Lena
Gemzøe, 80-årig
akvarelmaler fra Amager, fortæller om, hvordan man kan komme op ad de dybe
huller, man kan faldt ned i undervejs gennem livet.
-Det første
dybe hul faldt jeg ned i for 20 år siden, og jeg havde nogle bestemte
strategier for, hvordan jeg kom op igen - det vil jeg gerne fortælle om. Jeg
ved ikke, hvor kendte sådanne strategier er.
-Jeg havde et super godt job, som jeg var rigtig glad for. Jeg arbejdede på en ungdomsskole som ledende skolebibliotekar og jeg havde min egen afdeling som tale & læse pædagog. Foruden at jeg var i gang med tre forskningsprojekter. Det blev for meget for min hjerne. Det hele brød sammen en dag, hvor jeg sad og tudbrølede. Jeg kunne ikke læse fra næse til mund - jeg kunne intet huske. Lige meget, hvad jeg gjorde, nyttede det ikke. Jeg tænkte, at jeg måtte være blevet dement. Jeg blev sendt til en neurolog, der undersøgte mig og konkluderede, at jeg overhovedet ikke var dement. Det var stress! Det havde ingen hørt om på det tidspunkt, og heller ikke jeg. Det var mærkeligt, at det kunne have en så stor indflydelse på hjernen, at den gik i stykker. Det fattede jeg ikke, men alt var kaos hjemme hos mig.
Jeg fortsatte på arbejde. Jeg turde simpelthen ikke melde mig syg, Jeg forestillede mig, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdet, hvis jeg sygemeldte mig. Bjerget ville være for stort at komme over. Så jeg blev ved med at gå på arbejdet og sad der og tudede. Når jeg kom hjem, sad jeg ved mit skrivebord, hvor stablerne hobede sig op. Når de blev så høje, at jeg ikke kunne se hen over dem, lagde jeg dem ned bag ved skrivebordet. Da de nåede op til skrivebordskanten, var jeg klar over, at den var helt galt. Jeg tog fat i nogle papkasser og smed det ud. “Hvad gør du nu?” Jeg kunne ikke holde styr på mine ting, Ja, jeg kunne ikke holde styr på noget som helst.
Dengang var jeg 60 år. Når jeg ikke kan holde styr på det, så måtte jeg af med tingene. Jeg tog også fat på min garderobe. Havde lige læst noget om, at hvis man tog en kjole, kunne man hænge den op et sted med et mærke på, og hver gang man gik i noget tøj, så kunne man hænge det til højre for mærket, og så kunne man efter et år se, hvad man overhovedet ikke havde gået i, og det kunne man så smide ud. Okay, tænkte jeg, jeg har ikke et år, så jeg kiggede bare: “Det smider jeg ud. Det smider jeg også ud… og det og det!” Jeg smed ud i sække og solgte på loppemarkeder, men det var jo ikke nok. Hvad med bøgerne? Halvdelen skulle ud. Alle de skønlitterære bøger kan man låne på biblioteket, mens de faglitterære er mere specifikke - det er kunst- og popup-bøger og dem, der er svære at få fat i. Bøgerne røg på loppemarkedet eller jeg gav dem væk, og opfordrede andre til at give dem videre.
Det hjalp og gav mere plads. Jeg gik videre med mine køkkenting. Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg gad jo ikke lave noget som helst længere. Jeg levede af ostemadder, så halvdelen af køkkentingene røg på loppemarkedet. Ud med dem! Det blev mere overskueligt af det. Det hjalp. Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle omgive mig med smukke ting. Alt hvad jeg havde, skulle være smukke ting. Selv en gaffel skulle være én, der gav mig glæde. Når jeg købte tallerkner hos en keramiker, måtte jeg nøjes med to ad gangen. De var dyre, men med flotte, flotte farver. Tøjet skulle også have flotte farver. Farver var det, der gjorde mig glad. Smukke ting gjorde mig også glad. Sådan gjorde jeg med alting. Jeg købte intet uden at jeg tænkte over, om det gav mig en glæde.
Så gik der to år, og jeg blev 62 år og blev
smidt ud af arbejdsmarkedet, men jeg kunne jo stadigvæk ikke huske, så der var
en periode, der var lidt svær. Det var sådan jeg kom igennem alle tingene. At
det var farven og tingene, der gjorde mig glad. Så tænkte jeg over, hvad jeg så
skulle lave? Nu har du ikke noget arbejde, men jeg har altid godt kunnet lide
at male, og det havde jeg jo tid til nu. Jeg tog på nogle malekurser nord for
Göteborg, og malede mere end nogensinde før. Jeg blev YouTuber med min egen
kanal som 72 årig. Nu er der over en million, der har set mine videoer og jeg
har 45.000 følgere. Folk tror, at jeg er stinkende rig, men det giver ikke én
krone. Jeg bruger jo ikke pensler, men mit Mastercard, for jeg har fundet
ud af, at det er den eneste måde man kan lave “masterpieces” på. På videoerne
viser jeg, hvordan jeg arbejder med mine akvareller.
-Der er også
en anden ting, for jeg bliver så vred over alt og alle. Når jeg cykler i byen:
“Hvad er det for en idiot på dén cykel, hvorfor kører de helt ude til venstre,
i stedet for at køre ind til højre! De skal i hvert fald ikke køre indenom, og
hvorfor viser de ikke af! Hvorfor dit og hvorfor dat! Jeg kunne blive så
rasende over alting. Det har jeg også prøvet at arbejde med, men jeg er ikke
helt færdig med det endnu.
-Der kommer
jo ikke nogen, og laver om på én, hvis man ikke selv laver om på sit verdenssyn
og menneskesyn. Så sker der slet ingenting. Jeg har mødt nogle mennesker, der
er meget positive og kærlige bl.a. min svigerinde, der nu er kommet på
plejehjem sammen med min bror, der har alzheimers - og så sidder hun der og
siger: “Livet er skønt!” Det er så vidunderligt. Det er, fordi hun vælger at
sige sådan - og hum løfter sig selv på den måde. Det har jeg også lært at
gøre. Jeg ved ikke, om jeg har lært det af de andre, men jeg har i hvert fald
lært, at det er noget, der hjælper mig. Jeg løfter mig selv på den måde.
-Jeg har lige været i Barcelona, hvor jeg udstillede et billede, og jeg sagde til mig selv: “Det tør jeg ikke, hvordan skal jeg finde rundt dernede? Det går aldrig, det her!” Det sagde jeg til min bror, og så havde hans datter og svigersøn arrangeret at leje et hus dernede, og ville surporte mig dernede. Så hele familien tog med derned. Jeg havde det som en dronning. Det var vidunderligt. Sådan en gave har jeg aldrig fået i mit liv, og jeg tror at i stedet for at sige: “Sådan en lortetur!” For jeg var jo nervøs for den, så skal man vænne sig til selv at løfte det.
-Der er ingen
grænse for, hvor højt man kan løfte sig selv. Det er ret vildt. Der var engang
én, der sagde til mig for 40 år siden: “Man vælger jo selv sit liv!” Jeg
tænkte, hvad pokker bilder han sig ind, sådan en idiot! Hvis man er født i
rendestenen, hvordan kommer man så op derfra? Men ved, at man nogle gange gør
det mere positivt end det egentlig er, og siger det højt, så hjælper det!
På besøg hos Lena Gemzøe (2022).
Hør også den to-delte podcast:
1. Mødet med det nordatlantiske (2018).
2. Livet på Nokken (2018).
Mød Lena Gemzøe på
om lørdagen, den 19.9.2026.
Se dagens program
