I weekenden den 17.-19. august var der liv og glade dage ude på Refshaleøen hos teatergruppen Asterions Hus. Det var i de dage at deres ASTEROIDE, deres INTERNATIONALE TEATERFESTIVAL, løb af stablen.
COPOCABANA
Vejret var forrygende, og det samme var de 13 forestillinger (eller i hvert fald de 11 jeg nåede at se). To af forestillingerne var så overvældende at jeg benyttede mig af lejligheden til at se dem to gange.
Den mest overraskende og overrumplende forestilling var med den catalonske gruppe Ponten Pie og forestillingen: COPOCABANA, hvor publikum ledtes indenfor i en fuldt møbleret restaurant. Fra det øjeblik vi blev placeret på de magelige stole rundt omkring i lokalet var det tydeligt at det ikke skulle blive noget almindeligt restaurantbesøg. Lyset var dæmpet og den sydlandske stemning var tyk og inciterende. Restauranten bestyredes af Marco, der med sin gestik og kropssprog syntes at være taget lige ud af ”Fawlty Towers” (eller ”Halløj på badehotellet” som den hedder på dansk) for Basil (i tv-serien spillet af John Cleese) og Marco var næsten identiske. Og bekendtskabet med (Basil og) Marco drev tyk latter af sig. Men i forestillingen var der ikke én spansk tjener, men hele tre. Marco elsker Lauda, den ene af hans to assistenter, men Lauda er mere optaget af en mand blandt publikum, og det tænder en rasende jalousi i Marco, der ikke lægger fingrene imellem, når han lader sin jalousi ramme den ulyksalige blandt publikum. Til gengæld er den anden kvindelige tjener, Rita, forelsket i Marco, men det vil han ikke vide af. Lauda har cabaretdrømme og i forestillingens castings-afsnit danser og synger hun så det er en drøm. Hun er lige så selvforglemmende i sine cabaret-drømme som de andre er i deres drømmerier. Det hele spilles ud så markant, og med en så fin timing og smittende humor at forestillingen kun består i kraft af samspillet med publikum. Det er en svær balanceakt, for gør man sig som skuespiller afhængig af publikums reaktioner, kræver det et godt og tæt figurarbejde, der tillader scenefiguren at gå med på hvad som helst, og det formåede spillerne her til fulde. Det var så vildt overdrevent og karikeret, at det burde have været synke uigennemkaldeligt til bunds som Atlantis, og alligevel havde de tre spillere publikum i deres hule hånd gennem hele forestillingen. Forestillingen spilledes på spansk og engelsk, men der var ingen sprogbarriere, for det hele blev sagt fysisk og så ekspressivt, så det lod igen tvivl tilbage om, hvad der blev ment. Eller rettere spilledes der netop på graden af det man ikke forstod. Restaurantbesøget blev fra starten præget af at tjenerne højlydte hviskede til hinanden: ”…but we have no food!” Indtil en af tjenerne fik en god ide: ”…but we have food from yesterday!”. Så det var gårdsdagens rester, der blev serveres i en sovs af klichéer og slapstick komik. Vi befandt os netop i en svunden tid af knuste drømme og rasende begær. Det var som at træde ind i et filmisk univers af i går. Ja, som at træde ind på Badehotellet eller tilbringe en aften sammen med Charles Chaplin og Buster Keaton. Forestillingen benyttede sig af samme absurde komik, og alt det storladne og passionerede modsvaredes af stunder, hvor vi som publikum blev dybt berørt over en dansende pore, der i et varietenummer kaster knive efter en uheldig kartoffel, der må lade livet og ende som pommes frittes. I samme grønsagsafdeling var der cabaret-løget, der drak sig mod til, men endte med at drukne i håndvasken.
Det er arketypiske drømme om at være elsket og holdt af, og mødet med den barske virkelighed, både i forestillingen og i restauranten, der hele tiden udgjorde baggrunden for de tre tjeneres komik.
ALTING MISLYKKES
At turde lade sin drømme balancere yderst ude på en knivspids i en mere eller mindre improviseret leg med publikum er hundesvært for det er et spørgsmål om timing og præcision, og hvis det ikke mestres fuldt ud af spillerne, falder det uhjælpeligt fra hinanden, men til gengæld er det en drøm at opleve, når det lykkedes. Og alting lykkedes på restauranten Copcabana - eller rettere er der ingenting, der lykkes. Alting mislykkes, maden er elendig og vi bliver spist af med popcorn poppet med lidt karry, mere eller mindre ”aldente” spaghetti og små anretninger. Én til hvert bord. Det meste af maden røger ved siden af. Eller lander i nakken på publikum, og når vi til sidst alligevel klapper, bliver der straks tysset på os med ordene: ”Ssssshhh…quiet please, we are illegal immigrants!”. I den ene af de to opførelser jeg fik set af forestillingen fik publikum slet ikke lov til at klappe, inden vi blev smidt ud. Jeg sad og smilede hele vejen hjem efter denne oplevelse. Og selvfølgelig er det uretfærdigt at tale så meget om denne ene forestilling, når der samtidig også var så meget andet godt på festivalen.
MOSEKONENS BRYG.
Dagen startede blidt og indfølt med Asterions Hus´ egen lille børneforestilling Mosekonens Bryg.
Af de to spillere var det især musikeren og perkussionisten Birgit Løkke, der gjorde fyldest som den ulyksalige mosekone, der fik stjålet sin magiske klokke. Det var en fin og stemningsfuld fabel om hvad musikken kan forløse. Det blev en musikalsk rejse sammen med en musiker, der kan spille på alt, sådan som perkussionister kan. Men når man dertil også er god til at spille skuespil, løfter det sig og bliver meget større. Birgit holdt forestillingen nede i et gear, hvor vi som publikum hele tiden blev taget med, mens hendes musikalske modstykke udførtes af en spiller, der modsvarende hele tiden piskede stemningen op. Det kan godt være at børnene synes det er sjovt, men det er ikke rigtig til at holde ud at se på som voksen, så selv om det gav forestillingen liv og rytme, så klang det alligevel falsk. Også selv om musikken var helt i top og den musikalske del af forestillingen ikke kunne være bedre. Men det hindrede ikke at forestillingen levede og åndede på smukkeste vis, når Birgit Løkke på sin egen stærke og dedikerede måde ramte noget i os med sin musik og sit spil.
CHEZ LEANDRE
Det var nok et fællestræk for næsten alle forestillingerne på Asteroiden: at de ramte noget i os. Mange af forestillingerne levede ikke mindst via deres veltimede interaktion med publikum.
Nok stærkest i soloforestillingen ”Chez Leandre” af et andet catalonsk teater på festivalen, der bidrog med hele tre forestillinger. Teatret Companyia la Tal spillede den visuelt imponerende ”Carillo´”
og klovneforestillingen ”Démodes”, men det var kun i soloforestillingen af historien bag løjerne bar igennem. For hvis vi ikke bliver berørt, så er det ligegyldigt at vi imponeres. Men tilsyneladende var der mange andre, der modtog deres bidrag på festivalen med stor applaus, men for mig var det soloforestillingen, der nåede ind i det lille intime rum som en rigtig dygtig spiller kan bygge op sammen med et publikum. Jeg har aldrig set noget lignende. Scenografien var så lidt som overhovedet muligt.
Et bord, et par stole, en dør og et tomt spejl. Spilleren, der var en slags sorgmodig klovn, eller bare en ensom mand, der boede alene i sit hus, og kun fik selskab, når han under falske forudsætninger inviterede nogen med hjem. For eksempel ved at stjæle en taske, og når så den bestjålne kvinde kom for at få tasken udleveret, blev hun inviteret på champagne. Alle besøgende rollerne spilledes af publikum. Det kræver en scenisk persona, der skal kunne det hele, og det kunne den ypperlige katalonske skuespiller. Det var en gadeteaterforestilling på et meget højt niveau. Og så har jeg endnu ikke fået omtalt den anden af de to forestillinger som jeg var nødt til at gense. Mere om den senere, for den er jeg nødt til lige at tænke nærmere over, for det kræver den hollandske forestilling.
