Viser opslag med etiketten Bente Høegh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bente Høegh. Vis alle opslag

fredag den 11. september 2026

Anmeldelse: SPIONENS HUSTRU, roman af Benthe Høegh

Foto: Christine Imbert. Omslag: Marie Hvid-Olsen. Vignet: Lise Rønnebæk.


Bente Høeghs roman SPIONENS HUSTRU er en fascinerende roman. I bogens afsluttende takkeord skriver forfatteren: ”Romanen er indlysende hverken sandheden om Sigrid eller de øvrige personer, men en fiktion over Sigrids liv og virkelighed.”

Romanens Sigrid blev født i København i 1901 – og døde af et slagtilfælde i Moskva i 1958.

En række korte opvækstglimt indleder romanen. ”Der var stille på en forkert måde.” , står der i afsnittet om lillebroren Børge, der drukner, da Sigrid er 11 år.

Som 15-årig kommer Sigrids kusine og plejesøster på besøg. Hun er 5 år ældre end Sigrid, og fortæller om at være i huset i Slagelse hos en lægefamilie, hvor hun passer børn og laver mad. Sigrids søster, Edith, siger at også hun vil være tjenestepige, når hun bliver stor. Det vil Sigrid ikke:

”-Jeg vil være frue, sagde jeg.

Jeg var anderledes. Jeg vil køre i undergrundsbane og bestige  bjerge, jeg vil se Eiffeltårnet og Peterskirken, sminke mine øjne og klæde mig i smukke kjoler. Spadsere med min mand under armen til koncert i operaen. Og til New York, hvorfor ikke? Frihedsgudinden! Jeg kunne se mig selv i byen fuld af skyskrabere.

Jeg ville i hvert fald ikke være tjenestepige.” (side 8)

Det indvarsler på mange måder Sigrids liv – eller i hvert fald den ene side af det.


Foto: Christine Imbert. 


Sigrid går på Laura Engelhardts højere pigeskole, og den sidste dag står hun og en veninde og sammenligner deres eksamenskarakterer. Begge havde fået topkarakterer, dog havde veninden også fået en enkelt bundkarakter, men det slog hun hen: ”Jeg får alligevel ikke brug for det. Jeg skal giftes.” Veninden rejste til England for at gå på husholdningsskole, mens Sigrid havde helt andre planer og drømme: ”Jeg ville i gymnasiet, lære noget, blive til noget. Eller ud i verden, til Tyskland og Frankrig, dygtiggøre mig i sprog. Men alt det var udelukket. Der var også krigen og den spanske syge.” (side 9)

Sigrid får plads i Søassurancekompagniet Royal i Laxegade. Tage fra kontoret inviterer hende med til koncerter i Tivoli. Han spørger hende om hendes holdning til den russiske revolution.

”Vi sidder på stranden. Jeg vrider vand ud af håret, er lige kommet op af Øresund. De taler om en kuvert, som skal hentes i Hillerød og afleveres i Sverige. Nogen skal gøre det, men hvem? Jeg tænker, at det kan være en spændende udflugt, og siger uden videre, at det kan jeg godt. Tage gør store øjne og holder mig for munden. Men for sent. Nu hviler alles øjne på mig og pludselig er opgaven blevet min.” (side 11)

Sådan starter det. ”Min første udlandsrejse var en hemmelig mission. Jeg skulle ikke vide, hvad der var i kuverten og fik intet på skrift, men skulle huske det udenad.” (side 11)

Senere møder hun Anton. De er i Paris. Han fortæller, at han er uddannet på et militærakademi i Moskva. Sigrid får ansættelse på den sovjetiske handelsdelegation, hvor Anton også arbejder – i Paris. Anton Schuster er i centrum, hvor de end kommer ”… og det er ham, der forklarer om bolsjevismen og Lenins ideer.” (side 19)

Sigrid påtager sig flere opgaver – og forelsker sig i Anton. Hun kommer til at leve det liv, som hun engang drømte om. De rejser fra sted til sted. De møder en masse mennesker. De bliver gift og får børn. Anton er beleven og begår sig godt hos alle dem de møder, men egentlig ved hun ikke meget om ham. Han fortæller aldrig noget, så det kommer som små chok for hende hen ad vejen, da hun kun brudstykkevis finder ud af mere om ham. Han kan heller ikke lide at blive fotograferet, men de har det så godt sammen, at hun ikke tillægger det noget særligt.

Som læser er vi med på hendes rejse gennem verden og livet. Jo, måske er hun lidt naiv og ret godtroende, men hun er også forelsket, og det hele virker så legende. På mange måder er hendes liv som en kulørt fortælling, men noget ændrer sig. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men hun begynder at bekymre sig. Pludselig er det ikke så sjovt mere. Hun begynder at få bange anelser og bekymrer sig. Hun er bange for at blive opdaget og for at blive taget i tolden. Hvor går grænserne for det, de gør?

De rejser fra land til land, og er altid på farten. Det, der i starten virkede som et overdådigt liv, kommer til at virke rodløst. Langsomt begynder hun at længes efter et helt almindeligt familieliv.

Det er en betagende beretning om et nysgerrigt menneskeliv i en urolig tid før og efter 2. verdenskrig med rejser til Amerika og ophold i Europas hovedstæder og et liv i Sovjet. Alt sammen iført flotte kjoler og et liv i sus og dus, indtil det hele vender og en anden virkelighed træder frem. Det bliver en brat opvågning og et møde med en virkelighed, der er anderledes barsk.

Bogens sidste 20 sider består af forhørsreferater og andre stemmer, der repræsenterer udsagn fra bogens medvirkende efterfulgt af mere nøgterne beskrivende fakta om de medvirkende.

Denne sidste del afbalancerer hele den foregående beretning, så det vil være synd at fortælle mere om det her.

På mig som læser slår hele romanens beretning en kolbøtte - og det er også meningen. Det er modigt med en sådan romanopbygning, men det lønner sig. Som læser kommer jeg ligesom hovedpersonen til at føle mig som offer for min egen godtroenhed, når tæppet bliver revet væk under én. Det er på sæt og vis en lidt flov følelse. Men det er meget velfungerende, og det giver en god nøgle til forståelse af hovedpersonen.


Bente Høegh: 

SPIONENS HUSTRU

Forlaget Læselyst, 2026. 175 sider


Omslag: Marie Hvid-Olsen.


Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser


Mød BENTE HØEGH

om lørdagen den 19. september 2026




Plakat: Lise Rønnebæk.

 

lørdag den 8. august 2026

Samlede anmeldelser til KULTURDAGE I ISHØJ 2026

 


Der er 7 nye boganmeldelser 

og 5 tidligere anmeldte bøger, 

der er med på 

KULTURDAGE I ISHØJ 2026

Det er 3 digtsamlinger, 3 romaner, 

1 novellersamling, 2 erindringsbøger, 

1 børnebog og 2 fagbøger. 

Mød forfatterne: 

Bente Høegh, Benthe Ploug, Erik Trigger, 

Gustav Foss, Jesper Lüzthøft, Karsten Bjarnholt, 

Katrin Otarsdóttir, Lone Kühlmann, 

Maria Lundborg, Nina Harboe, 

Qaali Schmidt-Sørensen og Thomas Bredsdorff 

– og hør dem fortælle og læse op fra deres bøger den 18. og 19. september i Brohuset i Ishøj.

Det er bøger, der forsøger at indfange, hvad det vil sige at være menneske. Nogle er vildt fabulerende, andre er digteriske overvejelser over liv og død og den skæbne, der rammer os, når det uventede sker. Eller personlige beretninger. Bøger er som prismer vi kan kigge ind i. Nogle gange ser vi os selv. Andre gange hinanden. Men det gør os ofte klogere på det liv, vi alle lever – hver for sig og sammen.

Bøger er som udstrakte hænder, der kan holde os fast og som vi nogle gange umuligt kan slippe. Nogle er som lette berøringer, mens andre sparker os omkuld. Ligegyldigt om du foretrækker det ene eller det andet, så kan du møde det hele på KULTURDAGE I ISHØJ. 

  

Læs uddrag af anmeldelserne her:


Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Qaali Schmidt-Sørensen
DEN TAVSE BYRDE
Digte. mellemgaard, 2026

"Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den  4.8.2026

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.


Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Katrin Ottarsdóttir
7
Noveller, Jensen & Dalgaard, 2026

"Sproget slår hul i den virkelighed, vi bliver præsenteret for. Der bliver slået hul ind til en fortabthed, der er betagende, men også skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin Ottarsdóttir."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 29.8.2026

Mød Katrin Ottarsdóttir på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.


Foto: Christine Imbert. Omslag: Marie Hvid-Olsen. Vignet: Lise Rønnebæk.

Bente Høegh
SPIONENS HUSTRU
Roman, Forlaget Læselyst 2026

"På mig som læser slår hele romanens beretning en kolbøtte - og det er også meningen. Det er modigt med en sådan romanopbygning, men det lønner sig. Som læser kommer jeg ligesom hovedpersonen til at føle mig som offer for min egen godtroenhed, når tæppet bliver revet væk under én. Det er på sæt og vis en lidt flov følelse. Men det er meget velfungerende, og det giver en god nøgle til forståelse af hovedpersonen."

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 12. 9. 2026.

Mød Bente Høegh på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.



Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ALDERDOMMEN 

Bliv i de voksnes rækker 

Debatbog, Gyldendal, 2012

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 15. oktober 2025

Mød Lone Kühlmann på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.



Omslag: Peter H. Olesen med foto af  Karsten Bjarnholt. Vignet. Lise Rønnebæk.

Karsten Bjarnholt
DEN DYBERE MENING
Melodika, 2026

"At vandre gennem Karsten Bjarnholts seneste digtsamling er som at sætte sig i solen og lukke øjnene, mens solen varmen én og tankerne falder til ro. Han kombinerer de første og de sidste sansninger, sådan så liv og død bliver ét. Det er måske den dybeste mening!"

Læs anmeldelsen 

Offentliggjort den 4. 9.september 2026.

Mød Karsten Bjarnholt på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.


Foto: Peter Langvitzh Smith. Omslag: Louise Johannesen.

Erik Trigger
ONKEL ÅGES INDRE TÅGE
Børnebog, Anarki Aps 2022
Nomineret til Årets Bedste Billedbog 2023 
af Københavns Børnebiblioteker

"I Erik Triggers billedbog ONKEL ÅGES INDRE TÅGE lader han børnerim træde dansen om demens, mens Louise Johannesens illustrationer danser med og løfter den barske virkelighed ned på et niveau, hvor alt det abstrakte bliver helt konkret og til at forstå for børn. Alt det uforståelige bliver for en stund ganske forståeligt. Sygdommens grusomhed og nådesløshed får sig en kajeryster, og bliver gjort til noget, der er til at tage at føle på.  Det lykkes at finde hoved og hale i den uforståelige tilstand, hvor virkeligheden glider én af hænde, når forstanden bakker ud og  fantasien tager over." 

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 21. marts 2024.

Mød Erik Trigger på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.




Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Nina Harboe
KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?
- personlig beretning
mellemgaard, 2018

"I en latinamerikansk børnebog blev demens beskrevet som en rist oppe i hovedet på en påfugl. Når den rystede hovedet, faldt filteret på plads, så tanker, ord og følelser uhindret kunne passere igennem, men når filtret sad fast, var alting kaos. Det ene øjeblik kigger vi lige ind i sjælen, og det næste øjeblik er alting absurd som i ”Slutspil” af Samuel Beckett. Måske er Beckett en god reference, for der er ingen mening, og samtidig er der masser af mening, men vi skal selv finde den. Det gælder også for læseren af Nina Harboes personlige beretning KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?"

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 1. september 2026.

Mød Nina Harboe på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.



Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.

Gustav Foss
BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL
Roman, Gutkind, 2025

"Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 14. januar2026.

Mød Gustav Foss

 på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.


Omslag: Kirsten Puggaard. Vignet: Lise Rønnebæk

Benthe Ploug
MAGELØS MAGE I NUtIDENS INDIEN
Lemuel Books, 2026

"Bogen er fuld af magi, men ikke i nogen overlæsset sværmerisk forstand, for som Benthe Ploug selv skriver, så bestræber hun sig på at skildre det, hun møder så nøgternt som muligt, for at gengive det på den mest troværdige måde. Men meget af det ER placeret uden for vores normale vestlige forstand. Det er netop bogens ærinde at skubbe og puffe til os. Vi er dannet af den verden, vi lader opstå omkring os. Hvis vi selv inviterer det uvisse og uforståelige indenfor, og tør lade os være åbne over for det, så er bogen et smukt og sanseligt eksempel på, hvilke massive døre der åbner sig for os."

Læs anmeldelse

Offentliggjort den 13.9.2026

Mød Benthe Ploug på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.


Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

Maria Lundborg
BJØRG
Roman, Rød Panda, 2026

"Vi træder ind i et have- og blomsterunivers. Hovedpersonen Bjørg er enke efter Asger, der døde 5 år tidligere. Sammen har de døtrene Ida, der er den yngste og letteste og Rakel, der er den ældste og mest besværlige. I hvert fald er der knaster i relationerne imellem dem. Da Asger levede dannede han en slags bro mellem dem alle, men kræften tog ham. Ikke kræften alene, for der er også noget andet, der langsomt lander i læserens bevidsthed. Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten FOR enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb. Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 27. august 2026.

Mød Maria Lundborg

på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.



Portrætfoto: Michael Svennevig.

Jesper Lützhøft

DEN HAFNIENSKE DØDEBOG 

Digte, finkultur.dk, 2018.


"Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen bliver sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” spørger den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 10. oktober 2025.

Mød Jesper Lützhøft på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.



Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Thomas Bredsdorff  

TØSNE OG FORSYTHIA 

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Læs anmeldelsen

Offentliggjort den 21. oktober 2025.

Mød Thomas Bredsdorff på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september. 

Se dagens program.



Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.

søndag den 30. juli 2023

Børne- og ungdomsforfatterstemmer: KÆRLIGHED 2023

 



Præsentation af

festivalens 
børne- og ungdoms festivalstemmer
- dag for dag -

5. august 2023
kl. 12-20
i HF Prøvestenen
på Amager


Mød:




ANNE SOFIE HAMMER

"Som barn og med en fornemmelse af, at alt var muligt, sagde jeg til alle, at jeg gerne ville være forfatter. Det var okay. Jeg ville også være skuespiller, opdagelsesrejsende, fotograf og keramiker. Helst samtidig.​ Inspirationen til min første bog om "Villads fra Valby" kom simpelthen fordi jeg syntes, jeg manglede en bog at læse højt for mine børn. Jeg havde læst alt, og jeg begyndte at blive irriteret over, at jeg ikke kunne finde andre bøger, som både var rare at læse højt og kunne underholde tre børn i forskellige aldre. Til sidst slog det mig, at jeg jo vidste ret præcist, hvad det var jeg gerne ville have - jeg kunne sådan set bare skrive det selv." På festivalen gælder det ikke Villads, men serien om Magda, der er båret af samme finurlige varme humor som Villads-serien. Læs anmeldelse.



Foto: Michael Svennevig.

KAT LASSEN

”Mine bøger handler om håb!”
Da Kat kom op til mig på kvisten, havde hun en kat under armen. Ikke en rigtig kat, men en katteskulptur. Hendes haveskulpturer er lige så finurlige som hendes børnebøger. Sidste år udkom "Fru Kuk", der umiddelbart fremstår som et farverigt og spøjst fantasyunivers, men bag den muntre overflade gemmer sig en historie om sorg og savn, og hvordan man forholder sig til at miste. Læs mere. Hør podcast (YouTube).

​


VICKY DEVI SMIDT

er uddannet skolelærer og designer. Vicky har været lærer i 12 år, og er nu ansat på en skole som biblioteksmedhjælper. Vicky skriver når lysten melder sig, og ser skrivningen som en vigtig del af sit liv. Den beriger hende, og giver muligheden for at “tale” til børn og unge. Vicky har allerede 12 udgivelser bag sig til børn i alderen 5-16 år. På festival skal vi tale om "Ramlas Verden", der består af 4 bøger, der handler om Ramlas møde med Danmark. Det er skildret med varme og nysgerrig undren. Bøgerne er illustreret af Susanna Hartmann. Hør podcast (YouTube). Læs mere.
​


tirsdag den 8. august
kl. 15-21
i Global Art Gallery,
Skalbakken 8A
i Vanløse


Mød

'
Foto: Helga C. Theilgaard

BENTE HØEGH

Ungdomsbogen "JORD, GIV MIG VINGER" er udkommet i serien Læselyst. Det er en lille tynd bog med kun få sider, men det er en bog der rummer utrolige dybder med udsigter fra fjerne vidder. Der er afgrundsdybe svimlende indsigter. Mihai fra Rumænien og Rebekka fra Færøerne mødes i Danmark, men det er også mødet med Silviu, der er vild omstrejfer. Ja, især mødet med ham i al sin ophidsende fremmedhed. Mihai og Rebekka kommer fra meget forskellige baggrunde og kulturer, men de mødes i en drøm om at forene sig og nå livet og kærligheden – og ikke mindst hinanden. Men den drøm bliver forstyrret, da Silviu træder ind i historien. Han dufter af timian og har det her vilde blik. Han repræsenterer alt det fremmede og vilde. Alt det forbudte. Indgår i serien ALVERDENS KÆRLIGHED. Læs mere. Læs anmeldelse.




Søndag den 13. august 2023kl. 13-16 
i gårdhaven ved Dansk PEN,
Dronningensgade 14
på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet i stedet afholdt i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra)

Mød:


Foto: Claus Lynggaard. Bogforsider: Signe Parkins & og Mikkel Henssel.


HANNE KVIST

Hanne Kvists billedbog ”Blomsten der elsker mig” er lavet i samarbejde med billedkunstneren Signe Parkins. Det er deres fællesværk. Den handler om en blomstrende plante, hvor blomsten bliver stående, mens planten hiver rødder op og går sin vej. Den er træt af den selvglade blomst, der kun kan tale om sig selv og sine fortræffeligheder. Selv om den ser sjov ud, handler det om at holde fast i sine rødder - og at holde fast i det der betyder noget. Det gør hendes ungdomsroman ”Cold Hawaii” på en måde også. Det handler om at finde sit ståsted i verden. Såvel personligt som seksuelt, men allermest som menneske. Hanne Kvist er både forfatter og illustrator. Læs mere. Hør podcast (YouTube).



Foto: Peter Langvitzh Smith. Bogforside-illustrationer: 
Louise Johannesen og Peter Bay Alexandersen.


ERIK TRIGGER

​Lyrikeren, Erik Trigger, er tidligere havnearbejder og skolelærer, men også digter og ”erklæret anarkist” som han selv siger. Nu tillige forlægger, redaktør og omslagsdesigner på sit eget forlag ANARKI. Debuterede i sin tid på Brøndums Forlag i 1991 og er pt. ansvarlig for over 15 værker i genrerne digte, børnebøger, roman, noveller, koncerttekster og spoken word cd. På festivalen skal det handle om to af hans seneste børnebogsudgivelser. Dels billedbogen ”Onkel Åges indre tåge”, der består af børnerim som dette: ”Onkel Åges Indre Tåge/ knager som en havelåge/når han kyler medister/ ud til sultne pensionister”. Dels børnebogen ”Jes og skelettet i skabet. En dannelsesrejse”. Den første er illustreret af Louise Johannesen og den anden af Peter Bay Alexandersen. (Anmeldelse på vej!)

​*

Se også oversigterne med:


*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

* 

tirsdag den 20. juni 2023

Anmeldelse: JORD, GIV MIG VINGER af Bente Høegh

 

Vignetter & forsideillustration: Ida Taarsted Clausen.

Ungdomsromanen JORD, GIV MIG VINGER er en lille genistreg, der er udkommet i serien Læselyst. Det er en lille bog med kun få sider, men det er en bog der rummer utrolige dybder med udsigter fra fjerne vidder. Der er afgrundsdybe svimlende indsigter.

Mihai fra Rumænien og Rebekka fra Færøerne mødes i Danmark, men det er også mødet med Silviu, der er vild omstrejfer. Ja, især mødet med ham i al sin ophidsende fremmedhed.

Mihai og Rebekka kommer fra meget forskellige baggrunde og kulturer, men de mødes i en drøm om at forene sig og nå livet og kærligheden – og ikke mindst hinanden. Men den drøm bliver forstyrret af, da Silviu træder ind i historien.Han repræsenterer alt det fremmede og vilde. Alt det forbudte. Alt det, der er svært at forholde sig til. Men Mihai følger efter, tiltrukket af drømmen om det farlige og kærligheden. Han følger efter vennen og er tæt på at opgive sine studier. Han forelsker sig i den rodløse, glemmer Rebekka, sætter af for at favne drømmen, for at favne livet og Silviu, der siger til ham: at han skal tage tilbage til sit eget liv, tilbage til sine muligheder, at han skal bruge dem.

Det er en vild historie. På en festival, der handler om kærlighed, drømme og fællesskab, er det en ideel bog, der netop favner det hele. Om lysten til at høre til og til at formæle sig med en elsket. Det er smukt og indfølt beskrevet. I den lille roman er det kærligheden, der giver størst mulighed for at svinge sig op og komme væk, men det gælder ikke "bare" om at komme væk, men lige så meget om at nå ind til sig selv. Det er skrevet i korte sætninger, og fortælleren skifter alt efter om det er Mihais eller Rebekkas synsvinkel. Der er virkningsfuldt. Der drysses ubesværet og legende visdom ud over siderne.  

Det er en stærk lille bog. Det er en historie med et bredt vingefang, der betager mig, selv om jeg er langt ældre end dem, som den er skrevet til. Den bringer mig lige lukt tilbage til dengang, hvor livet stod i flammer, og hvor alting var første gang. Dengang livet var her og nu, og det var så kæmpestort, at det overskyggede alt andet og slog benene væk under mig. Det er den følelse, det lykkes Bente Høegh at genskabe i JORD, GIV MIG VINGER.

 

Foto: Helga C. Theilgaard

Læs mere om bogen og forfatteren,
der fortæller om romanen på den kommende festival.
Indgår også i en digitale festivalserie

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*