Anmeldelser: THE SANTALAND DIARIES og CHAPPERS DECEMBERØNSKE

Skæve, men dejlige juleforestillinger uden sne

To charmerende soloforestillinger på Teater Vestvolden med Tomas Lagermand Lundmes ”Chappers decemberønske” og David Sedaris´ ”The Santaland Diaries” i Krudttønden tager begge livtag med julen på utraditionelle måder. ”Chappers Jul” er for de 5 årige og deres forældre, mens ”The Santaland Diaries” er en gay comedy, for de voksne. I den første kommer vi så langt væk fra julen som muligt, mens vi i den anden kommer meget tæt på. Det er flotte præstationer af de to skuespillere, der begge investerer betydelig varme og charme i de to meget forskellige roller, der begge bæres igennem af deres ligefremme nærvær og tilstedeværelse. For vi befinder os i yderzonerne, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til nogen hvid jul, men det bliver der måske alligevel. Både i Hvidovre og på Østerbro, hvor historierne gled ned med henholdsvis lagkage og gløgg til de to premierer.

CHAPPERS DECEMBERØNSKE 
på TEATER VESTVOLDEN

Chapper ønsker sig slet ikke noget til jul. Han ønsker sig ingenting. Da han efter flere år alligevel ikke har fået det han ønsker sig, tager han konsekvensen af det og boycotter julen. Hans mor er mere nærværende og tilstede i de evindelige og uendelige samtaler med veninden, end hun formår at være i forholdet til sønnen. I hvert fald har han fornemmelsen af slet ikke at blive set. Han forsøger at tegne sin ønskeseddel for moren, men hun forstår ikke hans tegninger og interesserer sig heller ikke for dem, og vil meget hellere tale i telefonen med veninden. Chapper fantaserer om, hvordan han lader hendes mobiltelefon forsvinde. For grunden til at han ingen ønsker har, er, at han drømmer om selv at føle sig ønsket. Tomas Lagermand Lundme er en god, varm og loyal skildrer af den menneskelige varme, der går som en åre gennem hans værker. Han er god at holde i hånden, for han har hjertet på rette sted – også i Chappers decemberønske.

                                                                                                                  Fotograf: Søren Meisner

Chapper spiller rollen med stort nærvær. Vi er med ham på fodboldbanen, og bagefter da han trækker sig ind i sig selv og opsøger ingentinghuset, hvor han med kridt tegner sig til noget af alt det, han ikke har. Han er nøjsom og stærk i sine fravalg, og fremtryller en forunderlig verden fuld af ingenting i ingentinghuset. Det er en leg med de muligheder som vi stadigvæk har, selv med tomme hænder, for fantasien har vi altid – og den er rigere end alt andet. Det er en sød og charmerende pointe i en juleforestilling, der er befriende fri for sne og jul, og som gør en dyd ud af at fortælle en nødvendig historie om nærvær og fællesskab. Det handler ikke om ønskesedler, men om selv at være ønsket.

Historien udfolder sig i en stemningsfuld scenografi af Annika Nilsson smukt lyssat af Gert Christoffersen. Anders Lundorph har instrueret Chapper og fået det hele til at virke hjemligt og rart – selv i ingentinghuset.

Fotograf: Søren Meisner

Hjemmeside og billetter

Spilleperiode: 24,11-15.12.2019

Spilledage: 
Tir. – fre. kl. 9.30 & 11.30, 
lør. – søn. kl. 10 & 12.

5 år og opefter

45 minutter

MEDVIRKENDE
Chapper

ISCENESÆTTELSE
Anders Lundorph

MANUSKRIPT
Tomas Lagermand Lundme

SCENOGRAF
Annika Nilsson

MUSIK/SANG
Chapper og Pharfar

LYD
Jonas Jørgensen

LYS
Gert Christoffersen

VÆRKSTED/AFVIKLING
Mikkjal Galan

IDÈ, KONCEPT OG PRODUKTION
Teater Vestvolden Hvidovre

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teater Vestvolden:

Et mærkeligt skib (2017)

*

THE SANTALAND DIARIES af HIT i KRUDTTØNDEN

Der er kun én ting, der er værre end at blive ansat som fulltime alf i stormagasinet Macy, og det er ikke at blive det. For som voksen at skulle være klædt ud som alf er ydmygende. Forestillingen falder i to dele, for først kommer vi med til den skarpe udvælgelse af de kommende julemænd og alfer, der skal igennem flere interviews og en drugtest, før de ”heldige” kommer i juletræning som julemænd og alfer. David Barrett er rørende både i sit normale tøj, men endnu mere i sit alfe-outfit. Hans overdrevne gestik passer fint til caféforestillingen, hvor han i højt tempo bevæger sig rundt foran scenen, mens han beskriver sin transformation fra arbejdsløs kunstner til alf.  Hans imitationer af de øvrige ansøgere er umådelig morsomme. Selv er han tillidsvækkende og opnår hurtig en fin kontakt til publikum, der bærer monologen igennem.  I anden del bliver scenetæppet trukket fra, og vi befinder os sammen med ham i Santaland i stormagasinet Macy, hvor ydmygelserne ikke bliver mindre.

Det er et forfærdeligt sted, hvor det vrimler med plastikjul, julemænd og alfer. Det er enhver julehaders mareridt. Samtidig er det den perfekte måde at udstille menneskeligt armod på. Teksten er skrevet af David Sedaris ud fra egne alfe-supermarkedserfaringer, og scenisk bearbejdet af Joe Mantello. Det er gribende beretninger om julekunder, udklædninger og skingre børn, der føles som om det er ydmygelsernes yderste holdeplads for de fastansatte alfer og julemænd, men alt som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at der ingen grænser er for ydmygelserne.  De er uendelige – og uhyrlig morsomme.

David Barrett tager både børnene og publikum ved hånden og fører os gennem juleræset med afvæbnende charme og højt tempo.  At det bliver iblandet struttende hormoner de mandlige alfer og julemænd imellem gør det kun endnu mere festligt. Det balancerer på kanten uden at tippe over. Det er dygtigt og godt instrueret af Jeremy M. Thomas, der sørger for at historien eller rettere den menneskelige deroute formidles ligetil og rørende, for vi befinder os i en menneskelig yderzone, eftersom de ansatte alle er arbejdsløse kunstnere og drop-outs med drømme om det store kunstneriske gennembrud, selv om de dagligt må kæmpe sig gennem deres egne menneskelige nederlag frem mod julen, alt mens de hærges af hektiske børn med udslidte fotograferende forældre. Det gør de, mens strømmen af børn og forældre bliver stadig større, mere intens, skinger og hektisk alt som julen nærmer sig. Det MÅ ende galt...

Ofte undervejs tænkte jeg på den vidunderlige anti-julefilm BAD SANTA (2003) med Billy Bob Thornton, der også er ansat som julemand i et stormagasin. BAD SANTA 2 (2016) skulle eftersigende være mindst lige så god – og grovkornet. God Jul!

Billetter

Facebook:

Spilleperiode: 28.11.-1.12.2019

Spilledage: Fredag kl. 20, lørdag kl 12 (ekstra forestiling) & kl. 20, søndag kl. 17.

15 år og opefter

Engelsksproget forestilling af HIT, House of International Theatre

80 minutter

David Barrett as Crumpet

Karl Heding on guitar

Lakeisha Salto on vocals

Directed by: Jeremy Thomas-Poulsen

Playwright: David Sedaris, adapted by Joe Mantello

Produced by: HIT

Co-producer: Down the Rabbit Hole Theatre

*

 Tidligere anmeldte HIT-forestillinger:

The Lover (2019)

Sex and betrayal (2018)

Venus in Fur (2017)

Else and Norms Macbeth (2016)

 *

Anmeldelse: THE LOVER i Huset

Det er morgen, og vi befinder os i ægteparrets soveværelse. HUN er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Klæder sig på og spiser morgenmad. HAN støvsuger og serverer morgenmaden for hende. Det er ham, der går hjemme, mens hun tager på kontoret. De mødes igen om aftenen, efter at han har haft besøg af ”the lover”. Det er et åbent ægteskab, hvor både han og hun har hver deres udenomsægteskabelige affærer. De har lovet hinanden at så længe de elsker hinanden, spiller det andet ingen rolle. Ingen væsentlig rolle, i hvert fald. Men langsomt bliver først hun og derefter han mere og mere nysgerrig, hvad angår den andens affærer. Selvfølgelig er de ikke jaloux på hinanden, det er de da hævet over. Selvfølgelig er de, men noget er alligevel sat i skred, og langsomt kryber skeletterne frem fra skabe og skuffer, indtil der ikke er mere plads imellem dem.

Fotograf: Filip Orestes

Harold Pinter (1930- 2008) fik ikke for ingenting Nobels litteraturpris i 2005. Han er absurd, men ikke mere end at han også er realist. Det spændende ved hans dramatik er, at den både kan spilles som komedie og tragedie. Eftersom det ene altid er indlejret i det andet, og især hos Pinter. Pinters ”The Lover” (1963) er et kammerspil for HAN og HUN, men hun spiller en dobbeltrolle. Om der er to eller tre roller, er op til den enkeltes fortolkning af stykket. Det starter fredeligt og roligt. Scenografien er et rigt udstyret soveværelse. Underlægningsmusikken er frokostjazz. Alting virker så rart og tilforladeligt, men det skal man ikke lade sig narre af.

I denne opsætning er rollerne byttet om, men de fungerer stadig upåklageligt. Selvfølgelig er det lidt bizart, men sådan er Pinter også, så det understøtter fint stykkets egen ide.

Hun spørger henkaster ham om ”elskeren” kommer om eftermiddagen. Men det er ikke helt så enkelt som det lyder. Slet ikke som det eskalerer i løbet af forestillingen. Der bygges så grundigt og omstændeligt op, så når det hele tipper, viser det sig, at vi har siddet og fulgt et spil i spillet. At det hele er iscenesat. At det er teater. Også for de to personer i stykket. Mere vil det være synd at røbe her. Ud over at stykket tager en overraskende drejning, der til allersidst gør det hele endnu mere gribende, forunderligt, bizart og Pintersk.

Fotograf: Filip Orestes

Det er en elegant leg med teatret og dets virkemidler. Stilfuldt og stærkt forløst af Jeremy Thomas-Poulsen, der har instrueret Jana Pulkrabek og Tom Hale sikkert gennem Pinters skæve og fascinerende tekstunivers. Det giver god mening at opleve forestillingen på engelsk. Hun taler engelsk og han amerikansk, og det giver en fin sproglig cocktail. Det er let forståeligt og bør ikke afskrække nogen fra at opleve den fine forestilling.

Fotograf: Filip Orestes

Det var en fuld sal, der tog godt imod forestillingen, selv om min sidemand gabte 4 gange i løbet af forestillingen. Det er en stille forestilling. Eller det er en tilsyneladende stille forestilling, der langsomt spinder publikum ind i sit net, som der er svært at komme ud af igen, netop fordi det sker så langsomt og nænsomt. Det virker helt efter hensigten, så det til sidst er svært at få vejret.

Fotograf: Filip Orestes

THE LOVER (1963)

Én-akter. 70 min.

Dramatiker: Harold Pinter

Medvirkende: Jana Pulkrabek, Tom Hale
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lys: Paul Damade
Forestillingsleder: Angelique Giroir


Produceret af 
Manusarts og Down The Rabbit Hole Theatre

Spilleperiode: 30.1.-3.2.2019

Spillested: HIT, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K. 
(Tidligere kendt som ”Huset” i Magstræde).

Billetter

Læs mere om teatret 
om hvordan det hele startede

om spillestedet
  

Om Jana Pulkrabek

Om Jeremy Thomas-Poulsen 

Om Harold Pinter og “The Lover”.



*

Tidligere anmeldelser af teatrets forestillinger:

2018: 
Sex and Betrayal betweenthe Sheets 

2017: 
Venus in Fur

2016: 
Elsie and Norm´s Macbeth 

Anmeldelse: SEX AND BETRAYAL i Huset

 

Man føler sig godt tilpas, når man træder indenfor. Der er sat små caféborde frem, der er en indbydende bemandet bar i den ene side og et flygel i den anden. Imellem de to er der et rødglitret staniolforhæng. Foran er der placeret et lille bord med selvhjælpsbøger om kærlighed og sex. Vi er med andre ord inviteret indenfor til en sexy cabaret, der bliver varetaget af to sexologer. Hun, Emmi (Jana Pulkrabek) er blond, slank og kvik. Han, Leo (Siegmar Tong) er sindig, lidt bamset og rar. Umiddelbart er de et umage par, og derfor er det så meget desto mere spændende, da de bevæger sig ind i den fælles historie, der knytter aftenen sammen. Set-up´et er meget forenklet. De sidder i hver sin side af scenen og ringer på en lille klokke hver gang de afsender en mail til den anden, for det hele starter med en fejlsendt mail, men kontakten udvider sig og antager amorøse over- og undertoner. Hun er eventyrlysten og drømmende. Han er mere tilbageholdende, men stadig nysgerrig – og spørgende. De spiller deres fælles usikkerhed ud mod hinanden. De smyger sig rundt om billedet af hianden, sådan som de forestiller sig det. Eller rettere sådan som det bliver til for deres indre blik. Det er et drømmespil, for de mødes aldrig. Eller det gør de måske alligevel – til sidst, men så er det måske for sent? Eller er det? Forinden træder en tredje person (Tom Hale) ind imellem dem, da det viser sig at hun allerede er gift. Rent konkret begynder ægtemanden at skrive til ham som hustruen har forelsket sig i, og hvad det afstedkommer vil være synd at afsløre her.

 

 

Historien om de to (der bliver til tre), skrevet af Daniel Glattauer, er nærmest skematisk, men den efterlader publikum i en løftet og lidt chokeret stemning. For vi kender det godt – denne ordenes passion via nettet - hvor vi er så tæt på at vi næsten kan røre, og alligevel så langt væk at det bare er tryk på tastaturet, før alting igen forsvinder. Men med ét bliver det så virkeligt at alt andet blegner, for vi føres ud på imaginære rejser, der både fortryller og forfører. Det samme skete efter premieren, hvor publikum blev siddende, for ingen havde umiddelbart lyst til at gå. Det er et kompliment, og så gør det mindre at rammefortælling med de to sexologer virkede uinteressant, for forestillingens egentlige rejse ledte lige ind i hjertet, så uprætentiøs som den var. Den blev ledsaget af veloplagte sang- og dansenumre.

 

 

Ret beset sker der ikke meget mellem lagnerne. Men der er alligevel meget på spil, og det er det væsentligste. Det er flot, at HIT og den myreflittige instruktør/teaterleder Jeremy Thomas-Poulsen har fået skabt et driftigt engelsksproget teater i løbet af et par sæsoner og har mange spændende ideer og forestillinger i spil. Det startede med en munter Shakespeare-parodi, hvor ”Elsie & Norm`s Macbeth” var lutter fnis og grin. Stort teater var det ikke, men det var veloplagt og meget forfriskende. Til gengæld var den efterfølgende ”Venus in Fur” et pletskud. En meget vellykket forestilling, der både var fint udført og instrueret. Efterfølgeren, "No exit - reloaded" - en  opdateret udgave af Sartres ”Lukkede døre” genskabt af John Foster, var flot tænkt, men rørte mig ikke, selv om det øvrige publikum responderede begejstret. Siden har der været yderligere to forestillinger, hvoraf den ene var af mere komisk tilsnit. Alle iscenesat af Jeremy Thomas-Poulsen, der ikke mindst med ”Venus in Fur” (be)viste at han har et godt greb og stærk kunstnerisk nerve. Teatrets næste forestilling lyder også spændende, så det er en god ide at holde øje med, hvad det videre sker i HIT – House of International Theatre, hvor engelsk er det talte scenesprog.
 

Sex and Betrayal between the Sheets

Spilleperiode: 18.-28. januar 2018

Tirsdag-lørdag: kl. 19,
søndag den 21.1. kl. 17, søndag den 26.1. kl. 14

HIT - House of International Theatre

 Hjemmeside & billetter 


*

 

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Skuespillere:
Jana Pulkrabek, Siegmar Tong og Tom Hale

Lys: Paul Damade

Scenemester: Angelique Giroir

Producent: Manusarts

*

HIT - House of International Theatre

Huset-KBH, stage, 4. sal,

Rådhusstræde 12, 1466 Copenhagen

 

Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset

 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.

Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.

 

Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.

Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 

Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.

Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.

 

Spilleperiode:

8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.

Medvirkende:

Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda

Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Lysdesign: Paul Damage

Instruktør-assistent: Angelique Giroir

Spillested: House of International Theatre (HIT),

Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Hjemmeside & billetter

Producent: Down the Rabbit Hole Theatre

Varighed: knap 2 timer (uden pause).

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre

 

Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke så småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 

 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.

 

 Foto: Nicolai Meilby

Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood

Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen

 

Medvirkende:

Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.

Billetter: http://www.rabbithole.dk/

hvor man kan læse mere om forestillingen.

Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City