Anmeldelse: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN på Espergærde Bibliotek

 

Fotos: Madame Garborg

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for, når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.

”Når hun og jeg

legede sammen

glemte jeg

hendes handicap”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek

Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.

”Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg

de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 

Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.

 

”Mange har spurgt mig

om det har været hårdt

at vokse op med en søster

der har Downs

og autisme.

Ja

har jeg svaret.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 

De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.

 

Læs og lyt mere:

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast  med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN.    I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København. 

Foto: Majka Bjørnager. 

Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse.

*

Nynne Tworeks digtsamling, "Glasdøren", koster 149,- kr. 

og kan købes i Fredensborg Boghandel 

eller direkte via mail til nynnebtworek@gmail.com

*

Foto: Michael Svennevig

*

MØD VERDEN - MØD KAFKA

Foto: Helene Hernflo.

Birte Kont har givet tilladelse til at hendes oplæg om Franz Kafka fra festivalafslutningen kan offentliggøres her på bloggen. Det er et smukt 10 minutters essay, der fortjener at nå videre ud, så her er det:

Birte Kont:

MØD KAFKA i ”Mød verden” den 18. august 2019

Selvom man ikke har læst en linje af Kafka, kender enhver udtrykket kafkask.

Franz Kafka tilhørte det assimilerede, jødiske tysktalende mindretal i Prag, skrev i en antisemitisk tid og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder.

Hvordan er Kafka universel? Og hvad kan det kafkaske fortælle os (om) i dag?

 

Kafkas personlige historie, hans livslange misforhold til faderen og nogle kulturhistoriske forhold på Kafkas tid – først og fremmest hvad det indebar at være jøde i Prags antisemitiske atmosfære – er den grund, som hele Kafkas forfatterskab voksede frem af. Det, han skrev om, kunne i virkeligheden foregå hvor som helst, men er med til at betinge det universelle og det, vi forstår som det kafkaske, og kan stadig i dag fortælle os noget væsentligt om at være fremmed i verden: En tilstand, der er om noget blevet Kafkas vandmærke.

Kafka taler til mennesker overalt på kloden, ordet kafkask er på mere end 100 sprog gået ind i dagligsproget som en tilstand af absurd eksistentiel og universel ufremkommelighed. Kafkas værk er blevet fortolket i utallige kontekster, og der bliver ved med at komme nye. I 2018 udgav Benjamin Balint Kafka’s Last Trial – The Case of A Literary Legacy, der i lyset af en række retssager om Kafkas efterladte manuskripter fortæller om Kafka og hans betydning gennem tiden. Det nye her er opdagelsen af, i hvor høj grad Kafka skriver om identitet.

Kafka blev født i 1883. Bortset fra kortere rejser i Europa, bl.a. til Marielyst på Falster, levede Kafka det meste af sit liv i fødebyen Prag. Først i efteråret 1923, flyttede Kafka til Berlin sammen med Dora Diamant, der var af hasidisk afstamning. Trods fattigdom og svækket af sygdom lykkedes det, som Kafka livslangt havde kæmpet for, nemlig at nå frem til en slags harmoni mellem liv og skrivning. Men glæden – eller snarere det at befinde sig på tærsklen til glæde, som han har skrevet et sted – blev kort. Kafka døde i juni 1924.

Kafka bad sin nærmeste ven, forfatteren og kritikeren Max Brod, der også var hans litterære agent, om at brænde alt, hvad han efterlod sig af ufuldstændige manuskripter. Men da Brod i 1939 flygtede fra det tyskbesatte Prag til det daværende Palæstina, havde han proppet Kafkas håndskrevne manuskripter ned i sin kuffert. Og det er takket være Brod, at verden har fået kendskab til bl.a. Kafkas tre store romaner, Amerika, Processen og Slottet, et større antal fortællinger, Kafkas dagbøger og hans brev til sin far, Kære far, forstå mig ret … Brods forræderi kan skyldes, at han var den første, der hørte Kafka læse højt af sine tekster, og at han (modsat Kafka selv) opfattede Kafka som et geni, Kafka er vor tids største forfatter har Brod noteret i sin dagbog.   

Her i sommer hørte jeg et foredrag med Moritz Schramm, der er lektor på Syddansk Universitet og har skrevet PhD om Kafka. Han konstaterede, at selv om der er utallige fortolkninger af Kafkas værk, er der ingen fortolkning, der kan udtømme det til bunds, og kom med sit bud på, hvorfor man hos Kafka kan blive ved med at finde ny betydning: Kafka skriver konkret, men hans absurde tekster peger ud mod og stiller spørgsmål til eksistensens store universelle temaer som f.eks. magt og retfærdighed.

Den 21. juni 1913 skrev Kafka i sin dagbog: Den uhyre verden, jeg har i mit hoved. Men hvorledes befri mig selv og befri den, uden at gå i stykker. Og tusind gange hellere gå i stykker end at holde den tilbage og begrave den i mig. Det er jo det, jeg er her for. Det står mig helt klart.

Kafka begyndte at skrive dagbog i 1909, og i dagbogen kan man følge, hvordan han arbejdede, for der er adskillige enslydende begyndelser, der stopper midt i en sætning, og så begyndte han forfra. Det har at gøre med, at når Kafka begyndte at skrive, søgte han ind i en skrive-rus og skrev intuitivt. Men Kafka kunne ikke samle alt det, han havde fået skrevet frem, og opfattede selv sine romaner som ufuldstændige.

Processen åbner med ordene: En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt. Josef K. fremmedgøres og mister sine rettigheder i sit eget hjem, og da han ikke kender sin brøde, erklærer han sig uskyldig. Herefter, med en absurd logik og en sort kafkask komik, jages Josef K. igennem et labyrintisk bureaukrati, der med en lang række vildledende personer og en overjordisk domstol vrider og forvrænger Lovbegrebet og det juridiske system og stiller med dette spørgsmål til, om der findes en højere guddommelig retfærdighed? I Processens slutning bliver Josef K stukket med en kniv i hjertet og dør med ordene: Som en hund, sagde han, og det var som skammen skulle overleve ham.

Da jeg i 1990’erne læste litteraturvidenskab på KUA, sagde min unge underviser om den ovennævnte skam: Det er arvesynden. Efter undervisningen gik jeg op til ham og sagde, at Kafka var jøde, og at man inden for jødedommen ikke opererer med arvesynd. Jeg ved ikke spor om det jødiske, sagde den unge underviser, så her fik jeg mit specialeemne forærende, en fortolkning af Kafkas værk ud fra en jødisk vinkel. Bortset fra min specialevejleder, nu afdøde Uffe Hansen, har den hjemlige litteraturforskning ikke (som den internationale), interesseret sig for Kafkas jødiske herkomst. Men i 1999 udgav Uffe Hansen Aforismer og andre efterladte skrifter med et noteapparat, der viser, at der i Kafkas aforismer kan findes idéstukturer, som bl.a. peger direkte mod tænkningen i hasidismen i den jødiske mystik, f.eks. Den, der søger, finder ikke, den, der ikke søger, bliver fundet. Aforismen refererer til en hasidisk idé og handler om at gøre det negative, som der desværre ikke er tid til at gå dybere ind i her. Kort kan jeg sige, at hvis man ikke tillægger Kafkas jødiske baggrund betydning for hans værk, kan man let overse, i hvor høj grad hans verdensengagement kanaliseres via den jødiske identitet.

I Kafkas dagbog kan man følge, hvordan hans gryende jødiske bevidsthed fører til øget skrivning. I 1910 i Prag hørte Kafka et foredrag med Martin Buber, der var en af den zionistiske bevægelses førende skikkelser i Berlin. I vinteren 1911, da en jødisk teatertrup fra Galicien optrådte Prag, så Kafka og Brod mere end 20 forestillinger, og Kafka blev ven med truppens ledende skuespiller, Jitzhak Löwy. Og i dagbogen mellem erindringer og drømme, refleksioner over sproget og referencer til bl.a. Goethe, Dostojevskij og Strindberg, dukkede nu også en jødisk verden frem. Mere end 100 sider i dagbogen er kommentarer til det jødiske teater og den øst-jødisk-europæiske kultur. Der er refleksioner over vest-jødens stilling i samfundet og den jødiske religions praksis i vest og i øst; der er referencer til jødiske forfattere og til Torah (Loven, De fem Mosebøger) og Talmud (Studium, Samlingen af diskussioner af Loven) og til den hasidiske teksttradition. I denne første store inspirationsbølge skrev Kafka bl.a. to af de mest kendte fortællinger Dommen og Forvandlingen i 1912 og 1913.

I Dommen fortæller Georg sin far om sin forestående forlovelse. Faren reagerer giftigt og ironisk på Georgs frigørelsesforsøg, der giver anledning til et absurd magtspil mellem faren og Georg og ender med, at faren dømmer sønnen til druknedøden, hvorefter han løber ud af huset, ud på Cechbroen, griber om gelænderet som en sulten griber efter føde og kaster sig i floden. Kafka skrev Dommen i én lang skrive-rus, der varede hele natten, og anså den selv for sit egentlige gennembrud.

I Forvandlingen vågner Gregor Samsa, en pligtopfyldende, ung handelsrejsende en morgen efter urolige drømme og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en kæmpebille. Kafka bruger ordet Ungeziefer, og det er tankevækkende, at netop Ungeziefer sidenhen i Hitlers racistiske propaganda, blev brugt som benævnelsen for en jøde. I den forbindelse vil jeg nævne, at Kafkas tre søstre og adskillige af hans venner og kolleger endte livet i en kz-lejr. I brevet til faren kalder Kafka far-søn-konflikten for ein Kampf des Ungeziefers og erindrer også, at faren kaldte kunstnervennen Jitzhak Löwy for Ungeziefer. Der er desværre ikke tid til at gå dybere ind i teksten, men i Forvandlingen handler det ikke længere kun om at være en fremmed i nye omgivelser, men en fremmed i sin egen krop. Også det må siges at være aktuelt for vor tid.

Den amerikanske succesforfatter Nicole Krauss har i sin seneste store roman Mørke dybe skove ladet Kafka overleve den lungetuberkulose, han døde af, og rejse til Palæstina, en tanke han havde flirtet med. Så ud over at blive udgivet og anerkendt mod sin vilje har Kafka fået et efterliv, som han ville have hadet. Eller ville han? Måske sidder han på en himmelsk tærskel og kigger ned på vores absurde verden – og ler.

Læs mere om Birte Kont, 

forfatteren til dette 10 minutters lyn-oplæg 

holdt på festivalafslutningen

af MØD VERDEN, 

søndag den 18. august 2019

i Dansk Forfatterforening.

Mød forfatteren Birte Kont

Foto: Helene Hernflo.

Selvom man ikke har læst en linje af Kafka, 

kender enhver udtrykket kafkask. 

Franz Kafka tilhørte det assimilerede jødiske tysktalende mindretal i Prag, 

skrev i en antisemitisk tid 

og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder. 

Hvordan er Kafka universel? 

Og hvad kan dette kafkaske fortælle os i dag?

Hele oplægget er siden 
- med tilladelse fra Birte Kont -
offentliggjort her på bloggen.
Læs det her.

Birte Kont fortæller om Kafka til festivalafslutningen.

Selv har hun skrevet bogen

"Skyldidentitet hos Franz Kafka

– en moderne jødisk tvivlers livtag med loven"

 (Nansensgade Antikvariats Forlag , 2002).

Birte Kont fortæller:
"Mit syn på litteratur og sprog er farvet af den russiske litterat og kulturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975). Bakhtin definerer sproget som en ”begivenhed”, der inddrager sproglige, kulturelle og sociale elementer fra omverdenen. Her spilles værdierne i menneskelivet og samfundslivet ud mod hinanden inden for et særligt historisk rum. Sprog er verdenssyn.

Mit syn på sproget og verden – og kønnet – er inspireret af feministen og forfatteren Virginia Woolf (1882-1941). Woolf ser sproget som udtryk for et mandligt verdenssyn, hvori den kvindelige forfatter kan komme til orde som en sproglig og kulturel konstruktion i brændpunktet af en mængde forskellige synsvinkler.

Jeg er optaget af det felt, hvor litteraturteori og psykoanalyse lapper ind over hinanden: På trods af at den gode litteratur etablerer sin egen virkelighed, bliver litteraturen fortsat til gennem sprog, der skrives af mennesker i verden.

Mit mangeårige og nyskabende arbejde med Franz Kafka (1883-1924) er et område for sig, men hænger sammen med mine øvrige temaer.

Kafkas sociale blik på individet og den moderne, bureaukratiske, sekulære verden peger mod forfatterens baggrund i den tysktalende, assimilerede jødiske minoritet i det antisemitiske Prag i de første årtier af 1900-tallet.

Kafkas tre søstre døde i kz-lejr.

Arbejdet med Kafkas forfatterskab har fra minoritetens synspunkt givet mig et særligt blik for at finde nye og skæve perspektiver på det kendte – og omvendt."

Om romandebutten EN BY I RUSLAND (Gyldendal, 2011):

Hun vokser op i en jødisk familie i skyggen af anden verdenskrig, hvor fortielse og ulmende jødehad eksisterer side om side.

I hele sin barndom og ind i ungdommen bliver hun holdt uvidende om, hvad der skete med jøderne under krigen. Hverken hendes bedsteforældre, forældre eller onkler og tanter siger noget, det er en stiltiende overenskomst i familien, at man vælger at være tavs for at skåne. Men effekten bliver det modsatte. Det ufortalte vokser sig stort og uhyggeligt i barnets fantasi.

Birte Kont medvirker til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN, 

søndag den 18. august kl. 13-16 

i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, 

Dronningensgade 14, Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet til 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 

- et par gader derfra.

Masker & historiefortælling

Foto: Shohreh Shahrzad.

Kan det overhovedet være mere enkelt!

Shohreh Shahrzad, er med igen på 2. festivaldag 

på Amager i HF Prøvestenen. 

Sidste år fløj hun med 5 meter store ugle på fællesplænen, 

i år vil hun lav masker, 

sådan som det ses på billederne.

Med papirsposer og farver 

kan der laves alle mulige forskellige masker 

.

Shohreh vil være der til at hjælpe børn og voksne.

Som hun understreger, så er det ikke hende, der laver dem, 

men hun vil gerne hjælpe dem, der vil begive sig ind i maskeverdenen 

på udkik efter en ny maske - et nyt billede af sig selv.

Foto: Shohreh Shahrzad.

Her er et billede af Shohreh selv - uden maske, men alligevel maskeret.

Sådan ser Shohreh ud "uden maske".

Foto: Majka Bjørnager.

 Et scenebillede fra "Minder fra rejser jeg aldrig har været på", 

der opføres i uddrag til festivalåbningen 

og som kan opleves i sin helhed 

som afslutningen på festivalens 3. dag 

i Global Art Gallery i Vanløse, 

tirsdag den 13. august.

*

Laura Kamis Wrang er skuespiller og historiefortæller

- og hun er også med i HF Prøvestenen på festivalens 2. dag -

hvor hun traditionen tro fortæller historier for børn og voksne.

Laura, der også synstolker for døve, 
fortæller om den historie hun har med:

"Den legende dans igennem livets blinde vinkler!"

Et causeri omkring, hvordan vi ser på det vi tror vi ser 

- men hvad ser vi virkelig? 

Hvad sker der, når vi fejer de blinde vinkler væk?

Tør vi tage imod de verdener fulde af nye 

vidunderlige oplevelser der måske venter på os?.

Laura er lige kommet hjem fra Skotland, og beretter:

"I går landede jeg i Edinburgh og så en fantastisk danseforestilling med et Canadisk dansekompagni. "9" hed den, fordi musikken var fra Beethovens 9. symfoni, skrevet da han var døv. På scenen er en af danserne døv, hvis han ikke har sit særlige høreapparat på.Helt unik og så rørende, dynamisk og sitrende samtidig med at den var fuld af humor."

Mød Michael Omoke & ACT - New Nordic Voices

Foto: Michael Svennevig.

“Jeg er født i Kenya, men bor i Danmark – og føler mig dansk, men på samme tid har jeg en kultur og en baggrund, der er ny for  folk her, på samme måde som det danske stadig er nyt for mig. 

NEW NORDIC VOICES er et bud på at få stemmer udefra til at klinge sammen med det danske, og det danske til at klinge sammen med det fremmede. Jeg vil ikke bare behage publikum, men gerne bevæge dem, og om de bliver berørt eller oprørt er op til dem selv. men jeg bringer dramatik fra ”the global south” sammen med nordiske dramatiske klassikere. Der er store tematiske ligheder mellem dramatikere, der er fra er fra totalt adskilte dele af verden. På den måde bringer vi forskelle sammen, for at spejle os i lighederne og forhåbentlig blive lidt klogere på os selv og hinanden. For som kunstner bor jeg i det nordiske, men vil gerne række ud og omfavne det hele. Det er det jeg gerne vil med teatret, og som jeg også synes at teatret er så godt til. ”

Lyt med på denne 25. festivalpodcast 

- og mød Michael Omoke 

og se et uddrag fra forestillingen 

"For Coloured Girls", til festivalafslutningen, 

inden københavnerpremiere senere på måneden

FOR COLORED GIRLS

Cast:

Rebecca Langley

Pernille Nordtop

Ellen Gram

Wanjiku Victoria Seest

Alice Knuth

Dew Mandonsela

Praachi Pratz

Production Team:

Artistic Director:  Michael Omoke

Theatre Director: Shirley Basefield Dunlap

Light design: Cheryl Williams

Assistant to the Director: Anna Skanborg  

Financial Manager: Anders Juhl & Hind Charafi  

Production Manager: Zach Khadudu  

Stage Manager: Aicha Haidara

Graphic Design: Shasyaa Harsh Vaishnav  

Foto: Michael Svennevig

Mød Michael Omoke og de medvirkende i "For Coloured Girls", 

allerede inden de medvirker på festivalen MØD VERDEN 

Oplev et uddrag fra forestillingen til  festivalafslutningen, 

søndag den 18. august kl. 13-16 

i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, 

Dronningensgade 14, Christianshavn 

(I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet 

til Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 

- et par gader derfra)

----------------

Siden festivalen har forestillingen haft premiere

- her er anmeldelsen.

      --------------