Mihai og
Rebekka kommer fra meget forskellige baggrunde og kulturer, men de mødes i en
drøm om at forene sig og nå livet og kærligheden – og ikke mindst hinanden. Men
den drøm bliver forstyrret af, da Silviu træder ind i historien.Han repræsenterer alt det fremmede og
vilde. Alt det forbudte. Alt det, der er svært at forholde sig til. Men Mihai
følger efter, tiltrukket af drømmen om det farlige og kærligheden. Han følger efter vennen og
er tæt på at opgive sine studier. Han forelsker sig i den rodløse, glemmer
Rebekka, sætter af for at favne drømmen, for at favne livet og Silviu, der
siger til ham: at han skal tage tilbage til sit eget liv, tilbage til sine muligheder,
at han skal bruge dem.
Det er en vild historie. På en festival, der handler om kærlighed, drømme og fællesskab, er det en ideel bog, der netop favner det hele. Om lysten til at høre til og til at formæle sig med en elsket. Det er smukt og indfølt beskrevet. I den lille roman er det kærligheden, der giver størst mulighed for at svinge sig op og komme væk, men det gælder ikke "bare" om at komme væk, men lige så meget om at nå ind til sig selv. Det er skrevet i korte sætninger, og fortælleren skifter alt efter om det er Mihais eller Rebekkas synsvinkel. Der er virkningsfuldt. Der drysses ubesværet og legende visdom ud over siderne.
Det er en
stærk lille bog. Det er en historie med et bredt vingefang, der
betager mig, selv om jeg er langt ældre end dem, som den er skrevet til. Den
bringer mig lige lukt tilbage til dengang, hvor livet stod i flammer, og hvor
alting var første gang. Dengang livet var her og nu, og det var så
kæmpestort, at det overskyggede alt andet og slog benene væk under mig. Det er
den følelse, det lykkes Bente Høegh at genskabe i JORD, GIV MIG VINGER.
