Anmeldelse: BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR på Teater Får302

Foto: Søren Meisner.

Der er teater - og så er der teater. Der er ikke noget bedre, end når det lykkes. Sådan som det sker i forestillingen BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR på Teater Får302. Peter-Clement Woetmann har skrevet den sprøde tekst som Lene Skytt har instrueret med Petrine Agger og Sophie Zinckernagel på scenen omgivet af Siggi Óli Pálmasons hårde hvidevarer. Hannah Schneider er musiker og komponist, der fra scenen iført Siggi Óli Pálmasons og Camilla Linds overdådige kostume bliver ét med havet og den flod og ebbe, der fører alt med sig videre. Bølgeslag efter bølgeslag. Alting udviskes og får ny form. Ingenting ændres og alt opløses. Det er frydefuldt at opleve. En anden teatergænger sagde bagefter: "Hvor var det skønt, men jeg ved ikke, hvad det handlede om!"

Foto: Søren Meisner.

Teatret har denne transformerende kraft, alting slynges op i luften og falder ned over os som lava. Måske er det også grunden til, at der ikke findes noget så forfærdeligt som teater, der ikke lykkes. Det kan være pinefuldt at sidde igennem, for hvis det ikke løfter sig, er det dødt. Jo, det kan være interessant, det kan være morsomt, det kan være dramatisk og nysgerrigt, men enten fungerer det eller også gør det ikke. Som musik. Enten swinger det eller også gør det ikke. Det kan ikke "næsten swinge". På samme måde med teatret, enten drager det én med sig eller også gør det ikke. Det er en fryd at være med til - sådan som det for tiden sker på Teater Får302.

Foto: Søren Meisner.

Men hvad er det så? Jeg ved det heller ikke! Men det betog mig og gjorde noget ved mig. Bagefter følte jeg mig ekstatisk, flyvende og let.  Petrine Agger og Sophie Zinckernagel spiller overvældende stærkt som moren og datteren i en lejlighed omgivet af hårde hvidevarer. Deres liv er at tænde og slukke for forskellige maskiner. De har glemt sig selv, hinanden og livet. Livet er noget de andre lever. De er efterladt i en boble, hvor luften er ved at slippe op. Ja, det lyder umuligt - og er det også. 

Foto: Søren Meisner.

Peter-Clement Woetmanns tekst er et billede på tilværelsen - og på livet. Det hele er stukket til havs og handler om bølgeslag, alger og blå koraller. På en eller anden måde finder havet og bølgeslagene ind imellem de hårde hvidevarer og gør dem bløde. Alt den teknik som bløde kroppe kan slå sig på bliver blødgjort af havet. Publikum bliver selv til rullesten i strandkanten, der uafladeligt føres frem og tilbage i brændingen. Uden mål og med. Helt viljesløse, indtil vi er blevet helt runde og glatte. Indtil vi igen er blevet mennesker. Der er masser af håb, selv om verden står i flammer. I teater Får302 får du troen tilbage på det hele. Selv om den også bliver taget fra dig. Igen og igen.

"Der er lys der er stilhed

Verden forvandler sig nu

Den er allerede borte

Og jeg tager mit koralhjerte ud"

Foto: Søren Meisner.

BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR

på Teater Får302

25. februar - 25. marts 2023

Manuskript: Peter-Clement Woetmann

Instruktion: Lene Skytt

Medvirkende: Petrine Agger, Sophie Zinckernagel

Musiker og komponist: Hannah Schneider

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Kostumedesign: Siggi Óli Pálmason og Camilla Lind

Lysdesigner: Fabian Carvallo

Dramaturg: Tine Byrdal

Bygger: Karl Jes Jessen

Produceret af Teater FÅR302

Hjemmeside & billetter

Foto: Søren Meisner.

Se oversigten over de 

233 andre anmeldelser

Anmeldelse: DIG OG MIG VED DAGGRY på Teater V

 

Morgenen efter forestillingen vågner jeg med hovedet fyldt med voldsomme billeder. Jeg har i drømme vandret rundt i et myldrende univers, hvor det er svært at orientere sig og alligevel har det også ledt mig hen til steder, hvorfra der var overvældende udsigter og indsigter. Præcis ligesom i forestillingen skabt af Teater Nordkraft baseret på Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman af samme navn. Instruktøren Minna Johannesson har dramatiseret den effektivt, og alle roller spilles af de fem skuespillere Jela Natius Abildgaard (Louise eller Lou som hun kaldes), Alexander Clement (Liam), Petrine Agger (Louis mor, Ulla/Johannes), Jacques Lauritsen (Louises far, Gorm/Liams far, Ian) og Lærke Schjærff Engelbrecht (Jeppe/Sille). Sammen med scenografen Claus Helbo udgør de den faste stab på Teater Nordkraft, der er Aalborgs lille storbyteater.

Det er en moderne Romeo & Julie-historie, der gæster Teater V i denne tid. En beretning om umulig kærlighed, men også om jagten på livets mening. Forestillingen starter og slutter i samme punkt: de elskende, Lou og Liam, har lænker sig sammen og er sprunget ud fra Limfjordsbroen i et fælles selvmord, bagefter oprulles historien, der leder frem mod deres endeligt.

I forestillingens mest magiske øjeblik ser vi først Lou og bagefter Liam i orkanens øje, hvor de stående i en røghvirvel træffer og udfører den endegyldige beslutning om aldrig mere at skilles, før de hopper ud fra broen. Røgen cirkler rundt om dem og udvisker alt andet. Alle broer er brændt bag dem, og nu står de på den sidste brændende bro. Broen mellem liv og død som de kaster sig ud fra. Hvordan det scenografisk lader sig gøre at skabe en sådan røgtunnel er mig helt ubegribeligt, men forunderligt er det. Det står i kontrast til den øvrige scenografi, der udspiller sig i og omkring store trækasser, der normalt bruges til transport. Her er de fyldt med tøj og puder som skuespillerne bruger meget tid på at sprede og samle, så de kan udgøre de skiftende lokaliteter i historien. Arrangementsmæssigt er der meget for skuespillerne at holde styr på, men det virker de upåvirkede af. Dramaturgisk er der mange flotte sceneovergange, der fungerer overrumplende, eftersom skuespillerne i deres dobbeltroller uden overgange kan springe ud og ind af figurerne.  Det får historier til at skride fremad på en rap nærmeste tegneserieagtig måde, stilen er hårdslående og rå. Som i Shakespeares Romeo & Julie er det en historie, der udspringer af de elskendes forskellige sociale baggrunde. Volden og døden sender dem ud på en vej, der fører direkte mod deres fortabelse. I forestillingens flotte program forklarer instruktøren, at ”I vores version er selvmordet et punktum, ikke et komma.”

Ligesom Louise & Liam er vi som publikum reduceret til fluer, der sværmer omkring ilden. Hele tiden med fare for at brænde os på historien, det er som en eskalerende voldsspiral leder dybere og dybere ned og ind i en forråelse, der også blotlægger et andet af forestillingens temaer om tab af uskyld. For Louise er så forelsket at hun ikke længere kan mærke sig selv, og Liam bliver i stedet hendes naturlige omdrejningspunkt i en kærlighed, der bliver mørkere og mørkere, og ender med at blive begsort. Det er kun på et hængende hår meningløsheden finder hjem til sidst, da forestillingen lakker mod sit punktum. Selv ville jeg have foretrukket et komma, men sådan går det ikke, når man hopper ud fra Limfjordsbroen. Det er brutalt teater, der ender med det store fald, men det lykkes heldigvis at efterlade lidt mening til publikum inden de to elskende forsvinder i dybet.

DIG OG MIG VED DAGGRY

af Teater Nordkraft

Gæstespil på Teater V 

fra den 18.-28 november 2020

Medvirkende: 

Jacque Lauritsen, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jela Natius, Alexander Clement og Petrine Agger

Scenograf: Claus Helbo

Instruktør: Minna Johannesson

Videodesigner: Chris Nieft Hansen

Lysdesigner: Kian Larsen

Lyddesigner: Ditlev Brinth Christensen

Instruktørassistent: Malthe Herold

Varighed: 2 timer og 15 min. inkl. pause

Producent: Teater Nordkraft

Hjemmeside  og billetter

Trailer:

Anmeldelser af Teater Nordkraft-forestillinger:

2017:

Stræber

(i samarbejde med Mærkværk)

2016:

D´ARC

(i samarbejde med Sydhavn Teater)

Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)

2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)

2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata

2014:

Sparta

2013:

Sketch Sjov

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: BANG UNPLUGGED på Edison

"Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede. Det var Numret: L e s  q u a t r e  D i a b l e s."

Herman Bang ville selv have elsket opførelsen af hans 50 sider lange fortælling ”Les Quatre Diables”, der er navnet på luftakrobattruppen, der består af brødrene Adolphe og Fritz, og søstrene Aimée og Louise.

Bang var selv i sin tid berømt for sine animerede oplæsninger, og blev flittigt karikeret i vittighedsbladet ”Corsaren” (1840-55) - ligesom Kierkegaard blev det.

Finn Abrahamowitzs skildrede Bang i romanen ”Smertens Mester” (1985), og Jakob Weis satte ham på scenen i Folketeatrets ”Bang og Betty” (2012), og Karen-Lise Mynster har som scenisk konsulent mindst lige så godt fat i fortællingen om luftakrobattruppen. Få kan som Bang skildre den frygtelige lidelse og smerte som kærligheden afstedkommer.

 

 

Når hovedpersonen hedder Fritz, skyldes det utvivlsomt at Bangs egen ulykkelige kærlighed bar samme navn, for det er tydeligt at mærke sammensmeltningen af smerte, lyst og fortvivlelse som hovedpersonen er bærer af. Den samtidige Edvard Munch afbilder kvinden som en vampyr, der suger manden tør for kraft og liv, og det er samme kærlighedsbillede, der går igen i fortællingen om de fire luftakrobater og den skønne fornemme kvinde i logen, der sværmer for Fritz og som han drages fatalt imod – som myggen mod den tilintetgørende flamme.

Anders Refn filmatiserede fortællingen med titlen ”De Flyvende Djævle” i 1985. En fantastisk filmisk fabel, der allerede dengang ramte mig, som da Mrs. Robinson nedlagde sin Benjamin i ”The Graduate”. Det er det samme tab af uskyld der sker på Edison, men med endnu mere fatale følger.

 

Vi sidder i en manege, hvor skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger i frydefuldt samspil reciterer teksten, så tekstens iboende teaterliv står lyslevende. Ud over to orangemalede trappestiger som bliver brugt på mange forskellige måder, er de eneste sceniske remedier de to sorte jakker som tages af og på. Det er det hele. Og det er mere end nok. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt fra start til slut – i en hel times tid. Jeg burde mindst være død af iltmangel, men følte mig tværtimod iltet og genopvakt.. Her var intet – og alligevel alt. Det var én lang fryd.

Joachim Holbeks lille gennemgående chanson havde en lige så stærk og inciterende virkning som Mordets Melodi i filmen af samme navn. Det er en lille melodi, der med sin dvælende sanselighed både kan illustrere den spirende lyksalighed og samtidig få det til at gyse i én - før det afgørende spring.

Der er ikke ændret ét komma i den oprindelige fortælling. Det er med andre ord en forestilling, der forholder sig tro over for oplægget - og der er ikke ét ord for meget. Men selvfølgelig er den samlede tekst beskåret, for ellers kunne spilletiden ikke holdes. En publikummer, der sad et par pladser fra mig, sagde bagefter til sidemanden, at det til tider kunne være svært at hitte rede i, hvad der skete og hvem der sagde hvad. Det er jeg slet ikke enig ikke, for jeg har sjældent oplevet en så smuk, ren og besjælet tekstfremførelse.

Holdet bag ”Bang Unplugged” står også bag ”Blixen Unplugged”, som jeg ikke har set, men til gengæld nød jeg ”Romantiker” med Mette Frank i Poesiens Hus på Oslo Plads i 2016. Det er let at tænke den som mellemstation til Bang-forestillingen, for det sværeste er den rene enkelhed. Den som det netop er opnået med Bang. Mens det i ”Romantiker”, med ord af Michael Strunge, Morti Vizki og Lene Henningsen, var en ordtæt rejse gennem aftenen, natten og frem mod morgendagen, er det i ”Bang Unplugged” snarere en rejse, der starter med pirren og nysgerrighed, og som via fuldbyrdelsen ender med destruktion og død.

Det gælder om at skynde sig i teatret, så længe det stadig er muligt at opleve Les Quatre Diables – og deres dødsspring. For sjældent har døden smagt så sødt og bittert som den gør for de to elskende. Hun elsker ham, mens han elsker en anden. Det er en sjælden fin oplevelse.

 

BANG UNPLUGGED

De Fire Djævle

Spilleperiode: 6.-10. februar 2018

Edison, 

Betty Nansens Intimscene, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

På scenen: Petrine Agger og Mette Frank

Scenisk konsulent: Karen-Lise Mynster

Scenografi/kostumer: Oana Constantineanu

Komponist: Joachim Holbek

Arrangør: Christine Bibaud/Sceneprojekt

Hjemmeside og billetbestilling.

Trailer

"Bang Unplugged" havde premiere i november 2017 i Literaturhaus på Nørrebro og spillede bagefter i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen - og altså nu på Edison.

Forestillingen har modtaget støtte fra Vilhelm Hansen Fonden, Christian X´s Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik samt Georgs Jorcks, Hustru Emma Jorcks Fond og Københavns Scenekunstudvalg.

 

Amour, amour,

oh, bel oiseau,

chante, chante,

chante toujours

 

Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet,