fredag den 31. maj 2019

Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen


Foto: Tais Abrahamsson.

Hvor kommer engagementet fra? 

”Det startede på efterskolen og med en interesse for, hvad der foregik på Christiansborg. 
At det var nogle systemer, der blev bestemmende for, hvordan det samlet bliver. 
Det startede med en frustration, der skulle blive til handling. 
Tv-serien ”Borgen” vækkede noget. 
Det er et paradoks for på den ene side nytter det ingenting, men samtidig så kan jeg ikke vide at der er noget galt uden at gøre noget.” 



Links til Ungdom NOAHs præsentationsvideo på Facebook. 

Det hele hænger sammen, så lær et nyt ord og hør hvad ”intersektionalitet” er for en størrelse, når Linne Windfeldt Valling Rasmussen fortæller om sit engagement som miljøaktivist i Ungdom NOAH på denne 3. festivalpodcast, forud for festivalen MØD VERDEN til  august.



Musikken på podcasten: Intro/autro: Sophus Rosenvinge Christensen (impro. på båndløs guitar). Mellemstykker: Spansk inspireret Trio-Impro: Jens Christensen (spansk guitar og nomadisk sang), Sophus Rosenvinge Christensen (båndløs guitar) og Michael Svennevig (percussion).



Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen til festivalafslutningen 
af MØD VERDENhvor Linne fortæller 
om sit engagement i Ungdom NOAH,
søndag den 18. august 2019 kl. 13-16, 
gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).

På Facebook: 
Se festivalen MØD VERDEN

mandag den 27. maj 2019

Mød forfatteren Martin Paludan



”Jeg har altid været dybt fascineret af den sociale indignation, men har aldrig kunnet føle mig hjemme i den selv. Det kan min fortæller i romanen heller ikke. Det er måske der, hvor vi minder mest om hinanden.” Sådan fortæller forfatteren Martin Paludan om debutromanen "Vi vågner i Sibirien" (Forlaget Brændpunkt, 2018).

Uddrag fra anmeldelse:
”Hovedpersonen befinder sit i et sjæleligt eksil i provinsen. Da kvinden er væk dukker der en sommerfugl op, flere kommer til og snart er der fyldt med sommerfugle.
Det er en besk fortælling fyldt med sproglige sommerfugle. De er allevegne og gør at det er umuligt at slippe fortællingen. Det er fantastisk hvad de kan, de sommerfugle. Det vrimler med dem. De er overalt – og det løfter fortællingen igen og igen, selv om det nærmest er en ikke-fortælling, men fortalt med en glød og en sproglig veloplagt begejstring, der bærer hele vejen igen. Alt andet går under, men sproget overlever.”




”Jeg følte ikke at jeg var mig, da jeg skrev romanen. Jeg følte at jeg var en anden. Jeg tænkte: ”Det er jo ikke sådan her du skriver, Martin!” Så jeg var på en måde aldrig tilpas, hvilket måske har gjort noget godt, for jeg har ikke kunnet sætte mig ned og være komfortabet i det rum, hvor jeg skrev. Jeg var nærmest ukomfortabel i hver eneste sætning jeg skrev. Der var ikke rare sætninger. De var strittende. De skar alle sammen. Det kan være at det endte med at gøre noget godt.” Hør festivalens podcast med Martin Paludan.

Musikken komponeret specielt til podcasten er af Ekkostøj, der er bedre kendt som halvdelen af Acid Loving Extremophiles. Undervejs er der også uddrag fra Acid Loving Extremophiles andet album ”Onomatopoietika” med nummeret ”Лйовин”. Ordene til sangen er komponeret af Ekkostøj, under det mere borgerlige navn Nikolaj Lund G. 





Mød Martin Paludan til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN
hvor han fortæller og læser højt fra romanen,
søndag den 18. august 2019 kl. 13-16, 
gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).

På Facebook: 
Se festivalen MØD VERDEN


Læs mere på Martin Paludans hjemmeside


”Når jeg læser min egen bog i dag, slår det mig, hvor meget tilknytning, klamrende kærlighed til det velkendte og angst for at forsvinde i fremtiden fylder.”

Martin Paludan, 2019.

Anmeldelse: VI VÅGNER I SIBIRIEN af Martin Paludan




”-I det mindste er der ingen udstoppede elge.” (s. 5)

Det starter med sne og trusser. Stemningen er let, lidt underlig, men munter, selv om der ligger en stor sorg bag.

Hovedpersonen siger om sig selv: ”Jeg har flyttet fire gange i mit liv, og nu er det her på en eller anden måde allerede blevet et sådant sted, jeg kommer til at bo. Et menneske har kun en vis mængde tilknytning i kroppen; den kan placeres hvor som helst, men mængden kan aldrig forøges, og den vil altid langsomt sive ud. Det er her jeg bor; rent tilfældigt trækker jeg stadigt vejret, og så er det her, jeg bor.” (s. 10).

Hovedpersonen befinder sit i et sjæleligt eksil i provinsen. Da kvinden er væk dukker der en sommerfugl op, flere kommer til og snart er der fyldt med sommerfugle.
Det er en besk fortælling fyldt med sproglige sommerfugle. De er allevegne og gør at det er umuligt at slippe fortællingen. Det er fantastisk hvad de kan, de sommerfugle. Det vrimler med dem. De er overalt – og det løfter fortællingen igen og igen, selv om det nærmest er en ikke-fortælling, men fortalt med en glød og en sproglig veloplagt begejstring, der bærer hele vejen igen. Alt andet går under, men sproget overlever.

Men det er en dejlig vandring at tilbagelægge sammen med hovedpersonen. Det er også en vellystig vandring. Men først og fremmest er det en rejse, der går fra det private og ud i det almenmenneskelige. Det er en vandring, der hele tiden udvider sig, så det efterhånden som bogen skrider frem, blive stadigt mere spændende at se, hvor bogen ender, for den giver læseren en tro på at vi er startet med slutningen, men det skal vise sig at det kan blive endnu værre – og gør det også. Samtidig får man også indtrykket af at det først vil være ved næste gennemlæsning at man får styr på det hele, og først da vil kunne se og påskønne alle de overraskelser, der støder til undervejs. I bund og grund er det en undergangsvision, og hold op, hvor det går nedad. Men det er skildret så veloplagt og sprogligt kækt, så hvis undergangen er så munter, så skal det nok gå. Det hele er selvfølgeligt indeholdt i hovedpersonens måde at møde verden og kvinden på som det hele kommer til at dreje sig om for ham. Sproget er meget elastisk og veloplagt. Ofte er der passager undervejs, som jeg må genlæse, for det er så tæt og veloplagt skildret, at det er en nydelse. Det er lagt et stort og dedikeret arbejde i at nå frem til en så smukt gennemkomponeret roman, der formår at holde læseren så tæt limet til bogens sider.

Fortællingen er fortalt med stor sproglig forsigtighed. Nærmest indirekte som om alt det voldsomme først når læseren med en behagelig forsinkelse, så meget desto voldsommere virker det, når virkeligheden trænger igennem. For alt det der først fortælles nærmest sørgmuntert, træder stadigt tydeligere frem gennem romanden anden del, før det eskalerer mod slutningen. Men stadig på en fjern og uvirkelig måde. Som om alting er set og skildret gennem hovedpersonens ikke-konfronterende humanistiske livssyn. Han træder hellere til side og væk, end han får noget i klemme. Kæresten er mildest talt anderledes. Hendes udvikling romanen igennem er fængslende. Kronologien er brudt op, så vi kommer baglæns ind i historien og får historien oprullet i omvendt rækkefølge. Det er flot fortalt og godt udført. Det der lignede en roman om en mistet kæreste, et forlist parforhold og en kuldsejlet tosomhed ender med et større samfundsoprør, hvor alting løbes over ende – inklusiv hovedpersonen, selv om han betragter det hele - i slutningen fra en solskinsplet i Californien. Betragter alt det, der er gået under. Ser tilbage på sin liv, der minder om det sunkne Atlantis.

Bogens tone bærer fortællingen, og er meget karakteristisk - som i passagen her: ”Lægen siger, at muligheden foreligger, vi kan blive ved med at forsøge, det er muligt, at det sker, det er slet ikke utænkeligt, det er bare heller ikke sikkert, at det er sandsynligt.” (s. 109 – epilog – om at få børn) ”Du brokker dig, men du er glad: vi er glade for det liv, vi har at brokke os over.” (s. 112)

Romanen placerer sig et sted imellem prosa og lyrik. Det er en drømmende roman, der balancerer på kanten af virkeligheden. Hele tiden med fare for at falde ned. Smukkest er det i de passager, hvor sproget overrumpler og trækker os helt ukendte steder hen, som her: ”Den unge kvinde og kulden indfinder sig samtidigt. Mens vi transporterer hendes ejendele op på førstesalen, daler dens små børn ned over os. Fnuggene som foder i et akvarium vi lever på bunden af, som har magten over vores liv.” (s. 19)

Det bliver mere og mere uhyggeligt med en indbildt graviditet (s. 123), en abort i haven, et hus og ikke mindst et samliv, der falder sammen om dem. Sneen spiller en særlig rolle – på mange måder og på flere planer. Den lægger sig over det hele, og giver det et lyrisk anstrøg. Den gør at vi kan bære det. Vi får tilmed en stor læseoplevelse. Det gør at vi overlever – som læsere, selv om alt andet går under. Vi overlever, men vi vågner i Sibirien.

Martin Paludan: VI VÅGNER I SIBIRIEN, roman, 128 sider, Forlaget Brændpunkt 2018.



Mød Martin Paludan til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN
hvor han fortæller og læser højt fra romanen,
søndag den 18. august 2019 kl. 13-16, 
gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).

På Facebook: 
Se festivalen MØD VERDEN


Læs mere om Martin Paludan og se forfatterens egen hjemmeside


I morgen, den 28.5.19, offentliggøres festivalpodcasten med Martin Paludan.


onsdag den 22. maj 2019

Mød forfatteren Maria Lundborg

 
Foto: Michael Svennevig.

"-Jeg er ikke blevet "podcastet" før!", sagde Maria, og så ikke helt tryg ud ved situationen. Men det kan man ikke høre på denne 1. festivalpodcast, der handler om romanen "Gennem en hinde af is" af den debuterende 48-årige forfatter Maria Lundborg.

Lyt til festivalpodcasten med Maria Lundborg optaget forleden på en varm dag i kolonihaven.




Fra anmeldelsen: 
"Maria Lundborgs debutroman GENNEM EN HINDE AF IS handler om svigt og menneskelig uformåen. Moren svigter sin lille søn – og den voksne søn svigter sin mor. Så kort kan bogen beskrives, men bag det rumler det med følelser og svære beslutninger...Romanen er et studie i sårede følelser. Hovedpersonen, Anne, fremstår ikke særlig positivt. Hun er nærmest en forvokset teenager, og det kan godt være hun i sit arbejde har en særlig evne til at trænge ind på folk og få dem til at betro sig til hende og kameraet, men selv virker hun overfladisk og manipulerende. Det er hele tiden projekterne og filmene, der betyder alt for hende. Andre mennesker kommer først i anden række, så det undrer ikke at hendes forbindelser med andre tørrer ud. Samtidig er det et skarpt og på sin vis også nådesløst portræt af hovedpersonen..." 

Læs anmeldelsen i sin helhed på festivalens blog. 


Bagefter sendte Maria mig disse linjer i et forsøg på at kredse noget af det ind som vi taler om på podcasten. Læs det som et supplement til podcastens og glæd dig til at høre mere om romanen på festivalen - eller læs den selv!

"Kære Michael
Som jeg skrev igår, har vores samtale snurret videre på lavt blus, åbenbart også hele natten. Så nu får du lige de tanker med, som den har affødt. Det er ikke nye tanker for mig i forhold til bogen, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fik det med i samtalen igår - men det var nok noget nervøsitet, der lukkede for en del af tankevirksomheden.Det er naturligvis for sent at få det med i podcasten nu, måske er det heller ikke så vigtigt, men det er jo en mulighed til festivalen.

Noter til vores samtale:
"Min afgrund", hvis man kan sige det sådan, er det punkt, hvor noget overskrides. Det punkt, man ikke kan vende tilbage fra.
Når Thomas siger, de ikke skal have mere med hinanden at gøre - når han har udtalt det, kan Annes og hans liv aldrig mere blive det samme. Også selvom han ikke forsvandt ud ad døren. Var han så blevet, og havde de formået at få en samtale ud af det, havde det måske givet anledning til noget dybere, en forståelse måske, men når han går og lukker døren efter sig, bliver det irreversibelt. Og det punkt, kan være en afgrund - herfra er der frit fald. Anne falder her fra og resten af romanen, og i passager, uden at stritte i mod eller forsøge at holde fast.
Men fordi hun også ryger ind i det fald med en mission - at hun vil finde Thomas, for at forsøge at forstå eller i hvert fald forsones - så opstår der erkendelser, også i forhold til at være menneske i relation til andre, heriblandt hendes forældre. Erkendelserne gør, at livet ikke bliver det samme, hun kan ikke gå tilbage, men hun kan finde et nyt, skrøbeligt, men trods alt, holdepunkt
Så ja, jeg skriver omkring eller ud fra en afgrund - eller jeg skriver for at undgå at falde i afgrunden. For at undersøge, hvordan man kan overleve faldet, eller det irreversible. For at se, hvad der kan lede hen til sådan et punkt, og om det er muligt ikke at opløses, hvis det opstår.

Og ja, Thomas dumper hende, som var hun en kæreste - og i det ligger valget. At forholdet mellem søn og mor, barn og forældre, ikke er gudsgivent i et senmoderne samfund, at man kan vælge, om man vil hinanden. Familien er som alt andet, noget vi vælger, ikke bare hvem vi vil have børn med, også om vi vil beholde vores forbindelse til vores forældre.

Men det er kun på overfladen, mener jeg, for mens vi gennem tid, kan ryste en kæreste af os, et dårligt forhold, så kan vi ikke ryste vores forældre af os. Vi vil altid være bærere af dem, tror jeg, og den frihed, man kunne ønske sig at opnå ved at bryde med dem, er måske en pseudo-frihed? For nogle, tror jeg iøvrigt, at det er nødvendigt, og så må man leve med det på den måde, fordi man ikke kan være i forholdet længere.

Men det giver jo en kompleksitet, de uendelige valg. Og afgrunde, der måske ikke var helt så nærværende i et traditionelt samfund. Hvor sønner og døtre naturligvis også stak af, men ikke i så udbredt grad som i dag?
Og så er der de andres valg. Som jeg ikke er herre over. Anne kan forsøge at samle alt, hvad hun har gjort, og andre har gjort, og den dreng, Thomas var osv. hen mod punktet, hvor han vælger at gå. Især i starten, tror jeg, hun leder efter sådan et kardinalpunkt - havde jeg bare lige i den situation, sagt det eller gjort sådan - men måske var det uafvendeligt? Det er et liv af spor, og det kan både gøre os angste, for at sætte vores fod forkert på daglig basis, men det kan måske også trøste os. Fordi vi ved, at vi sætter mange spor, og i sidste ende må vi have tillid til, at dem, der står os nært, træffer det gode valg, gerne vil os, og ikke forsvinder fra os."


                                                    
Foto: Michael Svennevig.


Mød Maria Lundborg på festivalen
Om at være der når det gælder,
hvor hun medvirker på
3. dagen i GLOBAL ART GALLERY i Vanløse,
hvor hun fortæller og læser op fra romanen "Gennem en hinde af is".


Festivalen på Facebook og festivalens 3. dag på FB.

tirsdag den 21. maj 2019

Anmeldelse: GENNEM EN HINDE AF IS af Maria Lundborg


MØD VERDEN: 1. festivalopslag:



Maria Lundborgs debutroman GENNEM EN HINDE AF IS handler om svigt og menneskelig uformåen. Moren svigter sin lille søn – og den voksne søn svigter sin mor. Så kort kan bogen beskrives, men bag det rumler det med følelser og svære beslutninger. Hovedpersonen, Anne, er dokumentarfilminstruktør, der gennem livet har vægtet karrieren på bekostning af familien. Sønnen, Thomas, parkerer hun hos forældrene og derved bliver de en slags plejeforældre. Den biologiske far, Jeppe, køres hurtigt ud på et sidespor. Fotografen Noa springer til og påtager sig farrollen, men bliver senere udmanøvreret.

Romanen åbner med en scene, hvor Thomas tager afsked med sin mor. Han siger farvel, giver hånd og er væk. Han ønsker ikke kontakten med moren – og ønsker sig langt væk. Moren sporer ham til Indien og Mysore, og det bliver også en rejse tilbage til dengang, hvor hun var gravid rejsende i Indien. Roman er fint komponeret med krydsklip som var det en dokumentarfilm på skrift. Sproget er enkelt. En anelse nøgternt, men kompositionen er spændende stykket sammen, og giver glød og farve til fortællingen.

Romanen er et studie i sårede følelser. Hovedpersonen, Anne, fremstår ikke særlig positivt. Hun er nærmest en forvokset teenager, og det kan godt være hun i sit arbejde har en særlig evne til at trænge ind på folk og få dem til at betro sig til hende og kameraet, men selv virker hun overfladisk og manipulerende. Det er hele tiden projekterne og filmene, der betyder alt for hende. Andre mennesker kommer først i anden række, så det undrer ikke at hendes forbindelser med andre tørrer ud. Samtidig er det et skarpt og på sin vis også nådesløst portræt af hovedpersonen. Jeg genkender og tænker at mange andre også vil genkende hende. Enten i sig selv eller som mennesker, der er så mange af. Hendes arbejdsmæssige stræben virker vampyragtig, og hun skyr ingen midler for at opnå det hun har sat sig for. Hun er et farligt bekendtskab, for alle menneskelige relationer går i stykker for hende. Hun kan sagtens undskylde, for det betyder ikke noget for hende. Det er kun ord.

Så selv om det lyder som et hårdt bekendtskab med en roman, med en så sølle hovedperson, er der flettet et så nuanceret persongalleri rundt omkring Anne, at det gør læsningen til en fornøjelse. Jeg nærmest rutchede igennem romanen.

Det er regulært spændende – som en film uden nogen decideret slutning – at vi aldrig finder ud af, hvad sønnen føler og hvorfor han har valgt at gå sine egne veje. Dog har vi en masse flashbacks fra en opvækst, hvor moren aldrig rigtig slog til. Hun forsøgte, men blev skubbet væk af sønnens afvisninger. Hun tænkte at det ville gå over, at det bare var en periode. Men perioden kom til at være hele sønnens opvækst, så da han var gammel nok til at søge væk, var der ikke længere nogen bånd imellem dem. Det havde der aldrig været. Eller også var de gennem årene bliver stadigt tyndere og tyndere for til sidst helt at opløse sig bag en hinde af is...

Forlaget Apuleius´ Æsel (2018). 297 sider


Hør festivalpodcasten
- og læs mere.


Foto: Michael Svennevig

Mød Maria Lundborg på festivalen
Om at være der når det gælder,
hvor hun medvirker på
3. dagen i GLOBAL ART GALLERY i Vanløse,
hvor hun fortæller og læser op fra romanen "Gennem en hinde af is".  

Festivalen på Facebook og festivalens 3. dag

Podcast-samtale med Maria Lundborg offentliggøres  den 23.5.2019

søndag den 12. maj 2019

Anmeldelse: FEJRING AF ET GODT MENNESKE på Mungo Park



                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

60 års fødselsdag. Susanne står afsides og gør sig klar til sin store entré. Gæsterne er begyndt at ankomme. Hun forestiller sig, hvordan hun vil gå ned ad trappen i bedste Norma Desmond-stil, for at ende i sit store close-up. Smile rundt til alle gæsterne: ”VELKOMMEN!” Hun øver sekvensen om og om igen. ”Velkommen...!” Hun smiler, hun er glad. Eller er hun? Hun taler om, at det jo ikke er hende som skal være i centrum. Festen er en fejring af vennerne, familien og naboerne. Alle dem, der gør hende til den hun er. Og så knækkker hun sammen og hun begynder at tale om Irena Sendler (1910-2008). Ikke Schindler, men Sendler. Epidemi-sygeplejersken, der under 2. verdenskrig i ghettoen i Warszawa bedøvede børnene for at kunne smugle dem ud og væk fra ghettoen – ud i sikkerhed. Hun samler de forældreløse jødiske børn op, der ligger på gaden, sikre på døden der ellers vil indfinde sig om natten, og efterlade dem nøgne, døde og nødtørfstigt dækket af en avis i morgengryet, for at skjule en sidste rest af deres døde værdighed. Hun var oppe imod den tyske okkupation, oppe imod nazismens dødsmaskine. 2.500 jødiske børn smuglede hun ud - og reddede.

                                                                                                                     Fotograf: Mikkel Russel

”Fejring af et godt menneske” er Mathilde Walter Clarks fine dramatikerdebut, men fejringen bliver aldrig det som avisartiklen lægger op til, hvor alle Susannes meritter opremses. Det er mange og artiklen slutter med monologens titel, ”...at det er fejring af et godt menneske”. Igen og igen vender hun tilbage til beretningen om Irena Sendler og til farens sidste ord til Irena: ”Der findes kun to slags mennesker. Gode og dårlige. Ikke jødiske og ariske mennesker, ikke alle de grupperinger som vi hører om. Kun to slags mennesker: de gode og de dårlige.” 
For hver 10.000 mennesker er der kun ét godt menneske. Susanne hælder alle strømperne ud på gulvet og sorterer dem. Først alle dem med de gode intentioner, der så at sige på afstand fejrer deres godhed ved at støtte børn langt væk. Eller i vore dages frelste (politiker)sprog ville det blive omdøbt til: børn i de nærområder, der altid ligger velbehageligt langt væk fra os. Men vi svigter. Næsten alle mennesker svigter. De gode er der kun få af.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne har gjort karriere inden for stamcelleforskning, og hun er en betydningsfuld forsker, der har drevet det vidt i menneskelighedens navn. Hun glider tilbage i erindringen til forældrenes ostebutik, for det lå ikke i kortene at hun skulle læse videre. Men en lærer erklærer hende ikke bare egnet, men særdeles egnet til gymnasiet. Faren er ligeglad, så længe hun blot assisterer i butikken efter skole og om lørdagen.

Til sidst kan moren ikke mere. Det hedder sig, at hun i stedet ville hellige sig hjemmet og børnene. Men det er Susanne, der sørger for at brødrene, tvillingeparret, kommer op, får tøj på og morgenmad før hun følger dem i børnehaven på vej til skolen.  Til sidst er moren bare et hjemmegående spøgelse, som Susanne forgæves forsøger at give strømper på. Det er næsten umuligt, hvis man ikke bøjer fødderne – og samarbejder.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne klarer sig godt i skolen. Særligt i fysik og kemi. Men ønsker sig kun at komme afsted hjemmefra, og bruger alle sparepengene på flyrejsen, og kommer til at sidde ved siden af the Petersons på flyrejsen, der tilbyder hende at blive deres nye au pair i England. Hustruen er forsker, mens manden er ’moren’ i familien. Susanne ønsker sig frihed, men går i en fælde – og bliver au pair. Men det sætter hende fri, for om natten går hun ind i Petersons bibliotek, og finder Fru Petersons bøger frem og læser i dem. Får lov til at følge hende i laboratoriet, og da hun første gang træder indenfor føler hun sig fri.
Resten indbefatter en datter, der ikke er der længere. En datter, der forsvinder, men som bliver lyslevende på denne 60 års fødselsdag. For hvilken slags mor er hun? Hvilken slags? Hun forsøger at råde bod på sine svigt som mor, og køber en rejse, så de kan rejse afsted sammen, men sådan bliver det ikke. Hun bliver ved med at gå rundt med datterens ubrugte billet i tasken. Den billet som hun ender med at rive i stykker, inden hun slukker lyset og går ned til de ventende gæster.

                                                                                                           Fotograf: Mikkel Russel

Walter Maria Clarks ”Fejringen af et godt menneske” er en klassisk monolog, der på mange måder minder om Kjeld Abells ”Anna Sophie Hedvig” (1939), hvor tiden kaldte på teater, der tog livtag med samtiden. Om en kvinde, der bærer på en hemmelighed. En kvinde, der har mod til at stå frem og fortælle om sin ”forbrydelse” og derved demaskerer borgerskabet omkring hende.

Susannes historie ligner umiddelbart ikke nogen tragedie. Det er en bragende flot præstation af Marianne Mortensen, der er alene på scenen i 1 time og 40 minutter. Hendes karakter vokser langsomt frem for øjnene af os. Det starter i det små, men bygger op og får vinger, før hun flyver afsted med historien og os. Det er meget velspillet og bliver fulgt til dørs i en flot og stilsikker instruktion af Kamilla Bach Mortensen. Marianne Mortensen, der med forestillingen fejrer sit 35 årige skuespillerjubilæum, udfylder hele scenen, selv om scenografien kun dækker den ene side. Vi er på et loftskammer med hendes og mandens tøj. Omgivet af kufferter, kasser og skuffer. Lyset falder ind udefra gennem persiennerne i døren. Der er en enkelt hængende nøgen loftspære. På et tidspunkt hiver hun en kuffert, en overfrakke og et par sko frem og sætter sig på kufferten, som om hun er på vej mod en ny destination. Som om hun alligevel ikke bliver til sin egen fest. Resten af scenerummet er tomt. Ind imellem går hun mørket i møde på den bare scenehalvdel. Den ufuldstændige scenografi af Mie Riis bliver derved til et helt univers, hvor hovedpersonens historie udspiller sig. Det er flot og enkelt tænkt. Nærmest som på et maleri af Poul Anker Bech (1942-2009), hvor dele af en lokalitet står tydeligt frem, mens alt andet forsvinder og efterlader et sugende tomrum.

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

Stykket har en fin timing. Det er et opråb til os - de mætte, veltilfredse, velstimulerede og veluddannede gode, danske mennesker, der sidder og ser flygtningene kommer hertil - og intet gør. Det er en behandsket knytnæve midt i pænhedens ansigt. Et slag for humanismen. Det er teatret, der bliver nutidigt ved at iføre sig klassiske klædninger. Teatret er provokation - og nærvær. Det glemmer vi alt for ofte, men det er godt at blive mindet om i en digital verden, hvor vi alle sidder klistret til vore skærme. På vejen op i toget til Allerød sad jeg og kiggede rundt på alle de bøjede nakker, mens mine medrejsendes øjne kiggede ned på deres mobiltelefoner. Ingen kiggede op, ingen havde nærkontakt. Der var ingen udveksling mellem os. Alle sad hver for sig fordybet i hver sin lille verden afskåret og afsondret fra hinanden. Men i teatermørket mødes vi. Vi trækker vejret i takt. Vi fokuserer nærværet mod et lysende punkt på scenen - og det er berusende. ”Fejring af et godt menneske” er noget så sjældent som et moralsk stykke, der taler til alle de mobilkiggende mennesker, og prøver at fange vores opmærksomhed. Det er prisværdigt. Måske er der ikke så meget at fejre i stykket – og for Susanne. Men stykket rummer et håb om at det aldrig er for sent. Selv inden den 60. fødselsdagsfejring er der stadig væk muligheder for at blive et godt menneske. Også for publikum.

Fotograf: Mikkel Russel


FEJRING AF ET GODT MENNESKE
af Mathilde Walter Clark

Premiere fredag den  10. maj 2019

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen
Medvirkende: Marianne Mortensen
Scenografi: Mie Riis
Lys: Mikkel Givskov
Lyd: Emil Bøll
Instruktørassistent: Tanya Falkenberg Kirk
Rekvisitør: Katrine Tuborgh
Systue: Hanne Mørup
Fotograf: Mikkel Russel

Hjemmeside 

Forestillingstrailer: Ivar Lind Greiner




Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger: