Anmeldelse: BANG UNPLUGGED på Edison

"Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede. Det var Numret: L e s  q u a t r e  D i a b l e s."

Herman Bang ville selv have elsket opførelsen af hans 50 sider lange fortælling ”Les Quatre Diables”, der er navnet på luftakrobattruppen, der består af brødrene Adolphe og Fritz, og søstrene Aimée og Louise.

Bang var selv i sin tid berømt for sine animerede oplæsninger, og blev flittigt karikeret i vittighedsbladet ”Corsaren” (1840-55) - ligesom Kierkegaard blev det.

Finn Abrahamowitzs skildrede Bang i romanen ”Smertens Mester” (1985), og Jakob Weis satte ham på scenen i Folketeatrets ”Bang og Betty” (2012), og Karen-Lise Mynster har som scenisk konsulent mindst lige så godt fat i fortællingen om luftakrobattruppen. Få kan som Bang skildre den frygtelige lidelse og smerte som kærligheden afstedkommer.

 

 

Når hovedpersonen hedder Fritz, skyldes det utvivlsomt at Bangs egen ulykkelige kærlighed bar samme navn, for det er tydeligt at mærke sammensmeltningen af smerte, lyst og fortvivlelse som hovedpersonen er bærer af. Den samtidige Edvard Munch afbilder kvinden som en vampyr, der suger manden tør for kraft og liv, og det er samme kærlighedsbillede, der går igen i fortællingen om de fire luftakrobater og den skønne fornemme kvinde i logen, der sværmer for Fritz og som han drages fatalt imod – som myggen mod den tilintetgørende flamme.

Anders Refn filmatiserede fortællingen med titlen ”De Flyvende Djævle” i 1985. En fantastisk filmisk fabel, der allerede dengang ramte mig, som da Mrs. Robinson nedlagde sin Benjamin i ”The Graduate”. Det er det samme tab af uskyld der sker på Edison, men med endnu mere fatale følger.

 

Vi sidder i en manege, hvor skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger i frydefuldt samspil reciterer teksten, så tekstens iboende teaterliv står lyslevende. Ud over to orangemalede trappestiger som bliver brugt på mange forskellige måder, er de eneste sceniske remedier de to sorte jakker som tages af og på. Det er det hele. Og det er mere end nok. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt fra start til slut – i en hel times tid. Jeg burde mindst være død af iltmangel, men følte mig tværtimod iltet og genopvakt.. Her var intet – og alligevel alt. Det var én lang fryd.

Joachim Holbeks lille gennemgående chanson havde en lige så stærk og inciterende virkning som Mordets Melodi i filmen af samme navn. Det er en lille melodi, der med sin dvælende sanselighed både kan illustrere den spirende lyksalighed og samtidig få det til at gyse i én - før det afgørende spring.

Der er ikke ændret ét komma i den oprindelige fortælling. Det er med andre ord en forestilling, der forholder sig tro over for oplægget - og der er ikke ét ord for meget. Men selvfølgelig er den samlede tekst beskåret, for ellers kunne spilletiden ikke holdes. En publikummer, der sad et par pladser fra mig, sagde bagefter til sidemanden, at det til tider kunne være svært at hitte rede i, hvad der skete og hvem der sagde hvad. Det er jeg slet ikke enig ikke, for jeg har sjældent oplevet en så smuk, ren og besjælet tekstfremførelse.

Holdet bag ”Bang Unplugged” står også bag ”Blixen Unplugged”, som jeg ikke har set, men til gengæld nød jeg ”Romantiker” med Mette Frank i Poesiens Hus på Oslo Plads i 2016. Det er let at tænke den som mellemstation til Bang-forestillingen, for det sværeste er den rene enkelhed. Den som det netop er opnået med Bang. Mens det i ”Romantiker”, med ord af Michael Strunge, Morti Vizki og Lene Henningsen, var en ordtæt rejse gennem aftenen, natten og frem mod morgendagen, er det i ”Bang Unplugged” snarere en rejse, der starter med pirren og nysgerrighed, og som via fuldbyrdelsen ender med destruktion og død.

Det gælder om at skynde sig i teatret, så længe det stadig er muligt at opleve Les Quatre Diables – og deres dødsspring. For sjældent har døden smagt så sødt og bittert som den gør for de to elskende. Hun elsker ham, mens han elsker en anden. Det er en sjælden fin oplevelse.

 

BANG UNPLUGGED

De Fire Djævle

Spilleperiode: 6.-10. februar 2018

Edison, 

Betty Nansens Intimscene, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

På scenen: Petrine Agger og Mette Frank

Scenisk konsulent: Karen-Lise Mynster

Scenografi/kostumer: Oana Constantineanu

Komponist: Joachim Holbek

Arrangør: Christine Bibaud/Sceneprojekt

Hjemmeside og billetbestilling.

Trailer

"Bang Unplugged" havde premiere i november 2017 i Literaturhaus på Nørrebro og spillede bagefter i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen - og altså nu på Edison.

Forestillingen har modtaget støtte fra Vilhelm Hansen Fonden, Christian X´s Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik samt Georgs Jorcks, Hustru Emma Jorcks Fond og Københavns Scenekunstudvalg.

 

Amour, amour,

oh, bel oiseau,

chante, chante,

chante toujours

 

Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet,

Anmeldelse: "Bang og Betty" på Hippodromen

Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke. Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”.  Frøken Julie og Jean.  Bang afbryder dem, tager nærmest over og ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen: Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?

Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch. Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.

Hvad der fra første færd trætter i den manierede introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt. Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”, hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det hele opsummeres.

Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.

Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret. Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres første møde på teatret.

 Jeg savner måske en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.

Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener, har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens gåde.

http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw

Efter det sidste suk... rapport fra Gammelfestivalen

Der er noget med humor og alvor, der passer godt sammen. Til festivalens åbningsarrangement blev der i hvert fald grint meget. Det blev en både spændende og intens aften.
Hjertet i festivalen er de gamles egne historier. Alderspræsidenten, der fortalte i Erindringsværkstedet var 103 år. Det var fascinerende at høre disse levede fortællinger.
I Mødestedet blev der fortalt om at blive gammel i Letland, Angola, Indien og Iran. Det var personlige beretninger fra andre kulturer der både gjorde verden meget større - og samtidig understregede at vi alle er forbundet af liv og død.
Herman Bangs "Irene Holm" dansede sin sidste dans i Vester Vov Vov, og dagen efter var det festivalens sidste to suk på Teatret ved Sorte Hest. Om eftermiddagen med samtaler om at rejse, om at møde en tiger og om at sidde på et dødsleje. Der var også et eventyr om Ældrebyrden og et afsluttende causeri, der kunne tage vejret fra de fleste.
Til monologerne om aftnen var publikum så meget på dupperne, at det næsten var umuligt at få dysset dem ned. Jeg har aldrig oplevet en sådan stemning før.
Der har været en næsten euforisk stemning omkring festivalen. Jeg ved ikke, hvorfra den er kommet. Muligvis fordi festivalen gav lejlighed til at åbne ind til alt det lukkede inde i os. Indtil alt det som vi normalt ignorerer eller fortrænger.

Jeg følte mig meget priviligeret, da jeg gik og pakkede sammen ude på teatret forleden aften, mens der blev interviewet til ÆldreTv på scenen og til P1´s Eksistens, i foyeren. Seniorradio har også været på banen ved flere af festivalens arrangementer.
Her bagefter er det stadig overrumplende at det hele er gået så godt. Men jeg har jo haft nogle fantastiske sparringspartnere. Tak til alle jer, der har bidraget under festivalen!
At festivalen som en luftballon er steget så smukt op i luften, og har afstedkommet så stor interesse og opmærksomhed, er vidunderligt.
Der har været fulde huse til alle arrangementer på nær til det mest eksperimenterende i Apostelkirken. Det var alligevel for spændende med kisten, stearinlysene og orgelspillet. Ikke desto mindre blev det nok festivalens blideste, stærkeste og mest spirituelle arrangement.

Selv om festivalen kom ind på centrale emner i forhold til liv, død og alderdom, skabte det også en let og munter tone, der paradoksalt nok skabte rum til alvoren. Det har måske netop været festivalens fortjeneste. Og hvad er der så bagefter det sidste suk? Ingenting... et ingenmandsland... eller bare en pause inden det hele begynder igen?
Jeg tror på det sidste. Måske tørrer sukkene ud og bliver til perler på den forståelseskæde, der binder livet og døden sammen, og giver det hele mening, og bekræfter rigtigheden i og nødvendigheden af at lave Gammelfestivaler og udgive Gammelbøger...

Mange glade hilsner
Michael Svennevig

festivalarrangør