Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke.
Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen
gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af
Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter
musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz
Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”. Frøken Julie og Jean. Bang afbryder dem, tager nærmest over og
ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz
er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på
det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også
selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen:
Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det
så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt
at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?
Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og
overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes
fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch.
Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.
Hvad der fra første færd trætter i den manierede
introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt
inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre
forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne
overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde
personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt
det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem
personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og
hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men
der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt.
Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange
gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”,
hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det
hele opsummeres.
Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi
hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige
tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i
beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et
såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver
aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen
får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint
drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf
den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede
for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.
Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder
fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en
fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende
portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går
hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret.
Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt
sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og
slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han
undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark
er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og
Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men
samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem
Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken
har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for
han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som
kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres
første møde på teatret.
Jeg savner måske
en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten
for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten
af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende
forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst
krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.
Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af
synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener,
har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov
ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig
klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken
midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette
handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens
gåde.
http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw
