”Venus in fur” har en lang
forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew,
romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der
var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede
Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning.
Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor
handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i
2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre
i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.
Ives´ stykke handler
tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det
som mænd ønsker at se og drømmer om.
Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af
én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som
skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og
drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er
vitterlig en prøvesituation.
Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis
Strindbergs ”Kreditorer”
og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt,
dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge
ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både
tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af
forskydninger.
Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt
tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere
ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet
uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis
Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.
Hver aften kan man se
én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og
udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler.
Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa
Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.
Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.
Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K
Varighed: knap 2 timer
(uden pause).