Ørkendrømme: Anmeldelse: TATOVERING på Mungo Park

mandag den 2. marts 2020

Anmeldelse: TATOVERING på Mungo Park

Fotograf: Catrine Zorn.

Scenografien er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.

TATOVERING er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks. Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.

Fotograf: Catrine Zorn

Allerførst virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.

Det er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.

Fotograf: Catrine Zorn

Inden forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen, lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal udsendes som FN-soldat. Fyren, der staver som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden virkelighed.

Helt på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden. Måske er det noget af det, som teatret er allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden side – for at fravriste verden en mening.

Fotograf: Catrine Zorn

Anna Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.”

Det er flot og kompromisløst teater. Med en ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen. Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.