Foto: Bjarne Stæhr.
Gæstespil
af The Why Not Theatre
I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance
with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen
i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst
hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et
voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016)
var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens
svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i
vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med.
Noget af det sværeste er at holde energien oppe i en monolog, men også det lykkes.
Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk, at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til engelsk for at opføre det i København, men det giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring. Det er overordentlig flot.
Noget af det sværeste er at holde energien oppe i en monolog, men også det lykkes.
Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk, at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til engelsk for at opføre det i København, men det giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring. Det er overordentlig flot.
Foto: Bjarne Stæhr
Lyssætningen
er smuk og kærtegner ordene på scenen.
Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er
enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i
stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke
store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om
at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig
god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen
bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en
betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende
kontrast.
Foto: Bjarne Stæhr
Der
er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både
besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele
stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende
instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi
på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner. Tre legemshøje skabe er det
eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to
forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan
både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i
hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være
beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at
der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget
overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu
mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner
vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men
der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten.
Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod
en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket. Asmussens tekst minder os om at livet skal
leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til
dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance
with me!
*
Foto: Robin Skjoldborg
DANCE WITH ME
Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020
Varighed: 65 minutter
Dramatiker: Peter Asmussen
Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt
Skuespiller: Sue Hansen-Styles
Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt
& Sue Hansen-Styles
Lys- og lyddesign & bygning af scenografi:
Lasse Svarre
Lystekniker: Beáta Kublik
Instruktørassistent: Sarah Stephens
Hjemmesider:
Sagt
af Peter Asmussen:
»Jeg
har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være
lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er
totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men
det må man jo bare overleve på en eller anden måde.«
fra Jeppe Bangsgaards fremragende
portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende,
den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.
Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er
meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle
de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er
det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er
det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«
Selv
opsummerer Asmussen sin gerning med ordene:
»Det er mere ligesom en blyant, man
lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et
kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser
det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre,
og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«
Hvad
angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen:
»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«.
Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han
skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver
dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et
vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at
leve og en lille smule nemmere at dø.”
Mere
om Peter Asmussen på Wikipedia.
Samt
om hans filmmanuskriptarbejde.
*
Tidligere anmeldte forestillinger
af The Why
Not Theatre:
2019:
2017:
2016:
2015
2014:
2013:
*
Se også fortegnelsen
over de øvrige 117 teateranmeldelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar