Nu er jeg menneske igen - 3
Maleri: Hanne Svennevig
Som en del af forberedelserne til "Nu er jeg menneske igen" har Ditte Maria le-Fevre og Iben Hendel Philipsen, der begge har enten nye eller gamle erfaringer med at være frivillige værger for unge uledsagede flygtninge, ført en fyrig skriftlig ordudveksling om hvad der er godt og skidt. Jeg har fået lov til at læse med - og det tegner ikke til at gå stille af, så forvent ikke at der bliver skubbet noget ind under gulvtæppet, når de to tager et opgør med et system, der er etableret for at hjælpe, men som ofte ender med at blive til et problem i sig selv.
Som en lille forsmag på det har Ditte her opsummeret noget af det hun gerne vil fortælle om i samtalen med Iben på onsdag.
Ditte Maria le-Fevre: Jeg oplever som dig, at de to drenge, jeg har været tæt på i de sidste 6 år, har svært ved systemet, men også, at vi har lært at navigere i det. Jeg undrer mig meget over, at der ikke bliver tænkt mere og brugt flere ressourcer på frivillighed. Systemet kunne spare mange penge.
Et system vil aldrig kunne være en forældre. Lige meget hvor god en kommune du flytter i, så har du som barn brug for, at der er en person, som ikke går hjem, når mødet slutter.
Når jeg ser på de uledsagede børn, der har haft en tæt relation til en repræsentant og senere værge, så er det alle velfungerende mennesker, lige meget hvor store udfordringer, de har haft og stadig døjer med. Men ser jeg på de børn, der kun har haft systemet som forældre, så kender jeg ingen, der har det godt. Enten har de en kæmpe gæld, er misbrugere, på gaden eller følelsesmæssigt ødelagte, så de fremover vil få svært ved at leve i det danske samfund.
I Røde Kors regi har barnet en repræsentant i asylprocessen, og forhåbentligt en MFI’er (midlertidig forældremyndighedsindehaver) når den unge flytter ud i en kommune. Hvorefter systemet anser opgaven for udført, men de unge har i den grad brug for vejledning og omsorg også efter det 18 år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket med mig, hvis mine forældre ikke havde været der, da jeg blev 18. Samtidig er der presset om den forsatte asylsag, og på den måde spiller systemet en spøgelsesrolle i både deres og vores liv.
Hvad gør man i det øjeblik en ung person, der har tilbragt op til halvdelen af sin barndom i DK, bliver udvist? Hvis den unge opfylder alle de umiddelbare krav til integration og har en dansk familie og ingen i sit fødeland? Hvad vil en sådan situation få af konsekvenser?
Hvis alle uledsagede mindreårige havde en relation som Sayed og Else-Marie eller de andre i Supervisionsgruppen, så vil det blive meget svært at argumenterer for en hjemsendelse.
Hvis jeg skal være grov, så er der ikke andet for Røde Kors at gøre på nuværende tidspunkt, end at putte os i kategorien ”frivillige” på lige fod med dem, der står i en genbrugsbutik. For os er der en meget stor forskel, da man kan holde fri fra en genbrugsbutik, men ikke fra en relation.
Illustration: Bodil Molich
Læs mere om arrangementet:
Radioindslag (se link under "Nyheder")
Ingen kommentarer:
Send en kommentar