fredag den 31. august 2018

Efter jubilæumsfestivalen - et tilbageblik

Uglen flyver igen. Vinden var voldsom, men det lykkedes alligevel at få uglen op.
Shohreh Shahrzad er "ugle-mager" og billedet er fra festivalens 2. dag på Amager.
 
 

Sidste dag i august. Nu er både sommeren og festivalen ovre. Her er de 5 links til hver af de 5 festivaldage, hvor alle film, fotos og lydoptagelser er lagt ud. Endnu en festivalrejse er hermed ovre - og alt festivalmateriale er hermed lagt frem til dem, der måtte have lyst til at dykke ned i det. Det er samtidig også et årti, der er gået. Jeg kigger mig sjældent tilbage. Der er altid så meget andet forude. Jeg er mere spændt på alt det kommende. På de fjerne bjergtinder, der skal bestiges - og alligevel kan et sådant tiår ikke bare ignoreres, for det har været en fantastisk færd fuld af så mange oplevelser og møder med mennesker, der har bragt mig så meget - og det er noget af det jeg har gjort mit bedste til at give videre på festivalerne siden 2008.
 
 
Hamdi Jamas selfie fra hendes første møde med Somalia og familien der - 23 år efter at hun forlod landet. Det fortalte hun om på festivalens afrikanske arrangement: Afrikanske billeder af liv".

 
Vi har alle mønstre, der kan være styrende for os. Selv havde jeg det sådan som dukkemager og dukkefører (det føles næsten som om det var i et andet og tidligere liv) at jeg nåede et punkt, hvor jeg syntes at jeg beherskede mediet og havde indfriet det som jeg havde sat mig for. Jeg har da været lidt ængstelig for at jeg skulle nå det samme punkt som festivalarrangør, men det er heldigvis ikke sket. Måske fordi jeg er blevet klogere (??) eller i hvert fald bedre til at passe på det jeg holder af. For mig er det fx. vigtigt at jeg de næste måneder overhovedet ikke nærmer mig noget, der bare smager af festival og arrangementer, for netop at sikre at jeg evner og igen har mod, lyst og energi til at tænde ilden i den fakkel som festivalarbejdet er for mig. Det er noget med at leve et andet liv i mellemtiden, og være langt mere privat og ikke have nødig at opleve verden og livet gennem festivalbriller.
 
 
Ulla Henningsen fremførte Stig Dalagers monolog "Jeg kunne ikke fortælle min historie" til festivalåbningen. Mika Filborne havde komponeret og spillede musikken til.
Foto: David  Blazek
 
De sidste 12 dage har jeg lavet absolut ingenting, og det vil jeg blive ved med lang tid endnu, mens jeg langsomt gør mig parat til at møde mennesker - igen. For det er noget af det mest værdifulde - denne lysten til relationer. Jeg håber, at den altid vil være der, for den kræver intet og giver alt. Så tak for denne runde - en ring er sluttet.
Nogle år har jeg lavet flere festivaler, så gennem årene har der nok være omkring 1.000 kunstnere, der har givet alt, hvad de har i sig. Det har været som at stå i en gaveregn. Det er den smukkeste regn jeg nogensinde er blevet gennemblødt af.
Tak for de 10 år til alle der har medvirket, hjulpet og været med til at arrangere.
Tænk, hvad det er blevet til gennem årene.

Bent Melchior medvirkede til festivalafslutningen. Ingen kan afrunde og sammenfatte en festival med varme og værdighed som han. Foto: Majka Bjørnager 

Links til Jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV:

ÅBNINGEN på Vesterbro:
2. dag på Amager:
3. dag i Vanløse:
4. dag på Østerbro:
AFSLUTNINGEN på Christianshavn:
 
 
***

onsdag den 22. august 2018

PRISOVERRÆKKELSE

 
                                    
Foto: Majka Bjørnager
 
 
                           PRISOVERRÆKKELSE                                                                               
                                                             
af
                                             
                "Jubilæumsfestivalens Altruistiske Pris 2018"
                                                                             
       til
                                                         
     lyrikeren, maleren og musikeren
          
Ole Bundgaard 
 
 
                                      
Foto: Majka Bjørnager
 
Mads Nygaard​ overrakte Jubilæumsfestivalens Altruistiske Pris 2018 til Ole Bundgaard​ på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen. Jeg motiverede prisoverrækkelsen til den mildest talt forundrede prismodtager med at den gives til en kunstner, der uden at kny stiller op - og gør det gang på gang - og er den mest benyttede kunstner på festivalen BILLEDER AF LIV, hvor han med ord og toner understøtter og supplerer fire forskellige kunstnere. Her sammen med Lotte Arnsbjerg:
 
 
Foto: Hanne Karin Garborg
 
 
                                           Sammen med Hans Tyrrestrup:
 
Foto: Majka Bjørnager
 
 
Sammen med Madame Garborg​ (hele to gange):
 
 
 
hvor ordene fra Garborgs spritnye debut-kortprosa-udgivelse "Alt var kun en drøm" blandes med Oles saxofonspil, sådan som det kunne høres efter prisoverrækkelsen - og kunne opleves dagen efter i Global Art Galleri i Vanløse på festivalens 3. dag, hvor temaet bl.a. var teater og engagement.
 
 
Men også sammen med undertegnede. Derudover stiller han også op solo og reciterer haiku - og har også bidraget med sine Haiku til festivaludgivelsen: "Billeder af liv. Samtaler & digte". Så Ole er med hele vejen rundt.
 
Ole gør det på en uegennyttig måde, og gør det med en beskedenhed og varme, der er en stor inspiration på festivalen, hvor han stiller op med såvel garvede kunstnere som med en helt uprøvet debutant - og gør det med smittende glæde og overskud.
Æren ledsages af festivalens maleri "The Tree and the Sea" (se foto) malet af Anne-Mette Nyland​.
 
 
                                                      
           Anne-Mette Nyland: "The Tree and the Sea"
 
 
Et maleri som Anne-Mette skænkede til kunstauktionen på Borups Højskole til fordel for de uledsagede flygtninge, hvor jeg købte det - og nu synes at det må være det eneste rigtige at forære videre i denne fine anledning.
 


 
TILLYKKE TIL OLE BUNDGAARD!
 
Foto: Majka Bjørnager
 
Her fra festivalafslutningen, hvor Ole Bundgaard havde komponeret musik til Hans Tyrrestrups digte - i baggrunden maleriet som er skænket til Ole Bundgaard som tak for hans store uegennyttige indsats under Jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018.

onsdag den 15. august 2018

Anmeldelse: TYREPOSE af Cecilie Rosdahl


 
 
Jonas er vinduespudser. Især kan han godt lide at pudse andres soveværelsesvinduer. Når ingen ser det fotograferer han de tomme soveværelser, og forsøger at opsnuse alle de skjulte tegn på liv, der er efterladt der. Der er en lejlighed overfor, hvor han holder øje med et bøssepar. Han pudser også deres vinduer – og låner en af deres film med mænd. Selv er han gift med Karina og de har teenagedatteren Astrid. Datteren er som hendes navn også antyder – strid. Karina forsøger at holde sammen på stumperne af deres samliv. Men de passer ikke længere sammen, og deres samliv er som et pudsespil, hvor der altid mangler nogle brikker.

Jonas leder efter det, der mangler. Han befinder sig ved en afgrund. Det hele startede ellers så godt:

”Jeg kunne være blevet arkitekt eller opfinder. Legoklodserne, da jeg var barn, kunne blive til hvad som helst, og de tårne, jeg byggede, stablede jeg med hengivelsen til nuet, bygningerne var ikke fiktion, jeg boede i de huse, mens de blev til, jeg var bilerne og hænderne, der kørte dem. Jeg var drengen med de små legomænd. Min mor læste op af guidebøger, for at jeg skulle falde i søvn, og for at jeg skulle drømme om noget større end Vanløse. Jeg drømte om bygninger af Pringles-rør. Lennart sagde: Han har for mange ideer, den knægt. Jeg holdt op med at skabe store ting og begyndte i stedet at pudse. Det blev en hobby for mig at fjerne pletter.” (s.13)
 
 

Han pudser alt muligt, som om han forsøger at fjerne alt det grimme, men der er mere end han kan fjerne med en klud og Ajax. Barndommen med en eftergivende og svag mor og en dominerende stedfar, som han både hadede og elskede, har sat sine spor og har placeret ham der – ved foden afgrunden. Nu spejder han rundt efter noget, der kan redde ham fra sig selv.

På tanken falder han i snak med Adrian, der er alt det han ikke selv er. De er sammen og han knytter sig til ham, og vil gerne opgive alt for hans skyld, men den anden er ikke interesseret nok i ham og trækker sig. På det tidspunkt har Jonas allerede kastet sig ud og befinder sig i frit fald. Som han selv beskriver det:

”Hvorfor skal det altid føles som glas, når jeg føler noget? Glas, der går i stykker inden i mig.” ( s. 187)
Cecilie Rosdahl er en ferm skildrer af den intethed han befinder sig i, og af de tanker han tænker i sit frie fald . Det er på én gang rørende, og samtidig er det ikke til at holde ud at læse, for vi er med Jonas i det frie fald direkte mod afgrunden. Han lander både hårdt og nådesløst, for der er ingen nemme løsninger i Cecilies roman.
Strindberg hævder ”at det er synd for menneskene” i ”Et Drømmespil”, men Cecilie har ingen medlidenhed med Jonas. Hun følger ham nysgerrigt på vejen videre. Det er nærmest et dødsrige han bevæger sig igennem, men et meget fysisk ét, hvor pinslerne i mørket også er lystfyldte sådan som de er fuldt på vej af pisk, læder og urin.
Der er stærke skildringer af momentvise øjeblikke af lykke:

”Det er, som om alting giver mening nu. At jeg ved, hvorfor jeg er et menneske. Lad bare alting ske eller ikke ske. Det gør ingen forskel. Citronerne er pink og græsset rødt. og det røde findes også i øjet, ligesom det gule og brune og den dør, jeg gik ind ad, da jeg kom, er den dør, jeg går ud ad. Der er en anden dør. Jeg behøver ikke bekymre mig. Jeg behøver ikke nå noget. Der er musik, et valhorn eller en fløjte. Noget fra et orkester, der har spillet i en anden tid, også den tid indtager jeg nu, som om jeg blot er et øre, en krop, men ren perception. Jeg flyder hen over Sahara, ude af mig selv, Route 66 for fuldt drøn. Jeg kan dykke ned i vandet, hvor Titanic sank, uden at synke. Det er en drøm, jeg ikke drømmer. Det er noget, der sker. Her er jeg for første gang den, jeg er, ét med alt, og for første gang fyldes jeg af tillid til, at jeg kan elske mere, end jeg selv er elsket. Skønheden i altings væsen åbenbarer sig som flakkende natsværmere, der kaster regnbuefarver ind i mit ansigt, mine lukkede, åbne øjne uden øjenlæg, uden væv og pupiller.” (s. 150)

Cecilie Rosdahl er også billedkunstner og det fornægter sig ikke, for hun skriver på en gang udsyret og nøgternt, men også med et forfriskende komisk glimt i øjet. Som da Jonas er i Matas for at købe barberblade for at gøre en ende på det hele og ekspedienten forsøger at få ham meldt ind forretnings kundeklub. Eller samtalen med blomsterekspedienten om en bårebuket. Det er urkomisk, men det gør ondt at le.
Lige under overfladen luer komikken som sultne krokodiller. Og der er mange krokodiller i Cecilies bøger. Jeg har læst Cecilies to første romaner, der også på samme måde udmærkede sig ved at være befriende mærkelige, men væsentligt mere vidtforgrenede og forvoksede, for hun er siden blevet mere klar og transparent i sit sprog og i sin måde at fortælle på, men hvad der stadig løber som en dyb flod igennem hendes fortællinger er lysten til at dykke ned i det mørkeste vand. Hun er som fortæller nysgerrig. Nysgerrig efter, hvad der driver mennesker og meget fordomsløs i sin beskrivelse af det. Det er befriende. Hun lader sin hovedperson forvilde sig helt derud, hvor det er umuligt at bunde – også for læseren.

Da jeg nærmede mig bogens slutning blev jeg grebet af tristhed. Den tristhed der griber én, når det ikke er til at bære at om få sider, træder man uigenkaldeligt ud af det selskab og det univers som bogen har inviteret til.
 
TYREPOSE, Herreværelset 2013, 217 s.
 
*
 
Mød Cecilie til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.
 
***
 

Anmeldelse: VAHID af Kristian Husted



Fotograf: Mikkel Bache


Man sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID – men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.

Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
 
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."
Først og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.

"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)

Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.
For Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og ikke mindst skildre det  - indefra.



Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:

"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.


"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).

Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.

Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!
 
 
*
Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.
Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:
 
 
 Romanen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i februar 2018.


*

Læsningen af "Vahid" vækker mange tanker, og halvvejs gennem den 400 siders roman nedskrev jeg nogle af dem, som en slags refleksioner over læsningen af bogens første halvdel, der foregår inden Vahid kommer til Danmark. Det kan læses her.


***

torsdag den 9. august 2018

Anmeldelse: HESTESKAMFERINGERNE 2004 af Morten Holm Andersen



Romanen er velskrevet, velkomponeret i en dejlig strøm som man som læsere bare lader sig føre med af. Hovedpersonen Svend er midaldrende, og bliver i bogens begyndelse skilt fra sin kone, Birgit og sidder tilbage i deres fælles hus, som han har købt hende ud af. Han har hunde Betsy som han går ture med, og hunden antager gennem romanen næsten menneskelig karakter, for i perioder er det den eneste Svend taler og kommunikerer med. Han bliver fyret fra arbejdet og går på pension. Egentlig er det hele lidt sølle. Han holder øje med naboen Mona og hendes vuggende bryster – med kikkert. Ja, han nærmest udspionerer hende. Han går ture med Betsy, indtil hunden heller ikke kan mere, og bliver aflivet og begravet i bunden af haven, hvor han planter et frugttræ ovenpå og binder halsbåndet rundt om.
Den voksne søn, Thomas, har han ikke noget særligt nært forhold til, men sønnen dukker dog op en dag og fortæller at han skal være far og at det går godt med hans firma, det firma som faren ellers ikke havde tiltroet ham større held med.
Svend er på mange måder en sørgelig karakter. Det går ned ad bakken, helt ned og slutter også med at han dør. Alligevel er det rart at være i selskab med ham for han er meget menneskelig. Som læser forstår jeg ham hele vejen. Hans monologer (eller er det dialoger?) med Betsy er rørende. Ofte siger han ikke meget, men kommunikationen er der alligevel, sådan føler han det, i hvert fald. Ret beset er han ret utålelig, sådan som de fleste af os er.  

Det er en historie, der ikke gør noget større væsen af sig. Sideløbende med denne rørende ikke-historie er der en parrallel handlingstråd om hesteskamferingerne, men det skal der ikke siges mere om her. Lad det være en overraskelse!
 
Foto: Karoline Lieberkind, 2016
 
Det giver en stigende spændingskurve uden at det på nogen måde kan siges at være en krimi. Sproget er let og flydende. Det er skrevet tæt på hovedpersonen, men der er en dejlig, lidt barsk humor. Humoren er faktisk hovedpersonenes, og der er ikke noget at sige til at han sidder ene tilbage. For hvem ville kunne holde ham ud?
Jo, Betsy! Men Birgit og Thomas – og Mona kan tilsyneladende ikke.
Alligevel er det varm menneskelig skildring af liv, der ikke rigtig vil folde sig ud. Det er faktisk temmelig underholdende, selv om det helt går længere og længere ned ad bakke, måske netop derfor.

Mød Morten Holm Andersen på festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 - i 5 bydele med 80 kunstnere, hvor han læser op fra romanen og fortæller om arbejdet med den, på 2. festivaldag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen.

onsdag den 8. august 2018

Om muligheder og venskab. Depp Mattock & Dorthe Witting


Foto: Michael Svennevig
 
”Om muligheder og venskab – og om at se på livet med andre øjne                              Samtale med Depp Mattock (Syrien) og Dorthe Witting

Dorthe fortæller om, hvordan venskabet med Depp har sat det hele i perspektiv for hende, hele hendes liv, faktisk. Depp fortæller at han mærker at Dorthe er sammen med ham, fordi hun kan lide ham. Og at hun kan lide at han er der. Og ikke bare som en gæst.  At han føler sig fri sammen med hende.

”Danskere er så ligefremme, for de har ikke noget at være bange for. Det er helt nyt for mig”, fortæller Depp Mattock i denne samtale med forfattere og dramatiker Michael Svennevig forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
 
**
 
Michael Svennevig (MS): Dorthe, hvordan vil du beskrive Depp – eller jeres venskab?
Dorthe Witting (DW): (tænker) Det er svært at beskrive dig, Depp. (lang pause) For at begynde med begyndelsen, vi mødtes via Facebook. En af mine venner skrev om dig. Hun kendte dig fra arbejdet, og du havde brug for en, der kunne lære dig noget mere dansk og fortælle dig om dansk kultur. Jeg syntes at det lød spændende, og det var sådan vi mødtes
MS: Og hvem var det så du mødte?
DW: Jo, jeg mødte en meget åben og glad person. Anden gang vi mødtes var, da vi drak kaffe i restauranten.
DM: Ja, og så tog vi hjem til dig bagefter.
DW: ... hvor du mødte resten af min familie. Min mand, datter og søn. (tænker) Jeg synes at det er svært at beskrive dig, for i et venskab når man et bestemt punkt, og så har man mere en følelse af hinanden end en mening. Men mit indtryk var meget positivt. Først og fremmest din åbenhed. Dit lette tag på tilværelse efter alt det du har været igennem. Det var dengang, hvor jeg havde arbejdet i haven og klagede over lidt ondt i ryggen, men det var bare noget småtteri. Og jeg spurgte dig: Men hvordan har du det? Du fortalte at din øjenskade gjorde ondt fordi det var frostvejr, og at dit beskadigede knæ heller ikke havde det godt, når det var så koldt. (ler) ...og så klager jeg over havearbejdet! Det satte det i perspektiv. Det hele, faktisk. For det er det du gør for mig. Det kan jeg godt lide. Du får mig til at tænke på en anden måde. Det har vi talt om mange gange, og det har jeg også sagt til dig mange gange. Ofte når jeg møder danske mennesker – i min alder og i en lignende livssituation – ved jeg næsten på forhånd, hvad de vil sige. Men med dig ved jeg aldrig, hvad du vil sige. Du er fuld af overraskelser... Siden har jeg mødt mange af dine syriske venner. Det har hjulpet mig til at få et nyt billede af dit land og samfund, og ikke mindst hvordan det ser ud, når man kommer hertil som en fremmed. Var det et par uger siden, at Mohammeds søster fik et brev fra Udlændingestyrelsen. Et 6-siders brev udelukkende formuleret på en måde, så hun absolut intet forstod. Først stod der, at hun ikke kunne blive her mere på grund af denne her paragraf, men at hun kunne blive på grund af en anden paragraf. Det må være ekstremt forvirrende at befinde sig i denne situation, og så læse ordene: ”Du kan ikke blive her længere!” og så 6 sider senere – på legal language – men du kan stadig blive, og så henviser den til loven. Det gør mig trist som dansker at se, at vi har fået skabt dette omfattende bureaukrati og med meget lille eller slet ingen bevidsthed om personen, der sidder foran dig. Hvem er han eller hun, og hvad er vedkommendes historier? Hvad er muligt, og hvad er ikke muligt? Altså at se, hvor mennesket er. Jeg er ressource-manager eller personalechef for restauranter med 400 ansatte, så jeg er vant til se mennesker og have med meget forskellige mennesker at gøre. Nogle kommer lige fra fængsel, så de skal gøres humane igen, for at sige det kort. Nogle er bare forvirrede, nogle har røget for meget hash, nogle piger er anorektikere. Måske er det bare en arbejdsskade, og jeg laver ofte sjov med det, men det gør, at jeg ser og opfatter mennesker på en særlig måde.  Det præger mig selvfølgelig, og er ikke noget som jeg bare kan lægge af mig. Derfor så jeg alle dine muligheder. Men tilbage til denne følelse. Du er skribent. Du er kreativ. Jeg så alle dine kreative anlæg og talenter. Selv laver jeg alle mulige ting. Jeg er ikke sikker på om jeg har fortalt dig, at jeg oprindelig er uddannet tekstil designer?
DM: Jo, det har du fortalt mig.
MS: Så er det din tur, Depp. Hvad var det du mødte, da du så Dorthe første gang?  
DM: Jeg følte hendes varme. Hun var så rar og gav mig en følelse af, at hun var sammen med mig, fordi hun kunne lide mig. Og at hun kunne lide at jeg var der. Og ikke bare som en gæst. Jeg fornemmede hendes varme. Hun havde et varmt hjerte og en smuk sjæl. Hun taler engelsk med mig, og det er meget vigtigt. Da jeg kom til Danmark, var det vigtigt for mig at have nogen at tale dansk med, så jeg kunne blive bedre til sproget og også forstå kulturen bedre. Jeg ville gerne forstå, hvordan alting hænger sammen. Hvordan sidder familien omkring bordet og spiser, hvordan tager man sig af børnene? Det forbavsede mig at se, hvordan hun tog sig af sine børn. Hvordan hun lyttede til dem. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ville være, når jeg en dag var sammen med mine børn. For jeg ville gøre det samme. Jeg ville lytte til dem og sætte mig ned og tale med dem. Jeg ville være åben over for, hvad de sagde. Det er så interessant, det jeg ser og oplever her. Vi kommer fra meget forskellige steder, og hun har ikke tidligere været venner med én fra Mellemøsten. Når vi mødes, så får jeg et ærligt smil. Det er ikke bare et automatisk smil, sådan som mange gør. Hun kan lide mig. Vi er venner. Jeg føler mig meget fri sammen med hende, for jeg behøver ikke forstille mig. Jeg kan bare være den jeg er og fortælle hende om, hvordan jeg har det. Om min sorg og smerte. Ofte har jeg modsatrettede følelser. Det er ikke bare det ene eller det andet, men netop sammensat – og det kan jeg tale med hende om, for det har hun forståelse for. Jeg kan også spørge hende til råds, og så guider hun mig. Nu er det to år siden, at vi og hele familien mødtes og blev venner. Jeg er tit med ved middagsbordet. Hendes mand, Erik, er super cool. Sønnen Sebastian på 15 har altid travlt med sin computer, og det taler vi om. Sofia på 12 år er bare en skøn miniudgave af sin mor. Det er simpelthen herligt at være sammen med dem. Og som Dorthe fortalte, begyndte hun også at være sammen med mine syriske venner. Hun forsøger at tale lidt arabisk og at forstå vores kultur. At vi spiser siddende på gulvet. Hun lytter til vores musik. Det er første gang, at hun møder nogen fra Syrien. På samme måde som det hele var nyt for mig, da jeg kom til Danmark. Nogle gange føles det som om jeg befinder mig på en ny planet. For eksempel har vi ikke relationer mellem mænd og kvinder før ægteskabet. Det kan vi ikke have. Eller når jeg ser forældre og børn, og hvordan de læser sammen. Det er et nyt liv for mig. Danskerne er så opmærksomme på tiden. Hvis vi skal mødes kl. 10, så er det kl. 10. For mig er 10.30 lige så fint.
MS: Du er bare glad for, at det er den rigtige dag!
DM: Ja, præcis. (ler) Tidspunktet er underordnet. Men jeg kan se på hendes ansigt, når jeg kommer for sent. Hun forsøger at skjule det, men jeg kan se at det irriterer hende. Det er det samme, når hun tekster mig, for hun vil gerne have at jeg straks svarer. Men sådan har jeg det ikke. Jeg svarer måske senere på dagen, men hun forventer at jeg svarer hurtigere. Det kan jeg godt lide at hun gør.
MS: Der er mange der siger, at det er typisk for det arabiske sprog, at man ikke svarer direkte, men mere bevæger sig rundt om emnet. 
DM: Ja, det er rigtigt. Men det hænger også sammen med vores liv under en syrisk diktator, for der er man nødt til at tale rundt om. Man kan ikke sige tingene ligeud. Man er altid nødt til at lege med ordene. For ikke at stikke hovedet for langt ud. For man skal sikre både sig selv og sin familie. Man skal passe på. Man skal finde sin egen vej gennem denne massakre. Det var det samme før krigen. Jeg brugte ikke mit eget navn. Det gør jeg heller ikke nu, for det skal man være varsom med. ”Blue Sky” og ”Tiger” var nogle af de navne jeg brugte. Når danskere ser, at mit rigtige navn og navnet på Facebook ikke matcher, forstår de det ikke. Det handler ikke om ærlighed, men om at sikre sig, for ellers bliver det for farligt for mig, når jeg skriver om politik. Ellers kunne man blive fjernet, for menneskeliv er ikke noget værd – ikke der. Her tror man, at Facebook giver sandheden om, hvem du er. Så man googler navnet og går videre til Facebook-profilen
DW: Det er et sikkerhedsspørgsmål.
DM: Jeg brugte det bevidst, da jeg var i Syrien, hvor jeg skrev at jeg gik til højre, når jeg gik til venstre – og modsat. At jeg skrev ét og gjorde noget andet. (ler) Danskere er så ligefremme, for de har ikke noget at være bange for. Det er helt nyt for mig.
 ***
 

Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.



- og mød Depp Mattock og Dorthe Witting til festivalåbningen.
 

tirsdag den 7. august 2018

Den kraft som fortællingerne har. Mød Pia Sigmund

 Foto: Michael Svennevig
Samtale med den 78-årige forfatter og fortæller Pia Sigmund.
Om besættelsen og om at skulle i beskyttelsesrum under krigen,
om de første flygtninge fra Østpreussen
og om vigtigheden af at nogen fortæller én, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen – og hvordan man har det i det her land.
”Når man fortæller andres historier er det væsentligt, hvilket forhold man har til sin egen historie”, fortæller Pia Sigmund i denne samtale forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
**

FAKTA: Pia Sigmund fortæller
”Jeg er født Erna Bork. Min mormor kaldte mig altid Pia.
Jeg var opkaldt efter min oldemor, forfatterinden Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann. Jeg har skrevet om hende i bogen Oldemor Erna.
Som 18-årig købte jeg navnet Pia, og som 21-årig giftede jeg mig til navnet Sigmund.”

 ** 

”En dag siger Far til mig: ”I morgen skal du se kongen!” Og næste morgen siger han igen: ”I dag skal du se kongen!” Vi tager tøj på og går ned ad alle trapperne og hånd i hånd ud på Arendalsgade. Gaden er stille og kølig og lidt mørk. Rundt om hjørnet går vi, og der ligger Kastelsvej, fyldt med solskin, helt tom. Ingen mennesker. Vi venter lidt. Og så ... der – fra venstre – kommer kongen ridende på sin hest, helt alene. Tap-tap, tap-tap, tap-tap. Han sidder meget højt oppe. Hesten er kæmpestor og kongen er stor. Han har en blå uniform på og en skråhue. Solen skærer mig i øjnene. Løfter han hånden en smule hen imod os? Hurtigt rider han forbi. På hjemvejen og næste dag siger Far, mange gange: ”Husk nu, at du har set kongen.”
Uddrag fra Pia Sigmunds endnu upublicerede barndomserindringer: ”Barndom – 1940-1950”.
Michael Svennevig (MS): 1940. Det er lang tid siden.
Pia Sigmund (PS): Ja, meget lang tid siden.
MS: Hvor langt kan du huske tilbage?
PS: Jeg kan huske mange ting fra besættelsestiden, hvor jeg lå i min seng og kunne høre tuden af sirener og tuden af skibe fra havnen. Når der var luftalarm, var det om at komme hurtigt i tøjet og ned ad alle trapperne. Vi boede på 4. sal.
MS: Så der var du fire år?
PS: Ja, 3-4 år. Ned i et beskyttelsesrum, hvor hver familie havde sin stol, og der var en meget fin dame, der havde et skærmbræt, som hun sad bag. Det var hendes eget private. Min far var husvagt i en stor ejendom på Østerbro i København. Han havde sin hjelm og gasmaske liggende ude ved indgangen, så han lige kunne gribe fat i dem, når der var alarm. Men først skulle han få min mor, min lillesøster og mig ned i kælderen, og så skyndte han sig op på taget. Jeg tror, at det passede ham godt (ler), for han var et nysgerrigt menneske og ville gerne se, hvor der blev bombet, og om alle havde husket at slukke lyset og rulle mørklægningsgardinerne ned. Han lavede et meget fint kort over alle Københavns tage med kirkespirene, et kort som jeg endnu har.
MS: Det var inspireret af, at han havde siddet deroppe?
PS: Ja, for han skulle vide, i hvilken retning han kiggede. Det var jo mørkt, og man måtte ikke have lys, men han havde selvfølgelig sin lommelygte med, så han kunne orientere sig oppe på lofterne. Jeg var ikke deroppe, men jeg forestillede mig, at han gik på tagryggene. Sådan noget kan jeg sagtens huske. Der er også noget andet jeg husker...

Fru Hauschultz på tur, Østerbro 1943
”Fra min tid

     Den daglige tur i frisk luft var vigtig. Når mor ikke selv havde tid, kom fru Hauschultz, en ældre dame fra Rosenvængets Sideallé, som spadserede med os i timevis. Lone i barnevognen, jeg ved siden af, med et greb i håndtaget. Fru Hauschultz gik nu ikke altid ud på Langelinie for at nyde den ekstra friske luft der; faktisk tror jeg, at hun meget bedre kunne lide at gå rundt i gaderne med os for at kigge på folk. En dag, husker jeg, var der særlig mange mennesker i Rosenvængets Allé. Biler og lastbiler med åbent lad kørte op og ned i rasende tempo. Der var en mærkelig stemning. Pludselig hørte vi skyderi, og fru Hauschultz skyndte sig ind i en opgang med os. Der var vindue i døren. Jeg så tydeligt, at soldater førte en del mænd op på en åben lastbil. Lone hev og sled i sin sele for at komme ud af vognen; hun ville se mere. Vi måtte blive længe inde i opgangen. Der løb mænd rundt med skydevåben, ud og ind af opgange. Der var meget skyderi. På denne måde var vi i første parket til at overvære, at betjentene fra Rosenvængets politistation blev ført bort, den 19. september 1944. Det var der nu ingen, der forklarede mig, jeg så det bare.”
Uddrag fra Pia Sigmunds tekst til ”Gammelbogen II, Død og hygge på plejehjemmet”, Epigraf 2014.
MS: Jeg var glad for, at du gav mig teksten til Gammelbogen II. Det er en stærk tekst, for jeg føler, at det er mig, der bliver trukket med ind i trappeopgangen, og som ikke forstår, hvad der sker omkring mig, selv om jeg er for ung til at kunne have oplevet det.
PS: Jeg fik jo ikke forklaret, hvad der skete, men syntes da, at det var interessant. Først senere blev jeg forbavset over, at jeg havde oplevet politiets arrestation. Men vores barnepige var heller ikke klar over det og tog ikke hensyn til, at hun havde to småbørn med. Hun syntes også, at det var spændende.
MS: Når det handler om at fortælle historier, så hænger det jo også sammen med, hvilket forhold man har til at fortælle sin egen historie. For hvordan fortælle andres, hvis man ikke kan fortælle sin egen? Men hvordan er det for dig at sidde her, for du plejer jo at sidde i min stol og være den, der lytter og skriver ned? Du virker ret tryg ved det?
PS: Ja, jeg har da glædet mig til det. Lige siden du bad mig om at komme, har jeg gået og tænkt over, hvad du mon ville spørge om? Jeg har gået og tænkt og synes da, at det er en vidunderlig gave at få, at skulle prøve at sammenfatte noget om livet. Men det er rigtigt, jeg har lige interviewet en ung pige her til formiddag, så... ja, det plejer at være mig i stolen.
MS: Nu er du selv historiefortæller, så du er vant til at fortælle.
Frihedskæmpere i gården, maj 1945. Foto: min far
PS: Jeg tænker hele tiden på fortællingen. Også historisk, for jeg ser det jo også udefra som den, der har oplevet, at politiet blev ført bort. At have oplevet den historiske begivenhed, som det er. Så jeg leder også med mine historiker-øjne efter noget af det, jeg har oplevet gennem et langt liv. Også den fantastiske glæde og fryd der var – nej ikke den 5. maj 1945, for den dag var det lidt uroligt på gaderne endnu. Der var frihedskæmpere rundt om hjørnerne, nej, den dag måtte man ikke gå på gaden - men den 6. maj ... Så vidt jeg husker, var det en søndag, og alle hoppede og dansede i gaderne. Solen skinnede. Det var en glædens dag.
Erna med dukkehus 1945
Der er også noget andet, som jeg tydeligt husker. Det var i vinteren 1945, og min far sagde, at vi lige skulle komme hen til vinduet, og så åbnede han de franske døre og vinduer. Vi boede på 4. sal. Vi så ned på gaden og hørte en mærkelig lyd af en masse mennesker, der talte ganske, ganske stille sammen. Man hørte sko og traven hen ad gaden, og der gik mennesker, mennesker og mennesker. De kiggede alle ned i jorden og var grå, triste og forknytte. Det kunne vi se oppe fra 4. sal. Min far fortalte os, at det var flygtninge, der kom fra Østpreussen og var blevet sejlet til Københavns havn, hvor de var blevet sat i land. Det var måske 1.000 eller flere, der havde været stuvet sammen på et skib, og nu skulle de indkvarteres på en af skolerne der på Østerbro. Det var mest kvinder, børn og gamle. De gik ganske, ganske langsomt og talte sammen, stille. De har været frygteligt bange, men måske også lettede over endelig at været kommet i land. De var sultne og dårlige og havde kun små tasker med. Det er noget jeg har tænkt på... hvordan de havde det, da de kom i land. Nu er jeg glad for, at min far sagde: ”Det er noget særligt, du ser her!” Men dengang var jeg ikke klar over, hvad det betød.
Erna Bork, 1o år
MS: Der er mange, der siger, at vores generelt hårde syn på flygtninge hænger sammen med, at det er så få af os, der endnu har erindringen om det, du oplevede i 40´erne.
PS: Ja, det kunne godt hænge sammen med det. Men jeg tror nu også, at der er andre grunde til det. Men det er rigtigt, at det er svært at forestille sig at være på flugt, når man ikke selv har set og mærket det. Jeg har boet nogle år i forskellige lande, og da vi kom til USA, min mand og jeg med to små børn, havde vi ikke så mange penge, og vi skulle blive der nogle år. Vi kom til at bo i det mest elendige hus med brølende trafik lige foran, så jeg kunne ikke gå ud med børnene, og jeg følte, at det var en meget dårlig ankomst. Der var ingen, der hjalp mig eller tog mig med ud og viste mig, hvor der var en have eller en legeplads. Et eller andet lille fristed, hvor jeg kunne gå hen. Det er en oplevelse, der har fulgt mig siden, selv om vi slet ikke var flygtninge. Vi havde mad på bordet.
MS: Men følelsen...
Holsteinsgades Skole, 2. klasse, 1947


PS: Ja, følelsen var der, og jeg forstod vigtigheden af, at der er nogen, der fortæller én, hvad man kan gøre, hvor man kan gå hen – og hvordan man har det i det her land. Den gode modtagelse betyder meget. Det er meget vigtigt for mig at have for øje, når vi modtager nye mennesker her i landet.
MS: Men inden du fortæller om det, må du lige fortælle om din baggrund.
PS: Jeg har været lærer i 20 år, men da jeg blev 50, begyndte jeg at læse videre.
MS: Hvorfor det?
PS: Jeg drømte om det i mange år. Jeg ville så gerne læse historie. Det var det, jeg gik og tænkte på, mens jeg underviste i folkeskolen. At det var noget for mig. Jeg skulle nok have gjort det, allerede da jeg var ung, men det blev ikke til noget. Men det var måske også meget godt, for det at være lærer er et meget fleksibelt arbejde, så jeg f.eks. havde nedsat timeantal, da vores børn var små. Eller det var i hvert fald et fleksibelt arbejde dengang. Men så skulle det være.
MS: Men hvorfor historie?
PS: Det ligger så dybt i mig, så det kan jeg slet ikke forklare. Jeg tror, det er medfødt.
MS: Er det noget, du har fra dine forældre?
PS: Ja, min far var meget historisk interesseret. Absolut. Han var også familiehistorisk interesseret og lavede stamtræ, både for min mors og for hans egen familie. Jeg har altid lyttet meget til, hvad han fortalte mig. Han var historiefortæller – uden at vide det.
MS: Hvad vil det sige?
PS: Han underholdt os hver dag. Det var både med moralske, historiske og aktuelle ting. Både min mor, min søster og jeg sad pænt og lyttede. Han læste meget og underholdt med det bagefter. Jeg kan huske, at han læste Gerald Durrells ”Min familie og andre dyr”. Vidunderlig bog. Han kunne huske det hele og fortalte fra ende til anden, når vi drak te. Også om alt muligt andet. Også om politik. Som tiden går, føler jeg mig stadigt mere forbundet med min far. Mere og mere.

MS: Senere skrev du selv en lang række bøger med historisk tema.
PS: Det har været vidunderligt, for jeg har haft et så skønt samarbejde med Charlotte Clante, der har illustreret alle 11 bøger i serien ”Børn i Danmarkshistorien”. Jeg ville sådan ønske, at vi også kommer til at lave bog nr. 12 i serien. Men jeg får hele tiden andre nye ideer, som jeg lige skal have gjort... og så går tiden, men jeg har en ny idé. Det hele hænger sammen med, at jeg begyndte at undervise i historie i folkeskolen. Jeg, som elsker historie så meget, var ret fortvivlet over at skulle undervise i et fag uden noget ordentligt materiale. Det var tekst, tekst og tekst – og så var der måske et enkelt frimærkestort billede af en eller anden konge, præsident eller hærchef. Aldrig en kvinde eller et barn. Jeg kunne da godt forstå, at børnene ikke syntes om det, og selv vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle finde de gode historier og fortælle om dem, for jeg havde simpelthen ikke baggrundsviden nok til det. Jeg var rigtig ked af det og forstod godt, når børnene sagde: ”Eh, det er godt nok et kedeligt fag – og en kedelig lærer!” Derfor gik jeg i mange år og drømte om at lære noget mere om historie og metode. Ja, at få en større viden om det. Og derfor fik jeg denne drøm om selv at lave bøger, så børn kunne forstå historien.
***

Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.
- og mød Pia Sigmund
til festivalåbningen
i Apostelkirken,
fredag den 10. august 2018. 
Se program:

.