Mød Hanne Marie Svendsen

Omslag: Ida Balslev-Olesen

”Mellem Regndråber”

Forfatteren Hanne Marie Svendsen (født 1933) fortæller om savn og længsel, om asketåger og vågne drømme på denne 19. festivalpodcast, der er en hyldest til det fabulerende og drømmende, der løber som en rød tråd igennem forfatterskabet og ikke mindst i den seneste roman ”Mellem regndråber” (Gyldendal, 2019). Men også om, hvordan det startede, og om hvordan et møde med forfatteren og digteren Jens August Schade (1903-1978) kom til at betyde meget. Hanne Marie Svendsen fortæller om sit forfatterskab og den seneste roman "Mellem regndråber" og læser op fra: "Samtale med Gud og Fandens oldemor", (Gyldendal, 1982), "Rudimenter af R" (Gyldendal, 2009) og "Himmelsten" (Gyldendal, 2013).

Foto: Michael Svennevig

Anmeldelse af MELLEM REGNDRÅBER

Det er en fryd at læse ”Mellem regndråber”, der består af 13 selvstændige afsnit. Ellers måske er det snarere essays. Skønlitterære essay. Eller slet og ret en roman, sådan som bogen er benævnt på omslaget. Det er som at vandre imellem regndråber, for man bliver slet ikke våd. I Hanne Marie Svendsens selskab når man tørskoet frem. Måske til det hinsides – eller i hvert fald meget tættere på sig selv.

Jeg tror slet ikke at det er forfatterens svanesang, for selv om tekster bærer præg af at være skrevet af en forfatterinde med et langt liv bag sig med mange indhøstede erfaringer, er det som om at det hele vejen igennem også venter et smil. Nogle gange sørgmuntert, men hele tiden fuld af skælm og virkelyst. Det er en vågen tekst, der er til stede og som folder sig ud for læseren, der giver sig tid til at læse romanen. Man kan sagtens læse den på ingen tid, for der står ikke meget, eller det er netop, hvad der gør. Men det er beskrevet med få præcise ord, men til gengæld er indsigterne og erkendelser lige bag tekstens overflade fascinerende dybe. Ja, sine steder ligefrem afgrundsdybe. Det er som at danse med døden. Rundt og rundt på en ganske sprød overflade, der hvert øjeblik kan skride, men alligevel føler jeg mig så tryg i Hanne Marie Svendsens selskab. Det er en meget personlig beretning, der aldrig bliver privat.

Dansestemningen bliver slået an ordene: ”Efterhånden kender jeg flere døde end levende. Når jeg skal dø, vil jeg have en fest for dem alle, levende og døde. De skal danse med hinanden, le med hinanden, mens jeg står i en krog og kigger på.” (side 55).

Teksten er perlende, og svær at lægge fra sig. Hør bare dette afsnit, der gnistrer af veloplagthed: 

”Når jeg en sjælden gang tog ind til byen for at købe ind, mødte jeg gamle venner.

Jeg sad på en café og hvilede mig. Og ind kom Inger Christensen. Hun havde været i magasin for at købe et opvaskestativ og en røget makrel.

Abrikostræerne findes. Men også opvaskestativer og røgede makrel.” (side 63).

Men teksten er fuld af sorg, for hvordan kommer man videre, når ens elskede dør? Hvordan kan livet fortsætte forbi det uoverskrideligt kryds som døden efterlader dér, hvor ægtemanden plejer at være. Eller som Hanne Marie Svendsen beskriver det i romanen med rammende og overraskende billeder á la dette:

”Det siges, at Ruth Berlau gik rundt med sin gamle elsker Bert Brechts urne i sin håndtaske.

Jeg drømmer, at jeg har fået indopereret en urne i en kindtand yderst foroven.”

Man smiler uvægerligt, selv om det mere er tragisk end sjovt. Eller tragikomisk, i hvert fald.

Fortællingernes tone er klar og munter, sådan som den sammenstilles i f.eks. denne beskrivelse: 

”... marmorsarkofag omgivet af engle af nissemænd.” 

Man ser det straks for sig. Sådan er det hele vejen gennem. Jeg måtte rationere læsningen, for ikke at blive for hurtig færdig, men det var svært at vente. Til gengæld er det en bog som jeg straks fik lyst til at genlæse, da jeg havde vendt sidste side.

"Mellem regndråber", Gyldendal, 2019. 123 sider.

*

Det er tredje gang vi mødes for at tale om drømme, liv og litteratur.

Første gang indgik det i "Drømme og visioner. Portrætsamtaler om at ville og kunne" (Epigraf, 2011). Læs et uddrag.

Anden gang indgik det i "Ude på kanten. Portrætsamtaler om at turde" (Epigraf 2014). Læs et uddrag.

Denne tredje gang kan det høres på denne 19. festivalpodcast.

Derudover har Hanne Marie Svendsen  medvirket 

på Gammelfestivalen Det Sidste Suk (2010) 

og i den tilhørende Gammelbog I  

- samt på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet (2014)

og i den tilhørende Gammelbogen II

Læs også det seneste: Ældst er bedst

Oplev Hanne Marie Svendsen på Gammelfilmen (2014)
sammen med Henning Carlsen, Lise Warburg, Lise Bidstrup 
og Kirsten Thorup.

Foto: Michael Svennevig

Mød Hanne Marie Svendsen 

til festivalåbningen af MØD VERDEN, 

fredag den 9, august 2019. 


Se festivaltrailer. 
Læs mere om festivalen 
- og festivalåbningen på  Facebook.

Mød Pia Sigmund og Mirza Cirkinagic

Pia Sigmund har skrevet bogen ”DANSKE UNGE. Gode historier om dansk mangfoldighed”, der udkom på Forlaget Ravnerock tidligere i år, hvor hun bl.a. taler med Mirza Cirkinagic:

”Min søster og jeg var de eneste udlændinge i vores folkeskole. Det var hurtig og konsekvent integration. Jeg kastede mig ud i at blive dansk nok”. 

Efter folkeskolen og med studentereksamen i bagagen rejste Mirza rundt i verden i 2 år. 

”Vandregenet i vores familie slog til. Jeg elsker at rejse og se andre steder og udvide min horisont. Når vi møder hinanden, kan vi bedre forstå hinanden, og vi bliver bedre til kulturudveksling.” 

Så snart Mirza var i Danmark igen, fik han job i rejsebureauet KILROY, og her var hans opgave at sende andre mennesker ud i verden. 

”Jeg er megaglad for mit arbejde, og det er blevet lidt af min personlige identitet. Og så var jeg så heldig at møde min kone der. Mit job har ført mig til mit livs kærlighed nummer 1 og nummer 2. ” 

Mirza giftede sig med Sepideh (med iransk baggrund) for et par år siden; og de har en lille søn, Emmet.

- uddrag fra "DANSKE UNGE".

Om bogen:

Jeg bliver glad og fortrøstningsfuld, når jeg læser om de tre familier som Pia Sigmund har valgt at fortælle om i ”DANSKE UNGE”. Den ene rejser mere end den anden. Den ene har mere vidtgående uddannelser end den anden. Den ene er mere optager af dansk kultur end den anden. Det er berigende læsning, og samtidig er det også en påmindelse om at man skal beholde sin egen kultur, sin egen religion og alt det der er ens egen, men samtidig være åben over for alt det danske. Vær åben over for det der er omkring os – Ja, det gælder jo os alle. Det er mønstereksempler på, hvad man kan gøre med integrationen, så det bliver en berigelse for alle. Jeg sidder tilbage med et stort smil og med en følelse af, hvor stort livet er, og hvor rummer det dog mange muligheder. Hvor er det dog nogle friske, initiativrige og løfterige fortællinger om, hvordan mangfoldigheden kan være en berigelse. Dertil er der masser af dokumentation for den succes som langt de fleste medier og politikere har valgt totalt at fortie. Det er forstemmende midt i glæden.

Mød dem begge til festivalåbningen af MØD VERDEN, og her er  et genhør med festivalpodcasten fra 2018: 

”Den kraft som fortællingerne har”, hvor den nu 79-årige forfatter og fortæller beretter om sit møde med de første flygtninge fra Østpreussen, da hun var barn. 

Men også om vigtigheden af at nogen fortæller de nyankomne, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen – og hvordan man har det i det her land.

”Når man fortæller andres historier er det væsentligt, hvilket forhold man har til sin egen historie”, fortæller Pia Sigmund i podcastsamtalen, der også er udgivet i bogen "Billeder af liv" (Epigraf 2018). 

Her er et uddrag fra bogen:

Pia Sigmund (PS): Jeg har været lærer i 20 år, men da jeg blev 50, begyndte jeg at læse videre.

Michael Svennevig (MS): Hvorfor det?

PS: Jeg drømte om det i mange år. Jeg ville så gerne læse historie. Det var det, jeg gik og tænkte på, mens jeg underviste i folkeskolen. At det var noget for mig. Jeg skulle nok have gjort det, allerede da jeg var ung, men det blev ikke til noget. Men det var måske også meget godt, for det at være lærer er et meget fleksibelt arbejde, så jeg f.eks. havde nedsat timeantal, da vores børn var små. Eller det var i hvert fald et fleksibelt arbejde dengang. Men så skulle det være.

MS: Men hvorfor historie?

PS: Det ligger så dybt i mig, så det kan jeg slet ikke forklare. Jeg tror, det er medfødt.

MS: Er det noget, du har fra dine forældre?

PS: Ja, min far var meget historisk interesseret. Absolut. Han var også familiehistorisk interesseret og lavede stamtræ, både for min mors og for hans egen familie. Jeg har altid lyttet meget til, hvad han fortalte mig. Han var historiefortæller – uden at vide det.

Læs mere.