Vivienne Mckee er synonym med London Toast Theatres Crazy Christmas Cabaret i Tivoli. Den udgakkede engelske humor er så charmerende, at den gennem årene har fundet et talstærkt dansk publikum. Selv blev jeg vundet over sidst jeg oplevede det, men egentlig er jeg ikke en fan. I Willy Russells 2-akter "Shirley Valentine" er det stadig humoren, der er i højsædet, og det er ikke en teaterklassiker for ingenting. Mindes et ekko af Lisbeth Dahl i samme rolle for lang tid siden. Helen Tennison har instrueret Vivienne Mckee på Teatret ved Sorte Hests lille intime scene i Kirsten Brinks scenografi. Humoren er anderledes neddæmpet. Vivienne Mckee spiller rørende. Det var en varm og frydefuld præstation med så mange nuancer i hendes spil.
Det er et traditionelt stykke, men tegningen af hovedfiguren er meget træffende. Det er en bedrøvelig smuk skildring af livet, der er løbet ud i ingenting. Det er skildringen af drømmen, der forliste. Det startede ellers godt, da de to ægtefæller først fandt sammen. Dengang de stadig talte sammen. Dengang, hvor de malede væggene, som senere er blevet hendes samtalepartner. Hvad var det, der egentlig skete? Hvad var det, der egentlig gik galt? Hvis der bare havde været en grund til det, så havde det været så meget lettere at forstå. Som en af nabokonerne, der kom hjem og fandt ægtemanden i seng med mælkemanden.
Senere i 1. akt møder vi igen Shirley, siddende i køkkenet, men med kufferten parat og iklædt sit rejsetøj. Hun har ikke rigtig fået det sagt. Hun ved alt for godt, at hvis hun gjorde det, ville manden tale hende fra det. Derfor er det lettere bare at tage afsted.
Hvad der siden sker, må man opleve ved selvsyn i den charmerende opsætning på Teatret ved Sorte Hest. Men vi kommer til Grækenland i 2. akt.
Den engelske tekst er let forståelig. Der er en tristesse i historien og i det trummerum, som Shirley lever midt i, men det gennemlyses af Vivienne Mckee, der er betagende i rollen. Hun spiller med et stort grin, men der er også en sprød sårbarhed i hendes spil. Hun har os alle i sin hule hånd. Hun berører os med sit spil, og hun taler til den lille Shirley i os alle. For vi kender det godt. Alle de drømme vi engang havde, hvor er de nu? Har vi trådt dem under fode, eller har vi levet dem ud?
