ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke.
Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for, når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.
”Når hun og jeg
legede sammen
glemte jeg
hendes handicap”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
Det
er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens
intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været
tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i
stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden
af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var
trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.
”Engang lå jeg
på toppen
af en kompostbunke
med arme og ben
spredt og strakt ud
Homo Vitruvianus
kiggede mod himlen
der omfavnede kloden.
Dengang og nu
omfavnede jeg hende
hendes hyl
hendes vrede
hendes afvisninger
hendes kontrol
hendes egoisme.
Dengang og nu
omfavner jeg
de mennesker
som får mit sind
til at slå knude
på sig selv.
Nu
forsøger jeg
at slippe.”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.
”Mange har spurgt mig
om det har været hårdt
at vokse op med en søster
der har Downs
og autisme.
Ja
har jeg svaret.”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.
Læs
og lyt mere:
I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar