Viser opslag med etiketten Ole Lemmeke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ole Lemmeke. Vis alle opslag

tirsdag den 12. marts 2013

Anmeldelse: ”George Kaplan” på Husets Teater



Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske på. Hun insisterer på at enten skal man have maske på eller også skal man læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
 
 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
 
Der leges kispus med publikum lige fra starten. Snart narres vi til at tro det ene og snart det andet. Vi deler rådvildheden. I referat lyder det ikke som meget at være fælles om. Men teksten er så fermt skrevet af den unge franske dramatiker FRÉDÉRIC SONNTAG at den veksler mellem det morsomme og det bidende sarkastisk og balancerer dygtigt imellem det karikerede og det sandsynlige. En fornemmelse af noget snigende breder sig. Det er snedigt udtænkt og djævelsk velskrevet. Vi er så tæt på at forstå, hvad det drejer sig om, og alligevel smutter betydningen os af hænde hele tiden. Hvad sker der når idealismen bliver skinger, og når visionen bliver sløret og virkeligheden ikke længere hænger sammen? Hvad betyder det, når vi ophæver virkeligheden og træder ind i vores egen selvskabte verden? Hvad sker der, når idealisme bliver aktivisme, der munder ud i terrorisme? Hvem er George Kaplan? Hvad er George Kaplan? Er vi alle George Kaplan?


 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt, i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?
 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:
”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”
 
 
 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil, for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring, lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.  
 
 

GEORGE KAPLAN
 EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS

MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE, SARAH BOBERG
MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST
INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ
 
 
Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.

onsdag den 17. oktober 2012

Anmeldelse: "Bang og Betty" på Hippodromen






Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke. Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”.  Frøken Julie og Jean.  Bang afbryder dem, tager nærmest over og ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen: Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?

Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch. Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.

Hvad der fra første færd trætter i den manierede introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt. Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”, hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det hele opsummeres.

Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.

Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret. Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres første møde på teatret.

 Jeg savner måske en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.

Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener, har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens gåde.
http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw

torsdag den 11. august 2011

En aften med livsfortællinger

Indledning til festivalens første store arrangement i Apostelkirken,
fredag den 13. august kl. 19-21.30.





Velkommen til Menneskefestival om drømme og visioner - og til en aften med livsfortællinger.
Først skal vi til Kina og bagefter til Syrien. Efter pausen skal vi til Gambia.
I skal møde Aihua Yan - og skuespilleren Elisabeth von Rosen fremfører 4 scener fra den monolog, der baserer sig på Aihua Yans liv. Den hedder "Bag de blå bjerge" og får premiere den 30. oktober på Verdens mindste Teater. Monologen udkommer i bogform i dag. Jeg har skrevet den og oversat den digtsamling, der også udkommer i dag. I skal møde Jan Pêt Khorto og høre skuespilleren Ole Lemmeke læse 3 digte fra Jan Pêt Khortos digtsamling "Helvedes Fristelser" med undertitlen "Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker".
Umiddelbart inden pausen fortæller Alice Maud Guldbrandsen om den udstilling, der åbner i morgen her i kirken - som en del af festivalen, og som der er mulighed for at smugkigge på i pausen.
Efter pausen får vi besøg af Kirsten Thorup og vi skal tale om hendes seneste roman "Tilfældets gud".
Bagefter læser skuespilleren og dramatikeren Lotte Arnsbjerg sit essay "Alle kan mærke, når det regner". Det er et essay, der handler om forsoning.
Det er aftenens program!
Til sidst runder kirkens organist, Rasmus Antoniesen, af med et nyere orgelværk af Oliver Messiaen.
I løbet af aftenen vil I tre gange få mulighed for at høre Thulla og Johannes Wamberg - og første gang er nu!
God fornøjelse - og velkommen til jer alle!

Michael Svennevig

Festivaltegning: Bodil Molich.