Mød forfatteren Maria Lundborg

 

Foto: Michael Svennevig.

"-Jeg er ikke blevet "podcastet" før!", sagde Maria, og så ikke helt tryg ud ved situationen. Men det kan man ikke høre på denne 1. festivalpodcast, der handler om romanen "Gennem en hinde af is" af den debuterende 48-årige forfatter Maria Lundborg.

Lyt til festivalpodcasten med Maria Lundborg optaget forleden på en varm dag i kolonihaven.

Fra anmeldelsen: 

"Maria Lundborgs debutroman GENNEM EN HINDE AF IS handler om svigt og menneskelig uformåen. Moren svigter sin lille søn – og den voksne søn svigter sin mor. Så kort kan bogen beskrives, men bag det rumler det med følelser og svære beslutninger...Romanen er et studie i sårede følelser. Hovedpersonen, Anne, fremstår ikke særlig positivt. Hun er nærmest en forvokset teenager, og det kan godt være hun i sit arbejde har en særlig evne til at trænge ind på folk og få dem til at betro sig til hende og kameraet, men selv virker hun overfladisk og manipulerende. Det er hele tiden projekterne og filmene, der betyder alt for hende. Andre mennesker kommer først i anden række, så det undrer ikke at hendes forbindelser med andre tørrer ud. Samtidig er det et skarpt og på sin vis også nådesløst portræt af hovedpersonen..." 

Læs anmeldelsen i sin helhed på festivalens blog. 

Bagefter sendte Maria mig disse linjer i et forsøg på at kredse noget af det ind som vi taler om på podcasten. Læs det som et supplement til podcastens og glæd dig til at høre mere om romanen på festivalen - eller læs den selv!

"Kære Michael

Som jeg skrev igår, har vores samtale snurret videre på lavt blus, åbenbart også hele natten. Så nu får du lige de tanker med, som den har affødt. Det er ikke nye tanker for mig i forhold til bogen, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fik det med i samtalen igår - men det var nok noget nervøsitet, der lukkede for en del af tankevirksomheden.Det er naturligvis for sent at få det med i podcasten nu, måske er det heller ikke så vigtigt, men det er jo en mulighed til festivalen.

Noter til vores samtale:

"Min afgrund", hvis man kan sige det sådan, er det punkt, hvor noget overskrides. Det punkt, man ikke kan vende tilbage fra.

Når Thomas siger, de ikke skal have mere med hinanden at gøre - når han har udtalt det, kan Annes og hans liv aldrig mere blive det samme. Også selvom han ikke forsvandt ud ad døren. Var han så blevet, og havde de formået at få en samtale ud af det, havde det måske givet anledning til noget dybere, en forståelse måske, men når han går og lukker døren efter sig, bliver det irreversibelt. Og det punkt, kan være en afgrund - herfra er der frit fald. Anne falder her fra og resten af romanen, og i passager, uden at stritte i mod eller forsøge at holde fast.

Men fordi hun også ryger ind i det fald med en mission - at hun vil finde Thomas, for at forsøge at forstå eller i hvert fald forsones - så opstår der erkendelser, også i forhold til at være menneske i relation til andre, heriblandt hendes forældre. Erkendelserne gør, at livet ikke bliver det samme, hun kan ikke gå tilbage, men hun kan finde et nyt, skrøbeligt, men trods alt, holdepunkt

Så ja, jeg skriver omkring eller ud fra en afgrund - eller jeg skriver for at undgå at falde i afgrunden. For at undersøge, hvordan man kan overleve faldet, eller det irreversible. For at se, hvad der kan lede hen til sådan et punkt, og om det er muligt ikke at opløses, hvis det opstår.

Og ja, Thomas dumper hende, som var hun en kæreste - og i det ligger valget. At forholdet mellem søn og mor, barn og forældre, ikke er gudsgivent i et senmoderne samfund, at man kan vælge, om man vil hinanden. Familien er som alt andet, noget vi vælger, ikke bare hvem vi vil have børn med, også om vi vil beholde vores forbindelse til vores forældre.

Men det er kun på overfladen, mener jeg, for mens vi gennem tid, kan ryste en kæreste af os, et dårligt forhold, så kan vi ikke ryste vores forældre af os. Vi vil altid være bærere af dem, tror jeg, og den frihed, man kunne ønske sig at opnå ved at bryde med dem, er måske en pseudo-frihed? For nogle, tror jeg iøvrigt, at det er nødvendigt, og så må man leve med det på den måde, fordi man ikke kan være i forholdet længere.

Men det giver jo en kompleksitet, de uendelige valg. Og afgrunde, der måske ikke var helt så nærværende i et traditionelt samfund. Hvor sønner og døtre naturligvis også stak af, men ikke i så udbredt grad som i dag?

Og så er der de andres valg. Som jeg ikke er herre over. Anne kan forsøge at samle alt, hvad hun har gjort, og andre har gjort, og den dreng, Thomas var osv. hen mod punktet, hvor han vælger at gå. Især i starten, tror jeg, hun leder efter sådan et kardinalpunkt - havde jeg bare lige i den situation, sagt det eller gjort sådan - men måske var det uafvendeligt? Det er et liv af spor, og det kan både gøre os angste, for at sætte vores fod forkert på daglig basis, men det kan måske også trøste os. Fordi vi ved, at vi sætter mange spor, og i sidste ende må vi have tillid til, at dem, der står os nært, træffer det gode valg, gerne vil os, og ikke forsvinder fra os."

                                                    

Foto: Michael Svennevig.

Mød Maria Lundborg på festivalen

MØD VERDEN.

Om at være der når det gælder,

hvor hun medvirker på
3. dagen i GLOBAL ART GALLERY i Vanløse,
hvor hun fortæller og læser op fra romanen "Gennem en hinde af is".

Festivalen på Facebook og festivalens 3. dag på FB.