Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De
oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske
af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske
på. Hun insisterer på at enten skal
man have maske på eller også skal man
læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært
at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de
egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides
beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del
af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden
pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt,
i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og
gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles
i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor
højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af
senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten
er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane
en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der
foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i
tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor
påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes
vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er
pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik
fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget
om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:
”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det
handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At
skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At
fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det
udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil,
for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål
som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde
i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående
af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge
begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til
at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer
Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder
det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at
træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så
uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring,
lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen
og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at
finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.
GEORGE KAPLAN
EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS
MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE,
SARAH BOBERG
MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST
INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI:
PETER
SCHULTZ
Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.
