Viser opslag med etiketten Rubens Ballade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rubens Ballade. Vis alle opslag

tirsdag den 9. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Digteren Reza Farmand


Fotos: Ole V. Wagner og Michael Svennevig.

HØR PODCAST



Den iransk/danske digter Reza Farmand har været med på festivalen flere gange. Sidste år blev hele hans digtsamling, ”Det er blodet der elsker” læst op af 4 forskellige skuespillerinder på festivalens 6 dage, og fire af dagene blev den akkompagneret henholdsvis af Tom Sonntag og Rubens Ballade.

Inspireret af det gode samarbejde har de to hold af skuespillere og komponister arbejdet videre med teksterne fra Rezas kommende digtsamling, ”Verden er fuld af veje” – en digtsamling, der har navngivet årets festival

Reza Farmand fortæller om sin digtning:

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund, og den trækker som en magnet de passende ord til sig.”

Rubens Ballade/Ruben Engelhardt, der i år medvirker på festivalen sammen med skuespilleren Lise Kamp Dahlerup, fortæller om sit møde med Reza digte:

”Jeg er fascineret af Rezas måde at skrive på. Ofte skal jeg tygge lidt på hans tekster - det kan jeg godt li’! De kreative, skæve og underfundige sammensætninger af ord og billeder vækker til eftertanke og undren. Mange af hans tekster er meget opfordrende, carpe-diem-agtige: “du skal ….” Det kan jeg godt lide, selvom det kan virke påtrængende, men jeg fornemmer altid en kærlighed til mennesker og livet i hans tekster. Jeg har selv dyrket lidt af det samme i min egen sangskrivning. Jeg glæder mig til samarbejdet med Lise og er spændt på, hvor vi ender med vores fortolkninger, som vi eksperimenterer os frem til i fælles improvisation og afprøvning og delvis fastlæggelse. Vi er netop gået i gang med de seneste digte, vi har fået af Reza fra hans kommende nye digtsamling, "Verden er fuld af veje" og som vi skal præsentere på festivalen i GLOBART ART Gallery i Vanløse og i Salonen på Østerbro. Det glæder vi os til.”

Skuespiller Lise Kamp Dahlerup supplerer: 

”Digtene er fantasifulde, de gør noget fysisk ved mig, jeg er vild med kontrasterne i billederne, de er lette, sanselige og fuld af undren over og kærlighed til verden og menneskene.

Jeg kan godt li´ sprogbruget "du bør begribe tiden", ”Bliv i takt med tiden", ”Tro på dig selv” .... - det er opfordringer, som grænser til krav, det er jeg vild med. Og hans udråbstegn gør noget rytmisk ved mig. "Hold dine ord evigt grønne". Og eet af højdepunkterne for mig er et af de nye digte, hvor der står:

Digt dit nu sådan

At fremtiden hører det

Nuet er fremtidens kongevej.

Det er suveræn digtning, han formår dét, som er rigtig svært for mange: at begribe og fange NU`ET, og sætte det i perspektiv til fremtiden.”

Skuespilleren Mette Frank, der medvirker til festivalopvarmningen - og festivalåbningen sammen med Tom Sonntag på klaver, fortæller:

”Mit eget møde med Reza Farmands poesi og Tom Sonntags musik har præsenteret mig for et helt særligt univers. Med det stærke visuelle, persiske sprog som grundlag i en sublim dansk oversættelse, åbner Rezas ord op for et kreativt arbejdsrum i mødet med Toms frapperende improvisationer på klaver. Det er et inspirerende sted at befinde sig, et sted, der udvikler sig hver gang, vi mødes. Evnen til at gribe nuets kraft er en forudsætning for samarbejdet, og det er særligt at opleve, at når det sker, opløses tid og rum ind i et fælles, pulserende åndedrag, der favner også det usagte og uskrevne.”

Selv fortæller Reza Farmand om, hvad det betyder for ham, at andre kunstnere lader sig inspirere og arbejder videre med hans digte.

”Det er dejligt at høre genklang af sine værker Et værk skabt i enerum, rejser, går rundt og viser sig i forskellige fællesrum Det er rart at opleve, at andre kan relatere til ens værker Det giver en følelse af åndeligt fællesskab Jeg er meget taknemlig over for de kunstnere, der bruger tid til at recitere og fortolke min poesi.”


Mette Frank & Tom Sonntag til festivalåbningen, 2023.
Foto: Tina Lindop.


Lise Kamp Dahlerup & Rubens Ballade i Salonen, 2023,
Foto: Tina Lindop.


Læs mere om Reza Farmand 
og de medvirkende kunstner, 
der kan opleves på denne podcast:



REZA FARMAND

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi, som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning, både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichéer ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål, når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund, og den trækker som en magnet de passende ord til sig. I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min digtsamling ”Det er blodet der elsker”. Gnisten, der tændte bålet, var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter." ”Det er blodet der elsker” indgår i den digitale festivalserie ALVERDENS KÆRLIGHED. Læs mere. Festivalens overskrift er inspireret af Reza Farmand nyeste digtsamling, der endnu ikke er udgivet: ”Verden er fuld af veje”.



METTE FRANK

Skuespilleren Mette Frank læser uddrag fra Reza Farmands nyeste digtsamling "Verden er fuld af veje”, der endnu er uudgivet. Mette læste op sidste år på festivalen fra Reza Farmands digtsamling, ”Det er blodet der elsker” akkompagneret af Tom Sonntag. I år har de fortsat deres frugtbare samarbejde. Mette har tidligere på festivalen læst op fra "De Fire Djævle" eller "Les Quatre Diable", som Herman Bangs roman oprindelig hed - som Mette sammen med Petrine Agger omdannede til teaterforestillingen "Bang Unplogged". Hør podcast.




Foto: Michael Svennevig

TOM SONNTAG

”The man who sleeps under trees”er titlen på Tom Sonntags seneste cd. Naturen spiller en stor rolle for Tom, der er opvokset på en gård i en lille sydfinsk landsby. Allerede som 9-årig fik han konstateret muskelsvind, hvorfor hans far sørgede for, at Tom i stedet fik musikalske muligheder og udfordringer. De spillede sammen til fester og baller, og da Tom mange år senere kom til København, blev han betaget af alle de muligheder, som den musikalske tilværelse i København kunne tilbyde ham. Tom er inspireret af naturen, og der er et ekko af de finske skove til stede i hans musik. Tom maler, filmer, komponerer, spiller og synger. Selvfølgelig giver sygdommen begrænsninger, men Tom lever et meget aktivt liv - med mange rejser. Læs mere. (YouTube).



Foto: Tina Lindop
LISE KAMP DAHLERUP

Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup har gennem 13 år været fast underviser på AFUK – Akademiet For Utæmmet Kreativitet. Lise har allerede medvirket på festivalen gennem flere år i samarbejde med forfatteren Birte Kont. Det har blandt andet resulteret i en stærk fremførelse af ”Ingen har ordet” – en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. Sammen har de i 2021 fremført ”En refleksion over tiden”. Lise læser i Vanløse digte af Reza Farmand fra digtsamlingen: "Det er blodet der elsker" og uddrag fra Ahlam Kassems romanmanuskript "Fra Beirut til København", samt en monolog af Irene Pedersen, "Den første sne". Lise er en dreven oplæser og indlæser. Det har hun de sidste sæsoner bevist på utallige festivalpodcasts. Blandt andet på den indledende podcast med festivaltekster, OM KÆRLIGHED. Læs mere.



Foto: Ole V. Wagner

RUBENS BALLADE

er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Udover hans soloprojekt “Rubens Ballade” spiller han i to andre bands og skriver sange om både stort og småt, men har gennem de sidste år skrevet sange, der er båret frem af hans engagement i kampen for en mere human flygtningepolitik, næret af kontakten med flygtninge og mødet med Bedsteforældre for Asyl. Hør nummeret han har skrevet til festivalen sidste år, og som var med på den indledende podcast med festivaltekster. Se filmklip fra festivalen i 2021.

*

Reza Farmands digte
kan opleves på 4 festivaldage:

Mette Frank
til festivalopvarmningen
fredag den 1. august kl. 16-21
i Salonen på Østerbro

Mette Frank & Tom Sonntag
til festivalåbningen,
lørdag den 3. august kl. 12-20
i HF Prøvestenen på Amager.

Lise Kamp Dahlerup & Rubens Ballade
på 2. og 3. festivaldag
i Vanløse den 6.8. kl. 15-21
og på Østerbro den 8.8. kl. 19-21
Se program

*


Læs mere.

torsdag den 23. februar 2023

KÆRLIGHED: 1. Præsentationspodcast

 

Fotos  af Hanne Apter Demsitz, Ilse Whitehead, Salim Abdali og Netka Elisabeth Bach & layout: Michael Svennevig. Selfies af Øyvind Kirchhoff og Rubens Ballade.


1.     PRÆSENTATIONSPODCAST

Uddrag fra de  5 første festivalpodcasts 

Lyt med her. (YouTube)



Festivaltekster om
KÆRLIGHED, DRØMME og FÆLLESSKAB

Rubens Ballade spiller og synger sin egen "Den dybe længsel".
Salim Abdali har skrevet "Omfavn mig kærlighed ", der læses af Øyvind Kirchhoff. Desuden medvirker Sheila Andersen med 
"Min længsel efter dig", der læses af Lise Kamp Dahlerup
Aleksandar Šajin har skrevet ”Min kærlighed til dig”, som han selv læser. Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet "Mødte kærlighed igen", som læses af Pia Kolbe.

Læs mere. Hør podcast. (Også på YouTube). 
Offentliggjort den 17. februar 2023.


Pierre Beskow sammen med portrætbusten af August Strindberg af Carl Eldh (1873-1964) opsat på Place August Strindberg i Paris.

Pierre Beskow & August Strindberg

Hvorfor Strindberg?

Vi mødtes i Paris. Den danske maler Pierre Beskow (født 1945) havde sat mig stævne ved indgangen til Luxembourg-haven. Strindberg boede et par gader derfra, i 62, Rue D´Assas. Dengang hed stedet Pension Orfila, og Strindberg boede der, mens hans skrev ”Inferno”. Han var også alkymist og inspireret af esoterikeren og mystikeren Emanuel Swedenborg (1668-1722). Pierre havde været der én gang tidligere (i 2011) sammen med nogle studerende. Da det er privat beboelse, er der ikke offentlig adgang, men det var alligevel lykkedes dem at snige sig indenfor. Vi håbede på det samme og benyttede os af den åbne dør, da der i det samme kom én ud derfra. Hvad der skete inde i huset, kan man høre på podcasten, der er en direkte optagelse derfra, men at det ikke er ufarligt at trænge sig ind på fortidens store ånder, vidner efterspillet om, for Pierre blev bagefter sygere end nogensinde før.  

 Læs mere. Hør podcast. (YouTube). 
Offentliggjort  den 3. marts 2023.



 
Ilse Whitehead fotograferet af Michael Svennevig. 


Maleren Ilse Whitehead maler blomsternes intime liv

KÆRLIGHED TIL NATUR OG BLOMSTER

Maleren Ilse Whitehead får mange kommentarer, når hun udstiller sine malerier. Det er malede nærbilleder af blomsternes inderste støvdragere og frøkapsler. Nærbillederne er så intense og overrumplende i deres formater og farveglød, at det signalerer en overvældende sensualitet, det gør det til intime malerier, hvor vi ser noget, vi ikke plejer at se. Ilse tager os med ind i en hemmelig verden, hvor farver, flader og nuancer males tæt og glidende hen over hinanden. Men der er også landskabsmalerierne fra Sverige, Grækenland og Danmark. Det er ofte landskaber uden mennesker. Vi befinder os i en verden, hvor alting smyger sig om hinanden. Af og til kommer det tæt på det surrealistiske, så et af Dalis dryppende ure ville slet ikke falde ved siden af, for vi befinder os i et univers, hvor alting vender og vrider sig i nye former og farver. Alting er i forvandling Ligesom det er i naturen.

Læs mere. Hør Podcast. (YouTube).
Offentliggjort  den 10. marts 2023.


Netka Elizabeth Bach fotograferet af Michael Svennevig. 

NETKA & TRANERNE

Allerede som 25-årig begyndte Netka Elisabeth Bach at folde traner af papir. I gave havde hun fået en papirtrane, og da den gik i stykker, ville hun lære at folde en ny. På den japanske ambassade fik hun tips til, hvordan det skulle gribes an – og lige siden har hun foldet traner. Nogle gange af forgyldt tykt papir, og så mange, at hun også kunne lave uroer af dem.
Netka har også lavet papirklip, plakater og illustrationer. Men som ung var Netka ude for en alvorlig trafikulykke. Det betød, at der var nogle ting hun aldrig kunne tilegne sig, så derfor er det altid andre, der har opfordret hende til de forskellige opgaver. Det har ikke været let, men det har alligevel resulteret i et meget virksomt liv med priser og opgaver.

 Læs mere. Hør podcast (YouTube).
Offentliggjort den 17. marts 2023.



Hanne Apter Demsitz fotograferet af Michael Svennevig. 


Hanne Apter Demsitz

Farvernes kraft og fortællingens styrke

Hanne Apter Demsitz (født 1946) maler meget farveglade og umiddelbart varme malerier, men hvis man kigger nærmere på titlerne, er der også en anden og mere voldsom historie bag. ”Jeg er Holocaust-efterkommer” præsenterer Hanne sig med. ”Mange jøder er trådt frem med deres historie, men det har jeg aldrig gjort – før nu!!"
Hanne har lagt en mappe på bordet mellem os. Der er et bryllupsbillede af forældrene på omslaget. Under billedet har hun skrevet forældrenes fangenumre fra Theresienstadt. De overlevede og kom tilbage til Danmark efter krigen i Bernadottes hvide busser, men krigen fulgte med. Også selv om det blev fortiet. Hør hendes beretning.

   Hør podcast.  (YouTube). Læs mere

Offentliggjort den 24. marts 2023.

*

Det instrumentale nummer, "Longing", der kæder de fem podcastuddrag sammen, er komponeret og spillet af Rubens Ballade.



KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed



torsdag den 16. februar 2023

Om KÆRLIGHED, DRØMME og FÆLLESSKAB. Festivaltekster




Fotos (øverst fra venstre): Pia Kolbe fotograferet af Ulla Stenlund, Rubens Ballade - selfie, Sheila Andersen f. a. Jonas Andersen, Øyvind Kirchhoff - selfie. (Nederst fra venstre): Salim Abdali f. a. Michael Svennevig, Aleksandar Sajin - uden kreditering, Lise Kamp Dahlerup f.a. Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen f. a. Morten Corneliussen.


Tekster inspireret af festivalens tema om
KÆRLIGHED, DRØMME og FÆLLESSKAB


Rubens Ballade spiller og synger sin egen "Den dybe længsel" (1. del).

Salim Abdali har skrevet "Omfavn kærlighed igen",
der læses af Øyvind Kirchhoff.

Sheila Andersen har skrevet "Min længsel efter dig",
der læses af Lise Kamp Dahlerup.

Aleksandar Šajin har skrevet ”Min kærlighed til dig”, 
som han selv læser.

Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet "Mødte kærlighed igen",
som læses af Pia Kolbe.

Rubens Ballade spiller og synger sin egen "Den dybe længsel" (2. del).


Hør podcast.
Også på YouTube.



Rubens Ballade. Foto: Sune Tølløse.

Rubens Ballade

Den dybe længsel 
(Tekst & musik: Ruben Engelhardt)



Som et ensomt skib
på et åbent hav
der har mistet kursen
mistet sit ror
Helt fortabt i stormen
Helt fortabt i stilhed
En der ikke længer’
ved hvad hun tror


Som et skib
der venter på vinden
At vinden vender
og bringer håb
En længsel
Som de dybeste tanker
Som hjertet der banker:
Åh hør mit råb!

(1. del)

  
Salim Abdali. Foto: Michael Svennevig.

Uddrag fra 

Salim Abdali

OMFAVN KÆRLIGHED IGEN

I kærlighed 

kan jeg ånde

vil omvælte angstens mur, og

forene de adskilte verdener

mit ego higer efter den

hjertet savner dit favntag

svag er det forladt i brystet uden dit kærtegn

I profeter!

I kunstnere! 

I poeter, syng mig ordene 

der overkommer tyngdekraften, og løfter mig 

som forårsduft, højt

højt 

hvor jeg øjner én planet

blot et fælles folk

mennesker og mennesker sammen med

mennesker

det kan jeg turde at drømme nu.

 


Den dansk/irakiske digter Salim Abdali er også oversætter - og forsker.  Salims poesi formår at løfte sin læser op i de øverste luftlag. Helt derop, hvor luften indeholder en ganske særlig kraft og fylde - og hvor få ord kan rumme det hele. Den seneste udgivelse er "Alfabetmageren" (Det poetiske bureaus forlag, 2019). På festivalen læser Salim op fra sin nyudgivne digtsamling på dansk. Den udkom først på arabisk, og opnåede stor bevågenhed ved udgivelsen i Cairo i efteråret 2022. Til festivalafslutningen den 13. august 2023 kl. 13-16 på Christianshavn vil danseren Peter Vadim improvisere til Salims oplæsning. Det foregår udendørs i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, og hvis det ikke er udevejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.


Salim Abdalis OMFAVN KÆRLIGHED IGEN
er indlæst af skuespilleren Øyvind Kirchhoff

Øyvind Kirchhoff



Øyvind Kirchhoff er skuespiller og fotograf. Sammen med dramatikeren/instruktøren Lotte Faarup og administratoren Charlotte Ringdom udgør de kernen i Det Olske Orkester, der slet ikke er noget orkester, men en teatergruppe, der holder til på Forsøgsstationen på Søndre Boulevard på Vesterbro. Øyvind og Lotte medvirkede på festivalen i 2021, hvor de fortalte om deres forestillinger "Hvem er det der banker?" & "Det førerløse menneske" - og bogudgivelsen om deres arbejde, "Rundt om ilden. Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested". Læs mere og hør podcast.



Sheila Andersen.

 Sheila Andersen

Min længsel efter dig

Jeg ser billedet og smiler ved tanken om første gang, jeg åbnede mig. Jeg åbnede mig i mødet, jeg blev undfanget og vi blev skabt. Kærligheden opstod i mødet, da jeg åbnede mig og nu mærker jeg den, jeg mærker den inderst inde. Når jeg er helt stille og lukker mine øjne, så åbner jeg mig og ser dig for mig. Du og jeg, vi har hængt sammen lige siden, mere eller mindre og nok uden at vide det og alligevel vidste jeg.

Livet gjorde, at jeg lukkede mig og jeg glemte mig selv og jeg glemte dig, selv om du var lige foran mig, som et spejlbillede, jeg ikke så. Jeg mødte livet, jeg mødte mennesker, tonerne i musikken, troede jeg, men jeg mødte dem egentlig ikke. Jeg var lukket og du var lukket ude, jeg beskyttede dig fra mig, det var det jeg kunne, indtil en dag, hvor jeg begyndte at lede efter dig, jeg lovede, at jeg nok skulle finde dig.

---


Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse inden for børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs KLODS DANSK. Arbejder i dag som talehørekonsulent i Ringsted Kommune. Sheila har bidraget til flere bøger: GAMMELBOGEN II (Epigraf, 2014) og LIVET GANG I HF PRØVKLUDEN (Epigraf, 2019) (indsamling af børne- og ungdomsstemmer). I forbindelse med sidste års festival ÆG & HÅB (2021) skrev Sheila ligeledes en eventyrlig fabel, der blev indlæst og udgivet på podcasten Apopos ÆG & HÅB og oplæst på festivalen af Trine Runge.


Sheila Andersens Min længsel efter dig
er indlæst af skuespilleren Lise Kamp Dahlerup 

Lise Kamp Dahlerup. Foto: Michael Svennevig.


Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup og forfatteren Birte Kont har gennem flere år medvirket på festivalerne. Blandt andet har de optrådt i Global Art Gallery med en gribende monolog baseret på Birte Konts kortprosa-samling ”Ingen har ordet”, en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. Sidste år fortsatte de samarbejdet i Global Art Gallery. Men Lise medvirkede også på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro, hvor hun læste tekster af Qaali Schmidt-Sørensen og Stig Dalager. I år kan hun igen opleves i Salonen på Østerbro, på 
3. festivaldag, torsdag den 10. august 2023 kl. 19-21, hvor hun læser tekster af Qaali Schmidt-Sørensen og Samuel Beckett.



Aleksandar Šajin 

Aleksandar Šajin

MIN  KÆRLIGHED TIL DIG


Hvem er du? Undskyld jeg var så længe om at spørge. Alt er sket så hurtigt. En dag sad du på hug midt i en bøgeskov. Du rørte med en pind i den fugtige jord, der med blege og afrevne græsrødder holdt vaklende sammen på de frodige muldklumper og de mavedansende regnormes fingrede kroppe. Du stirrede ned i skovbundens tilslørede jord, med bøjet ryg og nakke og med bøjede drengebarns knæ. Hvilende med hele din tyngde på fødderne. Hjertet pumpede blodet gennem den lille krop på spring. Det var dig, mit unge mig, på udflugt i skoven på bjerget. For kun 50 år siden.

Hør nu her, det er ikke for sent – skub kloden fra dig, jeg er på den anden side af Jorden. Lad os svinge dette mægtige pendul i gang. Mærk vinden i ansigtet og tyngden i kroppen. Det er trods alt kun et liv der skiller os ad.

Undskyld, er der nogen der spørger om kærlighed? Om jeg elsker dig? Hvem er du? Kan du være noget andet end mig selv? Kan du findes andre steder end dybt inde i mig selv? Alt det som jeg så håbløst elsker i dig, har altid boet lige her, inde i mig. Du er mig og jeg er dig. Hvad mere kan vi sige om den sag. Det er ikke så svært at forstå. Jeg er mig selv. Ligesom dig.

---

Den dansk/eksjugoslaviske  digter Aleksandar Šajin er også oversætter og forfatter. 
Aleksandar debuterede med digtsamlingen "Tiden - tiderne" (Museum Tusculanums forlag, 2003) og har siden bl.a. skrevet romanen "Ivan Blank" (2008, Gladiator). Har medvirket utallige gange på festivalen. Sidste år bidrog han med digtet "Forvandlingsmesteren", der blev læst af skuespilleren Poul Storm til den opvarmende podcast. (Læs det her)
Til festivalen ÆG & HÅB (2021) skrev han digtet "Festival" som han indlæste på podcasten "Apropos ÆG & HÅB". I 2020 skrev han digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER (læs digtet). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden smykker" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018).


Qaali Schmidt-Sørensen. Foto: Morten Corneliussen.


Uddrag fra:

Qaali Schmidt-Sørensen

MØDTE KÆRLIGHEDEN IGEN


Jeg sejlede væk fra mit land, ud på det store åbne indiske hav, mens jeg så kysten langsomt forsvinde i horisonten. Tilbage var kun delfinerne, der legede omkring den lille fiskerbåd jeg sad i.

Jeg troede, at jeg havde mistet alt jeg elskede og holdt af. Mit elskede land og mennesker jeg kendte.

Omkring mig var der kun store blå bølger og solen der ramte vandet og den blå himmel. Alting var stille og alt havde jeg forladt. Jeg troede, at Gud havde forladt mig, og at jeg nu var alene ude midt i det indiske hav. Da jeg ikke længere kunne se kysten, lukkede mit hjerte sig og min hjerne faldt i søvn.

Jeg vågnede først op ved nabolandets kyst og gik ufrivilligt ind i et asylcenter. Mit hjerte lukkede sig mere og mere, min hjerne stoppede med at tænke, mit håb for fremtiden var væk. Med tiden blev jeg sendt til et nyt fremmed land mod Nord og fik at vide, at jeg var heldig og nu skulle få et nyt liv som flygtning.

Der var ingen jeg kendte. Jeg var uden håb for fremtiden, og havde ingen forestillinger eller fantasi om, hvad der nu skulle ske, alting var hørt op. Om det var Guds eller menneskets skyld, vidste jeg ikke, men det var også lige meget, for jeg kunne mærke, at mit hjerte og min hjerne var gået helt i stå.

---

Den dansk/somaliske forfatter Qaali Schmidt-Sørensen har været med utallige gange på festivalen. I 2021 skrev hun første del af den humoristiske beretning om "Den snobbede afrikaner", som blev læst af Rebecca Langley i Salonen på Østerbro. I 2022 blev endnu et afsnit af beretningen læst af Lise Kamp Dahlerup. 3. del kan høres i Salonen på Østerbro, torsdag den 10. august kl. 19-21 og læses igen af Lise Kamp Dahlerup.  Qaali beviser med fortløbende satiriske historier om "Den snobbede afrikaner", at humoren kan nå ind på steder, hvor alle andre må give op. 
Humoren manifesterede sig første gang i teksten "Fejlfarvet kvinde til vejledning", som Qaali skrev til festivalen i 2020, hvor den blev læst af Rebecca Langley (læs uddrag).
Qaali er uddannet Cand. Soc. fra Aalborg Universitet. Hun er også translatør og debuterede med romanen ” På taget af dommedag” (CDR-Forlag, 2008). I 2018 rejste Qaali tilbage til Somalia, og genså landet for første gang siden flugten efter borgerkrigen. Det fortalte hun om på festivalen - og på podcasten "Den usynlige krig".


Qaali Schmidt-Sørensens MØDTE KÆRLIGHEDEN IGEN
er indlæst af skuespilleren Pia Kolbe

Pia Kolbe. Foto: Ulla Stenlund.


Pia Kolbe er sanger og skuespiller med scenisk baggrund inden for snart sagt al teater og sang. Startede med at studere på Hellerup Tekstil seminarium med maskinstrik som hovedinteresse og læste bagefter kunsthistorie på KUA. Arbejder for tiden med at færdiggøre sin første digtsamling, der udkommer inden festivalen. Pias faglighed spænder vidt. Som hun selv siger: "Jeg er på en Camino der aldrig stopper." 



Rubens Ballade. Foto: Sune Tølløse.


Rubens Ballade

Den dybe længsel 
(Tekst & musik: Ruben Engelhardt)


Som den dybe længsel
efter ømhed og omsorg
efter et smil
efter en udrakt hånd
Den dybe længsel
at bli’ mødt med tillid
så hjertet tør åbnes
og tør sprænge hvert bånd


Som et skib
der venter på vinden
At vinden vender
og bringer håb
En længsel
Som de dybeste tanker
Som hjertet der banker:
Åh hør mit råb!



Rubens Ballade er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Ruben spiller i to bands, men gennem de sidste år har han skrevet sange, såsom ”Den dybeste længsel" skrevet til festivalen. 
Det er 3. gang, at Rubens Ballade er med på festivalen. Med sin optræden spreder han både varme og glæde, ligesom han gjorde med nummeret "Vi tænder lys - rækker ud”, der umiddelbart er let at gå til med sin ligefremme og smittende taktfaste rytme. Sangen er båret frem af et flygtningeengagement, næret af lysten til forandring gennem kontakten med asylansøgere på udrejsecentrene og mødet med Bedsteforældre for Asyl. 
Oplev Rubens Ballade på 2. festivaldag, tirsdag den 8. august 2023, kl. 15, hvor han indleder i GLOBAL Art Gallery i Vanløse.
 



*

Næste uges podcast (24. februar 2023):

1. præsentationspodcast
med uddrag fra de 5 første festivalpodcasts


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 kunstnere

#festivalkærlighed



tirsdag den 14. februar 2023

Festivalsangen DEN DYBE LÆNGSEL af & med Rubens Ballade

Foto: Ole V. Wagner.

Forud for offentliggørelse af den første podcast 
kan du høre den nykomponerede festivalsang 
"Den dybe længsel
skrevet til festivalen af Rubens Ballade



Sangen er inspireret af de fire tekster skrevet til festivalen af 
Salim Abdali, 
Sheila Andersen, 
Aleksander Sajin 
og Qaali Schmidt-Sørensen
- og er med på den opvarmende podcast, 
der offentliggøres i overmorgen. 

Ruben Engelhardt siger tak for inspirationen til forfatterne.
 
Sangen indleder og afslutter teksterne, 
der bliver læst af Aleksandar Sajin selv 
og af skuespillerne:
Lise Kamp Dahlerup
Øyvind Kirchhoff
og Pia Kolbe.

Hør podcast.
Også på YouTube.

Foto: Ole V. Wagner.
 

Rubens Ballade

Den dybe længsel 
Tekst & musik: Ruben Engelhardt


Som et ensomt skib
på et åbent hav
der har mistet kursen
mistet sit ror
Helt fortabt i stormen
Helt fortabt i stilhed
En der ikke længer’
ved hvad hun tror


Som et skib
der venter på vinden
At vinden vender
og bringer håb
En længsel
Som de dybeste tanker
Som hjertet der banker:
Åh hør mit råb!


Som den dybe længsel
efter ømhed og omsorg
efter et smil
efter en udrakt hånd
Den dybe længsel
at bli’ mødt med tillid
så hjertet tør åbnes
og tør sprænge hvert bånd


Som et skib
der venter på vinden
At vinden vender
og bringer håb
En længsel
Som de dybeste tanker
Som hjertet der banker:
Åh hør mit råb!



Rubens Ballade er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Ruben spiller i to bands, men gennem de sidste år har han skrevet og komponeret sange, såsom ”Den dybeste længsel" kreeret til festivalen. 

Det er 3. gang, at Rubens Ballade er med på festivalen.  Med sin optræden spreder han både varme og glæde, ligesom han gjorde med nummeret "Vi tænder lys - rækker ud”, der umiddelbart er let at gå til med sin ligefremme og smittende taktfaste rytme. Sangen er båret frem af et flygtningeengagement, næret af lysten til forandring gennem kontakten med asylansøgere på udrejsecentrene og mødet med Bedsteforældre for Asyl. 

Oplev Rubens Ballade på 
2. festivaldag, tirsdag den 8. august 2023, kl. 15
hvor han indleder i GLOBAL Art Gallery i Vanløse.
 



Oplev Rubens Ballade på denne filmoptagelse 
fra festivalåbningen i 2021.