Da vi kommer ind, er der frithængende bøjler med 8 forskellige beklædningsdele, der hænger i en halvcirkel rundt om et lille gulvtæppe midt på scenen. Det er en enkel, men meget smagfuld scenografi, belyst med varmt rødt lys, mens der lyder dæmpet sang. Det er et rart rum at træde ind i. Man føler sig godt tilpas, så vreden er i hvert fald ikke at spore i scenografien.
Lidt efter kommer Ilham Herisi ind. Hun er en ung dansk/afrikansk kvinde, i slutningen af 20´erne, iklædt en sort heldragt, der straks giver associationer til en påklædningsdukke, der skal iføre sig de forskellige ophængte beklædningsdele i løbet af forestillingen - eller monologen som det er. Det fungerer som en god dramaturgisk inddeling af teksten.
Overskriften er identitet, racisme og feminisme. Ilham Herisi har selv skrevet teksten, som hun fremfører. Det er både hendes debut som dramatiker og som skuespiller.
På Robin Skjoldborgs flotte plakatfoto til forestillingen er hendes ansigt holdt halvt i skygge, mens hun holder den ene hånd op langs ansigtet. Hun kigger direkte ud på os. Ansigtet er åbent, men sørgmodigt med et afventende og insisterende blik. Hun er ligesom i forestillingen iført sort. Det er rart at kigge på, men det er også sorgfuldt. Det gælder også forestillingen. Jo, hun er vred, men vrede er mange ting. Hun tager direkte øjenkontakt allerede fra starten. Men hun er ikke bare vred. Vreden er hendes benzin, men hun vil meget mere end den - heldigvis.
Hendes stemme er ikke stor, men insisterende, og hun trækker os til sig, mens hun holder os fast med blikket. Hun slutter med en fremstrakt hånd, så vreden er måske nok det vi først og fremmest møder, men det stopper ikke ved den. Det er hendes måde at vise os på, at hun har fået nok. Hun vil ikke bare leve i det billede, vi allerede har skabt os af hende som en ung afrikansk kvinde. Hun efterlyser, at vi møder hende sådan, som hun er, at vi ikke bare kigger på hende med vores allerede fastholdte indtryk af hende. Hun er så meget andet end det. Hun vil så meget mere end det. Hun vil have lov til at være her i sin egen ret. Hun er et selvstændigt individ.
Det er befriende, at hun ikke forskanser sig oppe på bjerget og bare nøjes med at være forurettet, for hun er også spørgende, og hun bliver ved med at spørge om, hvorfor vi holder hende udenfor?
Feminismen får sine egne spark. Det kan jeg som mand ikke rigtig forholde mig til, men hendes anklage er meget mere generel, og det rammer og berører mig. Men ikke på nogen ødelæggende måde. Det er tydeligt, at Ilham Herisi er optændt af sin mission, og det er en imponerende iscenesættelse af den, vi møder i EN VRED KVINDE.
Teksten kommer lige fra hjertet og skildrer billeder fra et liv, hvor hun hele tiden har følt sig holdt udenfor og adskilt fra dem med privilegierne - altså alle os, der ikke selv er klar over, at vi er de privilegerede. Det er nødvendigt med dramatiske tekster som denne. Det befriende ved den er den afsluttende udstrakte hånd.
Hele 'sagen' er meget sympatisk, og selvfølgelig er det frækt af mig at komme med den påstand, at det er den kamp, vi alle kæmper ikke bare for at finde en plads i livet, men især vores egen plads. Kampen for at finde os til rette og få den betydning for andre, som vi har for os selv. Det er den kamp vi alle har, men selvfølgelig er det frustrerende at skulle kæmpe med, at vi og omverdenen allerede har billeder af, hvordan vi sikkert er. Især når det står i vejen for et egentligt møde, hvor det er nysgerrigheden og den ægte interesse, der fører an.
Forestillingen spiller selv på det. Ilham Herisi lader kvinden på scenen være somalisk, have rødder i Kenya og være født i Danmark. Ligesom hun selv er: en dansker. Der er tydeligvis mange fællestræk mellem de to, når hun skildrer fornemmelsen af sin medfødte skønhed, selv om det er langt senere, hun bliver bevidst om den. I folkeskolen var det kun blondinerne og brunetterne, drengene havde øje for. Hver morgen glattede hun sit hår for at bliver af med de medfødte krøller. I gymnasiet fik hun pludselig den opmærksomhed fra fyrene, som hun ikke havde mærket tidligere, men hvordan gebærde sig, når selvbilledet er skadet og præget af at blive ignoreret indtil da?
Nu får hun pludselig en seksuel opmærksomhed, der alene går på hendes udseende. Som om alt andet allerede er sagt.
"Jeg er færdig med at undskylde min vrede!", står der fremhævet som citat på flyeren til forestillingen, hvor der også står, at det "ikke kun er en personlig fortælling - den bygger også på research og andres oplevelser som minoritetskvinde i dagens samfund. Ideen udsprang, da jeg reflekterede over spørgsmålet: Hvorfor må kvinder ikke være vrede? Og hvordan er det for en afrikansk kvinde? Er hendes vrede ikke også legitim?"
Ilham Hersiri får gjort vreden legitim i løbet af forestillingen, hvor hun går fra at være noget, der er intet, og til sluttelig at iføre sig sin afrikanske identitet, hvor der er plads til hende. Hun er færdig med at føle sig udenfor. Færdig med at ville tilpasse sig noget, der ikke er hende. Færdig med at stå i skyggen af sig selv og andre. Nu er hun klar til at træde ud i lyset. Hun er ikke skabt til at stå i skyggen. Hun er klar til at træde ind på scenen - og det gør hun tydeligvis i EN VRED KVINDE. Så det, der startede med en vrede, bliver til en fortælling om at finde sig selv, båret frem af en oprigtig nysgerrighed og interesse for at indgå i en dialog. Lad os tage imod den invitation!
Diêm Camille har været dramaturgisk konsulent på forestillingen (og har også lagt stemme til de afspillede sentenser og spørgsmål, som hovedpersonen besvarer i løbet af forestillingen). Mette Frank har været scenisk konsulent. Rebecca Langley Jensen har været instruktørassistent. Lyddesignet er af Jakob Folke Ivarsson og lysdesignet er af Julian Simpson.
EN VRED KVINDE
af og med ILHAM HEISI
i Krudttønden, Serridslevej 2, 2100 Kbh. Ø.
18. - 22. december 2024
60 minutter
Monolog
Manuskript: Ilham Herisi
Dramaturgisk konsulent: Diêm Camille
Scenisk konsulent: Mette Frank
Instruktørkonsulent: Rebecca Langley Jensen
Fotograf: Robin Skjoldborg
Lyddesign: Jakob Folk Ivarsson
Lysdesign: Julian Simpson
*
