Tredobbelt anmeldelse:
THE CHEYENNE ARE LEAVING
på Teatret ved Sorte Hest
Der
står en lænestol midt i stuen. Bøger ligger spredt rundtomkring, men
ellers er der intet, ud over en optager som hovedpersonen, Noel, en forfatter,
indtaler sine historier til. Vi får fornemmelsen af, at han sidder der tit, kun
afbrudt af dørtelefonen, der ringer fra tid til anden, men han lukker ingen
ind. Noel har forskanset sig bag sit skriveri, selv om verden udenfor er af
lave. De fleste andre har forladt huset og denne del af byen. Der er udbrudt
krig. Men pludselig står der en mand udenfor. Vi ser ham gennem den matterede glasrude i døren. Noel har ikke lyst til at lukke ham ind, men den fremmede har
en hilsen med fra Dolores, og det får ham til at åbne. Manden – eller det er
rettere en ung fyr Leon - er på flugt og har trodset kuglernes regn for at nå
frem til forfatteren. Leon er fan af forfatteren, og får i første omgang lov
til at overnatte, mod at han er væk igen næste morgen. Leon lover ikke at røre
noget, men da han finder Dolores breve stukket ind i en bog, læser han dem i
nattens løb. Dolores og Noel har en fortid sammen.
De
to mænd er lukket inde med hinanden, som to skibsbrudne på en øde ø. Noel er
som udgangspunkt skråsikker og afklaret om sin egen position, der i
lejligheden, men omverdenen er ved at hale ind på ham. Noels tid er ved at
rinde ud. I løbet af deres samtaler kommer de tættere på hinanden og bliver
klar over deres gensidige afhængighed, hvis de skal overleve krigen, der hele
tiden rykker nærmere og tvinger dem til at tage en beslutning om, hvad der
skal til, hvis de skal overleve.
Stykket er skrevet af den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo, som The Why Not Theatre har haft flere vellykkede samarbejder med, hvoraf teatrets næstsidste forestilling, MAIREAD var ypperlig. Begge er de instrueret af Nina Larissa Bassett, der har et sikkert greb om teksterne og smukt har bragt dem til live på Teatret ved Sorte Hest. Nathan Meister er forfatteren og Joe Young er den unge mand. Den tilsyneladende ældre forfatter er nonchalant på en næsten provokerende måde over for den yngre, Leon, der med sine sammenbrud bliver et billede på, hvad krigen gør ved mennesker. Det er rystende. De to er gode sammen og spiller fint og nuanceret i Nina Bassett Larissas instruktion.
THE
CHEYENNE ARE LEAVING er en krigshistorie, en belejringshistorie, hvor alle
geografiske kendetegn er fjernet. Tidsmæssigt kunne den foregå til alle tider.
Det kunne ligefrem næsten være en fremtidsfortælling.
Hånden
på hjertet, så var jeg slet ikke grebet på samme måde som med Tanja Mastilos
foregående forestilling, MAIREAD. Det føltes som om teksten, selv om den blev godt
spillet af de to, ikke rigtig nåede mig, men da jeg vågnede næste morgen,
var det som om teksten først langsomt var ved at åbne sig for mig, og
op ad dagen bredte den sig yderligere.
Det
er forunderligt med teateroplevelser, for det kan synes magisk, når det lykkes,
og samtidig opleves nærmest fysisk uudholdeligt, når det ikke sker. Men
forestillingen sneg sig ind på mig og satte sig fast dagen efter. Det er
pudsigt, at nogle oplevelser gør det. Jeg gik uforløst fra teatret,
på trods af at alting var forløst upåklageligt. Alt det udefrakommende er kogt ned
til lyden af skud og bomber, der nærmer sig. Lejligheden, hvor de
to befinder sig, opleves som en dykkerklokke virkeligheden truer med at smadre hvert
øjeblik det skal være. Scenografien og lyssætningen af Peter Rasmussen er
enkel, men betagende.
Forestillingen er ikke lige så stærk som The Why Not Theatres forrige to opsætninger på Teatret ved Sorte Hest, den mageløse DANCE WITH ME, der lige akkurat nåede at spille en uges tid, inden corona-nedlukningen tidligere på året, og MAIREAD, der var magisk og forunderlig mystisk.
Mastilo har bibeholdt det tidsløse og noget abstrakte i THE CHEYENNE ARE LEAVING, men
har også givet sig ordene meget mere i vold, og jeg foretrækker det mere
ordknappe i MAIREAD, men det er selvfølgelig en smagssag. Det er en forestilling,
der tydeligvis har stærkt bud til os om, hvordan vi forholder os til os selv og
hinanden, når de første skud bliver løsnet. I dramatikerens hjemland skete det samme.
Det beskriver hun i programteksten til forestillingen: ”Ingen troede at der
kunne komme krig. Nej, da ikke her os. Ikke her.” Men det skete alligevel. Både
i Ex-Jugoslavien og på scenen i den flotte forestilling THE CHEYENNE ARE
LEAVING.
THE CHEYENNE ARE LEAVING
af Tanja Mastilo
Gæstespil af The Why Not
Theatre
på Teatret ved Sorte Hest
13. november – 5. december 2020
90 minutter
Medvirkende: Nathan Meister og Joe Young
Instruktør: Nina Larissa Bassett
Scenograf: Peter Rasmussen
Lysdesigner: Peter Rasmussen
Producent: Why Not Theatre Company
Fotograf: Aleksandar Mastilo
Teaterprogrammet kan downloades her
UMWELT i Skuespilhuset
UMWELT
er et fascinerende møde med et sanseunivers uden ord, hvor lys, lyd og
dans glider sammen til et hele, og hvor grænserne mellem de enkelte dele og kroppe
ophæves.
Jeg er ikke i min krop, min
krop er i mig.
Med
lukkede øjne føres vi ind i en meditativ stemning af en behagelig engelsktalende
stemme. Da vi igen kan åbne øjnene, er scenen oplyst af en enkelt spot tværs over scenen. Langsomt ormer og vrider tre skikkelser, to kvinder og
en mand, Maren Fidje Bjørneseth, Julie Rasmussen og Rickard Fredborg, sig længere
frem i lyset. Alting foregår langsomt og viljeløst, næsten som om vi er vidne
til insektfødsler, hvor lemmerne langsomt strækkes og gøres brugbare, mens de
vender, drejer og snor sig. De er iklædt dragter i farverne fra violet over olivengrøn
til sort, med påsyede udposninger, der giver associationer til svampeformationer,
der breder sig op ad deres kroppe, fra benene, hen over kroppen og videre ud på
armene. Lyset funkler i det skinnende stof. Over dem hænger stormaskede hvide
net, der er skåret til, så de danner en visuel magisk klanghimmel over de
optrædende. De hæves og sænkes i løbet af forestillingen, og ender med at dale ned omkring dem for helt at omslutte dem. I en fluorescerende scene bliver
alle snore pludselig lysende orange. Koreografien er af Julie Rasmussen, der
selv er på scenen, og er skabt i samarbejde med danserne.
I
første halvdel af forestillingen bygges der op til skiftet, hvor alle tre
bevæger sig rytmisk i takt til musikken, der bliver stadig mere og mere håndfast.
Det er komisk, når de bevæger sig stødvist rundt med hinanden i hænderne som
platfodede blishøns. Til sidst forplanter rytmen sig til deres nakkemuskler og
får dem til at ligne rytmiske zoombier, sådan som de stift går frem mod
publikum med karikerede fastlåste grimasser, mens deres kroppe taktfast fører
dem frem og tilbage og rundt. De bevæger sig fuldstændig som én krop.
Det
er lige modsat i det lange, men slet ikke for
lange afslutningsforløb, hvor de ælter sig selv og hinanden rundt som
menneskeligt affald, der bliver skubbet rundt af en bulldozer på en skrotplads.
Måden de slasker dødt ned i gulvet på, får publikum til at gispe. Det er sært
fascinerende, de lader sig rulle leddeløst rundt for at blive samlet i en masse
bestående af seks arme og ben, der hele tiden griber ind i hinanden og griber
fat, hvor de nu kan få fat, mens de dunker ned i gulvet. Det virker komisk,
men er også angstfremkaldende, for bare de ikke gør skade på sig selv og hinanden.
De virker helt uforfærdede og – synes det – viljeløse, da de lader sig slynge
ind i en samlet klump, hvor det ikke længere er muligt at skelne dem og deres forskellige kropsdele fra hinanden.
Forestillingen
spiller som en del af K:Selekt. K:Selekt er et samarbejde mellem Det kongelige
Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer,
genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.
UMWELT
Skuespilhusets Lille Scene
9.-11. november 2020
50 minutter
Koreograf: Julie Rasmussen i samarbejde med danserne
Dansere: Maren Fidje Bjørneseth, Rickard Fredborg og Julie Rasmussen
Lyddesigner: Ole Hagelia
Lysdesigner: Markus Tarasenko Fadum
Scenograf: Ingvild Isaksen
Ansvarlig for lys og scenografi på turné: Felipe Osorio-Guzman
Skrædder: Anja Marie Thorsen
Multichannel lydopsætning og scenografisk assistent: Fabrice Moinet
Fotograf: Morten Arnfred
Tekst, stemme og ydre øje: Dan Nicholson
Dramaturg: André Eiermann
Produktion: Michelle Flagstad, Maja Bonde Holtze, Mikkel Søndergaard Kryger
HVEM
ER DET DER BANKER?
- et
teaterstykke om et regnestykke, der aldrig går op
på Forsøgsstationen
Liv
ligger fredeligt og sover, da hendes hjem bliver invaderet, fordi hun har
tilmeldt sig landsindsamlingen til fordel for Afrika. Eller som hun selv
siger, er hun vist bare kommet til at krydse af i en boks uden rigtig at være
klar over det. Hun har åbenbart ikke været opmærksom nok, det er jo sådan noget
der sker, når man scroller ned over opslagene på Facebook. Men ikke desto
mindre er hun blevet udvalgt til at være med i det store danske
indsamlingsshow. Ikke nok med det, for hun skal også sendes ud på en opgave.
Ja, hun bliver sendt helt til Afrika for at møde kontinentet og forsøge at
finde den hvide stjerne. Af og til bliver hun ringet op fra den direkte
udsendelse og skal svare på spørgsmål om Afrika.
Liv
er først vrangvillig, men lader sig overtale til at være med. Hvem vil ikke gerne stille op for
den gode sag, så hun tager afsted. Undervejs møder hun mennesker, der fortæller
og viser hende andre sider af kolonisationshistorien. Der er noget galt med
programmet og kommunikationen, for en virus har sneget sig ind, og
programværterne beder hende indtrængende om ikke at have kontakt med andre, men
det kan hun ikke overholde, og langsomt går det op for hende, at virkeligheden,
verden og ikke mindst Afrika er væsentlig mere sammensat end hun vidste i
forvejen. Ikke mindst er danskernes – og de hvides - forhold til Afrika meget
mere komplekst end indsamlingsshowet foregiver.
Det
er en rasende flot forestilling. Det er en knusende satire over vores selvgodhed og den blinkende indsamlingstid, som vi er en del af. Verden brænder, og vi skal hjælpe. Selvfølgelig skal vi det. Men ved vi egentlig, hvad der sker
omkring os? Ved vi, hvilke vogne vi bliver spændt for, med vores blinde tiltro
til mediernes versioner af verden omkring os?
Forestillingen
formår at få os til at juble, le og fejt tie, når det går op for os, hvor dumme
vi er. Men det sker ikke på nogen nedladende måde. Tematikken er orkestreret
for Det Olske Orkester, og det er en oplevelse jeg sent vil glemme. Det er en
gennemprofessionel forestilling, med en god historie og en stram instruktion af
Lotte Faarup, der også har stået for den dansende koreografi, der forløser
historien som et stort festfyrværkeri. Scenografien af Jeppe Lawaetz er meget
enkel, sådan ser det umiddelbart ud, men de fejende gulvprojektioner er overvældende
lækre og virkningsfulde. Vi er midt ude på havet, vi er oppe at flyve, vi er ude
i ørkenen – vi befinder os i orkanens øje, og forestillingen formår at skabe et
nærvær og en tilstedeværelse, der er betagende. Samspillet med lyden og musikken, af Jonas
Jørgensen, er helt som det skal være. Det er ensembleteater, når det er bedst. Her bliver det
spillet, sunget og danset overbevisende af Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff,
Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, Øyvind Kirchhoff og Jens Bäckwall. Det er en udsøgt fornøjelse at blive inviteret med til hele Danmarks
indsamlingsshow. Det er festligt, fornøjeligt, meget morsomt – og dybt beskæmmende.
Der
er mangt og meget, der banker på i den overvældende insisterende
forestilling. Det er sidste del af trilogien ”En Nations
selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”, der indledtes med ”Sukker”(2015)
og ”Salt” (2017). Jeg vil gøre meget for at komme til at se de to første dele,
hvis det igen bliver muligt. Et møde med Det Olske Orkester giver lyst til at
se meget mere af deres teater. Det er tydeligvis teater, der er drevet af store
visioner og udført med en udsøgt ildhu og ekvilibrisme. Hurra for det!
Det
er muligt at læse mere om trilogien i den nyudgivne og meget flot illustrerede
bogudgivelse: ”RUNDT OM ILDEN. Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested”.
Her er et uddrag fra bogens forord: ”Hvilken nødvendighed? Det var det spørgsmål,
vi stillede os selv i efteråret 2015, da vi i Det Olske Orkester fik de første
tanker om at skabe en teatertrilogi om 300 års kritisk danmarkshistorie. Hvilke
historier er tvingende nødvendige at fortælle? Hvad er det tiden, verden kalder
på vi reflekterer over? Hvad er påtrængende nødvendigt at tale om? Under dette
spørgsmål lå allerede en vrede. Over ufrivilligt at være en del af en privilegeret
verden, der kun er privilegeret, fordi nogle andre dele af verden ikke er det.
Over at mærke, hvordan nationalistiske og racistiske fortællinger retfærdiggør,
at det skal være sådan. Over at leve i en tid, hvor det danske nationale
selvbillede gang på gang bliver støbt i beton, kun med eksklusion for øje.” Forfattet
af teatrets daglige team: Lotte Faarup, Øvvind Kirschhoff og Charlotte Rindom.
HVEM ER DET DER BANKER?
Medvirkende:
Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff,
Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode,
Øyvind Kirchhoff, Jens Bäckwall
Dramatiker og instruktør: Lotte Faarup
Lysdesigner og scenograf: Jeppe Lawaetz
Kostumedesigner: Signe Beckmann
Lyddesign: Jonas Jørgensen
Produktionsleder og teknik: Søren Kyed
Spilleperiode Forsøgsstationen: 9. – 21. november 2020
Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V.
Tirsdage – fredage kl. 19.30 og lørdage kl. 16:00
Skoleforestilling 13. nov. kl. 11:00
Forsøgsstationen,
Hjemmeside og billetter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar