt det livet - og det gør det, sådan som de alle satser det hele. Midtvejs er der indslag af mere legende karakter, der flere steder bliver til slapstick, når de i en evig given og tagen danser helt ud på kanten af bænken og flere gange standser op yderst ude på scenekanten, så vi på de første rækker tror, at vi får en hvirvlende krop slynget lige imod os. For det er det de gør, de slynger sig selv og hinanden helt ud på kanten. Der er ingen, der holder noget tilbage i Uppercut Danseteater.
Foto: Raphael Solholm.
Rummet, de skaber med deres dans, er et varmt og kærligt rum. De tager hånd om hinanden. Jo, i deres dans er der momenter af isolation, når de skiftevist skubber hinanden ud fra bænken, som om der ikke er plads til alle. Men det er bare en danseteknisk gimmick, for der er rigelig plads til dem alle. Dansen er inkluderende og besættende. I det afsluttende dacapo-nummer giver de sig helt hen til publikum. Fra det indledende instrumentale guitarspil, hvor de glidende toner skaber en dampende sanselig, latinsk dansant stemning, slår det i slutningen over i buldrende trommer. Som de står der - fem vibrerende kroppe - ligner det koreografien til et boyband, der synger deres ekstranummer for os. Deres kroppe siger det hele - og de belønnes af en stående ovation fra salen, der har fulgt dem tæt gennem hele forestillingen. Andet kan man ikke. De flirter skamløst med os. Deres dans lægger op til det, og vi tager uforbeholdent imod tilnærmelserne. De er prægtige og fremstår med en raffineret nobelhed. Deres dans er værdig og meget sensuel. De er også et studie i mandighed. Det kvindelige, der kan mangle i en ren herrekvintet, har de selv indarbejdet i deres dans. De har ophævet grænsen mellem det mandlige og det kvindelige. De er det hele og har selv erobret hele spektret. Der er en flydende kønnethed over deres dans, der får dem til at fremstå som så meget mere end bare mandsdans. Deres akrobatiske ekvilibrisme bevæger sig langt ud over enhver kønnet grænse - og det er befriende. De bevæger sig i deres dans hinsides enhver kønsbegrænsning. Vi er med dem på rejsen, og bænken bliver symbol på en måde at begå sig på i livet. Hvordan placerer vi os på en bænk? Er vi bænkevarmere eller danser vi med i livets dans?
Foto: Raphael Solholm.
Forestillingen er tydeligvis deviset/improviseret frem. I hvert fald i de allermest legende koreografiske påfund, hvor dansen bølger frem og tilbage i en evig energistrøm mellem de fem på scenen. De hvirvler rundt, gribes og kastets fra side til side. De indgår i en betagende symbiose, hvor bænk og danser bliver ét. Som publikum går vi dansende derfra.
Foto: Raphael Solholm.
BENCHED
24. november - 1. december 2023
Aveny Teater
GÆSTESPIL af Uppercut Danseteater
VARIGHED 45 minutter
ANBEFALET ALDER 10+
IDÉ & KONCEPT Stephanie Thomasen
KOREOGRAFI Stephanie Thomasen - i samarbejde med dansere
DANSERE Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana
SCENOGRAFI/BÆNK Johan Kølkjær & Andrew Matthews
LYSDESIGN Peter Løkke
MUSIK René Aubry, Rodrigo Sánchez & Gabriela Quintero
STØTTET AF Statens Kunstfond & Augustinus Fonden
Uppercut Danseteaters hjemmeside.
*
Foto: Raphael Solholm.
Tidligere anmeldte forestillinger med Uppercut Danseteater:
2022:
Se listen
over de øvrige
*
