Nu er jeg menneske igen - 4
”Min længsel efter ”ét eller
andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted. Men mange har været
rejsekammerater og har løftet mig skridt for skridt. Uden dem ville jeg aldrig
være nået hjem igen." Pia
Raug
Sangeren Pia Raug fortæller om dengang og nu:
Så
synger de sange om folkenes lykke/
Så synger de sange om folkenes sorg/
Så
blæser de alle partier et stykke/
og vælter den sidste papirtigers borg.
Pia Raug satte musik til Inger Christensens digt ”Chile” i 1980, og var
med sine sange og musik med til at give tiden en stemme, men hvad gør vi i
dag og hvordan kommer nye protestsange til orde - hvis de findes?
Pia Raug siger selv: "Til gengæld bliver jeg nødt til
at sige, at jeg aldrig har kunnet prale med at være ”protestsanger”. Jeg var ikke
med i den bølge. Jeg var for ung, eller måske bare for langsom. Jeg har bare
skrevet og sunget de sange, jeg måtte skrive og synge – om de forhold og emner,
jeg havde brug for at forstå og danne mig en holdning til - så jeg både kunne
stå inde for det, leve med det og se mig selv i øjnene."
Jeg havde skrevet til hende: ”Kunne
du have lyst til at være med, Pia? På en eller anden måde. Måske med et blik
tilbage. For der var jo også en gang, hvor du spillede Chilesangen - var det på
Rådhuspladsen? Jeg så engang det rørende klip på YouTube. Er det måske det
samme vi oplever nu - igen. Denne bølge. Var det noget, der kunne spindes en
ende over? Har du lyst - og ville det give mening for dig? Om nogen er du jo en
kunstner, der bærer en tid med sig. En tid og epoke som vi måske kunne lære af
og lade os blive inspireret af i dag... Tænk over det!”
Pia Raug svarede: ”Youtube-klippet
er fra ”Rock for Afrika” 21. september 1985. Der var 60.000 mennesker i
Idrætsparken, som alle kunne synge med på Chile-sangen. Det var stort, men det
er faktisk først efter alle disse mange år, at jeg selv kan nyde klippet og
synes, at jeg gjorde det ok. Den gang var det alene oplevelsen af de mange
mennesker, som kunne synge Chile-sangen, som rørte mig – selv syntes jeg ikke
rigtigt, jeg slog til i selskab med hele rock-virvaret.”
Hun har en
sangstemme, der smyger sig omkring alt det svære i livet. I ”Paradisets børn”
skildrer hun en ung mands endeligt. Hun bruger udtrykket ”livets salt”. Hvad ER
livets salt? Måske er drømmene livets salt? Sangen er både så smuk og grum at
den giver ekko langt inde i sjælen. For den berørte hun med sin sang. Efter år
med svær materialisme, og den er vel siden kommet tilbage igen, var der brug
for en stemme, der kunne synge imod det. Og skabe andre verdensbilleder. I det
kor af mennesker, der forsøgte at finde andre veje, blev hun en væsentlig
stemme.
På LP-pladerne er
hun fastholdt som et tidsbillede fra en svunden tid. Selv om jeg elsker
musikken, er der også noget der gør mig lidt beklemt. Det må være svælget
mellem det vi søgte og det vi opnåede. Hvor blev alle drømmene af? Hvor svandt
de hen? Holdt de drømmefangerne oppe eller endte de med at tyngde dem ned? For
tiden fór hen over os. LP-formatet forsvandt og drømmene fik ny lyd og nye
farver af den næste generation. Men hvad skete der med drømmene? Hvor er de i
dag?
Den 20. november udgiver Exlibris en samlet boksset med alle Pia Raugs sange. I de indledende covernoter ser hun tilbage på de sidste 40 år:
”Jorden
er ingen stjerne” – ”Gid Jorden aldrig går under”
Disse
to sætninger kom til at indramme mit samlede værk, som nu for første gang er tilgængeligt
i sin helhed. Mellem dem blev jeg sangskriver og sanger. Det blev en lang, lærerig
rejse over fire årtier fra ung, håbefuld nybegynder til noget klogere veteran
med forsonende indsigt i egne styrker og svagheder. Fra fredsbevægelses-sangeren
med egen, famlende guitar – over samarbejder med nogle af Danmarks og andre
fineste - til den gode, foreløbige landing i hænderne på professionelle
militærmusikere i fuldt format.
Jeg
bevarede min egen måde at spille, tænke og tælle musik på uden samtidig at
begrænse de andres bevægelsesfrihed. Min længsel efter ”ét eller andet” blev
den drivkraft, som sendte mig afsted.
Undervejs
blev mit liv i musikken et helt andet end det, jeg oprindeligt rakte ud efter.
Som barn havde jeg undret mig over, hvor underlægningsmusikken til livet blev
af. Så fandt jeg ud af, at den kun findes, hvis man leverer den selv.
Undervejs
blev den kærlighed, som hver gang så let lod sig forveksle med forelskelse,
forvandlet til musik. At folde musik ud sammen minder meget om at være
forelsket, og jeg synes nu, jeg kan høre den sang synge sig ud og ind igennem
værket på den rejse, som indtil nu har varet 40 år.
”Jorden er ingen stjerne” -
”Gid Jorden aldrig går under”
”Gid Jorden aldrig går under”
Pia Raug, Vesterbro, August 2015"
Pia Raug slutter
sin mail med at skrive: ”Jeg er simpelthen så glad – glæder mig vildt til at se den ”i
levende live”. Så blev mit ”værk” samlet for eftertiden, og vi nåede det lige
akkurat, inden cd-formatet (eller jeg!) helt uddøde – det gør altså en forskel
at kunne eksistere ud i fremtiden i den analoge verden og ikke kun i den
flygtige digitale.”
Illustration: Bodil Molich
